Klumme: Hvem er det som er paranoid ?


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

“Danske jøder er en priviligeret minoritet og Danmark har behandlet jøder exceptionelt godt, og det mener jeg, at vi danske jøder bør gengælde ved at slippe paranoiaen”, skriver Jotam Confino, i kronik Berl. Tid. 28/12.

Her undrer han sig over, hvordan den jødiske frygt er opstået i Danmark og advarer mod “at allokere yderligere millioner til politibeskyttelse af jødiske menigheder”. Confino mener, at man skal “skelne mellem fakta og frygt”.

For mig er fakta, at den jødiske skole på Østerbro i København, to synagoger er sikret med overvågningshegn samt konstant vagt af militær og politi. Denne bevogtning er ikke organiseret af frygt, men på baggrund af fakta i relation til jødiske menigheder i Europa samt frygtelige hændelser i Danmark.

Siden begyndelsen af 80’erne har der været utallige attentater i Europa mod jødiske børnehaver, skoler, menighedshuse, jødiske museer. Mange ældre og børn er blevet brutalt myrdet af terrorister, som udelukkende gik mod jøder, fordi de var jøder. Belgien, Holland og Frankrig var skudsmål. Debatten om nyere tids sikkerhed for dansk-jødiske borgere, kom for alvor til debat i 1981. En stor del af det jødiske samfunds medlemmer, troede ikke, at noget tilsvarende kunne ske i Danmark. Men, Kristeligt Dagblad forstod det.

I en leder den 5/5-81 skrev man bl.a. “at verden omkring os desværre stadig giver næring for angsten og isolationstendenserne hos mange jøder”. Da palæstinensiske terrorister i 1985 bombede synagogen i København, et flyselskabs kontor samt en jødisk ejet forretning, gik alvoren op for såvel de fleste danske jøder som andre. Man måtte beskytte liv. Det skete bl.a. med mere sikkerhed – og at betegne det som “paranoia” er helt forrykt. De to terrordrab i februar 2015, ved Krudttønden og Synagogen, forstærkede naturligvis sikkerheden yderligere.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Liberalismens problemer – eller vore problemer med de liberale

Jeg kan læse, at Jotam Confino har problemer med sin tilknytning til det jødiske samfund. Men, hvad pokker har det med den fakta-trussel omkring sikkerhed for jøder i Danmark at gøre ?

Danske jøder er priviligeret. Korrekt. Det skyldes bl.a. PET samt militærets indsats. Deres sikkerhedsmæssige bedømmelse for danske jøders sikkerhed er en ganske anden end den udokumenterede og fakta-benægtende holdning, som Jotam Confino giver udtryk for.

Det er nemlig vigtigt, at vi skelner mellem fup og fakta. Og tak til de fleste danskere, som godt forstår at skelne. Heldigvis.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)