En socialdemokratisk taberkultur har medført, at for mange ukvalificerede optages på universiteterne, fordi for mange ukvalificerede kommer i gymnasiet. Og det skyldes igen, at undervisningsniveauet er for lavt i folkeskolen.
Der investeres flere offentlige kroner i uddannelse i Danmark end i de fleste andre lande. Men resultaterne svarer ikke til størrelsen af de brugte midler. Der fejlinvesteres, og pengene bruges ineffektivt. Det gælder også de gymnasiale uddannelser.
Om bare få år kan Danmark mangle op mod 60.000 faglærte, viser analyser, og alligevel tager blot 2 ud af 10 en erhvervsuddannelse efter folkeskolen. Særligt de unge i København og Nordsjælland vender erhvervsskolerne ryggen. I Gentofte Kommune og Rudersdal Kommune er det færre end en ud 20, der efter folkeskolen søger ind på en erhvervsuddannelse.
For mange af de unge handler det om traditioner og forventninger. Mange forældre har selv en gymnasial uddannelse, og derfor er det naturligt for dem, at det skal deres barn også have, så de kan tage en videregående uddannelse bagefter. Over hele landet er der en tendens til at se ned på erhvervsskoleuddannelser. Det er kun gymnasiet og derefter universitetet, der anses som værende “fint”, mens en erhvervsuddannelse er for dem, der ikke kan klare gymnasiet.
Det almene gymnasium har udviklet sig til en fortsættelse af folkeskolen og 3-årig opbevaringsanstalt for dem, der ikke ved, hvad de skal i gang med. Adgangskravene er lave, og stort set alle kan komme ind, uanset om de er egnet til at studere eller ej. De unge følger i hælene på de andre og søger mod de gymnasier, der ifølge rygterne har de bedste fester.
Eleverne kan ikke ret meget, når de optages i 1.g. De vælger en gymnasial uddannelse uden at have de rette faglige forudsætninger eller tilstrækkelig motivation. Mange elever kan ikke engang læse en almindelig, let tekst. De kan ikke regne. De kender ikke simple geografiske fakta.
De skiftende regeringer har sat sig som mål, at mindst 25 pct. af en ungdomsårgang skal vælge en erhvervsuddannelse efter 9. eller 10. klasse i 2020, men indtil videre har der kun været en stigning fra ca. 18,5 pct. til ca. 19,5 pct. Andelen af unge, der søger mod erhvervsskolerne, er faldet fra over 30 pct. i 2001 til 18 pct. i 2017.
I 2017 søgte intet mindre end 74 pct. af ungdomsårgangen ind på en gymnasial uddannelse, og det er alt for mange. 74 pct. af en årgang har nemlig ikke noget at gøre på gymnasiale uddannelser. Politikerne har imidlertid bestemt, at så mange som muligt på skatteydernes regning skal gennem gymnasiernes pølsemaskine, for naturligvis er det sådan, at der inden i ethvert ungt menneske gemmer sig en kandidat i statskundskab.
Taxametersystemet har flyttet fokus fra kvalitet til økonomi. I storbyerne konkurrerer gymnasierne indædt med hinanden for at tiltrække elever og dermed penge. Penge er nøgleordet og omdrejningspunktet for alle parametre. Det kan ikke undre, at gymnasierne optager så mange elever som muligt, for de får en kvart million kroner for hver elev, de optager. Og det kan derfor ikke undre, at stort set alle elever gennemfører.
Ifølge en stikprøveundersøgelse fra Undervisningsministeriet er eleverne på nogle gymnasier i gennemsnittet fraværende i op til en femtedel af undervisningen. I gymnasiet er det kun 15 pct. af eleverne, der altid forbereder sig til timerne, og en tredjedel af eleverne afleverer ikke alle deres skriftlige opgaver, selv om det er et klart krav.
Elever forlader i tide og utide overfyldte klasselokaler, der emmer af støj og slet skjult foragt for undervisningen. Påpeger man det over for eleverne, risikerer man, at vrede forældre ringer til skolens ledelse, som derefter giver læreren en skideballe. Skolen kan ikke risikere, at elever melder sig ud, for der følger penge i hælene på hver elev. Læreren, som tager sit arbejde seriøst og vil have arbejdsro, er håbløst til grin.
En gymnasielærer siger: ”Når man stiller krav til eleverne, er reaktionen en klagesag med en rektoral formaning om, at man bør gøre alt for at holde på eleverne, så man ikke mister penge. Pipper man op over, at man også har arbejdsopgaver uden for gymnasiet at passe, kan man jo bare gå sin vej. Humanister, det billige skidt, er der nok af”.
En af gymnasiets vigtigste funktioner er at være studieforberedende, men den funktion kan kun varetages, hvis der stilles faglige krav. Et gymnasium, der er for alle, kan aldrig være studieforberedende. Det kan man kun ændre på ved at regulere adgangen til gymnasiet med et tilpas højt karakterkrav, så kun ansøgere, der har kvalifikationer og motivation for en boglig uddannelse på højt fagligt niveau, optages. Men adgangskrav kan der ikke være tale om i det halvsocialistiske Danmark, for dette ville røre ved noget grundlæggende – ideen om at gymnasiet, ligesom folkeskolen, skal være for alle.
Facit er, at fagligheden og studiekompetencen i gymnasiet er blevet svækket. Man har forsøgt at dække over det ved lavere eksamenskrav, en sænket dumpegrænse og en ny karakterskala, der har medført kraftig inflation i karaktergivningen, så der i dag er mere end dobbelt så mange topkarakterer som for ti år siden.
Det siger sig selv, at det er ødelæggende for det faglige niveau på universiteterne, at gymnasierne år efter år optager fagligt svagt funderede ansøgere, som hverken har begavelse, basale kundskaber eller selvdisciplin til at gennemføre et universitetsstudium. Man vurderer, at maksimalt 20 pct. af en ungdomsårgang bør tage en videregående uddannelse. På tværs af uddannelserne er frafaldet blandt alle landets førsteårsstuderende derfor typisk omkring 14 pct. På flere uddannelser er frafaldet typisk omkring 30 pct. i snit.
Af en spørgeskemaundersøgelse blandt mere end 10.000 førsteårsstuderende, der er foretaget af Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), svarede 23 pct. af de studerende, at de i høj eller i nogen grad ”ofte er flov over, at jeg ikke kan tilegne mig selv simpelt stof på uddannelsen”. Hver fjerde studerende begynder altså sit studieliv med en oplevelse af utilstrækkelighed og af at burde vide mere, end tilfældet er.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)