Klumme: Liberalismens problemer – eller vore problemer med de liberale

Foto: Torben Mark Pedersen.
Lars Hedegaard – klummeskribent
Lars Hedegaard – klummeskribent
Cand. mag. med hovedfag i historie. Hedegaard er desuden journalist, og har bl.a. været chefredaktør på Information, skribent på Berlingske Tidende og var medstifter af Trykkefrihedsselskabet.

På min Facebook har der udspundet sig en kort meningsudveksling mellem den prominente Venstre-kvinde, sognepræst Edith Thingstrup, og mig. Stridens kerne er burkaen, som hendes parti efter lange overvejelser har besluttet at forbyde.

Skal folk da ikke have lov at klæde sig, som de vil? Og hvad bliver det næste? spørger den liberale præst. Skal staten nu til at regulere kvinders kjolelængde eller tvinge dem til at gå med kyskhedsbælte? Hvad med den personlige frihed, den dag det er forbudt at iklæde sig telt i det offentlige rum? 

Diskussionen vanskeliggøres af det faktum, at liberalismen dækker over to helt forskellige holdninger. Den ene følger ikke nødvendigvis af den anden.

Den klassiske liberalisme var en teori, ifølge hvilken økonomien har det bedst, når staten blander sig mindst muligt og lader markedskræfterne – ”den usynlige hånd” – råde. Hvis man betragter de historiske eksempler på statsdirigering af økonomien, må man indrømme, at liberalismen står stærkest. Naturligvis, som det er tilfældet i den vestlige verden, inden for rammer, som staten udstikker. Der er ting, som man ikke må producere eller sælge, f.eks. heroin eller kød fra selvdøde dyr, selv om det kan være nok så indbringende. I virkeligheden ville det frie marked gå til grunde uden en stat legitimeret af folkeviljen.

Men så er der liberalismen i den anden forstand. På dansk har vi ikke noget ord for det, men det har man i Amerika. Her kalder man det ”libertarianism”, og det er den indstilling, at folk skal have lov at gøre, hvad der falder dem ind, blot det ikke er forbudt.

Naboen har ret til at spise sig tyk og fed. Derfor skal staten ikke regulere størrelsen af Coca-Cola-flasker eller lovgive om fedtindholdet i julekagerne. Der er også visse libertære, der går ind for fri adgang til stoffer, blot de ikke bliver brugt til at skade andre.

De to holdninger – den liberale og den libertære – har som sagt ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre. Man kan udmærket være liberal i økonomisk forstand uden at være libertær og omvendt.

Men de to ideologier har alligevel noget til fælles: Hvis de ikke underkastes visse politiske begrænsninger, æder de sig selv op. Den ubegrænsede liberalisme fører nødvendigvis til et økonomisk sammenbrud. Derfor har vi forbud mod monopoldannelser og karteller, som undergraver den fri konkurrence, og derfor prøver vi at beskytte arbejderne og forbrugerne mod de værste kapitalistiske udskejelser.

En rimelig offentlig regulering er ikke markedskræfternes fjende, men betingelsen for, at de kan udfolde sig.

På samme måde er der grænser for, hvor meget individuel frihed vi kan tillade, før bestemte former for adfærd bliver til en trussel mod friheden. Derfor kan et frit samfund ikke acceptere islams kvindelige uniformering, med mindre det er parat til at gå til grunde.

For nogle år siden talte jeg med en dansk diplomat, der havde adskillige års erfaring fra den muslimske verden. Han fortalte, at når indvandrede muslimske kvinder går tildækket, er det et tegn på, at ummaen, den muslimske nation, er kommet til et land, som de muhamedanske kommandanter agter at erobre. Burkaen, hidjaben og tørklædet har nemlig den funktion at skabe en spontan adskillelse mellem to slags mennesker, og man forstår – eller burde forstå – at der er opstået en stat i staten. Eller man kan sige det på den måde, at den kvindelige uniformering er selve beviset på, at der er kamp om magten over territoriet, samtidig med at den er et våben i kampen.

Om kvinderne har klædt sig ud efter egen tilskyndelse, eller om de er tvunget til det, er i den forbindelse ligegyldigt. De optræder under alle omstændigheder som spydspids for besættelsestropperne og som det synlige bevis på, at ummaens mænd har fuld kontrol over deres fødemaskiner. Samtidig udstiller islams sociale kontrol de vantro slapsvanse – danskerne – der lader deres piger og kvinder gå frit omkring og klæde sig som de vil.

Før libertære som Edith Thingstrup har tænkt sagen igennem, er der ingen grund til at tage dem alvorligt.          

….

Er du enig med Lars Hedegaard i synes på tildækning af muslimske kvinder? Skriv din mening i kommentarfeltet nedenfor og del gerne klummen på Facebook.

Del gerne artiklen på Facebook:

Kommentarer

STØT 24NYT EN GANG OM MÅNEDEN

Vælg beløb