Klumme: Ligestilling halter meget

Ligestilling er et meget vigtigt politisk emne. Så vigtigt, at det nemt kan komme til at overskygge andre hensyn og bestemt næppe vil være noget, som magt-konstellationen Frederiksen-Bertelsen i Statsministeriet åbent ser bort fra, som tilfældet ellers har været med ufravigelige grundlovsbestemmelser. Og i hvert fald da ikke ligestillingen mellem mænd og kvinder. Det skal helst være en “resultat-ligestilling”. Den er helt central.

Naturligvis kan man dog godt blive lidt forvirret, når det nu også i højrøstede dele af regeringslandet hedder, at mænd og kvinder – biologisk bestemt – i virkeligheden er en “social konstruktion”, og at “mænd” eller “kvinder” derfor bare kan skifte den slags ud, blive til hinanden, eller endnu bedre, til noget helt tredje. Juridisk kan det jo allerede delvist lade sig gøre. I et syndigt øjeblik kunne det da også overvejes, om ikke ligestillingsproblematikken mellem de såkaldte køn hurtigt – ad elektronisk vej – kunne klares på den måde?

Men stop! Det er slet ikke seriøst at ræsonnere således. For uanset det kønsmæssigt progressive nysyn, hænger vi tilsyneladende alligevel fast i alt det gamle biologiske om mænd og kvinder, hanner og hunner. Ligesom de andre pattedyr, og selv fisk og fugle.

Derfor bør vi sandelig tage ligestillingen alvorligt. Den er noget af det vigtigste i “værdipolitikken” for så godt som alle politiske partier.

Det er nærliggende herefter at gå til toppen for at se, hvordan det så fungerer. De faktiske oplysninger vil desværre give en et chok. Toppen af vort politiske system udgøres som bekendt af en række mere eller mindre kvalificerede ministre, der i dag tilsyneladende ikke har megen indsigt i eller interesse for andet end egen karriere og det politiske firmas umiddelbare markedsudsigter.

Ministrene er cheferne i den offentlige sektor, der beslaglægger i alt næsten halvdelen af borgernes indkomster. Ministrene er imidlertid småt bevendte i et temmelig uoverskueligt system. Heldigvis får de så assistance af et stort, stadig voksende korps af klogere embedsmænd. Deres topchef for hvert ministerium kaldes en departementschef. En meget indflydelsesrig stilling, reelt at sammenligne med erhvervslivets CEOer. I alt kan der tælles 18 sådanne topchefer i ministerierne (inkl. Statsministeriet). P.t. er 13 af disse angiveligt mænd og kun 5 kvinder. Altså: Under 30 pct. kvinder. Og at der ikke er flere, kan i hvert fald ikke skyldes, at der i rekrutteringsgrundlaget – den offentlige sektors store embedsværk – skulle være mangel på kvalificerede, departementschef-modne kvinder. Det er da en virkelig skandale! Stort politisk hykleri, begået af regering efter regering, og på det seneste kun korrigeret en anelse.

Politikere, der ellers har blikket rettet mod mangel på kvinder blandt private topchefer, professorer ved universiteterne, i virksomhedsbestyrelser osv., naturligvis i ligestillingens navn, magter ikke at overholde ligestillingen mht. til de afgørende lederstillinger, som de selv har hals- og håndsret over. De har ikke engang talt om kvoter i så henseende. Jeg har ikke undersøgt det nærmere, men min fornemmelse vil være, at kønsfordelingen blandt kommunaldirektører i landets 98 kommuner ligeledes stikker ud.

Nu er det nævnte imidlertid langt fra det eneste – og måske heller ikke reelt det vigtigste – sted, hvor ligestillingen for alvor halter. Undersøgelser viser således hurtigt en helt skæv kønsbalance, når det f.eks. drejer sig om renovationsarbejdere, murere, snedkere, elektrikere og andre håndværkere, asfaltarbejdere, chauffører osv. Disse repræsenterer i virkeligheden en stor del af samfundets kernetropper, der holder det hele i gang. Denne manglende ligestilling har hidtil ikke bekymret Kvinfo m.fl. og venstrefløjen.

Adskillige kvinder har som højtuddannede magistre i litteraturvidenskab, kandidater i den ene eller anden slags kommunikation, psykologi eller psykologi-et-eller andet, antropologi osv. i stigende grad vanskeligt ved at finde en beskæftigelse af relevans for deres uddannelse. Markedet er mættet, medens der i fremtiden forventes mangel på håndværkere o. lign. Det er måske “borgerskabets døtre”, der hidtil har haft et skævt syn på ligestillingen, når de fravælger så meget, og måske er det desuden forældrenes “honnette ambitioner”, der slår igennem? På samme måde er det helt galt mht. børnehavepædagoger, i sygeplejen mv., hvor der mangler mænd.

Ligestillingen halter altså meget, i toppen af statsapparatet og på vigtige samfundsområder i såvel offentligt som privat regi. Måske er det noget “strukturelt”, der hæmmer den? Naturligvis ikke noget specifikt ved kvinderne (fy dog!), men noget dybt indbygget i “patriarkatets” forvaltning af samfundet, i sproget osv.? Politikernes og partiernes ligestillingshykleri er nok et tegn derpå. Ligestillingen ligner i hvert fald en politisk fiasko.