Klumme: Det går ned ad bakke med de europæiske socialdemokratier – og det er godt det samme

Sven Hakon Rossel – klummeskribent
Sven Hakon Rossel – klummeskribent

Professor i nyere skandinavisk litteratur og forfatter til mere end 50 bøger.

S. H. Rossel er fast klummeskribent på 24NYT og skriver om udenrigspolitik, kulturpolitik, EU og det monstrum, der hedder “politisk korrekthed”.


Ved det netop overståede valg i Østrig, der gav genlyd ude i den store verden, blev landets konservative parti, Österreichische Volkspartei (ÖVP) klart det største parti med en fremgang på 7,6%. Der er ingen tvivl om, at partiets leder, den 31årige dynamiske og innovative Sebastian Kurz, der var udenrigsminister i den tidliere koalitionsregering med Socialdemokratiet (SPÖ), der hidtil havde været landets største parti, bliver landets næste forbundskansler. Dette sker givetvis i en ny koalition med Det østrigske Frihedsparti (Freiheitliche Partei Österreichs) (FPÖ), der i det politiske spektrum kan placeres til højre for ÖVP og som også fik et kanonvalg med en fremgang på 5,5% og nu er Østrigs tredjestørste parti. Til gengæld er det trætte og splittede SPÖ rykket ned på en andenplads og det endnu mere venstreorienterede miljøparti, De Grønne, røg både selvforskyldt og velfortjent ud af parlamentet med en tilbagegang på 8,6%.

Valgresultatet har straks fået en række venstreliberale aviser med New York Times, The Guardian og Süddeutsche Zeitung i spidsen til at advare mod verdens undergang pga. dette såkaldte markante ryk i retning af højreekstremisme. Værst var New York Times med denne overskrift: ”In Election, Austria’s Nazi Past Raises It’s Head”, der i avisens digitaludgave var ledsaget af et fotografi af Sebastian Kurz.

Intet er naturligvis mere forkert, men vi husker endnu EUs skandaløse boykot af og sanktioner mod Østrig efter at ÖVP-chefen, forbundskansler Wolfgang Schüssel, i året 2000 etablerede en koalitionsregering med FPÖ og partiets daværende leder Jörg Haider. Lad os håbe, at lignende sanktioner ikke indføres denne gang.

Sebastian Kurz har i disse urolige tider med ukontrolleret flygtningestrømme sammen med Ungarns ligeledes bagtalte premierminister Victor Orbán formået at lukke Balkanruten, en politik, der forøvrigt kun halvhjertet blev støttet af SPÖ, men som helt ligger på linje med FPÖs flygtningepolitik, der endda kræver yderligere stramninger med bl. omgående udvisning af lovbrydende asylansøgere. Hertil kommer en sund skepsis over for EU-formynderne i Bruxelles, der givetvis også har bidraget til partiets fremgang, mens Kurz har været mere neddæmpet i sin kritik.

Det er således helt klart, at både FPÖ og ÖVP, som demokratiske partier, har lyttet til vox populi, folkets stemme. Dermed har de vundet valget i en befolkning, der var godt træt af den tidligere koalition mellem ÖVP og SPÖ, i hvilken de to partier brugte det meste af tiden på at holde hinanden i skak, mens korruption og fløjkampe bestemte dagligdagen inden for SPÖ. Alt var simpelthen gået i stå i et land, der i allerhøjeste grad trænger til reformer og politisk fornyelse. Hertil kom, at Kurz blev tilsvinet i en smagløs og løgnagtig socialdemokratisk Facebook-kampagne.

Det er denne blanding af ønsket om en yderligere stramning af flygtningepolitikken, af politikerlede, EU-skepsis og ønsket om forandring, der forklarer socialdemokratiets deroute både i Østrig og i en række europæiske lande – og også forklarer valget af The Donald i USA.

I sidste weekend vandt således selfmade-milliardæren Andrej Babis med sit protestparti ANO (Ja), hvis program svarer til det østrigske FPÖs program, ved valget i Den tjekkiske Republik stort over alle de etablerede partier med et stemmetal på 29,6%, mens Socialdemokratiet med et stemmetal på kun 7,3% rykkede ned på en sjetteplads. I Tyskland led Socialdemokratiet under ledelse af den latterlige Martin Schulz, Europaparlamentets tidligere præsident, for nylig ligeledes et svidende nederlag, tabte 5,2% af partiets vælgere og kun fik 20,5% af stemmerne – det dårligste valgresultat siden 2. Verdenskrig; også Mutti Merkels konservative CDU gik betydeligt tilbage med 8,6% til 32,9% pga. hendes katastrofale flygtningepolitik, mens det Merkel- og EU-kritiske Alternative für Deutschland blev landets tredjestørste parti med en sensationel stemmegevinst på 12,6%. I Frankrig blev socialisterne praktisk taget udslettet fra jordens overflade ved sidste valg, der bragte den liberale Emmanuel Macron til magten, og i Italien overlever den nuværende svage socialdemokratiske regering kun ved hjælp af forskellige indbyrdes stridende småpartier. I Litauen og Slovenien har socialdemokraterne ganske få pladser i parlamentet og i Ungarn og Polen er de ikke engang valgt ind. I Holland mistede Socialdemokratiet ved valget i marts måned næsten 20% og er nede på en tilslutning på 6%, den samme procentdel som det tilsvarende parti i Grækenland, Pasok, opnåede ved valget i 2015.

Og ser vi på tilstandene i vore skandinaviske nabolande, så resulterede Stortingsvalget i Norge i september ganske vist i en mindre tilbagegang for de to regerende borgerlige partier Høyre og Fremskridtspartiet. De beholdt regeringsmagten, mens Socialdemokratiet gik 3,5% tilbage og mistede 6 mandater, hvilket var partiets næstdårligste valg overhovedet siden 1924!

Det sidste Rigsdagsvalg i Sverige fandt sted i 2014. Her fik socialdemokraterne 31,1% af stemmerne, de konservative Moderaterna 23,33% og det flygningekritiske Sverigedemokraterne 12,86%. Men i en meningsmåling, som Sentio denne sommer har foretaget for Nyheter Idag, er Sverigedemokraterna nu landets største parti med en tilslutning på 26,8 %, mens socialdemokraterne er gået tilbage og kun kan regne med 22,4% af stemmerne. Tallene er ligeledes katastrofetale for Moderaterna, som ved et valg i dag ville miste halvdelen af deres pladser i Rigsdagen.

Undtagelsen af dette for de europæiske socialdemokratiske partier så katastrofale mønster er Storbritannien, der jo altid har sejlet sin egen kurs. Her har gammelmarxisten Jeremy Corbyns Labourparti haft et sensationel fremgang ved sidste valg i juni måned, men her er årsagen ganske enkelt den regerende Toryleders, Theresa Mays, manglende politiske tæft og en række fejlbedømmelser af den politiske situation. På flere programpunkter har hun drejet sit parti mod venstre, og så har vælgerne ganske enkelt valgt den ægte vare hos netop Corbyn.

Hvad er nu årsagen til de socialdemokratiske partiers voldsomme tilbagegang? Allerede i 1983 forudsagde den kendte tysk-britiske sociolog og liberale politiker Lord Ralph Dahrendorf, at de socialdemokratiske ideer ganske enkelt havde mistet deres berettigelse. Socialdemokratierne havde nemlig fået realiseret deres politiske mål med indførelsen af velfærdsstaten og havde således sejret sig til døde.

Og Dahrendorf har jo ret. Hvad der er blevet til overs hos socialdemokraterne, er en identitetskrise og usikkerhed over for tidens mest brændende spørgsmål. Skal man fortsætte med en statsdirigeret økonomi eller lytte til liberale lokketoner som Tony Blair og Gerhard Schröder gjorde det henholdsvis i Storbritannien og Tyskland. Hvordan skal man reagere på flygtningestrømmen? Er det ”Welcome refugees” eller soldater ved grænserne? Skal man acceptere eller protestere mod en centralt dirigerende EU-kommission, der aldrig har set skyggen af en demokratisk valgproces? Svarene blæser i vinden.

Kun én ting har de forskellige socialdemokratiske partier været gode til: at gældsætte deres lande op over ørene! Den uforlignelige tidligere britiske premierminister Margaret Thatcher har engang udtalt, at socialisterne ”på et eller andet tidspunkt vil have opbrugt andre folks penge”. Dette tidspunkt er forlængst nået. Forvirret og skuffet har vælgerne derfor søgt til andre partier med entydige og konsekvente svar og dermed løsninger.

Mon det danske socialdemokrati har læst skriften på væggen?

Kan du lide vinklingerne på 24NYT? Få avisen leveret gratis på mail

Del gerne artiklen på Facebook:

Kommentarer

STØT 24NYT EN GANG OM MÅNEDEN

Vælg beløb