Klumme: ”Lawrence of Arabia” – ​Fire engelske og en skotsk særling, der satte deres varige præg på Mellemøsten

Lawrence of Arabia, Richard Meinertzhagen, Orde Wingate, Glubb Pasha og Gertrude Bell

Del I: ”Lawrence of Arabia”

De sidste fire er ukendt for de fleste, men hvem har ikke hørt om Lawrence of Arabia, den britiske efterretningsofficer, T.E. Lawrence (1888 -1935), der lærte arabernes sprog og førte dem an i krig mod tyrkerne? I denne kamp var Lawrence – der egentlig var arkæolog og ikke soldat – altid i første linje med pistol i hånden eller sprængstof i bæltet.

Det sagde han i hvert fald selv, men hans gode – og sandsynligvis bedste – ven, den britiske oberst Richard Meinertzhagen, har berettet, at Lawrence overdrev sine bedrifter og levede i angst for at blive afsløret. Men kernen i det hele var vist nok sand, og folk der interesserer sig for hans bedrifter kan se en yderst spændende video om Lawrence’s gerninger på Youtube.

 

Få historier er så fængslende som Lawrence’ guerillakrig mod tyrkerne, men manden selv var som bekendt noget af en gåde. I David Leans fascinerende film, siger Emir (senere Kong) Faisal sarkastisk om ham, at han var bedre til at lyve end hans overordnede general Allenby: ”Fordi han er næsten araber”. Hvilket rejser et interessant spørgsmål. Hvem holdt han mest med?

Lawrence var tydeligt fascineret af ørkenaraberne (ikke byaraberne) og disses levevis, men selv om han levede og åndede med dem under næsten hele Første Verdenskrig, så han sig først og fremmest som det engelske imperiums tro tjener. Hvad der også fremgår af et indlæg, han skrev i The Arab Bulletin (der ser ud til at være et informationsmagasin for engelske officerer) i  krigens næstsidste år. Indlægget er meget oplysende og rører ved et centralt problem: Var der et ægte fællesskab blandt arabere? Både dem fra ørkenen og dem fra byerne? Der var 27 punkter i indlægget, og i punkt 24 er svaret klart nej.

“Bland aldrig Bedu (beduiner GC) og syrere, eller professionelle  soldater med stammekrigere. Man vil ikke få noget ud af det., fordi de hader hinanden.” Dette gjaldt især de arabere, der havde gjort tjeneste i den osmanniske hær, skriver Lawrence: ”Især tidligere officerer i den tyrkiske hær. Selvom de qua deres blod og  sprog er arabere, kommer de håbløst til kort med beduinerne, fordi de er taktisk kortsynede og ude af stand til at føre guerillakrig. De er opblæste narrehoveder, der ikke kan få sig til at være høflige overfor en bedouin i mere end et par minutter”.

Her er der ingen tvivl om, på hvilken side Lawrence stod. Han var brite. Men hans sympati for ørkenarabere skinner tydeligt igennem. Mange daværende aktører i krigen forgudede Lawrence (en af dem var Winston Churchill, der gjorde ham til sin specielle rådgiver), men der var også andre, der mente, at han svigtede den arabiske sag.

En af dem var forfatteren Jack Wheeler, der skrev ”The Curse of T.E. Lawrence: The Phony Nation of Irak”, hvor han anklagede Lawrence for at have kastet en forbandelse over  tre befolkningsgrupper – kurdere, shi-iter og sunnier – ved at overtale Storbritannien til at føre dem sammen i én stat. Vi skal se om lidt, at Gertrude Bell – ”The Queen of the Desert” – fik den samme bebrejdelse rettet mod sig. Det var hende, der ødelagde Irak, er der nogen, der mener, så hvem skal man fæste sin lid til?

Mellemøstens historie har så mange bi-historier, at det er svært at se, hvem der var skyld i hvad. Var det forkert at samle shia, sunni og kurdere i én stat? Ja måske, men Emir Faisal havde den samme enhedstanke for de forskellige etniske grupper i Syrien. Ville det måske have været nemmere at få araberne til at acceptere hinanden dér?  Lige nu er der borgerkrig i Syrien, så hvem ved om det kunne have været anderledes?

Men tilbage til Lawrence.

Han lader til at have været notorisk ked af at have lovet araberne noget, der ikke kunne holdes, men via lobbyarbejde gjorde han sit bedste for sine arabiske venner i årene efter krigen især ved Fredskonferencen i Paris, da Første Verdenskrig endelig var slut.