Klumme: Længe leve kapitalismen!

Denne klummes overskrift er vel aldeles uproblematisk for fornuftigt tænkende mennesker med begge ben på jorden. For venstrevredne dogmatikere er den en uhyrlighed – Belzebub i levende skikkelse. Men også for andre godtroende, men naive sjæle, venligboere m/k alle til hobe, der sværmer for et jordisk paradis, der flyder med mælk og honning, uagtet hvad man præsterer, er overskriften djævlens værk.

Under det engelske Labourpartis årskonference i Liverpool i slutningen af september i år erklærede partiets leder, den uforbederlige marxist Jeremy Corbyn uden at fortrække en mine, at kapitalismen havde spillet fallit, og han lovede, at alle ville have det bedre under en socialistisk regering. Underligt nok nævnte han ikke befolkningens velstand og tilfredshed i de socialistiske diktaturstater Nordkorea, Cuba og Venezuela, som ingen kunne drømme om at flygte fra. Netop Venezuela, der på grund af olieforekomsterne var blandt Latinamerikas rigeste lande, da den tidligere præsident Hugo Chávez, én af Corbyns bonkammerater, kom til magten i 1999. Dengang levede 48% af landets befolkning i fattigdom; i 2017 var det 82%. Alene mellem 2016 og 2017 er børnedødeligheden i Venezuela steget med 30%. Så her i socialismens paradis går det godt, og det gælder også under Chávez’ efterfølger, den ligeså brutale Nicolás Maduro! Men ironien er givetvis spildt på alt for mange godtroende aktivister og medløbere.

Men lad det være slået fast med syvtommersøm: Kapitalismens overlegenhed over alle andre økonomiske systemer er eklatant og indiskutabel: det frie marked og den frie konkurrence både for kunder, arbejdere og firmaer har hjulpet både den enkelte og hele nationer til at opnå frihed og velstand.

Siden 1990 er flere en 1 mia. mennesker blevet hævet op over fattigdomsgrænsen, idet lande som Kina, Indien og Indonesien i stor udstrækning har valgt at følge den frie markedsøkonomi. Ikke mindst Kina har nydt godt af kapitalismen. Ifølge Verdensbanken med hovedsæde i Washington D.C. er landets bruttonationalprodukt steget fra 191 mia. dollars i 1980 til 12 trillioner dollars i dag, og siden 1990 er antallet af mennesker, der har en daglig indtægt på mindre end 1,90 dollars per dag faldet fra 755 mio. til blot 10 mio.

En tilsvarende succeshistorie er det demokratiske Sydkorea, efter at landets étpartisystem blev opgivet i 1987, ikke mindst gennem en sammenligning med nabolandet, det kommunistiske Nordkorea, hvor befolkningen spiser græs for at overleve. Mellem 1987 og 1994 voksede således den sydkoreanske økonomi med gennemsnitligt 10% om året med en årlig eksportvækst på 20%, mens den nordkoreanske økonomi helt er gået i stampe; landets bruttonationalprodukt var således i 2016 kun 5% af nationalproduktet i Sydkorea. Dette land har ganske enkelt den 13. største økonomi i verden og producerer som bekendt alt fra biler (Huyndai, Kia) til TV-apparater og mobiltelefoner (Samsung) og er verdens femte største atomkraftproducent. I 2014 var Sydkorea den femte største eksportør og syvende største importør i verden.

Men hvad angår kapitalistiske succeshistorier kan vi også komme nærmere Danmark geografisk set. Polen har siden landet smed kommunisterne på porten i 1989 oplevet 29 år med uændret økonomisk vækst, og landets bruttonationalprodukt er ganske enkelt fordoblet i disse år. Landet har simpelthen i kapitalismens tegn gennemgået en chockterapi med et utal af gennemførte reformer. Disse har medført en dramatisk stigning i erhvervelse af privat ejendom. Den lammende planøkonomi er blevet afløst af en fri prisdannelse, der har skabt konkurrence i erhvervslivet, og endvidere er det vildtvoksende bureaukrati afskaffet. Resultatet har været en lang række udenlandske investeringer, oprettelse af private firmaer og banker. Der findes ikke det vestlige produkt, der ikke kan købes i Polen. Igen taler Verdensbankens statistik for sig selv: Bruttonationalproduktet vil i dette år stige med 4,2% og næste år forventes en stigning på 3,7%. Samtidigt er den høje arbejdsløshed faldet til 6%. Sammenlign disse succestal med den tilsvarende statistik i Belarus og Putins Rusland!

Og selv på trods af en sådan dokumentation er der stadigvæk forvildede sjæle, der foretrækker socialismen frem for kapitalismen – uden at de dog kunne drømme om at flytte til et socialistisk paradis – og dette gælder ikke mindst blandt unge mennesker. Tænk blot på den succes det gamle tossehoved Bernie Sanders havde i forbindelse med det sidste præsidentvalg i USA og den popularitet, der ombølger den demagogiske, men totalt inkompetente Alexandria Ocasio-Cortez, der kalder sig selv for “en demokratisk socialist” og er opstillet af demokraterne til efterårets kongresvalg.

Ifølge en statistisk undersøgelse foretaget af det amerikanske Pew Research Center i 2011 har 49% af de 18-19årige amerikanere en positiv opfattelse af socialismen og kun 43% en negativ opfattelse. Da de samme unge blev spurgt om deres holdning til kapitalismen, var 47% positivt indstillet og 48% negativt indstillet. Ved det sidste parlamentsvalg i Storbritannien i 2017 stemte 62% af de 18-14årige på Labourpartiet netop med den ulyksalige, men farlige Jeremy Corbyn i spidsen.

Her kan man så passende filosofere over, hvad årsagen kan være, og mon ikke ét af svarene i hvert fald må blive: de unges uddannelse eller mangel på samme og i værste fald manipulation i uddannelsesinstitutionerne. I hvert fald har en undersøgelse i Storbritannien blandt universitetslærere vist, at kun 11% ved sidste valg stemte på det konservative Toryparti, og blandt folkeskolelærere var tallet helt nede på 9%. Dette er tal, der givetvis også svarer til danske forhold. Allerede Lenin vidste, at grebet om uddannelsesinstitutionerne er den sikre vej til udbredelsen af socialismens uheldsvange budskab.

Kan det derfor undre, at så mange unge mennesker tror, at kapitalismen er roden til alt ondt? Kan vi kun vente på, at 68-generation snart går på pension eller uddør?