Klumme: Japan som eksempel til efterfølgelse

I Dansk Folkeparti har vi igennem efterhånden en del år plæderet for, at Danmark skulle gøre brug af den australske model, når det handler om behandlingen af asylsager. Som bekendt henviser Australien asylsøgere til asyl på bl.a. Nauru og Papua Ny Guinea.

Men der er også inspiration at finde andre steder mange kilometer fra Danmarks grænser. For eksempel i Japan, hvor man i 2017 godkendte 20 asylansøgere – i øvrigt mod 28 året forinden. Japan har 127 millioner indbyggere – altså 21 gange flere end Danmark, hvilket altså svarer til at Danmark årligt skulle tage imod 1 flygtning.

Jeg tror de fleste af os kan blive enige om, at det er et niveau, som Danmark ville kunne håndtere.

Japan er i de senere år blevet sat under gevaldigt pres fra det internationale samfund for at åbne døren til landet for udlændinge, men det er blevet konsekvent afvist af Japans regering. Set igennem Japans lange historie har landet da også været stort set lukket for indvandring – og stik imod hvad fortalerne for indvandring påstår – har det altså så langt fra ført til stagnation og manglende økonomisk udvikling. Japan er stadigvæk et af verdens mest dynamiske samfund – og altså også et af de mest homogene.

I Japan har man ikke haft behov for kvoteordninger for at fastholde antallet af bevilgede opholdstilladelser til flygtninge på så lavt et niveau. Japan har bare valgt en særdeles restriktiv fortolkning af FNs flygtningekonvention. Årsagen til at vi i Danmark og resten af Vesteuropa anlægger en helt anderledes fortolkning af, hvornår man har ret til asyl, skyldes først og fremmest den fortolkning af den europæiske menneskerettighedskonvention, som den europæiske menneskerettighedsdomstol har lagt til grund. Heriblandt det forhold at man også har ret til asyl, selvom man ikke er personligt forfulgt og således f.eks. blot flygter fra et krigshærget område – dette i øvrigt uanfægtet at der kan være ro i andre dele af det land, man forlader.

Danmark bør imidlertid se bort fra den europæiske menneskerettighedsdomstols kendelser og i stedet anlægge samme restriktive fortolkning af FNs flygtningekonvention som Japan. I kombination med en australsk model, hvor alle asylsøgere udsendes til et eller flere tredjeverdenslande, der naturligvis belønnes økonomisk for at hjælpe Danmark med udfordringen, vil dette kunne begrænse indvandringen til Danmark i en sådan grad, at vi vil kunne fastholde vores kultur og nationale egenart.

Men på grund af årtiers udlændingepolitisk slendrian og fornægtelse af de generationer af problemer, som indvandringen af fortrinsvis muslimer medfører, er det også ved at være sidste chance.

Danmark skal turde følge Australiens og Japans eksempel og nægte at lade os begrænse af vores geografi. Det forhold at lande i vores umiddelbar nærhed har ført en mere eller mindre vanvittig udlændingepolitik i årtier og efter alt at dømme vil fortsætte dermed, må ikke betyde, at vi i Danmark opgiver retten til at forsvare vores folk – og det er i øvrigt danske politikeres fremmeste opgave.

…

Du er velkoMmen til at skrive din kommentar til klummen i feltet herunder.