Klumme: Jødernes deltagelse i Første Verdenskrig

(Dette er 2. del af et længere indlæg fra Geoffrey Cain. 1. del kan læses her.)

…..

Briterne havde ikke blot mange arabere på deres side men også en del jøder. Men dem hører man sjældent om

I årene umiddelbart før Første Verdenskrig blev omtrent 12000 jødiske indvandrere (de fleste russisk-talende)  smidt ud af Jerusalem og omegn af tyrkerne og sendt videre til Alexandria i Egypten. Her mødtes de i december 1914 med 1200 orientalske jøder, der også var blevet fordrevet, og der kom flere hele tiden. De fleste var om bord på det amerikanske krigsskib USS Tennessee. De sluttede sig sammen og spurgte briterne, om de kunne indgå i den britiske hær som en Jewish Legion, men det havde de stedlige britiske officerer ikke myndighed til.

Briterne siger nej til en Jewish Legion

Vist var der mange jøder i de allieredes hære, men de fik ikke lov til at danne en selvstændig enhed. Officererne i Alexandria foreslog i stedet et æseltransportkorps, omend uden garanti for, at det ville blive indsat i, hvad der senere skulle blive til Israel. Jøderne var skuffet – de var ikke meget for ”a donkey battalion”, som de sagde – men det var bedre end ingenting, og i marts 1915 stiftedes Zion Mule Corps, der med 562 soldater under deres leder Josef Trumpeldor, også deltog i det fatalt mislykkede angreb på tyrkiske styrker i Gallipoli.

Katastrofen ved den mislykkede landgang i Gallipoli

Her havde de allierede håbet at kæmpe sig op gennem den europæiske del af Tyrkiet til Istanbul og derved åbne en korridor til deres russiske allierede. Men briterne og deres franske, australske og newzealandske allierede blev flere gange slået tilbage af tyrkerne under kommando af Mustafa Kemal. Der var i titusindvis af døde og sårede på begge sider, og nederlaget havde en meget negativ indflydelse på russernes krigsførelse, idet det indirekte førte til zarens fald og Ruslands exit fra krigen. I starten ville briterne ikke have, at jødiske frivillige deltog i kampene i, hvad der tre år senere blev til Palæstina, og efter nederlaget ved Gallipoli blev korpset opløst og de jødiske soldater indrulleret i London Regimentets 20. Battalion. Dog blev der i 1917 under det officielle navn 38th Battalion of the Royal Fusiliers oprettet et Judean Regiment, der foruden mænd fra det nedlagte Zion Mule Corps også talte ca. 1000 lokale jødiske frivillige.

Jøderne kom i kamp

I Juni 1918 tørnede Legionen sammen med tyrkerne nord for Jerusalem og vandt slaget ved vadestedet Um Shard. I september 1918 indtog den byen As Salt på Jordans østbred, og ifølge den britiske general E.W.C. Chaytor befordrede denne militære sejr ”in no small measure the great victory gained at Damascus.” (cit. i Wikipedia)

Krigen var vundet, og i Mellemøsten havde ikke kun briter og franskmænd bidraget til sejren men også australiere, indere, jøder og arabere. Jøderne frivilligt og araberne – i hvert fald nogle af dem – mod betaling. Andre – som araberne i kongedømmet Ha’il – støttede endda tyrkerne. Tyrkerne tabte.

Men nu kom der andre problemer.

Hvem skulle have hvad i et Mellemøsten, som godt nok var befriet fra et tyrkisk herredømme, der havde varet helt fra 1517 (præcis 400 år!) men som samtidig var beboede af mange forskellige etniske grupper, der enten nærede stor mistro til hinanden – eller (ifølge T.E. Lawrence, ”Lawrence of Arabia”) ligefrem hadede hinanden. Tre år efter tyrkernes fordrivelse oprettedes mandatområdet ”Palæstina”, i det område som arabere gennem mere end 1000 år havde kaldt Sydsyrien.

Det kan man læse mere om i min bog Palæstina 1920-48, Hvordan det blev til der kan lånes på biblioteket

HUSK: 24NYT modtager IKKE mediestøtte. Du kan hjælpe os ved at tegne et abonnement på 1,- om dagen. Klik her. https://24nyt.dk/abonnement/

Kan du lide vinklingerne på 24NYT? Få avisen leveret gratis på mail

Del gerne artiklen på Facebook:

Kommentarer

STØT 24NYT EN GANG OM MÅNEDEN

Vælg beløb