Klumme: Krævede honorar for patient der havde været død i tre år


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Der er masser af eksempler på, at speciallæger forsøger at få højere honorar, end de er berettiget til. F.eks. honorar for ydelser hos en død patient, opdigtede operationer og konsultationer, og dobbelt-opkrævning for kosmetiske operationer både hos sygesikringen og hos patienten. Listen er lang over misbrug af overenskomsten mellem landets regioner og speciallæger.

Siden 2012 har danske speciallæger, i 42 sager, således måtte betale over 27 millioner kroner tilbage til regionerne, som følge af misbrug og misforståelser af overenskomsten. 6 af sagerne drejer sig om beløb på over en million kroner. Region Hovedstaden tegner sig for fejludbetalinger i 32 af de i alt 42 sager fra samtlige regioner.
Flere af borgerne har reageret på, at lægerne har trukket regionen for konsultationer og operationer, som aldrig har fundet sted, kosmetiske operationer, som patienten også selv har betalt for, og i et tilfælde blev en regning i 2013 efterfølgende afvist af regionen, fordi patienten var død i 2010.

Det er uhyre sjældent, at disse svindelsager politianmeldes, men det mener vi i Dansk Folkeparti, at det i mange flere tilfælde bør ske. Bod fra regionen til den læge, som har sendt regning på en ikke udført ydelse, sker næsten aldrig. Det mener vi i DF også er forkert. Vi har et system, som i høj grad er bygget på tillid. Det er fint nok, men svindelregninger får ingen rigtig konsekvens for lægen, der misbruger borgernes penge og svigter den tillid, som der skal være mellem patient, læge, speciallægeforening og region.
Og hvad skal man så gøre ved det ? Det må være helt oplagt, at når folk kan afsløre så meget, så er der brug for mere kontrol. Burde et minimum egentlig ikke også være, at patienten, når man er færdig, godkender de behandlinger, man har fået. Vi skal nemlig alle være med til at sikre, at vi får noget for vores skattepenge.
Når Region Hovedstaden derfor mødes i august, har vi fra Dansk Folkeparti et medlemsforslag på dagsordenen. Vi ønsker ikke alene at drøfte det forhold, at 76.19% af samtlige klager og tilbagebetalingssager, sker i Region Hovedstaden, men det er DF’s ønske, at der nu tages langt mere håndfast på problemet. DF har rejst problemet tidligere, men den politiske vilje til at gøre noget effektivt, er druknet i fnidder-fnadder, dårlig ledelse og mangelfuld information til politikerne, så der kunne følges op på sagen. Denne gang, tror jeg at DF’s ønske om kulegravning og ændringer, har en chance. Med kun 5 måneder til regionsvalget den 16. november, er der næppe nogen partier, som tør gå imod et forbedringsforslag fra Dansk Folkeparti.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)