Klumme: Kan man oversætte koranen? Del III

Del III : Det evige problem med flertydighed

Ja, her kommer så tredje og sidste del af min klumme ”Kan man oversætte koranen”, og vi starter med noget, der altid giver problemer; Ordet djihad

Grundbetydning af ordet ”djihad” er ”bestræbe”. Men – som religions- og kulturforskeren Tina Magaard har vist – bliver det i muslimsk litteratur næsten altid brugt i betydningen ”hellig krig” og yderst sjældent i anden sammenhæng. Fromme muslimer, der går i moskéen fem gange om dagen og bestræber sig på  at gøre det religionsmæssige rigtige, vil næppe beskrive sig som ”djihadier”, oder wass? Ordets rod er ”ja-ha-da”, skriver Tina Magaard, og”næsten alle referencerne udledt af denne rod forefindes i fortællinger, der ikke lader tvivl om kampens væbnede karakter. Kun én ”ja-ha-da” reference (29:6) præsenterer utvetydigt kampen som et indre, åndeligt fænomen (…) men denne reference har ikke megen vægt over for et halvt hundrede referencer til konkret væbnet kamp i Koranen og langt flere i Hadith (fortællinger om Muhammeds liv, GC)”.

Andre eksempler på flertydighed

Dem er der som sagt en hel del af. Eksempelvis 11:68. ”Jordskælvet overrumplede dem, der var uretfærdige, og om morgenen lå de sammenkrøbne i deres huse”. Fint. Det er klart nok. Men Abdul Salam Madsen fortæller os, at ”sajha”, der her er oversat med jordskælv, ”kan også betyde : højt råb, straf, hjemsøgelse, overfald”. Det er vidt forskellige ting og tyder på, at enhver koranoversætter famler i mørket. Og ovenikøbet på gyngende grund.

Jamen her kan man indvende, at de ovenfor anførte eksempler på en flertydig korantekst er i bagatelklasse, men nu skal vi se på et, der bestemt ikke er det, fordi det er et ret afgørende dogme i islam. Det er Jesu korsfæstelse, hvor man ikke kan se, om verberne er passive eller aktive (p.g.a. de semitiske sprogs manglende vokaler), og hvor man har valgt at tolke teksten derhen, at Jesus kun tilsyneladende døde på korset (4:158). Madsen skriver ”…Den sidste del af verset ”de dræbte ham visselig ikke” kan efter arabisk sprogbrug også oversættes ”de omsatte denne (formodning) til vished”. Hvilket er svært at sætte sig ind i. Men, som Madsen skriver i en note på side 172, ”ord i arabisk sprogbrug indbefatter handling i overensstemmelse med ordet…” Hvilket formodentlig betyder at sætingningen ”han sagde, han ville gøre det” også kan betyde, at han rent faktisk gjorde det. Og her vil de flest logikmindede vist nok stå af.

Visse ord kan åbenbart også betyde ganske modsatte ting

Er koranens tekst klart? Ikke for mig. Men det er det, muslimer fortæller os, at det er. ”Guds ord betyder ofte i Qu’ran’en ”Guds skaberværk”, skriver Madsen på side 645. Og en note på side 18 siger noget lignende: ”Efter arabisk sprogbrug bruges ordet for en forbrydelse af og til også som straffen for denne forbrydelse…” Og derfor skriver Madsen, at han har skrevet ”Allah vil gengælde dem deres spot” (2.16) i stedet for ”Allah vil spotte dem”, som er den egentlige tekst. Et lignende problem har man et andet sted i kapitel 2 , hvor læseren får at vide, at jøderne ”blev slået med skændsel og pådrog sig Allahs vrede”. Hvad havde de gjort? De havde ”…søgt at dræbe profeterne…”. Kun ”søgt”? Det fremgår indirekte af Madsens note at verbet (”qatl”) egentlig betyder ”dræbte”. Men det ville betyde, at jøderne havde dræbt Jesus (for det er vel ham, der er tale om), hvilket strider imod det islamiske dogme, at Jesus ikke døde på korset. Så det klarer Madsen ved at påpege, at ordet ”drab” på arabisk – jeg tror det hedder ”qital” – lige så godt kan betyde ”forsøge at dræbe”.

Og så er den hellige grav velforvaret. Men resten flyder.

Abrahams hustru ler – eller frygter hun?

Her er et andet eksempel fra kapitel 11 hvor ”at frygte” og ”at le” tilsyneladende kan bruges i flæng. Det er en historie fra bibelen, hvor Abrahams hustru hører, at hun – gammel som hun er – vil føde et barn. I GT står, at hun stod bag døren og lo. Men i koranen ”frugter” hun, og det forklarer Madsen på følgende måde : ”sammenhængen her viser klart at ”dhahaka” her betyder ”frygte” og ikke ”le”. Men betyder det så, at ”dhahaka” kan betyde begge dele alt efter sammenhængen? Der er vel et ordentligt spring fra ”le” til frygte”. Kan ”dhahaka” også betyde andre ting? Man undrer sig

Så det er absolut ikke nemt. Hvad gør man med passager, der ikke virker logiske, og hvor alle ord har en bibetydning, der  gør det vanskeligt at vide, hvad de betyder i en given sammenhæng? Nej, fremfor at være et guds under, som araberne siger, fremtræder bogen – i oversættelse, naturligvis – ganske anderledes for europæere. Hør blot den den skotske filosof Thomas Carlyle (1795-1881)

”It is as toilsome reading as I ever undertook, a wearisome confused jumble, crude, incondite (dårligt sammensat GC). Nothing but a sense of duty could carry any European through the Koran”. Jamen, han har kun læst bogen i oversættelse, siger muslimerne, og oversættelserne gælder ikke.

Men hvis det er så lidet indbydende at læse koranen, hvordan kan det være, at så mange vesterlændinge falder for den, efter at de har snuset lidt til den islamiske sag? Svaret ligger i det henførende arabiske sprog, siger Huston Smith i The Religions of Man: ”Even today, Crowds in Cairo, Damascus or Bagdad can be stirred to the highest emotional pitch by statements which when translated seem banal. The music, the rhyme, the rythm, all produce a powerfully hypnotic effect”. Aha. Så der har vi en del af forklaringen.

”Det står i koranen” Nå?

”The Koran cannot be translated. That is the view of the old-fashioned (sic) Sheykhs and the view of the present writer”, skriver Pickthall. Og det er der nok noget om. Arabiske ord har som sagt meget ofte bibetydninger, der nødvendigvis forsvinder, når bogen bliver oversat. Det er vi alle enige i. Men det må gælde alle arabiske tekster så? Er de også uoversættelige? Eller spiller det en rolle, at ”Den Klare bog (”al kitab al mobine”) ikke er så klar endda? Det er de to mulige forklaringer, så vidt jeg kan se.

Og hvad er så konklusionen?  ”Qur’ânen er klar, tydelig og uden defekter, hvilket er et klart bevis på dens guddommelige oprindelse”, skriver Madsen. Og her vil jeg tillade mig at sige ”nå?”