Klumme: Had din slægt og elsk din fjende, siger Herren – indledende bemærkninger om kristendommens perverse grundpræg

Et menneskeliv er (som bekendt) noget underligt noget. 

Man forundres over alt dét, der findes, afsøger sine muligheder, møder sine indflydelser og træffer sine – mere eller mindre selvstændige – afgørelser. Så går tiden sin sære gang, og man vænner sig til valgene.

Mulighederne indsnævres. Man bliver dén, man tror, man skal være. Nogle bliver tilfredse med det ’jeg’, det blev til; andre tvinges til en genbesindelse på den evne til at undre sig, som oprindelig fik det hele til at gnistre – og sjælen til at søge.

Disse linjer skrives, fordi det for mig er gået på sidstnævnte vis: Jeg er blevet tvunget til at tænke forfra. Magterne har anråbt mig, og jeg har – efter pinefuld overvejelse og udprøvning – valgt at svare. Fra 1. maj 2016 til 1. august 2018 havde jeg embede som grundtvigsk valgmenighedspræst i den danske folkekirke. Nu hvor disse linjer skrives, har jeg ikke bare forladt præsteembedet, men også kristendommen.

Meningen med denne tekst er at skitsere en del af begrundelsen bag min afsked med den nuværende flertalsreligion – og tilnærmelse til Nordens eget åndsliv.

Jeg kommer ikke fra en kristen familie. Vi var folkekirkemedlemmer, som de fleste jo er det, men børnene blev ikke døbt som små. Vi skulle selv vælge. Det gjorde jeg som 10-årig, hvor jeg lod mig døbe efter en (foreløbigt) overbevisende samtale med sognepræsten. Som 18-årig meldte jeg mig ud af folkekirken, men genindtrådte et års tid senere og blev i tiltagende grad optaget af kristendom og kirkegang som en modreaktion over for tidens åndløshed. Herfra gik det, som det gik; som 28-årig blev jeg indsat som præst.

Denne udviklingshistorie kunne sagtens fortælles i langt større udstrækning, men her lader vi det blive ved antydningen – og holder os til den mere almene side af sagen. Hovedsigtet er en udpegning af dét, jeg engang opfattede som en særligt dybsindig paradoks-kunst, men efterhånden har lært at kende som kristendommens perverse grundpræg – nemlig Det Nye Testamentes naturstridige krav om ringeagt for egen slægt og velvilje over for fjender. Sidenhen kan så måske følge en mere personlig og glædesbetonet fortælling om at bevæge sig hjemad mod sine egne gudemagter – og dermed sig selv.

I første omgang handler det om at skildre Jesusdyrkelsens perverse grundpræg så enkelt som muligt, nemlig ved at skære ind til benet og fremhæve to særligt stygge prædikentekster fra folkekirkens alterbog – altså de tekster, præsten har som sin bundne opgave at udlægge i løbet af kirkeårets forskellige søndage. Den ene af dem indeholder buddet om at lade Jesus stå højere end ens egen slægt, den anden er hovedformuleringen af det velkendte, vammelsøde påbud om at elske sine fjender – for derved at leve op til udvælgelsen som den treenige guds kære afkom. Den første af teksterne har jeg – Guderne ske tak og lov – aldrig selv prædiket over; den anden skammer jeg mig over, hvad jeg har sagt om.

Med et almindeligt teolog-udtryk ville man kalde tekststykkets udsigelse radikal og derved mene, at der skulle være tale om et vældig åndrigt udsagn, som ved sin håndfaste forkastelse af det jordiske livs værdi kan lære mennesker at kende deres plads – men rabiat(som jo altså betyder hundegalskabs-inficeret) er mere passende.

For det er, hvad udsagnet er, når det læses uden teologiske omtydnings-teknikker – sygeligt i sit oprør mod virkelighedens eget grundvæv og de kærlighedsbånd, der gør menneskelivet menneskeligt.Én ting er, at der afkræves ringeagt for forældrene og søskende i ’sandhedens’ navn – sådan kan det jo faktisk gå os, når vi begynder at tænke anderledes, end vi først havde lært at gøre; noget andet er ordene om at hade sin hustru og – ja, det står der sgu – sine børn.

Det påbud er direkte kvalmende.

Og nej, det gør ingen forskel, om man oversætter med ’hade’ – som i den autoriserede danske Bibel – eller anvender et mildere udtryk for ringeagt; hovedsagen er selve den afsindighed, at et religiøst påbud går til frontalangreb på den almindelige slægtskabsfølelse og dermed underminerer selve opretholdelsen af livet.

Som mange vil vide er det de allerfærreste prædikanter, der på nogen som helst måde kunne finde på at nærme sig en bogstavtro tolkning af ordene. I al almindelighed udfolder den såkaldte folkekirkes præster forskellige former for smagsvarieret bortforklarings-kunst for at omgå de obligatoriske teksters kompromisløshed og tilberede sig en spiselig udgave af noget (mere eller mindre) almenmenneskeligt – og det er netop dét, der er det anstødelige.

Havde kristendommens forkyndere blot været lige så jordforbindelses-løse som de tekster, de hævder at være bundne af, ville den statsunderstøttede helligholdelse af den treenige import-guddom fra Mellemøsten for længst være uddød – eller aldrig indført. For den slags mennesker, der afviser slægtskabsbåndets betydning, får hverken mange efterkommere eller trofaste følgere.

De fleste menneskedyr holder faktisk af deres unger.

Men nu er det jo, som det er (og vældig længe har været): Den kristne taler skaber sig sine kringlede veje og undgår som oftest de mest krasse krav om verdensforsagelse. En typisk (velfærds-teologisk) nutidstolkning ville være, at Jesus med ordene om at hade sin familie og følge i hans spor med korset over skulderen egentlig bare mener, at man ikke må overdyrke båndet til dem, man kalder sine egne, men skal forstå sig selv som kaldet til at udleve en kærlighed, der rækker længere ud end den naturlige omsorg for ens egen familie, venner, stamme og folk.

Og hermed er vi fremme ved den næste tekst, som modsat kaldet til slægtshad ret så ofte tolkes uhyggeligt tekstnært fra landets prædikestole – og desværre lader til at være temmelig indgroet i dele af folket.

Hvad løn kan I så vente?

Teksten om kærligheden til fjenderne læses ganske kort tid efter beordringen om at hade sin familie, nemlig på de ulige års 4. søndag efter trinitatis. Den stammer fra Mathæusevangeliet og lyder – i det udklip, der læses op fra alterbogen – sådan her:

“I har hørt, at der er sagt: ’Du skal elske din næste og hade din fjende.’ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!” (Matthæus 5,43-48).

Afsættet er et opgør med den jødiske folkereligion, hvori det opfattes som ret og rimeligt, at mennesker sørger for deres egne og nærer modvilje over for dem, der kan true fællesskabets trivsel. Alt det fejer mirakelmageren fra Nazareth af bordet. Han giver sine følgere en ny lov; nu skal fjenderne elskes, og der skal sendes gode tanker efter forfølgerne.

Hvorfor? Ja, det er dét, der er det interessante spørgsmål; hvad er mon begrundelsen for at gøre noget, der er så naturstridigt? Svaret er – som teksten så ligefremt udtrykker det –, at det er sådan, Jesusdyrkerne opnår deres guds velvilje. Ved at overskride den almindelige gruppekærlighed gør de sig fortjente til at være himmelgudens børn. Med andre ord – og gennemlyst for hykleri: Påbuddet lyder, at den enkelte Jesustroende ved at afsværge den naturbundne gruppe-selvtilstrækkelighed og lære at elske hele den store, vilde verden kan opnå et gunstigt forhold til faderguden. Gruppetilhørsforholdet udskiftes med fromhedens egoisme; omsorgen for ægtefælle og blodsbeslægtede kastes på møddingen til fordel for en personlig løn i den anden verden – sikke en køn omgang kærlighed!

Eller udtrykt med det allerede anførte tillægsord: Sikke et perverst påbud – uanset om præst og menighed så forstår det i sin bogstavelige form eller (om)tolker det i mere ’humanistisk’ og ’menneskekærlig’ retning. For hovedsagen er jo den samme; det drejer sig om en navlepillende glæde ved at være et godt og rent menneske, som er i stand til at elske mere end folk flest – og derfor fortjener større agtelse end de dyriske hedninge, som kun hilser på deres egne.

Vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen – lyder tekststykkets højstemte afslutningsord. Et mere mundret udtryk for, hvad der kaldes på med denne opfordring til at løsrive sig fra jordens liv, kunne være det opråb, der her er brugt som overskrift: Had din slægt og elsk din fjende – siger Herren. Ordene står ikke i Bibelen, men de kunne have gjort det, for denne vrangvending af virkeligheden er selve kristendommens perverse grundpræg.

Hjemad

For min del er kvalmetærsklen – endelig – nået. I lang tid troede (!) jeg, at det skulle være udtryk for en særlig dybsindighed, hvor mange begrebsgymnastiske øvelser man måtte igennem for at presse livsduelighed ud af Det Nye Testamente. Jeg opfattede det som et udtryk for paradoksbevidst tænksomhed, at den kristne tro afkræver mennesker noget, som – i ordets egentlige betydning – jo faktisk er umenneskeligt. Men tiden har bearbejdet mig, og samvittigheden kræver sit. Nu er det, som det er – og åbenlyst skal være: Jeg er på vej hjemad – hjem til et åndsliv, hvor erfaringer er altings afsæt, og jordens eget liv kan kaldes helligt.

Så vidt en lille del af min historie. For mig er dette en begyndelse. Min taknemmelighed står til de magter, der ikke lod mig i ro, før jeg kastede lænkerne, hævede brystet og løftede blikket. Mit håb er, at der vil blive taget vel imod mig – og at dette vidnesbyrd kan gavne andre.

År og Fred,

Johan C. Nord

 (Denne klumme er først bragt i Forn Siðrs medlemsblad Vølse – organet for hedensk sæd, september 2018.)