Jeg glæder mig i denne tid

Selvfølgelig til juleanden, julemanden og ris a la manden. Min halal flæskesteg, rødkålen, den tykke brune sovs og de brunede kartofler kan jeg allerede lugte og smage. Endnu bedre er selvfølgelig samværet med min børn, svigerbørn og børnebørn. Det går dem alle godt. Mine børn og svigerbørn er heldigvis landet i positioner, hvor deres samlede indbetalinger i skat år efter år kan holde op til flere fattigdomsmigrantfamilier på offentlig forsørgelse. Nå ja, og så er der alle julegaverne, hvor man heldigvis er blevet så gammel, at gaven ikke blot skal pakkes op, men også trækkes op.

Mine børnebørn og kommende slægtled er jeg derimod bekymret for. Enhver, der kan bruge en kugleramme, kan flytte kugler nok rundt til at se, at Danmark bliver et mere og mere muslimsk land, for til sidst endegyldigt også at være et muslimsk land. De danskere, der til den tid er tilbage på det stykke land, der engang kaldtes Danmark, vil opleve et Helvede på jord. Vis mig blot et enkelt muslimsk land, hvor lammet græsser ved siden af løven. Jeg påstår ikke, at alt var bedre i gamle dage. Men jeg er sikker på, at på et tidspunkt kommer det til at være rigtigt.

I år har jeg fået en julegave på forskud. Jeg er blevet udtrukket af Epinion til at deltage i et forsøg, hvor man efter en grundig screening bliver sat sammen med en person af modsat politisk observans, alder og formentlig køn, for i en time at snakke politik. Alt andet end at parre mig med en ung rødglødende socialist eller endog kommunist er utænkeligt. Og fornærmende. Jeg er nemlig en gammel, reaktionær, privilegieblind, hvid boomer, racist og islamofob. Og jeg er stolt af det. For bortset fra gammel, passer intet af det. Det er blot den sædvanlige socialistiske aggression og had til anderledestænkende, fra disse mennesker, der kalder sig tolerante, rummende og progressive 

Jeg snakker gerne politik. Med folk jeg er enig med. Folk af forskellig politisk observans kan efter min mening i længden kun omgås hinanden i Folketinget, uden at rive håret af hinanden. For der er de tvunget til det. Koste hvad det vil, bare ikke taburetten. Til nød i et cirkus. Men det er lidt det samme. Vi andre ender som dødelige uvenner, hvis vi snakker politik med en af anden politisk observans. Dvs. jeg selv bliver som sådan ikke uvenner, men min erfaring siger mig, at snakker jeg politik med en potentiel ven, går han ud ad døren som en dødelig uven. Hvis han altså er venstreorienteret.

Hvad glæder mig så i denne tid? Jeg regner bestemt ikke med, at jeg kan overbevise en ung rødglødende socialist om det rigtige i mine synspunkter. Og jeg kan garantere, at om han eller hun så fik hundrede år til det, ville de heller ikke kunne overbevise mig om det rigtige i deres. Jeg glæder mig derimod til stille og roligt, velovervejet, med overskud og tolerance at se, om jeg får bekræftet min påstand om, at socialister altid afslører sig selv til sidst. Som aggressive og intolerante. Hadske mod dem, der tænker anderledes end dem selv. Hvilket jeg har oplevet tilstrækkeligt mange gange gennem mit nu 68´årige liv. Al min erfaring med fejlslagne socialistiske og muslimske lande som repressive, hadske, voldelige, intolerante og reaktionære vil prelle af på dem. Allende, Mao, Pol Pot, Stalin, Cuba, DDR og Sibirien, selv højaktuelle Venezuela er fremmedord. 

Jeg vender tilbage, når julegaven er pakket ud.