Klumme: Greta Thunberg – vor tids helgen En kritisk vurdering med tysk udgangspunkt – anden akt

Ved en netop gennemført klimademonstration i Wien optrådte ved siden af det svenske klimaorakel Greta Thunberg, præsenteret i en tidligere klumme, den tidligere bodybuilder, filmskuespiller og californiske guvernør Arnold Schwarzenegger, der nu har opdaget klimadebatten som endnu en måde at forhindre at glemslens slør velfortjent breder sig over ham, op ved hendes side under én af Gretas mange fredagsdemonstrationer.

Her skal Gretas mange tvivlsomme teorier om årsagen til verdens snarlige undergang, hvis vi ikke omgående holder op med at flyve, køre benzindrevne biler og fyre med kul, ikke diskuteres – også her henviser jeg til min tidligere klumme. Derimod skal i det følgende ikke blot hykleriet omkring emnet tematisieres, men det skal også vises, hvor umuligt det er at realisere flere af de foreslåede projekter til alternativ energi.

Klimahykleriet

Det blev dagen efter den østrigfødte Schwarzeneggers optræden, der ellers med samme begejstring som Gretas optræden blev hyldet af næsten alle medier, afsløret, at samme Schwarzenegger såmænd var fløjet fra Californien til Wien for at optræde ca. en halv time ved siden af den svenske teenager, ledsaget af de sædvanlige klicheer om CO²-truslen mod vor klodes videre eksistens, i sin egen private jet. Var der nogen, der sagde luftforurening? Og Greta, der må have kendt til dette, holdt helt mund, hvor hun ellers fordømmer de mange sagesløse mennesker, der tager sig en velfortjent charterferie i det sydlige udland.

En tilsvarende usympatisk optræden kunne man opleve under april måneds klimademonstrationer i London, der i flere dage lammede trafikken i hele den indre by og dermed både forhindrede mange tusinde arbejdsomme sjæle netop i at komme på arbejde (der er jo trods alt nogle, der skal betale for at andre kan tage fri) og kostede de handlende f.eks. i indkøbsgaden Oxford Street milioner af britiske pund i tabt handel. Her dukkede pludselig den ligeledes kendte filmskuespillerinde Emma Thompson, der ellers opholder sig i Los Angeles, op for at støtte de demonstrerende. Da hun af en dristig journalist blev spurgt, om der virkelig var mening i at øge CO²-udslippet ved at flyve fra Los Angeles til London for en kort optræden og dét endda på første klasse, svarede hun med et sødt smil: ”Jeg ville da ikke drømme om at flyve på økonomiklasse.” Sådan! Og for at vende tilbage til svenske Greta, så kunne det være på sin plads at pege på, at iflg. en EU-statistik er antallet af flypassagerer per indbyggere 3,62 i Sverige, hvilket er dobbelt så højt som i resten af EU. Kun i Norge, også kendt for sammenbidt at kæmpe mod CO²-forurening og fremtræde som et dydsmønster på området, er tallet endnu højere – nemlig 7,2. Burde vore skandinaviske brødrefolk ikke få en dårlig smag i munden over dette hykleri?

Farcen omkring en CO²-beskatning

Forslaget om en CO²-beskatning vender med jævne mellemrum tilbage i klimadebatten. Men her skal man nu ikke tro, at man har fundet columbusægget, dvs. en enkelt og smart løsning. Også her fører det moralske Sverige sig frem og har faktisk som det første europæiske land indført en sådan beskatning med et beløb på ca. 1.800 kr. per 1.000 kg. Hermed indtager Sverige førstepladsen blandt alle industrinationer. Ikke desto mindre er CO²-udstødningen fra den svenske flytrafik steget med mere end 60%.

Greta har udløst panik blandt europæiske politikere

Det er lykkedes for Greta Thunberg og hendes disciple at få anbragt klimaproblematikken øverst på dagsordenen. Ved EU-valget lykkedes det ikke blot det tyske miljøparti at fordoble dets stemmetal, men også i Østrig partiet Die Grünen, der ved det sidste nationale valg røg ud af parlamentet, at få et flot comeback med ialt 14,08% af de afgivne stemmer. Også ved det netop overståede folketingsvalg herhjemme er der ingen tvivl om, at klimaspørgsmålet på opportunistisk vis har givet partierne til venstre for midten et godt valg, mens Dansk Folkepartis manglende satsning på emnet var medvirkende til partiets elendige valgresultat.

Stefan Aust, tidligere chefredaktør for det politiske ugemagasin Der Spiegel, har i en artikel d. 2. juni 2019 i det velanskrevne tyske avis Die Welt rådet politikerne til at slå koldt vand i blodet. Han peger på, at hvis man generelt sætter spørgsmålstegn ved de tilsyneladende uafvendelige klimakatastrofer, scenarier, der udelukkende skyldes statistiske beregninger og/eller computermodeller, udnævnes man straks til benægter af klimaopvarmning, enten fordi man er dum eller fordi man tilhører en ekstrem politisk højrefløj. Derimod er der ingen, der fyldestgørende kan svare på, hvordan de tidligere varmeperioder i Romerriget omkring Kristi fødsel og i tidsrummet, da Grønland blev koloniseret, kunne finde sted uden eksistensen af kulfyrede kraftværker og dieseldrevne biler. Endvidere viser det sig gennem boringer foretaget i islagene i de arktiske og antarktiske områder, at de konstaterede temperaturstigninger alle har fundet sted før stigningen af atmosfærens CO²-indhold.

Klimapanik

Klimapanikken har ikke desto mindre ført til, at det nu gælder om at forcere vind- og solarkraft for at standse opvarmningsprocessen – også i Tyskland, hvor problemet dog er, at solen ikke altid skinner i vinterhalvåret. Og Stefan Aust tillader sig at pege på den generelle kendsgerning, at intetsteds skinner solen om natten! Endvidere overser de såkaldte klimaeksperter, at energiudvindingen vha. vindmøller og solarpaneler kun beløber sig til 1% af den globale energiproduktion. Ikke desto mindre subventioneres denne per år af de tyske skatteydere med et svimlende beløb på 900 mia. kr. Aust peger ligeledes på, at der i Tyskland findes ca. 30.000 vindmøller, der producerer strøm, dvs. i gennemsnit én mølle per kvadratkilometer, men alligevel formår disse møller kun at dække 3,1% af energiforbruget. Og ønsker man nu at argumentere for anvendelsen af biomasse til energifrembringelse, ser Aust for sig et Tyskland dækket af majsmarker ”så langt horisonten rækker, der svømmer over af gylle”.

At klimabevægelsen omkring Greta Thunberg også har udviklet sig til en pengemaskine siger sig selv – Greta-krus, Greta-T-shirts og Greta-posters – der er ingen grænser for mulighederne. Dette har manden bag Greta-industrien, Ingmar Rentzhog, da også forlængst forstået. På hans hjemmeside ”We don’t have time” har han således opfordret til, at ”millioner af medlemmer skal slutte sig sammen for at udøve pres på ledere, politikere og firmaer for at kæmpe for klimaet”.

Økodiktatur

Man mærker tydeligt en – endnu skjult – trussel bag disse ord, og det er da også en kendsgerning, at mange skeptikere over for de paniske klimateorier og de tilsvarende løsningsforslag er bange for at udtrykke deres skepsis. Én journalist, der ligesom Aust tør gå mod strømmen, er den i sidste klumme citerede østriger Christian Ortner, der citerer den tyske professor Roland Springer, der advarende har udtalt med henblik på ”de til en vis grad nærmest religiøse, apokalyptiske visioner”: ”Hvor det gælder liv eller død giver mange flertalsafgørelser ingen mening, er endda skadelige. Den der stiller sig i vejen for redningen af vort klima har derfor hos de ekstremistiske klimareddere mistet enhver legitimitet.”

Dette er et farligt perspektiv, der er blevet bekræftet af dét spørgsmål, som en anden fremtrædende tysk journalist, Jakob Augstein, har stillet på forsiden af det venstreorienterede ugemagasin Freitag, og som han selv besvarer uden skygge af ironi: ”Øko-diktatur? Ja naturligvis. Det er den resolute indgriben, der redder vores planet.”

Dette er uhyggelige udsigter for alle fornuftige, demokratisk tænkende mennesker!