Klumme: Joe Biden for President? Godnat, USA!

Onkel Joe, som den 76-årige senator fra ministaten Delaware på USAs østkyst, kærligt kaldes af tilhængere og nedladende af modstandere pga. hans alder, ligger ifølge meningsmålingerne for tiden forrest blandt de mange demokratiske præsidentkandidater – indtil videre ca. 20 – der samler sig i starthullerne for at blive nomineret som partiets spidskandidat i forbindelse med USAs præsidentvalg d. 3. november 2020. Biden forsøgte allerede til valget i 1988 at blive nomineret som præsidentkandidat, men tabte til guvernøren fra Massachusetts, den i dag totalt glemte Michael Dukakis.

Valget vandtes for øvrigt overbevisende af den fortræffelige republikanske kandidat George H.W. Bush. I årene 2009 til 2017 var Biden vicepræsident under Barack Obama og gjorde sig her bemærket ved ikke at gøre sig synderligt bemærket. Ikke desto mindre er han tydeligvis det demokratiske partiapparats yndlingskandidat og gælder for at høre til partiets mere moderate fløj.

Bernie Sanders endnu engang

Dette er nu ikke så vanskeligt, når man tager de radikale politiske holdninger hos en lang række af de andre demokratiske kandidater i betragtning. I meningsmålingerne ligger nemlig den ét år ældre Bernie Sanders på en solid andenplads – han er med sit utopiske, neomarxistiske program uhyre populær blandt unge amerikanere, der åbenbart ingen historiske kendskaber har om denne ideologis uhyrligheder og intet aner om de kaotiske forhold, der hersker i det sydlige naboland Venezuela. Sanders, senator fra endnu en ministat i det østlige USA, Vermont, blev kendt i forbindelse med det sidste præsidentvalg i 2016, hvor han uden held kæmpede mod Hillary Clinton for at blive partiets kandidat i kampen mod Donald Trump. Han er selv mangemillionær og har rettet sine angreb ikke mindst mod den ulige indkomstfordeling i den amerikanske befolkning – hykleriet og ironien er til at tage og føle på. Og så er Sanders kun én af flere socialistisk orienterede kandidater, hvilket viser, hvor radikalt det demokratiske parti er rykket til venstre i det politiske landskab. Senere klummer vil op til valget beskæftige sig med dette emne.

Bernie Sanders og Joe Biden

Der er således en række lighedspunkter mellem de to herrer: de er begge ældre, de er hvide mænd – denne negative kendsgerning er ikke uvæsentligt i dagens politisk korrekte klima i USA – og de har i årtier siddet i den amerikanske kongres og tilhører således den politiske elite. Men her hører så også lighederne op. Mens Sanders smider om sig med slogans som f.eks. gratis offentlig sygesikring for alle, gratis adgang til universiteterne og en minimumstimeløn på 100 danske kroner – altsammen finansieret ved en drastisk stigning i indkomstskatten og en voldsom beskatning af aktieudbytter og kursgevinster. Sidstnævnte forslag er et tydeligt forsøg på at ramme rygraden i den amerikanske finansverden, Wall Street – genstanden for alle socialisters had.

Joe Biden, der er kendt som en brobygger mellem demokrater og republikanere i kongressen, anvender derimod langt mere moderate toner i sin valgkamp og lancerer sig selv som en pragmatisk politiker. Men man skal ikke skue hunden på hårene! Efter at have været senator i hele 36 år, er Biden ganske tydeligt personificeringen af det politiske system, ”the establishment”, i Washington D.C. eller af ”sumpen”, som Donald Trump har kaldt systemet under og efter sin valgkamp. Og det er denne sump som Biden vil holde fast ved, når han som led i sin kampagne taler om, at USA skal vende tilbage til ”normale tilstande” efter at han har besejret Trump.

Biden som menneske

Udadtil virker Joe Biden som en velplejet gentleman med gode manerer, men denne facade kan ikke skjule, at han, når han holder sine taler, gerne træder i spinaten. Således udtalte han om Barack Obama: “Jeg mener, at vi her har fået den første almindelige afro-amerikaner [som præsident], der kan artikulere sig og er intelligent og renvasket og med et godt udseende.” Og om den etniske sammensætning i Delaware sagde han: “Du kan ikke gå ind i en 7-Eleven eller Dunkin’ Donuts butik medmindre du har en svag indiansk accent. Dette er ikke nogen vittighed.” Sådanne udtalelser gør vel ikke Biden til racist, men alligevel . . . og tænk nu, hvis en republikansk politiker havde udtalt sig på lignende vis? Hertil kommer, at der i offentligheden i stigende grad berettes om Bidens forkærlighed for at klappe små piger på kinden og stryge små drenge over håret og i det hele taget har han svært ved at holde fingrene for sig selv, når der er kvinder i nærheden. Biden har lovet bod og bedring, men alligevel. . . Alt dette forties i de gennemgående pro-demokratiske medier, og igen behøver man ingen livlig fantasi for at forestille sig den shitstorm, der ville rejse sig, hvis en republikansk præsidentkandidat opførte sig på samme måde.

Biden som politiker

Biden, der i mange år var formand for senatets magtfulde udenrigspolitiske komité, praler gerne med sine udenrigspolitiske erfaringer, og sådanne har han da også ikke mindst som lobbyist: Han skal siden 1989 have modtaget 29 mio. dollars som gaver til finansiering af sine politiske aktiviteter, og pengene skal være kommet fra De Forenede Arabiske Emirater, Etiopien, Sri Lanka, Kina og Tyrkiet – alle udpræget demokratiske lande, der naturligvis har forlangt at få noget til gengæld for de store beløb.

Ligeså tvivlsomme er Bidens forretningsforbindelser med storbanken MBNA, grundlagt i hans hjemstat Delaware, som er moderbanken for en række kreditkortfirmaer. I 2005 understøttede Biden i senatet kraftigt en lovgivning, der beskyttede netop banker og kreditkortfirmaer mod at gå konkurs – men på bekostning af deres kunder! Bidens støtte til MBNA bragte ham i søgelyset og gav ham øgenavnet ”the Senator from MBNA”.

Og endelig er der endnu et forhold, der er langt mere alvorligt og gør Biden til en belastning, skulle han gå hen og blive USAs næste præsident. Lige siden 2016 har demokraterne og deres allierede inden for de amerikanske medier skånselsløst anklaget Trump for at have samarbejdet med russerne og modtaget deres hjælp under valgkampen, en anklage, der ikke er forstummet, selvom den såkaldte Mueller-rapport – udarbejdet af den tidligere chef for FBI Robert S. Mueller – d. 22. marts i år frifandt ham for anklagen. I forbindelse med Joe Biden eksisterer der dog en langt mere bekymringsvækkende kontakt til en anden udenlandsk stormagt, et land, der udgør en langt alvorligere trussel mod USA end Rusland – nemlig Kina.

I december 2013 rejste den daværende vicepræsident Biden med regeringsflyet Air Force Two på et officielt besøg til Asien, i forbindelse med de stigenge politiske og militære spændinger i forbindelse med kinesiske territoriale krav i det Østkinesiske Hav. Biden blev ledsaget af sønnen, Hunter, der var i færd med at etablere sit eget kapitalfond sammen med sin kompagnon Chris Heinz – arving til Heinz Ketchup-familiens formue og stedsøn til den daværende amerikanske udenrigsminister John Kerry. Hunters tilstedeværelse på denne rejse var langtfra en tilfældighed. Blot 10 dage senere underskrev hans firma, Rosemont Seneca, en forretningsaftale på 1 mia. dollars med den statsejede Bank of China, der førte til etableringen af et investeringsfirma med navnet Bohai Harvest. Med Peter Schweizers ord, den journalist, der i sin sensationelle bog Secret Empires fra 2018 blandt en række andre korruptionsaffærer også afslørede denne interessekonflikt: “Den kinesiske regering har her bogstaveligt talt finansieret et firma, der tilhørte sønnerne til to af USAs mest magtfulde beslutningstagere.” Og denne aftale var langtfra den eneste, der blev indgået. Allerede i 2011 havde Hunter Biden besøgt Kina – og her repræsenteret et firma ved navn Thornton Group – for at undersøge mulighederne for et samarbejde med en række kinesiske statsejede virksomheder.

Så når Donald Trump i en af sine mange tweets har kaldt sine to rivaler for henholdsvis “Crazy Bernie” og “Sleepy Joe”, så er den første karakteristik ganske vist lige i øjet, men den sidste rammer ved siden af. Joe Biden vil ganske enkelt være en sikkerhedsrisiko som USAs præsident – og så er det nemlig godnat USA. Men der er tegn i sol og måne på, at flere af de andre konkurrenter til nomineringen som demokraternes præsidentkandidat vil kunne overhale ham i opløbet. Om dette vil være en bedre løsning, kan være tvivlsomt. Men lad os nu se. Håbet er jo som bekendt lysegrønt og meget peger på, at Donald Trumpt kan blive genvalgt!