Klumme: Hvad skete egentlig i maj måned 1968?


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Der er sikkert en del danskere, især af den lidt ældre generation, der får glædestårer i øjnene her i disse tider, hvor medierne mindes 50 års-dagen for det såkaldte ungdomsoprør, der snarere burde kaldes et studenteroprør, og som af mange anses for at være en af de vigtigste politiske begivenheder i d. 20. århundrede. Denne klummeskriver hører nu ikke til dem, men det vender vi tilbage til.

Men hvem husker præcist, hvad der egentlig skete dengang i 1968? Her følger derfor et kort repetitionskursus:

Den 17. marts 1968 smadredes det første af utallige butiksvinduer i den parisiske forstad Nanterre med et stenkast rettet mod det lokale American Express-kontor. Dette skete i forbindelse med, at en gruppe studerende ved universitetet i Nanterre, som så mange andre steder i Vesteuropa, protesterede mod Vietnamkrigen. Politiet rykkede ud, arresterede en student og det kom til et håndgemæng, der udartede til kæmpeslagsmål mellem politi og studenter. Senere byggedes barrikader i Paris, den opportunistiske filosof Jean-Paul Sartre samt andre såkaldte intellektuelle og kunstnere sluttede sig til protesterne, flere ruder blev smadret, biler blev afbrændt og d. 13. maj udbrød en generalstrejke. Præsident Charles de Gaulle måtte d. 29. maj ovenikøbet flygte til en fransk militærbase i Tyskland, og det så ud til, at Frankrigs femte Republik lakkede mod enden. Det lykkedes dog ikke at danne en ny provisorisk regering i Paris, og allerede dagen efter meddelte de Gaulle over radioen, at han ville udskrive nye valg. Han vendte triumferende tilbage, og ved parlamentsvalget d. 23. juni opnåede gaullisterne et solidt flertal.

Allerede året før, d. 2. juni 1967, havde studenterne i Berlin demonstreret mod et statsbesøg af den persiske shah, og en student, Benno Ohnesorg, blev skudt af en politibetjent. Som så ofte i Tyskland radikaliseredes studenterne. Den senere udenrigsminister fra partiet De Grønne, Joschka Fischer, udmærkede sig således i 1970erne som militant venstreekstremistisk demonstrant ved under en gadekamp, hvor mange politifolk blev hårdt kvæstede, at sparke en såret politibetjent i hovedet. Dette kom ikke til at skade hans senere politiske karriere, og som lavpunktet af studenteroprøret kan nævnes oprettelsen i 1970 af den morderiske ”Rote-Armé-fraktion” (Røde-armé-fraktion), der ud over vold og bankrøverier har 33 mord på samvittigheden. Vi husker endnu navnene på to af disse mordere: Andreas Baader og Ulrike Meinhof, der af venstrefløjen – også den danske – blev dyrket som helgener.

Også i Italien havde studenter i Rom i begyndelsen af marts 1968 i Rom i Città Universitaria været i slagsmål med politiet, og d. 23. april havde amerikanske studenter besat Columbia University i New York. Også i Italien radikaliseredes bevægelsen voldsomt. Et af dens fløje, ”Brigate rosse” (De røde Brigader), huskes for en række attentater og brutale mord, således kidnappedes og myrdedes i 1978 den italienske premierminister Aldo Moro og dennes fem livvagter.

Så det ulmede mange steder, og resultatet var ofte vold og drab, og de Gaulles triumferende tilbagevenden til magten betød langtfra, at demonstrationerne og sammenstødene med politiet ophørte. Tværtimod greb de om sig ikke mindst ved universitetssemestrenes begyndelse i efteråret 1968 og ramte en række europæiske lande. Voldsomst hjemsøgtes universiteterne i Tyskland, men også i Danmark besatte de studerende de to universiteter i Aarhus og København. Her brød en gruppe studerende ind i den kommunistiske rektor Mogens Fogs kontor og drak hans portvin – revolution på dansk – og et jazzorkester spillede op foran universitetets hovedbygning på Frue Plads, der forvandledes til et hav af ølsjatter.

Én af studenteroprørets ledere, maoisten Finn Ejnar Madsen, student fra Rungsted Gymnasium, erobrede ved årsfesten på Københavns Universitet i 1968 talerstolen i festsalen fra Mogens Fog. Herfra kritiserede han aftenens gæster og klassesamfundet i almindelighed, råbte op om solidaritet med det undertrykte proletariat og opfordrede til revolution, en opfordring, der gik hen over hovedet på den arbejderklasse, han rettede sin appel til. Derfor er det langt mere korrekt at tale om et eksklusivt studenteroprør og ikke et alment ungdomsoprør! De studerende organiserede sig, ændrede pensum, så man nu skulle læse Marx, Engels og Maos Lille Røde i stedet for reaktionære forfattere som Ludvig Holberg og Henrik Pontoppidan. Det såkaldte ”professorvælde” blev afskaffet og det akademiske niveau sænkedes katastrofalt.

Så helt så uskadeligt var efterveerne nu ikke og værre blev det, da marxisterne fortsatte deres march op gennem institutionerne i 1970erne og 80erne. Målet var at infiltrere – og dette lykkedes med Dansk Jurist- og Økonomforbund (DJØF) som en slags centralkomitè – statsadministrationen, universitetet, gymnasie- og folkeskolen og Danmarks Radio, der helt frem til vores tid stadigvæk har været domineret af dem. I fremskridtets navn kvaltes enhver opposition, og den marxistiske venstrefløj indtog en betydelig magtposition. Den storartede forfatter Ole Hyltoft, der altid har haft fingeren på pulsen, skabte betegnelsen ”munkemarxister” for denne revolutionære fortrop og ordet ”glidegås” for alle de mange opportunister, der sprang på den røde vogn.

Dem, der ikke sprang på vognen, blev på universiteterne og i offentlige medier gerne straffet med det tyskerne kalder for ”Berufsverbot” (ansættelsesforbud) og kunne ikke gøre sig håb om en universitetsstilling. Det ramte mange akademikere lige fra den tidligere udenrigsminister Per Stig Møller til denne klummeskriver, der måtte søge arbejde i udlandet. Her oplevede han i efteråret 1968, at militante studerende besatte universitetet i Hamborg, brød ind på den norske lektors kontor og smed manuskriptet til en færdigskrevet disputats ned på gaden, mens klummeskriveren, der var dansk lektor, var i stand til at holde pøblen på afstand med bemærkningen: ”Mine herrer, De har allerede tidligere besat dansk territorium, må jeg bede Dem forlade mit kontor” – et stort øjeblik!

Først i vore dage synes efterdønninger af studenteroprøret at sygne hen, hvilket spores i venstrefløjens formindskede dominans i de offentlige medier. Den sunde fornuft og den folkelige modstand mod munkemarxisternes formynderi og dominans synes at bære frugt og kommer ikke mindst til udtryk i afvisningen af denne politiske fløjs slappe og dermed katastrofale flygtningepolitik, der har ført til en stadig større muslimsk trussel mod vort danske demokrati. Gid denne udvikling måtte fortsætte. Sæt derfor kryds ved de rigtige partier ved de kommende skæbnevalg.