Klumme: Ingen tsunami i dansk politik

Der bliver ingen politisk disruption i Danmark efter det næste folketingsvalg. Mandatfordelingen i Folketinget vil være nogenlunde som den er dag. På det økonomiske område vil de fleste vælgere pr. tradition stemme på velfærdskoalitionen. På udlændinge- og integrationsområdet vil vælgerne stille sig tilfredse med Socialdemokratiets og Venstres retoriske ryk til højre.

S og V er de nye strammere

Det er efterhånden gået op for de to socialdemokratier S og V, at de risikerer at blive ramt af vælgerflugt, medmindre de bevæger sig på indvandrerspørgsmålet. Ligesom de europæiske mainstream-partier har S og V erkendt, at den eneste måde, de kan overleve og bremse vælgerflugten til DF og NB på, er ved at rykke tættere på højrefløjens indvandrer- og EU-kritiske retorik og overtage dens dagsorden.

”Can’t you beat them, join them”. Det er den egentlige baggrund for Socialdemokratiets udspil på udlændingeområdet og VLAKs ghettopakke. For at overleve konkurrerer de store socialdemokratier S, V og DF p.t. om, hvem der kan lægge den hårdeste linje på udlændingeområdet. S-ledelsen er kommet med et nyt udspil på asylområdet. V har lanceret en ghettopakke. Også De Konservative har strammet op på deres udlændinge- og asylpolitik.

Alle puster sig op med hård retorik forud for det kommende folketingsvalg. Berlingske Barometers vægtede gennemsnit af de enkelte partiers meningsmålinger viser efter flere års tilbagegang nu en generel fremgang til de fire traditionelt regeringsbærende partier. De er større end nogensinde og i udlændingepolitisk samklang med et stort flertal af danskerne.

Vælgerne vil stramme, men ikke for meget

Når vælgerne ikke har belønnet DF for partiets paradigmeskift (vidtgående krav til nye stramninger på udlændingeområdet), skyldes det, at de fleste danske vælgere er bløde mænd og kvinder med fløjlshandsker på og spelt i mundvigene. DFs paradigmeskift flytter som bekendt fokus fra integration til hjemsendelser. DF ønsker ganske vist, at flygtninge skal være selvforsørgende, men ikke i en grad, at de opnår tilknytning til Danmark, så det bliver svært at sende dem hjem, når sikkerheden i deres hjemlande er i orden. For det blødsødne danske vælgerkorps virker det imidlertid ekstremt, at flygtninge ikke må arbejde og bidrage, mens de er i Danmark.

VLAK har kapituleret

DFs ønske om et paradigmeskift strider mod VLAKs grundlæggende ambition om, at flygtninge skal integreres i det danske samfund. Ghettopakken betyder, at regeringen på forhånd har kapituleret og accepteret, at muslimske flygtninge og migranter alligevel ender med at blive i det danske samfund i al fremtid. Ud fra den betragtning er det logisk, at regeringen arbejder på, at ikke-vestlige flygtninge kommer i arbejde og bliver integreret i det danske samfund så dybt som muligt.

Ghettopakken på vej mod fiasko

Den stærke kritik af VLAKs ghettopakke lover ikke godt for dens eksekvering. Eksperter sætter f. eks. et spørgsmålstegn ved, hvor stor en efterspørgsel der vil være efter de 1.000 ejerboliger, som VLAK har planer om at opføre i Tingbjerg. Forslaget om at sprede ikke-vestlige indvandrere mellem boligafdelinger i den almene sektor ligner et nulsumsspil, hvor presset bliver lettet i ét område, mens det stiger i et andet område.

VLAK ønsker, at der senest i 2030 højst er 40 pct. almenyttige familieboliger i de mest udsatte boligområder. Flere borgmestre mener dog ikke, at de kan realisere regeringens plan. De har ikke de fornødne almennyttige boliger. Forslaget om skærpede strafzoner betyder reelt en rabat på kriminaliteten uden for ghettoen, og vil i praksis medføre, at kriminaliteten vil flytte uden for ghettoens grænser.

Et andet kritikpunkt er, at straframmen for en given kriminel handling i praksis vil være afhængig af politiets arbitrære beslutning. Forslaget om at blande børn fra ghettoerne med etnisk danske børn fra andre børnehaver, skoler og gymnasier betyder, at man flytter problemerne fra ghettoerne ud til velfungerende områder.

Endelig betyder forslaget om ”tre særlige ghetto-repræsentanter” et markant indgreb i det kommunale selvstyre, idet VLAK vil detailstyre kommunernes integrationsindsats. Forslaget kritiseres af flere borgmestre, og den socialdemokratiske borgmester i Aarhus og nyslået formand for KL, Jacob Bundsgaard, beskylder regeringen for at ”nedbryde lokaldemokratiet” med forslaget.

Ghettopakken tegner derfor til at blive endnu et dyrt og mislykket integrationsprojekt. Den foreløbige pris: 12 mia. kr. – altså ud over de 36 mia. kr., som ikke-vestlige indvandrere koster om året.

Taktisk valgoplæg og narrespil

Socialdemokratiets nye udspil på udlændingeområdet kan ikke ses som andet end et indenrigspolitisk tiltag med henblik på at vinde tabte vælgere tilbage fra DF. Socialdemokratiets forslag om, at Danmark på egen hånd etablerer modtagecentre i tredjelande, er udtryk for det sædvanlige danske storhedsvanvid.

En holdbar og realistisk løsning kan jo kun ske ved en fælles, langsigtet og ressourcekrævende indsats i regi af EU-samarbejde. Hertil kommer, at flere forslag i udspillet ikke kan gennemføres grundet hensynet til internationale konventioner. Det er indlysende, at S-udspillet handler mere om at varme op til valgkamp end om reelt at ville sikre et stop for asyltilstrømning.

Mette Frederiksens største udfordring er at overbevise vælgerne om, at S vil være en ægte garant for en stram kurs i udlændinge- og integrationspolitikken, og at venstrefløjen ikke får indflydelse på den efter valget. Vælgerne har ikke glemt, hvordan Helle Thorning-Schmidt før valget i 2011 turnerede landet rundt med løfter, som blev ”glemt” under regeringsforhandlingerne med de Radikale og førte til de famøse løftebrud.

Alt tyder derfor på, at Socialdemokratiets nye udspil er retorisk, taktisk bestemt og kun lagt på bordet, fordi S ønsker at kunne vinde det næste valg. Resulterer valget i et rødt flertal, som vil kræve lempelser på udlændingepolitikken for at pege på Mette som landets næste statsminister, vil hun ikke tøve med at ”lave en Thorning” og begå nye løftebrud med henvisning til ”mandaternes logik”.

Alt bliver som det plejer

Der er intet, der tyder på, at det næste folketingsvalg vil føre til et jordskredsvalg og dermed en markant øget opbakning til højrefløjen. Alt bliver som det plejer.

På det økonomiske område bliver Folketinget fortsat domineret af velfærdskoalitionen bestående af de fordelingspolitiske partier: DF, S, V, K, SF, Alternativet og Enhedslisten. Velfærdskoalitionen har ingen interesse i at skabe vækst og velstand, men derimod en stærk interesse i at fordele samfundskagen blandt de ca. 3 mio. mennesker, som er afhængige af det offentlige. Enten som fuldtidsansatte i den offentlige sektor eller som ”svage grupper” med krav på offentlige støttekroner.

Har man som dansker gennem livet betalt sin skat, vinker man ikke let farvel til de dejlige ydelser, tilskud eller ”gratis” velfærdsgoder. Det store flertal i den danske befolkning, der har lang snabel i de offentlige kasser, har derfor en personlig, økonomisk egeninteresse i at opretholde velfærdskoalitionen og velfærdsstaten.

Selv om de seneste målinger viser, at 64 pct. af danskerne ønsker et stop for muslimsk indvandring, stemmer 80 pct. af danske vælgere alligevel fortsat på den velfærdskoalition, som sikrer fortsat muslimsk indvandring.

Der bliver derfor ikke noget historisk opbrud i dansk politik, hvor de tre socialdemokratier (S, DF og V) bliver decimeret af protestpartierne.

Uanset om den borgerlige regering eller Socialdemokratiet vinder næste valg, vil vi se en mere eller mindre uændret udlændingepolitik. Hverken Løkke eller Mette vil tage skridt, som kan provokere Berlin / EU-systemet og udfordre konventionerne.

Skulle NB komme ind i Folketinget, vil partiet ikke få nogen direkte indflydelse på dansk politik, men indirekte vil det presse de øvrige partier til at rykke mod højre.