Hvis du har fulgt med i skolen og særligt i historietimerne, så ved du nok, at danske historiebøger har voldsomt kritiseret lande som USA for slaveriet, som ophørte i 1865 efter borgerkrigen. Danske undervisere er typisk ret hurtige til at hægte sig på retorikken om, hvor forfærdeligt USA historisk har misbrugt arbejdskræft og tvunget folk til nytteløst arbejde, men man skal efterhånden passe lidt på med, hvor hævet man føler sig over misbrug af arbejdskræft. Det er det der med ikke at kaste med sten, når man selv bor i et glashus.
Under en samtale med en butikschef i Aabenraa, som havde modtaget en henvendelse fra Aabenraas jobcenters underleverandør, Integro, om at få en person i praktik i 14 dage, kom der svar på spørgsmålet om, hvorfor de fleste arbejdsgivere ikke har meget til overs for jobcenteret i Aabenraa og deres samarbejdspartnere. I samme svar afsløredes det også, hvordan der under dække af jobaktivering praktiseres en form for slavearbejde.
Aabenraa kommunes KIK-projekt har med sit 60,5 millioner kroners budget til formål at få jobparate i arbejde så hurtigt som muligt. På overfladen lyder det jo fint, men Jobcenteret i Aabenraa gør intet for at få de ledige i arbejde. Faktisk mødes jobsøgende med en klar jantelovsmentalitet, når de kommer til visitation og senere i kontakt med deres sagsbehandler eller socialrådgiver. Her starter, hvad der for mange udvikler sig til et helvede.
Jobcenteret i Aabenraa kommune beskæftiger 150 ansatte ud af kommunens 180 medarbejdere. Jobcenterets funktion er primært papirnusseri og overvågning af de ledige efter alle kunstens regler.
Opgaven med at få de ledige i arbejde ligger hos jobcenterets underleverandør, Integro. I et utal af sager bliver de ledige sendt ud i diverse projekter, jobtræning og praktikker, der sjældent fører til ansættelse. I fagbladet Socialrådgiveren fra 10/2021 (side 16-27) kan man læse to artikler om, hvordan kommunen klapper sig selv på ryggen, mens de retfærdiggør, hvordan de administrerer borgernes skattepenge på jobcenterets projekter, hvilket er et tocifret millionbeløb på over 60 millioner kroner.
Aabenraa fråser frisk væk skatteydernes penge på projekter som Unge På Toppen og praktikker, der i 9 ud af 10 tilfælde ikke udmunder i en fastansættelse. Jobcenteret vil afgjort demonstrere mod dette udsagn med henvisning til artiklen nævnt ovenfor med, at 75 pct. af de unge kommer i arbejde. Lad os lige få en ting på det rene. Det er efter typisk 9 til 10 praktikpladser, at de unge kommer i arbejde. Det er ikke en succeshistorie, at det tager 9 til 10 praktikpladser, før en jobsøgende er i arbejde. Det er en falliterklæring af jobcenteret, som blot pynter på historien og er lidt kreativ med statistikkerne.
Det fortæller blandt andet den unge og heldige Stephanie, som selv har været igennem møllen i flere år. Som tusindvis andre har hun været gennem ”adskillige virksomhedspraktikker, hvor hun er blevet rost for sin indsats – men hvor der ikke ventede et job i den anden ende.” Det er der flere forklaringer på, men en af de hyppigste er, at jobcenteret og dets samarbejdspartner kontinuerligt for skatteydernes regning sender jobsøgende ud i praktikker, hvor der ikke er en ledig stilling til at begynde med. De kontakter arbejdsgiverne og beder om, at arbejdsgiveren tager den jobsøgende ind i praktik i en periode fra to til tretten uger, uden at arbejdsgiveren har en ledig stilling til den jobsøgende, når praktikken er afsluttet.
Ved den indledende jobsamtale med arbejdsgiver modtager denne ikke engang et CV fra jobcenteret for den jobsøgende. Den jobsøgende modtager heller ikke en jobannonce, fordi denne ikke eksisterer. Al kommunikation og arrangement af praktikker ligger på jobcenteret og deres underleverandør. Det er lidt som et arrangeret, tidsbegrænset ægteskab, hvor den jobsøgende ikke har noget som helst at skulle have sagt. Modsætter den jobsøgende sig ”jobbet”, fordi de ikke føler, det er et godt match, sanktionerer jobcenteret dem i den periode, hvor jobcenteret vil have dem i praktik. Denne inhumane straf og eliminering af borgerens ret til medbestemmelse er daglig praksis. Det kan godt være, at den jobsøgende i kontrast til slaven før den amerikanske borgerkrig ikke får pisk af socialrådgiveren, men de økonomiske pisk i form af gigantiske sanktioner er katastrofale og inhumane straffe for borgeren, der bliver udsat for det.
Fordelen for arbejdsgiveren i denne konstellation er, at de har gratis arbejdskræft i denne periode. I nogle tilfælde er der tale om praktikker med løntilskud, som skatteyderne betaler for. Arbejdsgiveren betaler en mindre andel af udgiften med praktikanten og resten dækker kommunen, men der er stadig ikke noget job til den jobsøgende, når praktikperioden er udløbet. Tilbage står så igen den jobsøgende og kan starte forfra med at tage tilbage til knold-og-tot-projektet på Integro, som Aabenraa Jobcenter har skrevet kontrakt med, mens jobcenteret vasker hænderne.
De yngre jobsøgende vil de på et tidspunkt få (tvangs-)tilbuddet om Unge På Toppen, hvor de skal på cykeltur til Frankrig. Socialrådgiverne, som ikke altid er uddannet socialrådgivere, men kommer fra andre erhverv, der ikke lige just lægger sig op ad konsulentarbejdet med jobsøgende, kan nu sidde og klappe dem selv på skulderen, at de har fået x-antal kontanthjælpsmodtagere i Unge På Toppen eller i praktik.
Socialrådgiveren Kadossa Poulsen pudser glorien, når hun taler i Socialrådgiveren, som typisk kun socialrådgivere læser, om projektet Unge På Toppen: ”Det er en håndholdt indsats, hvor vi kommer helt tæt på dem i et langt og intensivt forløb.” Kadossa Poulsen er uddannet sexolog ved Joan Ørting, inden hun kom til jobcenteret i Aabenraa, en selvbetalt uddannelse i to forløb, hvoraf den første del ikke har nogen adgangskrav. Hvor håndholdt en indsats jobcenteret og deres samarbejdspartnere gør for at hjælpe jobsøgende i arbejde kan diskuteres, når ifølge artiklen 9 ud af 10 praktikforløb ikke udmunder i en fastansættelse. Hvor effektiv er jobcenteret så? Hvor effektive er socialrådgiverne så? Hvorfor kommer de jobsøgende ikke hurtigere i fast arbejde? Er det manglende kompetencer fra jobcenterets medarbejdere, som holder sig selv mere beskæftiget med at skrive kilometerlange journalopdateringer på de jobsøgende i stedet for at hjælpe dem med at skabe bæredygtige relationer til arbejdsgiverne?
Jobcentrene skader mere end de gavner
Det kan ikke undre, at nogle mener, at samfundet ville være bedre tjent med at lukke jobcentrene og i stedet lave bygningerne om til ældreboliger. Det ville uden tvivl også gavne de ældre borgere gevaldigt, hvis de 13 milliarder kroner, som på nuværende tidspunkt bliver brugt på projekt jobcenter, blev tildelt ældreområdet. Så gavner pengene i det mindste mere end de skader, når de ikke bruges på jobcenteret.
Ifølge flere arbejdsgivere i Aabenraa er samarbejdet med jobcenteret ikke godt. Nogle siger, at de tager sig til hovedet og tænker, ”hold kæft, ikke det”, når de kontaktes af jobcenterets underleverandør om en praktikant. En butikschef fortalte, at hun havde oplevet at få en praktikant, der skulle have været der i 14 dage, men efter tre dage aldrig kom igen. Thomas Sonne fra Aabenraas Jobcenter anerkender da også i artiklen, at det er op ad bakke. Han ved, at han tit skal arbejde meget hårdt, når han præsenterer projekter som Unge På Toppen for arbejdsgiverne. Mens arbejdsgiverne har brug for arbejdskræft, er det kun, hvis alt går vel, at den jobsøgende måske har job bagefter. Der er nemlig ikke nogen ledig stilling, når den jobsøgende starter. Det er typisk for bureaukrater, at de forsøger at ”skabe en stilling”. Det fungerer bare ikke i på det private arbejdsmarked, hvor man ikke bare kan hive penge ud af bagdelen til lønninger til ”skabte stillinger”, ligesom staten blot tager mere fra skatteyderne, når de vil gennemtrumfe et initiativ.
En af problemerne med både Unge På Toppen og jobcenterets samarbejde med deres underleverandør er, at de ikke sikrer, at der er en ledig stilling hos arbejdsgiveren. De planter blot den jobsøgende i virksomheden og håber, det går godt. På denne måde kan man roligt sige, at den jobsøgende holdes for nar og bliver udnyttet som gratis arbejdskræft, så længe det varer.
Denne kyniske behandling af den jobsøgende, når dette har stået på flere gange, gør, at den jobsøgende bliver demotiveret. Nogle kommer ind i depressionsperioder på grund af, at jobcenteret og deres underleverandører ikke sørger for, at der konkret er en ledig stilling i forbindelse med praktikken. Jobcentrene er ifølge en læge i Vordingborg Kommune, som jeg talte med i forbindelse med denne artikel, ofte skyld i, at de i lægekonsultationen ser patienter, der på grund af jobcentrenes, som han sagde, ”gennemtæskning af systemet”, ender med depressioner, selvværdsproblemer, alkoholmisbrug og neuroser. Lægen mener, at systemet bør reformeres grundigt fra bunden. Det kunne desuden være en god ide at skifte akademikerne på Christiansborg ud med erhvervsdrivende fra det private arbejdsmarked, der har praktisk erfaring og ikke blot læner sig op ad tekstbøger skrevet af endnu flere akademikere.
Tilbage sidder man med indtrykket af, at systemet med jobcentrene blot er en moderne form for slaveri. Hvem ejer borgeren i den periode, borgeren er så drønuheldig at være tilknyttet jobcenteret? Det gør kommunen. Der eksisterer under overfladen et herre-og-slave-forhold, som kun den jobsøgende mærker på sin krop og i sin sjæl. For kommunen er det blot tal, penge og politik – en aftale, som er arrangeret mellem de øverste ledere i jobcenteret og kommunens byråd, hvor de fleste byrådsmedlemmer ikke giver to potter pis for borgeren, end ikke, når borgeren henvender sig til byrådet med klager over jobcenteret. Oftest bliver det afvist og fejet under gulvtæppet.
I en klagesag til byrådet om jobcenteret så tallene grumme ud for de 31 byrådsmedlemmer. Det var fåtallet, der besvarede klager fra borgerne over jobcenteret i Aabenraa. Kun 19 pct. af byrådet besvarede borgerhenvendelsen syv dage efter tredje gang der var rettet henvendelse. Seks ud af 31 byrådsmedlemmer svarede på tredje mail fra borgeren. Den første mail blev kun besvaret af 9 pct. det vil sige 3 ud af 31. Hovedparten ignorerede henvendelsen, uanset hvilken side af det politiske spektrum, byrådsmedlemmet befandt sig på. Borgmesteren afviste med et nedladende svar henvendelsen. To kvindelige byrådsmedlemmer fokuserede udelukkende på borgerens tone, der udtrykte frustration med jobcenterets personale, som havde spioneret på borgerens profil på de sociale medier, fremsat falske anklager uden dokumentation for deres påstande og sanktioneret borgeren med to måneders kontanthjælp, mens deres underleverandør holdt borgeren for nar. Ét byrådsmedlem udviste interesse for borgerens henvendelse og ville vide mere om, hvad der var sket. 1 ud af 31 svarer til 3 pct. af de folkevalgte, som svarede borgeren ved tredje henvendelse. Det er måske noget som vælgerne bør overveje næste gang, der er kommunevalg.
Jobcentrene er tunge byrder på budgettet
Aktiveringsprojekter og praktikker koster årligt staten, det vil sige skatteyderne, 13 milliarder kroner, hvoraf 5 milliarder kroner går til administration, herunder blandt andet lønninger til socialrådgiverne, uden at der hurtig kommer jobs ud af det til kontanthjælpsmodtagerne.
Det er ikke så underligt, at de jobsøgende føler sig udmattet. Set rent objektivt er det udnyttelse af folk – en form for moderne slaveri. Samtidig bliver de jobsøgende fra første dag overvåget af jobcenteret, som bruger oceaner af tid på at tjekke den jobsøgendes profiler på de sociale medier samt borgerens forbrug gennem kommunens adgang til borgerens bankkonti. Denne adgang får jobcenteret via digitale løsninger, som er udviklet af techgiganterne, og som det offentlige har indført i samarbejde med bankerne. Naturligvis fortæller kommunerne ikke borgeren dette – ikke direkte i hvert fald. Borgeren bliver blot bedt om at give samtykke til, at kommunen kan indhente oplysninger til hjælp i sagen fra deres samarbejdspartnere. Konkret er dette et samtykke til totalovervågning af borgeren. Hvis borgeren har børn, indhenter sagsbehandlerne også informationer fra børnenes skoler og daginstitutioner.
Den grumme bagside af projektet ”jobcenter” er socialrådgiverne, sagsbehandlerne og deres chefer, som har helt deres egen personlige motivation for at holde liv i jobcentrene, så de ansatte på jobcentrene ikke pludselig står arbejdsløse selv. Der eksisterer med andre ord et underliggende mål for medarbejderen i kommunen at sikre deres eget job. Jo længere tid de kan holde de jobsøgende i det moderne slaveri, jo længere tid har de selv et job. Lyder det korrupt? Tillykke! Så har du forstået, hvordan systemet hænger sammen. Dette perspektiv blev udtrykt af en politisk aktiv person i Næstved ved kommunevalget den 16. november 2021.
Jobcenteret er ikke til for borgerne. Det er til for dem selv. Hvis en jobsøgende vil have rådgivning til at komme ud af jobcenteret spindelvævshelvede, er den jobsøgende nødt til at søge andre græsgange. Find en life coach i stedet, som ikke har til opgave at fastholde borgeren i arbejdsløsheden, men som kan hjælpe med at finde værktøjer, der får borgeren ud på arbejdsmarkedet eller i uddannelse. Målet for borgeren er at komme ud af systemet som et helt menneske og ikke skulle sidde dagligt på et knold-og-tot-projekt, hvor de bliver overvåget.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)