Klumme: Klassesamfund


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

“Ordner hænger man på Idioter, Stjærner og Baand man kun Adelen gier;….Dog, har man Hjærne, kan man jo gjærne undvære både Orden og Stjærne”, skrev P. A. Heiberg i sin Selskabs-Sang fra 1790. Han fik bøde for sin frækhed og blev i øvrigt senere landsforvist.

Sådan er det slet ikke mere. Nu formår man end ikke at udvise ikke-danske statsborgere. Stjerner og bånd er ikke længere forbeholdt adelen, og ordner bliver ej heller fortrinsvist hængt på “idioter”.

Men det mangefacetterede gamle danske system af ordner (og medaljer) består stadig i sine grundtræk. Med Elefantordenen som den allerfineste, der normalt kun tildeles kongelige og særligt udsøgte udlændinge (som i 1980 Rumæniens kommunistiske diktator Ceausescu); i nyere tid alene danskere som professor Niels Bohr foruden erhvervslederne H. N. Andersen og Mærsk Møller (sidstnævnte vist nok som kvittering for Opera-bygningen i København). Også svimlende fint er Storkommandør af Dannebrogsordenen (DB), Storkors af DB -med eller uden bryststjerne i diamanter, diverse kommandører af DB og derefter forskellige riddere af samme. I bunden omhyggeligt opdelte udgaver af kongelige fortjenst- og belønningsmedaljer.

Det er et stort repertoire, der spilles på. Alt sammen foregår det efter en mere eller mindre synlig rettesnor. Bortset fra elefanten – man åbenbart som dansk skal betale en opera-bygning for at komme hen til – (hvad i øvrigt med den nye superdyre “energi-ø” i Nordsøen? – bare et tip til mulige elefanttrængende) – så er det klart, at de fineste ordner er forbeholdt ministre og chefer i den statslige forvaltning. I det hele taget går DB-ordner til statslige chefer, også så langt ned som ministerielle kontorchefer, professorer, rektorer, biskopper o. lign. Desuden til diverse ledere i interesseorganisationer, NGO’er mm. Samt til mere pompøse CEO’er i erhvervslivet, foruden til særligt folkekære skuespillere og andre skattede kunstnere.

Tidligere var opfattelsen vist, at de omhandlede offentligt ansatte jo fik en relativt ringe løn, men til gengæld blev kompenseret med æren, plus et ridderkors eller to. Det gælder da ikke længere, efter at de øverste offentlige cheflønninger nu er i millionklassen (med ekstra bonus for at varetage, hvad de ellers får løn for + altså stadig adgangen til at vise sig med de skønneste dekorationer). Sikkert er der dog i det konkurrenceudsatte erhvervsliv CEO’er og andre, der fremdeles tjener langt mere; alt andet ville da også være underligt (men DJØF arbejder sikkert på at mindske den afstand).

I bunden er der skam også struktur. Fortjenstmedaljerne er stort beregnet til mere ydmyge former for offentligt ansatte (endog i kommunerne), medens belønningsmedaljerne er viet trofast ansættelse i det private. Mindre selvstændige – uden for organisationsverdenen og det politiske – tæller slet ikke i ordenshierarkiet.

Det er da fuldstændig et “klassesamfund” med statens øverste som det sublime: Nutidens adel.

Aldrig – eller i hvert fald uhyre sjældent – er der en sygeplejerske, kommuneassistent, en praktiserende læge, snedker, folkeskolelærer, renovationsarbejder, børnehavepædagog osv., som bliver ridder endsige kommandør af DB. Der er ingen “samfundshelte” i de grupper, for de falder nemlig uden for klassifikationen. Undtagen hvis pågældende lige i tilgift spiller en ordens-tækkelig politisk eller organisationsmæssig rolle.

Det er skam et “klassesamfund”, om noget. Det skader nok ikke så meget, for det er jo bare et relativt ubetydeligt levn fra fortiden, lyder det. Og der er ingen grund til at genere noget så fredhelligt som Kongehuset, traditionen eller eliten ved at ændre det system, som de også har lignende andetsteds i Europa (dog ikke helt i Sverige). Og som mange sikkert er glade for.

Universiteternes rabiate humanistiske forskere, der ellers søger med lys og lygte efter diverse “strukturelle” barrierer, svigter ganske på det punkt. For i virkeligheden er det hele vel udemokratisk, racistisk, autoritært, ja tilmed kolonialistisk afledt? I hvert fald: Gamle, hvide mænds præferencer og selvros.

Jeg mener ikke selv, at denne “ulighed” er særlig betydningsfuld. Men undrer mig alligevel over, at den såkaldte venstrefløj, der ellers beflitter sig på at puste enhver ligegyldig sag op, i denne sammenhæng er tavs i debatten. De har accepteret klassesamfundet.

Det er dog interessant. Måske håber de selv på noget DB, selv om de vist principielt ikke vil modtage den slags (bortset fra en række socialdemokrater). Men de står vel bare vagt om et klart tegn på – nu ikke adelens – men statens dominans i samfundslivet. Sammen med de “borgerlige”. Det er nok den ellers udefinerlige “sammenhængskraft”, defineret af den “store stat” vi ser?