Klumme: Længe leve Boris


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Baggrunden – to partikonferencer

Her i september måned har de to største politiske partier i Storbritannien, det oppositionelle arbejderparti, Labour, og regeringspartiet, de konservative Tory’er, afholdt deres årlige kongresser henholdsvis i badebyen Brighton og industribyen Manchester. Begge begivenheder fandt sted  på baggrund af, at Storbritanniens regering den 31. oktober i år planlægger at føre landet ud af EU, den såkaldte Brexitproces, for derved at genvinde den nationale selvstændighed. I dén forbindelse ønsker regeringen ligeledes at udskrive valg til det britiske parlament, Underhuset.

Labour-partiets katastrofale venstredrejning

Det er forbløffende at konstatere, hvilken forskel der er på de to partier. Dette kom for en dag under de to konferencer både hvad angår ideologi, de delegeredes opførsel og de præsenterede programpunkter eller partimanifester, som de her kaldes. Labour under ledelse af antisemitten og Hizbollah-beundreren, den mørkerøde socialist Jeremy Corbyn, der i 2015 ved et venstrefløjskup planlagt og udført af den såkaldte Momentum-bevægelse blev valgt til partiets formand, er i chokerende grad rykket endnu længere til venstre. Hjernen bag er den fanatiske marxist, skyggefinansministeren John McDonnell.

Mens Corbyn holdt en relativ lav profil, men naturligvis i baggrunden gav sit samtykke, var det McDonnell, der fremlagde de vigtigste programpunkter med flittig brug af den gamle klassekampsretorik, som man troede forlængst var blevet begravet. Disse programpunkter blev på foruroligende vis accepteret af de fleste medier; for printmediernes vedkommende med Storbritanniens svar på Politiken og Information under ét, The Guardian, i spidsen, mens Storbritanniens svar på DR, den statslige radio- og tv-station BBC, ligeledes gengav dem uden kritisk kommentar.

Mest opsigt vakte forslaget om at reducere arbejdsugen fra 42 til 30 timer uden løntab, et tydeligt forsøg på stemmefiskeri. Desuden skal boliger, der har stået tomme i mere end seks måneder, fratages deres ejere – et eklatant angreb på ejendomsretten. Ren marxisme var forslaget om at nationalisere postvæsnet, jernbaner og medicinalindustrien og ikke mindst radikalt forhøje arveafgiften samt formue- og ejendomsskatten.

Og som toppen af kransekagen lovede Labour endvidere at afskaffe al kontrol med indvandringen. At dette både åbner Storbritanniens grænser for terrorister og alskens kriminalitet og – hvad der især vil ramme partiets egne vælgere – lavtlønsarbejdere fra udviklingslandene, vil dog givetvis ikke falde i god jord hos vælgerne i de dele af Storbritannien, der lider under arbejdsløshed, dvs. Mellem- og Nordengland.

Tory’ernes partiprogram

Helt anderledes ser det konservative program ud. Kongressen blev – naturligvis – domineret af den nyvalgte premierminister Boris Johnson, der har lovet at føre Storbritannien ud af EU med eller uden en forhandlingsløsning. Siden han i juli måned tiltrådte som regeringschef, har han været udsat for angreb og bagtalelse i de fleste medier især pga. hans konsekvente Brexit-politik.

Johnson og hans dygtige og dynamiske regeringsmandskab – en tydelig kontrast til Labours skyggekabinet bestående af gammelmarxister – har bevidst forsøgt ikke blot at have Brexit på dagsordenen, men også at indgyde optimisme i deres parti med en lang række opsigtsvækkende programpunkter, der appellerer til personligt ansvar og det frie initiativ. Hensigten har været både at lokke ældre vælgere tilbage i folden, der var utilfredse med den tidligere premierminister Theresa Mays valne og ubehjælpsomme Brexit-politik og hendes forsøg på at rykke partiet til venstre og tiltrække yngre vælgere med et moderne og tidssvarende budskab.

Under konferencen brillerede foruden Boris Johnson hans finansminister Sajid Javid og indenrigsministeren Priti Patel– begge med asiatiske forældre. Patel fik stort bifald for at lancere planen – undfanget af Johnson – om at ansætte yderligere 20.000 politibetjente ikke mindst for at bekæmpe den enorme stigning i vold og knivdrab, der i det sidste års tid har hjemsøgt London og hvis ofre oftest var farvede teenagere. I det hele taget er Patel en effektiv repræsentant for en stram law and order-politik med krav om langt højere fængselsstraffe end de nu gældende.

Javid har lovet at åbne for pengeposen både for at finansiere Patels planer, men også for at øge boligbyggeriet, bygge 40 nye hospitaler, styrke militæret, forbedre infrastrukturen og hæve mindstelønnen. Hvad han ikke talte om, var hvorfra pengene til en finansiering af alle disse storartede planer skal komme fra. Javid er endvidere en fortaler for en liberal handelspolitik. Ved at lytte til hans tale fik man et tydeligt indtryk af, at det var Tory’ernes hensigt at blive Storbritanniens nye arbejderparti.

Nævnes bør det også netop for at vise forskellen på de to kongresser, at mens Labours landsmøde foregik uden politiske demonstrationer fra andre partiers side, blev de konservative delegerede på gaden, der førte op til deres kongresbygning, mødt af udstoppede figurer, der hang ud over gelænderet på en bro. På broen var skrevet disse entydige ord: ”Hang them”! At de ved indgangen blev mødt med plakater og fornærmende tilråb, har de været vandt til i mange år, og medierne kunne ovenikøbet notere, at der i år kun var én person, der spyttede efter de sagesløse delegerede. Så meget for venstrefløjens tolerance!

Længe leve Boris

Der er ingen tvivl om, at det var Boris Jonson, der stod i kongressens centrum. Han blev fejret som dén, der har pustet liv i et lammet parti og som dén, der i lang tid har argumenteret og kæmpet for, at Storbritannien skulle forlade EU, hvilket et flertal af befolkningen allerede i 2016 stemte for. Hertil kommer hans dynamiske og optimistiske personlighed, der har smittet af både på hans regering og på partiets medlemmer.

Det kan derfor ikke undre, at BoJo, som vennerne kærligt kalder ham, nu har truet med at udskrive valg. Resultatet ville nok styrke Tory’erne, for briterne er godt trætte af i tre år at skulle vente på Brexit, hvilket indtil videre på udemokratisk vis er blevet forhindret af Underhusets partier og den snes konservative parlamentsmedlemmer, der altid har været imod, at Storbritannien forlader EU. Men mon ikke valget kommer alligevel enten før eller umiddelbart efter d. 31. oktober? Der kan næppe herske tvivl om, hvem der bliver valgets sejrherre.

Kommentarer