Klumme: Klumme: Sådan vinder vi Danmark tilbage – Del 1

Tidens tegn

Vinden blæser ikke os nationalkonservative i ryggen for tiden. Der er over de sidste 40 år sket et skred mod venstre i det politiske spektrum. For tiden er termometeret under nulpunktet for dig og mig, der har den opfattelse, at Danmark kommer først, på samme måde som Trump sætter sin hat om et America First. Selv i Guds eget land er modsætningerne mellem de politiske poler så skarpt aftegnet, at præsidentvalget i november reelt bliver et opgør mellem, om USA skal gå samme vej som de vesteuropæiske lande og blive socialdemokratisk eller om USA fortsat skal forblive et land opbygget efter forskrifterne i forfatningen og hele det statsgrundlag, som nationen hidtil har bygget på: En nation under Gud, hvor enhver er sin egen lykkes smed.

Året 2020 vil gå over i historien som det år, hvor enkeltbegivenheder satte dagsordenen for den politiske udvikling. Coronapandemien, Floyd George’s død og Metoo har spillet de altafgørende roller i forhold til at sætte overskrifter i pressen og de politiske debatter.

På lokalt dansk plan har der historisk ikke været så lavt til loftet i den borgerlige lejr, som tilfældet er nu. Der er hverken mandater, visioner eller politiske ledere, som kan matche regeringen samt Mette Frederiksens ledelsesstil og evne. Blå bloks ledere er for størstedelens vedkommende bovlamme, uinteressante og uden kant i forhold til at sætte en dagsorden og et politisk projekt op. Man savner en politisk magnet, som stryger hen over blå blok, som trækker stålet frem af folket, en som samler alle mænd og kvinder i samme lejr omkring en autoritet. En eller flere landsfaderfigurer.

De venstreorienterede medier, politikere og meningsdannere har dygtigt forstået at sætte en dagsorden om mangfoldighed, sexisme og racisme, så dygtigt, at enhver, der blot forsøger at nuancere debatten, fremstår som alt modisch og ude af trit med tidens rammer og målsætninger. Intet under, at der ligger noget rigtigt i tanken om, at historiens hjul spinder om sin egen akse. Tidens trend kan med modsat fortegn sammenlignes med 1930’ernes holdningsmæssige ensretning på mellem- og sydeuropæisk plan, med højredrejning på det værdipolitiske område. Tidens trendsettere ser splinten i ethvert kritisk øje, men ikke bjælken i deres eget.

Det politiske savn

Som nationalkonservativ savner man ledere, der ikke er bakket op af spindoktorer, dem hvor hjernetrusten hos de pågældende sidder indvortes. De ledere, hvis idegrundlag er opstået hos de pågældende selv og ikke hos nogen andre, end ikke hos eksperterne. Så længe der findes ledere, som med trofasthed i sjælen vil holde den nationale fane højt, er intet tabt. Men, hvis et flertal af det danske folk ikke er beredt på at satse på at bevare sin egen eksistens, sprog og kultur, så vil både folket selv, men også Danmark forsvinde. Globalismens lovprisning af alle religioners og kulturers ligeværd vil med sikkerhed være den gift, der sammen med befolkningsudskiftningen tager livet af den verden, vi kender.

En patriotisk indstillet leder skal besidde en gennemslagskraft og være i stand til at forklare konsekvenserne af den fortsatte udvikling, og kunne gøre det på en medrivende, folkelig måde. På en måde, at selv en mindreårig tv-seer vil blive harm over, at fremtiden vil se dyster ud, hvis ikke der kommer et alternativ til en udvikling, der som nu, lægger fundamentet til et mellemøstligt udseende Danmark. Men, den nationalt orienterede leder skal også være i stand til at forklare, hvilke tiltag, der er nødvendige for at vende udviklingen, og det på en sober og forståelig måde. Konkrete punkter, konkrete tiltag, der vil være følelige, hvis Danmark igen skal på ret køl. Det er simpel statistik, der skal inddrages i kombination med en dynamisk og karismatisk personlighed, der har de her helt uforklarlige egenskaber i form af oratorisk- og organisatorisk begavelse og folkelig gennemslagskraft.

Der fødes ikke mange af den slags ledere på en generation. Pågældende leder skal her ud over have en blanding af en bulldog og en skødehund i sit blod. Trump har de egenskaber, og han har evnen til at gå kompromisløst mod strømmen og få sine planer gennemført. Han minder mere om en 2. verdenskrigs amerikansk krigsherre a la general Patton end en folkevalgt præsident. Det er hans styrke, fordi tidens tegn ellers står i slaphedens, ligegyldighedens og intethedens tegn.

Den politiske målsætning

Når Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, har den opfattelse,at nationalt orienterede er at sammenligne med omvandrende Morten Korch-figurer, så er det mere et udtryk for, at han og hans venstreorienterede kolleger på redaktionsgangen har sat en dagsorden, der accepterer mellemøstlig voldsparathed frem for befolkningsmæssig homogenitet og harmoni. Kaos i stedet for orden om man vil. At jeg fortsat bliver fremhævet som et eksempel på at være “hate speaker” ved at sammenligne Poul Madsen med, at han er for journalistikken, hvad gift er for en smuk skovsø, det betragter jeg som en hædersbevisning.

En nationalkonservativ leder skal ikke være anti- parlamentarisk, men realitets- og fakta orienteret. De subjektive labels, som mainstream partierne bærer om kulturel og etnisk mangfoldighed, trækker spor fra det yderste venstre hos Enhedslisten, SF, de kulturradikale, Socialdemokratiet og langt inde i den borgerlige lejr. Når man selv langt ind i den borgerlige lejr er gået i den venstreorienterede fælde om, at islams ræve kan få lov at bo og flytte ind i hønsegården, og fortsætte med at formere sig, så har borgerligheden udspillet sin historiske rolle som bolværk mod internationalismen. Opfattelsen er, at rævene en dag selv bliver høns, bare de integreres nok. Tåbelighederne står i kø for at blive solgt i valg- og debatprogrammerne.

Liberalismen og socialdemokratismen har de sidste 50 år belært danskerne om, at EU’s frihandel og alle nationers ligestilling er løsningen. Også her har partierne ført en politik, som den dygtigt orienterede nationale leder skal være i stand til at udstille i den enfoldighed, den fremstår med. EU er ikke nogen garant for fred. EU er garant for at politisk korrekthed og islamisme kan få lov til at styre fremtiden. Fremtidens europæere vil skulle indstille sig på indskrænkning af de frihedsrettigheder, som historien har forfinet siden oplysningstiden. Humanisme misbruges som begreb til på sigt at undertvinge europæerne fremmede dagsordener og skikke. Ytringsfriheden vejer mindre end hensynet til, at man ikke krænker.

Verdenshistorien har alle dage ladet imperier og styreformer synke i grus, hvis viljen til at forsvare grænser, statsdannelsen, dens opbygning og autoriteter forsvinder. Også på dette afgørende punkt fejler både EU og de ledere, der fremstår som de folkevalgte i Vesteuropa. Ikke underligt, at en Viktor Orbán og en Donald Trump betragtes som pariaer i de parfumerede, usunde stuer i Bruxelles og i regeringspalæerne i EU-landene.

Hvad Danmark fattes på den nationalkonservative scene er en eller flere ledere, der efterstræber og begærer magten for at kunne beholde den. Som Napoleon udtrykte det, var magten hans elskerinde. Han havde arbejdet så hårdt på at vinde hende, at han ikke ville lade nogen tage hende fra sig. Som folkestyret fungerer nu, er det en sjakren og en tingen omkring en flok gøglere, der før hvert valg forsøger at gøre sig til for vælgerne ved at love dem guld og grønne skove. Det er afsluttende debatter, hvor alle forsøger at lægge alen til sin vækst i forhold til både evner og vilje. Det eneste sikre er, at de nuværende 85% af de folkevalgte politikere vil fortsætte med at acceptere EU som afgørende spiller samt at der bliver mindre Danmark og mere islam i fremtiden.