Klumme: Hvorfor mobber EU-Kommissionen Polen ved at idømme landet dagbøder på 1 mio. euro?


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Steffen Skovmand

Den forhenværende danske ambassadør i Polen, Laurids Mikaelsen, skrev i et indlæg i Jyllands-Posten forleden en af de mest ensidige og skal vi sige mest udiplomatiske  tilsvininger af et andet EU-land, jeg mindes at have set:Hvis ikke Polen snart besinder sig, er det bedre, at landet forlader EU”.

Mikaelsen var Danmarks ambassadør, da Polen forhandlede om EU-medlemskab med EU-Kommissionen, og jeg var fuldmægtig i EU-Kommissionens Generaldirektorat for det Indre Marked, hvor vi bl.a. beskæftigede os med… Polens forhandlinger om medlemskab.

Baggrunden for Mikaelsens vrede er, at den polske forfatningsdomstol den 7. oktober afsagde en dom, som konkluderede, at EUs forfatningstraktats (TEUs) Art. 1 og 19 er forfatningsstridige, altså imod den polske forfatning.

TEUs Art 1 definerer EU og er altså selve det juridske grundlag for EUs eksistens, mens Art. 19 fastlægger EU-domstolen og dens kompetence, som er at afgøre retstvister i forbindelse med alle forhold, der er fastlagt i EU trakaterne.

Dette er i medierne og i Mikaelsens hjerne blevet udlagt som om Polen ikke accepterer, at EU-retten har forrang for national ret. Men det er en sandhed med modifikationer.

For det første står der ingen steder i traktaterne, at EU-retten har forrang over national ret. Det er et princip vedtaget af EU-domstolen selv i en dom fra 1962, Van Gend en Loos v Nederlandse Administratie der Belastingen (Sag 26/62).

For det andet er TEUs artikel 19 klar: EU-Domstolen har kun kompetence på områder fastlagt i TEU. Er medlemslandenes juridiske systemer harmoniseret i EU? Nej.

For det tredje er den polske forfatningsdomstols dom led i en længere strid med EU om dennes kompetence til – via EU-Domstolen – at blande sig i Polens indre organisation af dets retsvæsen; en strid  hvor EU hævder, at den dømmende magt i Polen, altså domstolene, ikke er uafhængige, og at dette strider mod EUs demokratiforståelse og retssikkerhedsprincipper faslagt i TEUs Art 2, mens Polen argumenterer, at EU ikke har kompetence til at blande sig i Polens interne organisation af den dømmende magt.

Polen henviser ligeledes til, at EU har masser af eksempler på brud på retssikkerheden i andre EU-lande, uden at det har ført til sager om traktatbrud.

F.eks…..Danmark, hvor Højesteret for 5 år siden i den såkaldte Ajos-sag slog fast, at Højesterets dom i sagen havde forrang for EU-Domstolens dom om det modsatte.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Hvem er Jordan B. Peterson?

Det skal lige nævnes i denne sammenhæng, at EU ingen traktatlige beføjelser har til at smide et medlemsland ud, kun den berygtede Art. 50, som giver en medlemsstat ret til selv at melde sig ud, og som UK under megen polemik gjorde brug af ved Brexit. Og endnu vigtigere: Den polske befolkning har absolut intet ønske om at forlade EU – kun ca. 17 pct. af polakkerne ønsker at forlade EU.

Al den snak om Polexit og et udemokratisk og populistisk Polen med en Trump-agtig leder, Kaczynski, i kulissen, som Mikaelsen og mange andre cirkulerer i medierne, har kun ét formål: at lukke for enhver kritik af EU ved at true Polen med udsmidning, hvis landet ikke makker ret.

Virkeligheden er, at det vi ser, er er en politisk kamp kamoufleret som et juridisk opgør mellem EU og Polen. I denne kamp hævder polakkerne, at EU-Domstolen godt heppet frem af EU-Kommissionen er gået ud over sine beføjelser, ultra vires, og har tilranet sig magt, som hverken tilkommer domstolen eller EU.

Det pikante, som Mikaelsen helt ”glemmer”, er, at den tyske forfatningsdomstol i Karlsruhe i en dom i 2020 også beskyldte EU-domstolen for at gå ud over sine beføjelser. Det endnu mere pikante er, at den instans, som skal afgøre, hvorvidt det er EU-Domstolen eller de tyske og polske forfatningsdomstole, der har ret, er….EU-Domstolen.

Se, det er jo ikke særligt demokratisk, ja nogle vil nok påstå at det ligefrem er imod EUs egne regler om demokrati og retssikkerhed. Men hvem vogter vogterne?

Det er yderligere ironisk, at EU-domstolen beskylder de polske domstole for ikke at være uafhængige samtidig med, at polske domstole, hvis de skulle rette ind som EU og Mikaelsen på Udenrigsministeriets vegne kræver, jo netop dermed ville vise sig at være meget afhængige – denne gang blot afhængige af EU-Domstolen!

Sandheden er en anden, nemlig at dette er en politisk magtkamp mellem de EU-lande, som mener, at man ved at underskrive EU-Traktaten ikke har afgivet sin suverænitet på alle områder, men kun de områder som EU udtrykkeligt har lovgivet om, og at retsvæsenet bevisligt ikke er et af dem, mens EU og de øvrige medlemslande inklusive Danmark, der ser EU som noget andet og mere end et forbund af nationalstater.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Nej tak til Distortion i København

Det er en debat, der har stået på siden 1956 og EUs spæde begyndelse, hvorfor Mikaelsens indlæg må derfor karakteriseres som et partsindlæg dikteret af Udenrigsministeriet (bortset fra Mikaelsens perfide sammenligninger mellem Polens de-facto leder, Kaczynski, og autokrater og tyranner, som f.eks. Kinas diktator, Xi Jinping).

Det er hård tale, ikke mindst fra en diplomat, som ved bedre: Kina er et udemokratisk og stadig mere totalitært styre, mens ingen har sat en finger på de demokratiske valg, som i 2015 bragte et EU-skeptisk parti, Lov-og Retfærdighedspartiet (PiS), til magten, samtidig med, at en af lederne af det tidligere regeringsparti, Donald Tusk, sad som formand for Det Europæiske Råd.

Hvor han i modstrid mod PiS-regeringens ønske og imod al diplomatisk kutyme i 2017 blev genudnævnt til formand, altså formand for det mest magtfulde organ i EU hvor stats-og regeringscheferne bag lukkede døre træffer beslutninger om alt muligt, f.eks. Polens retsystem og dets eventuelle demokratiske mangler. 

Burde Mikaelsen ikke i sandhedens interesse have nævnt, at Tusk, der hader PiS og dets ledere, som han ser som nye inkarnationer af brunskjorterne, den dag i dag bruger sin indflydelse til at gøre livet besværligt for Polens regering i stedet for at agere som sandhedsvidne om Polens manglende demokratiforståelse?

Så udover den personlige vendetta mellem Tusk og Kaczynski, hvorfor mobber EU – og Danmark – Polen?

EUs identitet er bygget op på myten om en tredie vej i international politik. EU er ifølge denne fortælling en anti-nationalistisk, anti-populistisk model for alle andre lande i verden, et sted hvor politiske uoverensstemmelser altid løses ved forhandlingsbordet, hvor globaliseringen og teorien om komparative fordele er alles hellige økonomiske gral og hvor multi-kulturalisme og diversitet er så selvfølgelige som foragt for traditionelle værdier som nationalstaten, familien, ægteskabet, kristendommen mv. – kort sagt amen i kirken.

Men virkeligheden er – desværre for EU – at Polen stadig tror på amen i kirken. Det er et kristeligt, konservativt land, som efter at have været underlagt et andet internationalt politisk eksperiment, Sovjet-kommunismen, kender sine revolutionære mus på travet, og simpelthen ikke køber myten om EUs ny identitet som model for alle andre.

LÆS OGSÅ:  FN's og EU's tavshed vedrørende Irans "chokerende brud på menneskerettigheder"

Det er derfor Polen i 2015 frasagde sig al ansvar for Tysklands og EU-Kommissionens åbne grænser for flygtninge og immigranter, det er derfor Polen ikke køber EUs præk om identitetspolitik og samme køns-ægteskaber, det er derfor Polen ikke hopper på vognen med EUs urealisriske planer om et fossilt-neutralt EU i 2055 men vil have nogle flere atomreaktorer. Og det er derfor Polen ikke køber især Frankrigs idé om EU som en ny international magtfaktor på linie med USA og Kina.

Ikke fordi Polen er mere populistisk, racistisk og homofob end mange andre EU-lande. Polen er bare uenig, men i modsætning til mange andre siger Polen det højlydt, som andre i stilhed, heriblandt Danmark, mener.

Og det er den kritik, EU – og Mikaelsen – ikke kan klare med andre midler end trusler om at fratage Polen den del af EU-budgettet, som det er berettiget til. Eller udsmidning. Begge dele er tomme trusler. Men de buldrer mest og medierne løber ukritisk med historien.

EU-systemet er i krise, fordi flere medlemslande ønsker at begrænse dets kompetencer til det, der står i Traktaterne. Ikke fordi lande som Polen og Ungarn nægter at lovprise identitetspolitiske tiltag (hvad de gør) og åbne grænser (hvad de gør) eller at nedlægge sig selv som nationalstater (hvad de også gør).

EU er i krise, fordi man ikke både kan prale af at være et forbillede for dialog mellem nationerne, et lysende eksempel på, hvad internationalt samarbejde kan opnå med fredelige midler, og samtidig affeje al kritik med hån, trusler om afstraffelse og udsmidning.

EU er i krise, fordi det har tilladt, at dets institutioner, især EU-Parlamentet og EU-Domstolen, men også den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som teknisk set ikke engang er en EU-institution, at tilrane sig magt over medlemsstaterne, som der ikke er hjemmel for i Traktaterne og som deres befolkninger ikke ønsker. 

EU er ganske enkelt i krise, fordi dets system har nået et punkt, hvor dets retorik er i konflikt med virkeligheden.