Klumme: Hvor skørt kan universitetet blive?

Staten (skatteborgerne) finansierer som bekendt landets universiteter. Det må nødvendigvis indebære, at offentlige myndigheder og befolkningen i sidste ende skal have indsigt i universiteternes aktiviteter. Denne kendsgerning er ikke – og bør ikke være – til hinder for vidtstrakt selvstyre, forskningsfrihed mv. på disse institutioner. Der er behov for stor frihed og selvstændighed. På den anden side er det svært at forestille sig, at der ikke er en grænse for, hvad skatteyderne skal finansiere.  

Den grænse synes nær ved at være nået på visse områder. For omverdenen er synlige tegn herpå f.eks., at universitetsledelsen i Aalborg arbejder med en sproglig udrensning af stillingsopslag, da gængse kvalifikationskrav angiveligt martrer mulige kvindelige ansøgere. Forlods ikke megen respekt for sådanne.

I Aarhus vil universitetsledelsen tilsyneladende tilstræbe en situation, hvorefter ledige videnskabelige stillinger -i det mindste i første omgang – kun kan besættes, hvis der også er indkommet kvindelige ansøgere. Ligestilling hedder det. Et skridt i retning af opgivelsen af kvalifikationskravet, kunne man også kalde det.

Men i virkeligheden et det meget værre. For i store dele af især humanistiske fag er en virus – på sigt langt farligere for universitetet end covid-19 – blæst ind i de akademiske haller. I humaniora vil mange ikke længere studere dansk, endsige tysk, islandsk eller polsk filologi og lingvistik med det primære formål at lære disse samfunds sprog, litteratur og kultur at kende. Nu lurer “forskere” derimod i stigende grad på at finde skjult racisme og hvide mænds kolonialisme og anden elendighed i underlaget.

I samfundsvidenskab er destruktionen også i gang. Det ser man i debatten om den i forvejen rødmelerede, tilstræbt politisk korrekte og forskræmte såkaldte fredsforsker Ole Wæver i København. Han er i virkeligheden bare hvid racist, og når han forsvarer sig, bliver denne skændsel skam ganske synlig. Sådan hedder det i en kritik, han selv efter det foreliggende ser helt alvorligt på.

Hvorfor skal skatteborgerne finansiere den slags vrøvl, hvis mængde tilsyneladende er klart stigende? Hvad skal samfundet dog med de universiteter, vi i humaniora (og delvis i samfundsfag) åbenbart er i færd med at få? Også natur- og lægevidenskabelige områder risikerer da at blive trukket med ned, bl.a. ved “progressive” universitetsledelsers afvisning af biologisk baseret køn, udvanding af kvalifikationskrav mv. 

Hvor meget mere vrøvl skal skatteyderne acceptere – og finansiere? Når det hele nu i stigende grad følges op med “aktivisme”, står vi over for en ondartet form for akademisk totalitarisme, som er ødelæggende for videnskaben. Kan (og vil) universiteterne selv standse derouten?