Klumme: Medier og glemsel

I omtrent halvandet år har amerikansk politik og amerikanske medier befundet sig i en tilstand af hysteri. I oktober 2016, en måned før præsidentvalget, sagde daværende præsident Borack Obama: Intet seriøst menneske tror på, at et amerikansk præsidentvalg kan blive rigged – forfalsket. Det er alt for decentralt, og der er alt for mange kontrolforanstaltninger. En måned senere påstod hans Demokratiske Parti og hovedparten af partiets villige medier, at valget af Donald Trump til præsident betød, at valget var blevet påvirket af Rusland.

Lige siden har amerikanske medier i døgndrift påstået, at det forholdt sig sådan. Putin havde hacked det amerikanske præsidentvalg ved at påvirke valgprocessen. Der er ganske vist ingen, der konkret har været i stand til at påvise eller dokumentere, at en eneste stemme blev flyttet, men påstanden fik medierne til at gå i selvsving.

Siden da har flere kongresudvalg arbejdet med at undersøge påstanden, og i maj sidste år blev der oven i købet udpeget en særlig undersøger, Robert Mueller, med i praksis ubegrænsede beføjelser, et ubegrænset budget og ubegrænset tid til at efterforske påstanden. Resultaterne af dets nu ti måneder lange efterforskning har været ringe.

Til gengæld er der fremkommet særdeles mange meget interessante oplysninger om, hvordan Obama-administrationen inklusive de hemmelige tjenester har misbrugt deres beføjelser til at udspionere amerikanske statsborgere via hemmelige domstoles beslutninger på grundlag af materiale, der i sidste instans bygger på russisk desinformation – det såkaldte Trump-dossier, i folkemunde kaldet Tissedossieret.

Det har været fantastisk at følge, hvordan de dominerende amerikanske medier og deres TV- og skrivende stjerner råt har slugt denne primitive samling af sladder, rygter og påstande, som ikke kan verificeres. Ledende demokratiske politikere har fulgt trop og slået den kritiske sans helt fra.

Det mest alvorlige er måske, at USA’s hemmelige tjenester synes at være så ringe, at de ikke har været i stand til at gennemskue den russiske desinformation, selv om de er meget optaget af russiske forsøg på at blande sig i USA’s og andre landes indre anliggender.

Umiddelbart efter, at resultatet af valget i Italien forelå, erklærede en af Obamas uheldige rådgivere i sikkerhedspolitik, Samantha Power, at ”Putin vandt valget i Italien”. Hun angav ingen dokumentation. Samantha Power spillede under Obama en fatal rolle ved at anbefale amerikansk indblanding i Libyen og Syrien. Hun anså også Det Muslimske Broderskab i Egypten for at være en demokratisk bevægelse, som USA burde støtte.

En anden alvorlig sag har været de talrige lækager, som højtstående embedsmænd i centraladministrationen står bag. Den slags er strafbart, men det har ikke fremkaldt kritiske kommentarer fra den dominerende presse. Hvis lækagerne kunne skade Trump, var det åbenbart i orden.

For et par dage siden afsluttede Repræsentanternes Hus´ Efterretningsudvalg under ledelse af den energiske Devin Nunes efter 14 måneders undersøgelse, afhøringer af 73 personer tilknyttet Trump- og Hillary-kampagnen samt gennemgang af tusindvis af dokumenter sin undersøgelse af påstandene om Trumps sammensværgelse (collusion) med Putin/Rusland.

Hovedkonklusionen lød, at der ikke var fundet noget, der kunne dokumentere en sådan sammensværgelse. Der var fundet beviser for russiske bestræbelser på at påvirke præsidentvalget i USA, men ikke, at Putin skulle have ønsket Trump valgt. Obama-administrationen havde intet seriøst gjort for at modvirke den russiske indblanding.

Udvalget ville fortætte sine undersøgelser af FBI-misbrug af de hemmelige domstole, ulovlig overvågning af folk fra Trump-kampagnen og tilblivelsen af det såkaldte Trump-dossier, der bygger på russisk desinformation.

Udvalgets konklusioner var naturligvis en stor skuffelse for anti-Trump medierne, det demokratiske parti og skuespillerne og -spilleinderne i Hollywood.

De trøster sig med, at Senatets undersøgelsesudvalg endnu ikke har afsluttet sine undersøgelser, og at den særlige undersøger Robert Mueller heller ikke er færdig med at efterforske påstandene, som jo i virkeligheden går ud på, at Trump er agent for en fjendtlig magt (Rusland), dvs. landsforræder og derfor bør afsættes og retsforfølges.

Danske medier, som villigt og ukritisk har fungeret som eftersnakkere af de venstreorienterede amerikanske medier og det demokratiske parti, har ikke fundet Repræsentanternes Hus´ Efterretningsudvalgs ”frifindelse” af Trump interessant. Hvis man forestillede sig, at resultatet havde været modsat, ville de være kogt over på alle forsider og med ekstra udsendelser.