Klumme: Hvad er Vox? Et nybrud har fundet sted i spansk politik


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

For at tilfredsstille den værste nysgerrighed skal det latinske ord „vox“ først oversættes. Det betyder ganske enkelt, som sikkert mange læsere ved, ”stemme”, men dækker samtidigt over et nyt succesrigt konservativt-katolsk parti i Spanien, som medierne for et halvt år siden nærmest ignorerede.

Forhistorie

Partiet grundlagdes i december 2013 af tidligere medlemmer af det såkaldte Partido Popular (Folkepartiet), der kan føres tilbage til det i 1976 grundlagte højrekonservative parti Alianza Popular (Folkealliancen), der i 1989 blev omdøbt netop til Partido Popular. Grundlæggeren var Manuel Fraga Iribarne, der under General Franco havde været indenrigsminister og minister for turisme. Mellem 2004 og 2018 blev Partido Popular ledet af den dygtige premierminister Mariano Rajoy, der fik rettet op på den elendige spanske økonomi, men blev væltet gennem et mistillidsvotum i parlamentet og d. 2. juni i år afløst af venstrepopulisten, den socialistiske ulykkesfugl Pedro Sánchez.

Partiprogrammet

Vox har fra partiets start valgt at ville føre en liberal økonomisk politik og lagde sig fast på et centralistisk program, der afviste enhver autonomibestræbelse i de spanske regioner lige fra den nordvestlige baskiske provins til det østlige Katalonien. Med årene er partiet trådt frem med en stadigt skarpere kritik af alt, hvad der lugter af multikulturalisme, og er i stigende grad under dets leder Santiago Abascal blevet islam- og immigrationskritisk. Partiet er også kendt for sin afvisende holdning til fri abort og ægteskab mellem homoseksuelle og lesbiske par, mens et registreret partnerskab er acceptabelt. Ligeledes afvises den for tiden grasserende kønsdebat med en opblødning af de biologiske forskelle mellem mand og kvinde. Partiets holdning til EU er skeptisk, og helt klart afvises en afgivelse af den nationale selvbestemmelse.Vox deltog for første gang i et valg, Europavalget, i 2014 og fik dengang kun 1,56% af stemmerne og dermed ingen plads i parlamentet. Og ved parlamentsvalgene i 2015 og 2016 opnåede partiet kun 2%. Men dette skulle ændre sig drastisk!

Første store sejr

Imidlertid fik Vox ved regionalvalgene i Andalusien her i november 11% af stemmerne og hermed 12 pladser i regionalparlamentet. En sensation, der ville noget, og nu stivnede de medlidende smil hos partiets modstandere, der naturligvis omgående opfandt etiketten højreekstremistisk, når Vox skulle bagtales og nedgøres! Men tydeligvis har partiets forskellige programpunkter appelleret til vælgerne, og inden for det sidste år tredobledes dets medlemstal til over 11.000. På Facebook har Vox allerede så mange tilhængere som de langt større nationale partier, Partido Popular og Partido Socialista, tilsammen, og her i november måned lykkedes det Vox under mottoerne ”Spanien først” og ”En stærk nation” at fylde den tideligere tyrefægterarena i Madrid med over 10.000 applauderende mennesker.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Danmarks hemmelige vækstkrise

Årsagerne til den stigende popularitet

En af de vigtigste årsager til partiets popularitet er sidste års kataloniske uafhængighedskonflikt, der skabte den alvorligste indenrigspolitiske krise i mands minde og truede Spaniens nationale enhed. Helst ville partiets 42-årige leder Santiago Abascal, der tidligere repræsenterede Partido Popular i parlamentet, frakende katalanerne deres autonomistatus og opløse det lokale politikorps. Han har som et programpunkt en afskaffelse af alle lokalparlamenter: ”Vi ønsker ét Spanien og ikke sytten”, har han udtalt i denne forbindelse.

Hertil kommer i endnu højere grad migrationskrisen, der tog fart, efter at den socialistiske premierminister Sánchez denne sommer åbnede havnen i Valencia for skibet „Aquarius“ med 600 afrikanske migranter, der var blevet afvist af den italienske indenrigsminister Matteo Salvini. Generelt er Spanien nu blevet hovedmålet for disse afrikanske migranter, der enten krydser Middelhavet i gummibåde eller ankommer via de spanske enklaver i Nordafrika Ceuta og Melilla. Siden januar er der således registreret flere end 55.000 ankomster – ca. dobbelt så mange som i Italien! I flere måneder har en række lokale hjælpeorganisationer advaret mod disse mængder af migranter, og den forståelige reaktion hos mange spaniere har været: ”Dette må stoppe!“ Hertil er der kun ét at sige: AMEN! Endvidere ser Abascal de organisationer, der hjælper migranterne, som medskyldige i menneskesmugling og hævder, at disse migranter ”har flere rettigheder i Spanien end spanierne selv” – et mønster vi kender fra en række andre europæiske lande.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Schweiz – en islamistisk drejeskive

Santiago Abascal har meldt klart ud: ”Alle, der uden tilladelse er indrejst, skal omgående udvises” og: ”Enhver hjælp til ulovlige immigranter skal forbydes”. Stort bifald er ham sikker, når han – med rette, hvilket vi danskere jo også ved – gør migrationen ansvarlig for den stærkt stigende kriminalitet: ”Tidligere kunne gamle mennesker gå i fred på gaden, i dag river man taskerne ud af hænderne på dem og oftest er gerningsmændene indvandrere.”

Vox og EU

Medens Spanien hidtil har fulgt en Europa- og EU-venlig kurs, har Abascal erklæret, at ”det er nødvendigt at skelne mellem EU og Europa. Vi ser det nuværende EU især pga. dets føderalistiske politik som Europas fjende“. Spanien er ikke „en koloni under Bruxelles“, og i stedet ønsker Abascal ”et nyt Europa, der bygger på de enkelte nationers selvbestemmelsesret, på Europas kristne identitet og på en afvisning af den enorme indvandring”. Også hertil kan man kun svare: AMEN, og det siger sig selv, at et sådant program får alarmklokkerne til at kime i Bruxelles, der naturligvis kører det tunge skyts op mod Vox som værende en højreekstremistisk fare på linje med den onde selv, den ungarske premierminister Viktor Orbán, Marine le Pens parti Rassemblement national og Matteo Salvinis parti Lega Nord. Ikke mindst Salvini med dennes voldsomme angreb på EU-Kommissionen er et forbillede. Ifølge Abascal domineres Bruxelles af globalisieringsvenlige bureaukrater.

Ikke desto mindre er Vox’ partiprogram, der i alt består af 100 punkter, til en vis grad blevet kopieret af Spaniens andre noget mere europavenlige borgerlige partier, det konservative Partido Popular og det liberaleparti Ciudadanos, og det førstnævnte parti har da også sammen med Vox modsat sig et vigtigt indenrigspolitisk projekt. Det drejer sig om en flytning af Spaniens sidste diktator, General Francisco Francos jordiske rester, et emne, der har spaltet landet. Indtil nu ligger Franco begravet i en mindelund for ofrene fra borgerkrigen 1936-39 nord for Madrid i Valle de los Caídos. Dette ønskede den socialistiske regering at ændre ved at flytte Francos lig. Men både Vox, Partido Popular og ikke mindst Francos familie modsatte sig dette. Argumentet er ganske enkelt, at „man ikke ønsker rive op i de gamle sår.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Velkommen til sandhedens verden

Fremtiden

Fra at have været genstand for nedladende skuldertræk, når partiet blev nævnt, fik Vox ved valget i Andalusien flere end 400.000 stemmer og er nu del af et lokalparlament. Utvivlsomt er partiet kommet for at blive og vokse sig endnu stærkere. ”Valgresultatet er en forsmag på vores  udbredelse i hele Spanien“, skal Abascal triumferende have udbrudt efter valget, der efter 36 år satte en stopper for den socialistiske dominans i Spaniens befolkningsrigeste region, hvor en meningsmåling før valget havde forudsagt en gevinst på en enkelt mandat. Men over nat blev outsiderpartiet til en ombejlet mulig partner i en ny højrekonservativ koalition. Lederen af det regionale andalusiske Partido Popular, Juan Manuel Moreno, var lynhurtigt ude med et samarbejdstilbud uden af vise nogen form for berøringsangst.

Partiets program er især populært i de spanske byers arbejderkvarterer med et stort antal udlændinge, der i mellemtiden er blevet spanske statsborgere. Tilflyttere fra Cuba og Venezuela, der er flygtet fra de kommunistisk-socialistiske diktaturer i deres hjemland føler sig tiltrukket af Vox’ program. På den internationale scene præsenterede partiet sig allerede i januar 2017 i forbindelse med en konference i den tyske by Koblenz, om var arrangeret af en række højrekonservative europæiske partier. Nu håber Santiago Abascal, at han vil gense sine venner fra dengang i forbindelse med det kommende Europavalg d. 26. maj 2019. Og dette kan der næppe herske tvivl om!

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)