EP-valget er ovre og de etablerede medier har vist deres sande kulør, ikke blot i Danmark, men også i resten af Europa. Man må sige, at deres sviner af EU-skeptiske partier op til valget til EU-Parlamentet gav pote. Og 1. prisen for den mest tendentiøse dækning af EP-valget går til Financial Times (FT).
Det undrer måske visse læsere lidt, for den lyserøde avis har i årevis lukreret på et (ufortjent) ry for saglighed. Men de dage er tydeligvis ovre.
Med sin udgave af dagen før valget tog FT endnu et skridt i den forkerte retning. Tony Barber, senior medarbejder, benyttede sin by-line til at lave en direkte kobling mellem FPØ-skandalen i Østrig og samtlige EU-skeptiske partier.
Som bekendt bestod ”skandalen” i en 2 år gammel video, som mirakuløst dukkede op i valgkampens sidste dage og viste, at Østrigs vicekansler, Heinz-Christian Strache, hvis nationalkonservative parti FPØ har været med i Østrigs koalitionsregering, angiveligt tilbød tjenester til en russisk oligarks niece.
Videoens ægthed er ganske vist endnu ikke dokumenteret, men Barber brugte alligevel historien til at sværte alle EU-kritiske partier til, idet han beskyldte dem for korruption og magtmisbrug, og for at være i lommen på Putin.
Hans artikel er et partsindlæg, hvor sprogtonen er partisk, kompromisløs og usaglig:
“Europe’s radical right is the polar opposite of clean hands, democratic values and patriotism” (Europas radikale højre er det stik modsatte af rene hænder, demokratiske værdier og patriotisme.)
Det eneste eksempel, Barber giver på en korrupt højrefløjspolitiker, er Strache, selv om der absolut intet bevis foreligger for videoens ægthed.
EU-skeptikerne er som bekendt ved magten i Italien, Polen, Tjekkiet og Ungarn, men der foreligger ingen beviser på snavsede hænder og mangel på demokrati. Alle steder er de EU-kritiske partier valgt ved demokratiske valg, som ingen har sat en finger på.
”The hallmarks of these parties are dubious financial deals and nepotism”, fortsætter Barber. (Det som kendetegner disse partier, er tvivlsomme finansielle aftaler og nepotisme.) Så snart de får lidt magt, skynder de sig at kontrollere politiet og efterretningstjenesten, fratage domstolene og medierne deres uafhængighed og skævvride valgsystemerne til deres fordel.
Dette er en skjult henvisning til EU-Kommissionens kritik af Ungarn og Polen. Polen har ganske rigtigt igangsat reformer af deres retssystem, som stadig er/var domineret af gammelkommunister ved at nedsætte pensionsalderen for (især) højesteretsdommere.
Tilsvarende reformer er gennemført i andre EU-lande uden at det har udløst kritik fra EU og i Polen anses kritikken som en hævnakt, fordi landets regering ikke vil acceptere den af EU pålagte kvota af migranter og flygtninge.
Ungarn har genemført en medielov, som EU-Kommissionen også har kritiseret, selv om medierne i Ungarn er frie og til stadighed kritiserer Victor Orban, den siddende regeringschef og hans regering.
Både Ungarn og Polen afviser anklagerne som politisk imperialisme fra EU’s side, der skyldes landenes modstand mod Merkels flygtningepolitik.
Begge sager er af EU-Kommissionen indbragt for Europa-Domstolen og endnu ikke afgjort – en omstændighed, som FT helt undlader at nævne.
I Østrig var den ansvarlige minister for politiet og efterretningstjenesten ganske rigtigt medlem af det EU-kritiske FPØ og genstand for kritik på grund af hans kamp mod yderliggående muslimske imamer. Men Barber undlader at oplyse, at det er han ikke længere efter koalitionsregeringens sammenbrud.
FT’s tendentiøse mediedækning sættes endnu mere i relief af det, Barber er helt tavs om. For når det drejer sig om afhængigheden af Rusland, skal man nævne den største skurk, nemlig Tyskland, som presser på for at få gennemtrumfet Nordstream 2-aftalen med Rusland. Det er en aftale, som vil øge Tysklands og EU’s afhængighed af russisk gas, og som i øvrigt er i strid med EU’s erklærede energipolitik.
Journalistisk set er dette er en svinestreg. Intet mindre. Og timingen af FT’s artikler var ikke tilfældig. Formålet var at påvirke europæiske vælgere op til EU-Parlamentsvalget.
Og det virkede. Vælgerne lod sig skræmme. Ikke mindst vælgerne i Østrigs naboland Tyskland, hvor det indvandrings- og EU-kritiske parti, AfD, fik en langt mindre fremgang end forventet.
EU’s politiske klasse har takket være sin propaganda mod demokratisk valgte partier og deres vælgere fået et langt bedre valg, end den har regnet med.
Men den har ikke fået det valg, den ønskede, for de EU-skeptiske partier gik frem i alle EU-lande. Bare ikke så meget, som det ville have været tilfældet, hvis massemedierne havde gjort deres arbejde i stedet for at tage magthavernes parti.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)