Klumme: Hvor kan der spares? Sæt skatten ned


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Steen Leth jeppesen

Økonomien skrumper. Resultatet af coronakrisen bliver et økonomisk tilbageslag. Mange virksomheder har haft store tab, der slet ikke udlignes gennem vedtagne støtteordninger. Et ukendt antal selvstændige og ansatte har mistet økonomisk fodfæste. At krisen er international, vil selvfølgelig i sig selv have stærkt negative virkninger for den økonomisk livsnødvendige danske eksport.

I den situation er det vigtigt at overveje, hvordan mulige ekspansive tiltag i den økonomiske politik skal udformes. Hvis også en stor del af det såkaldte velfærdssamfund skal reddes igennem tilbageslaget uden alt for alvorlige men, er det bydende nødvendigt at satse på det private erhvervsliv, som i bund og grund realfinansierer dansk velstand. I en økonomi på skrump kan man derfor ikke bare realisere en aktivitetsstimulerende politik ved at fastholde og forøge i forvejen voldsomt store offentlige udgifter og tilføje ny offentlig ødselhed. Det ville den store økonom-apostel Keynes næppe heller mene. Vi er ikke i 1936 (året for “The General Theory of Employment, Interest and Money”).

Der kan siges meget godt om kortsigtede offentlige investeringsprojekter, men store trafik- eller energiinvesteringer med en lang hale af projekterings- og anlægsudgifter risikerer efter al erfaring at blive konjunkturpolitisk kontraproduktive. Videreførelse af den påbegyndte “klimakamp” må af mange grunde, og også af hensyn til samfundsøkonomien, anses for aldeles meningsløs.

Det er staten selv, der har smadret økonomien, og det er derfor naturligt, at den dominerende offentlige sektor bør sørge for stimulans til erhvervslivet. Ikke gennem fortsatte, kostbare støtteordninger, som tværtimod hurtigst muligt bør afvikles. Men især ved en generel skatte- og afgiftsnedsættelse til fremme af privat forbrug og aktivitet.

Det er imidlertid karakteristisk for debatten, at efter det på det seneste er lykkedes en række især vestdanske borgmestre i kraft af forliget om kommunal udligning (ved hjælp af V og S) at skaffe flere midler ved plyndringstogt i navnlig Østdanmark, udtrykker de nu bekymring for, at eksisterende “servicelofter” umiddelbart vil forhindre, at rovet bruges til øget “velfærd”. En helt forskruet opfattelse: For bruger de i stedet for deres bedre økonomi til skattelettelser for egne borgere, forøger de jo netop disses velfærd gennem muligheden for større privatforbrug og opsparing. Åbenbart er borgmestrene ramt af den illusion, at det alene er den offentlige sektor, som gennem flere ansatte mv. skaber “velfærden”. Det er måske en slags socialdemokratisk erhvervssygdom?

Der skal naturligvis nok være meget kloge økonomer, som vil anføre, at det tager uvis, lang tid at få sat gang i det private forbrug gennem skattelettelser. Det kan næppe afvises. Men i stedet for at plastre den offentlige sektor til med masser nyansatte og igangsætte kæmpemæssige investeringsprojekter med aktivitetsvirkning i en fremtidig ukendt konjunktursituation, er skatte- og afgiftsvejen at foretrække. Det må også antages, at en række nu coronarelaterede virksomhedslukninger nok alligevel var indtruffet inden for få år.

En relevant indvending mod skatte- og afgiftslettelser vil være, at disse umiddelbart udløser store statsunderskud. Allerede nu forventes det statslige budgetunderskud for 2020 at ville blive på mellem 165 mia. kr. og næsten 200 mia. kr., og mere kan komme til.

Skattenedsættelser vil isoleret set i hvert fald i en overgangsperiode forøge det tal. Derfor vil det naturligvis være ønskeligt at finde besparelser på de offentlige budgetter, især sådanne som ikke – eller kun i ringe grad – rammer dansk erhvervsmæssig aktivitet og velstand. Men givetvis vil de dræbe hellige køer i de venstreekstremistiske kredse. Der er næppe i sig selv realøkonomiske hindringer for store skatte- og afgiftsreduktioner i betragtning af den stadig gunstige stilling på betalingsbalancens løbende poster. Men et gældsmareridt bør undgås, og Danmark må selvfølgelig – som andre lande – varetage sine egne interesser.

Det vil sige, at i den givne situation bør en hel del offentlige udgifter elimineres uden de store skadevirkninger for indenlandsk produktion og aktivitet. F.eks. er der tale om den danske bistandshjælp på omkring 16 mia. kr. Adskillige undersøgelser viser, at denne har tvivlsomme virkninger, er meget bureaukratisk, og ofte ender støtten i de forkerte lommer og gavner mere eller mindre korrupte regeringer i Afrika og andetsteds. Eller den spænder ben for fornuftig selvhjælp. En markant besparelse her vil naturligvis udløse et protesthyl fra det danske bistandsindustrielle kompleks.

Der sendes også betragtelige beløb til FN og denne organisations forskellige “programmer”. Bl.a. er Danmark fremdeles med til at delfinansiere palæstinensiske terroraktiviteter gennem sin støtte til UNRWA.

Flygtninge og asylsøgere koster årligt netto over 30. mia. kr. Store samlede beløb sendes af disse hjem til familier i oprindelseslandene. Meget kan spares ved nedsatte ydelser og ved helt at lukke af for de forskellige slags flygtninge, asylsøgere og andre immigranter fra muslimske lande i Mellemøsten og Afrika. En forfejlet integrationspolitik og kostbare jobcentre kan økonomisk rundbarberes. Det samme gælder en række sociale ydelser, når store skatte- og afgiftslettelser rulles ud. Mærkelige tilskud til NGO’ere og en række foreninger med mere eller mindre bizarre formål og aktiviteter kan skrottes, herunder mediestøtten og den fortsat opulente økonomi i DR. Grønlandsk ønske om selvstændighed bør imødekommes med hurtig afvikling af de ca. 5 mia. kr., denne del af Rigsfællesskabet reelt koster. Osv.

Pengene kommer næppe til at stemme på kroner og øre. Noget vil det selvfølgelig hjælpe. Under alle omstændigheder er en reform af det offentliges vildtvoksende aktiviteter påkrævet. På den måde vil den offentlige sektor da også vise “samfundssind” over for de hårdt skatteplagede danske skatteydere. Venstreekstremisterne vil helt sikkert være imod, nok også S og “de anstændige” i V og K. De vil uden tvivl hellere plage skatteyderne endnu mere.

Kommentarer