Klumme: Kan EU overleve Brexit?

Selv om EU ikke er sunket i grus, er overlevelse efterhånden unionens eneste succeskriterium. Det halter med evnen til at skabe begejstring og samles om et kraftfuldt politisk projekt, der rækker ind i fremtiden. EU bliver presset på sin eksistensberettigelse, de store udfordringer og ubalancer fortsætter, og der er ingen løsning i sigte.

Det knager og brager under EU og mange sætter spørgsmålstegn ved, om EU er en holdbar konstruktion. For det EU, som oprindelig var et pragmatisk handelssamarbejde, er med tiden blevet til en ineffektiv, samspilsramt og svag overstatslig union, der ikke leverer varen. EU byder på flere problemer og gnidninger, end det byder på løsninger og en klar retning for fremtiden. Ifølge meningsmålinger fra Yougov mener 58 pct. af franskmændene, 57 pct. af italienerne og polakkerne, og halvdelen af tyskerne, at “det er realistisk, at EU kan falde fra hinanden i løbet af 10-20 år.”

EU er formelt demokratisk legal, men for mange europæere ligner unionen et abstrakt politisk projekt uden demokratisk legitimitet. Den store rådvildhed samt mangel på handlekraft og retning undergraver befolkningernes tillid til unionen. EU’s reaktion på Brexit har været truslen om at begrænse samhandlen med Storbritannien, også selvom det måtte skade EU’s økonomi. Samhandel og den velstand, den giver, er tydeligvis ikke længere en prioritet for EU. Det er i stedet ønsket om at betvinge medlemsstaterne og holde dem på plads.

En omsiggribende nationalisme i EU-landene er udtryk for en voksende modstand mod EU som en politisk union med yderligere føderalisme, politisk integration og suverænitetsafgivelse. For de ansigtsløse bureaukrater i EU handler det om at gennemtrumfe et projekt, hvor det kollektive mål står over alt andet. Landene må ikke indrette sig på hver deres måde, men skal ensrettes og underlægges et kollektivt fremskridtsprojekt. Over hele Europa debatteres derfor magtbalancen mellem EU og nationalstaten, og EU-kritiske partier er stormet frem.

I en ny verdensorden, hvor EU er klemt mellem Rusland, Kina og USA, har EU-landene svært ved at finde en fælles stemme i udenrigspolitikken.  EU er en økonomisk gigant, men en politisk dværg på den globale scene. Det skyldes, at de 28 (og snart 27) EU-lande kun kan handle udenrigspolitisk, når de alle er enige om den fælles kurs. Ofte blokerer enkelte lande for, at EU kan tale med én stemme. Facit er, at EU ikke kan udnytte sit potentiale til at blive en tungere udenrigspolitisk aktør og fortsætter som et klynkende påhæng til USA.

I spørgsmålet om økonomi er der en dyb kløft mellem Sydeuropa og Nordeuropa. Det er umuligt at føre en fælles økonomisk politik mellem lande og befolkninger, der har meget forskellig økonomisk adfærd. Interessemodsætningerne mellem de enkelte EU-lande forhindrer et ligeværdigt økonomisk samarbejde og medfører øget protektionisme. EU kan heller ikke levere økonomisk vækst. Økonomien i EU-landene voksede med sølle 1,9 pct. i 2018, hvilket er den laveste vækst siden 2014. En ny analyse viser desuden, at EU-medlemskabet ikke øger medlemslandenes vækst.

Det indre marked er langtfra færdiggjort. EU’s indre marked for tjenester er ikke nær så integreret som markedet for varer, bl.a. fordi mange lande endnu ikke følger de vedtagne regler i servicedirektivet. Det varer derfor meget længe, før alle europæiske forbrugere har en oplevelse af, at uanset i hvilket hjørne af unionen man bor, så har man de samme produkter og serviceydelser omkring sig.

På skatteområdet er planerne om en digital EU-skat, der var rettet mod tech-giganter som Google, Facebook og Amazon, skrinlagt, fordi Danmark, Sverige, Finland og Irland har blokeret for en aftale, der ville ændre en eksisterende beskatning af overskud til beskatning af omsætning.

Den planlagte udvidelse af den russiske gasrørledning (North Stream 2) gennem Østersøen har udstillet en dyb splittelse om EU’s energipolitik. Tyskland vil have gasledningen, mens Ungarn, Polen, Rumænien, Slovakiet, Sverige og de tre baltiske lande er stærkt kritiske. Trods klare politiske målsætninger om at mindske EU’s energiafhængighed af Rusland, viser nye tal fra det russiske gaseksportmonopol, Gazprom, at Europas indkøb i den russiske gasbutik bare vokser og vokser. Ruslands samlede markedsandel i Europa er nu 34 pct. mod 31 pct. i 2015.

Klimapolitikken er genstand for slagsmål mellem det kulproducerende Polen og bilproducerende Tyskland på den ene side og de mere grønne lande i nord og vest på den anden side. På EU-niveau er klimaet gang på gang blevet skubbet til side af stats- og regeringscheferne, der har valgt at bruge topmøderne på andre spørgsmål. Sådan var det i marts 2019, hvor topmødet endte med at handle om Brexit. Og når klimaet faktisk tages op, er uenigheden for stor til at lande aftaler.

Der er uenighed om, hvem der skal garantere Europas sikkerhed. Mens Frankrig og Tyskland er tilhængere af, at EU etablerer en fælles EU-hær, ser andre EU-lande, herunder Danmark og Polen, NATO som det rigtige regi for militært samarbejde. Der er bred enighed om, at EU ikke skal duplikere NATO, men komplettere NATO. Selv EU’s topfolk indrømmer, at USA trods uenigheder med EU stadig er den afgørende garant for Europas sikkerhed.

Selv om EU har bremset den ulovlige indvandring, mangler der fortsat at blive etableret en effektiv kontrol af EU’s ydre grænser. Beskyttelsen af unionens ydre grænser er outsourcet til Tyrkiet og nordafrikanske lande, for EU mangler vilje til at opbygge Fort Europa beskyttet af mure, bevæbnede vagtposter og pigtråd. Et forslag om, at EU’s agentur for grænse- og kystbevogtning, Frontex, skal vokse fra 1.300 til 10.000 mand, kan først blive realiseret i 2027.

Striden om asylsystemet i EU betyder, at fem år efter flygtningekrisen er forhandlingerne om fælles fordeling af flygtninge og migranter endnu ikke mundet ud i en asylaftale.

Den fri bevægelighed er under pres. Grænsekontrollen opretholdes i flere lande, herunder Danmark, og forlænges igen og igen.

Briterne finansierer 16 pct. af EU-budgettet, så efter Brexit kommer EU til at mangle 109 mia. kr. om året. Slagsmålet om, hvem der skal betale for at få lukket det gigantiske hul i EU’s budget, er allerede begyndt. De såkaldte “Nye Hansa-lande”, som Danmark er en del af, har ikke lyst til at øge deres bidrag til EU-budgettet. Budgettet er altid en slagmark, så med store økonomiske interesser på spil kan opgøret om det kommende budget ikke undgå at skabe ny alvorlig splittelse mellem de tilbageværende 27 lande

Valg efter valg rykker de enkelte EU-lande til højre og udstiller, at værdifællesskabet i unionen slår sprækker. De tidligere østlande, Italien samt Østrig distancerer sig åbent fra EU’s grundlæggende værdier og de kriterier, som i sin tids var betingelsen for EU-medlemskab. Danmark distancerer sig fra EU’s kerne med sine forbehold. Værdimæssigt er europæerne dybt splittede i deres syn på globalisering, indvandring, økonomisk omfordeling og arbejdsmarkedsregulering. Der er opstået reelle alternativer til liberale vesteuropæiske demokratier, nemlig Brexit og det illiberale demokrati i Ungarn og Polen, der kendetegnes ved villigheden til at sikre den suveræne nationalstat.

Sidst men ikke mindst er der dyb splittelse om EU’s fremtid. EU-eliten med Macron i spidsen ønsker at sætte mere fart på integrationen og centralisere endnu mere lovgivning og magt i Bruxelles. EU-elitens planer har dog ikke nogen tilslutning. Hverken i de gamle EU-lande eller de senest tilkomne i øst ønsker man mere overstatslighed.

Skulle Storbritannien få vind i sejlene efter Brexit, er der stærke kræfter i flere EU-lande, der står parat til at arbejde for deres lands exit. Det kan ske i Italien, hvis det politiske landskab skifter, det kan ske i Frankrig, hvis det nationalistiske franske parti Rassemblement National med Marine Le Pen i spidsen kommer til magten ved næste valg, og det kan ske i Polen, som i den grad udfordrer sammenholdet i EU for tiden. Og der er uden tvivl andre EU-lande, f.eks. Ungarn, der kunne overveje ”prison break”.