Klumme: Mediernes svigtende troværdighed


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

I en tankevækkende artikel beskæftigede det britiske ugemagasin The Economist sig for nylig med udviklingen i medie- og journalistverdenens opfattelse af kravene til eget produkt. Fra et mere ubetinget krav om “objektiv” journalistik er det gradvis forskudt i en retning, der alternativt søger at nå mål som retfærdighed, uafhængighed og empati.

Mange journalister giver udtryk for tvivl om, hvorvidt det at tilstræbe objektivitet i en polariseret, digital verden overhovedet er ønskeligt. I stedet for findes der jo værdier, som i deres øjne enten er gode og rigtige eller forkastelige. Som The Columbia Journalism Review spørger: “Når vi er kommet af med objektivitet i journalismen, hvad kommer der så?”

Som for så meget andet af den slags flyder en modestrømning især fra USA. Men udviklingen er skam også synbar herhjemme. Nu er det jo ikke, fordi journalistikken i Danmark tidligere bare havde et objektivitetsideal. I min barndoms Odense (1950’erne) havde vi fire aviser: Fyns Venstreblad, Fyns Tidende og Fyns Socialdemokrat samt Fyens Stiftstidende. Den første var radikal, den anden Venstre, og Socialdemokraten giver sig selv, medens Stiftstidende var konservativ. I min familie holdt vi Stiften, mens min morfar fik Socialdemokraten. Venstrebladet blev anset for uinteressant, og min mor mente, at der var for meget med dyrskuer i Tidende.

De var skam ikke “objektive” de aviser. De kendte da hvert deres værdimæssige tilhørssted. Men i den løbende reportage var de rimeligt pålidelige. Var en bil væltet om til venstre side og havde skabt ødelæggelse, hed det bestemt ikke i Socialdemokraten, at den var væltet om på højre side osv.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Kinas pres fjernede Tibet-flag på Tåsinge Plads i København – Enhedslistens hykleri

I dag er dette gamle fire-bladssystem jo for længst afgået ved døden. En del af bladene ligeledes. Men efter “objektivitetens” igangværende forvitring, synes vi nu at være efterladt med et mediemarked i en stigende grad af politisk indoktrinering. Og uden fire-bladssystemets inderste rygrad.

Indoktrineringen har nemlig slået rod i de etablerede medier, TV og især de store aviser. Her er det amerikanske ugræs også rigtigt føget over hegnet. Det viser sig ved, at hele emneområder journalistisk undgår grundig behandling, til tider slet ikke omtales, at kritik undertrykkes eller udskammes mv. Værst i de statsejede elektroniske medier, men også prægnant i landsdækkende private aviser som Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten og adskillige andre.

Et slående eksempel er klimasagen. Her er der i de toneangivende medier ikke megen plads til “klimabenægtere”, der tvivler på, at den menneskeskabte kultveilteudledning er drivkraften. For det mener jo det helt store flertal af “klimaforskere”, hedder det. (I henhold til “Illustreret Videnskab”, der kalder sig Nordens største magasin for videnskab, natur og teknik, er det endog 99 pct. af disse forskere, der anser udviklingen for således “menneskeskabt”.) Der er ikke rigtigt brug for tvivl om et emne af en ellers særdeles kompliceret natur. Historiske erfaringer og manglende muligheder for forsøg gør det videnskabelige grundlag aldeles usikkert. Men FN og politikerne har jo besluttet, hvad sandheden er, og forskere med afvigende holdninger udskammes og kommer meget sjældent til orde. Rene klima-alarmister er som hovedregel de etablerede mediers talerør.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Schweiz – en islamistisk drejeskive

Men det er skam kun et enkelt eksempel på mediernes udrensning af politiske uønskede sager. TV og de fleste aviser har således haft travlt med skandaler om hvidvask i Danske Bank, økonomiske uregelmæssigheder i private virksomheder, i enkelte offentlige institutioner og ministerier, og de har beskæftiget sig med ballademageren Rasmus Paludan og andre typer fra det “yderste højre”. At man som politisk anker for den nuværende regering har en politisk gruppering, kaldet “Enhedslisten” (EL), med klare linjer tilbage til et af historiens værste undertrykkelsesregimer – end ikke afsluttet i en vigtig del af verden – er derimod ikke til analyse endsige debat. EL’s princip-program er jo ellers reelt det samme som dets gamle koryfæers. De skjuler det skam ikke engang, men medierne kaster røgslør, eller er journalisterne ligefrem med på melodien?

Mange andre emner forties. F.eks. spild og korruption i den danske bilaterale og multilaterale udviklingshjælp, og i det hele taget korruptionen i FN. Det gælder også i småtingsafdelingen, når der typisk ikke graves i banders, voldsmænds og andre forbryderes etniske baggrund, som politiet søger at mørklægge.

Den gradvise ødelæggelse af dele af universiteter og andre uddannelsesinstitutioner gennem følelsers og krænkelses vrøvleideologi interesserer heller ikke journalisterne. De er jo “progressive”. Udviklingen har skabt forskellige nye elektroniske medier, der vel indtil videre kun har begrænset udbredelse. De forsøges holdt ude af gamle medier, der nok kan finde på at citere fra de traditionelle papirkonkurrenter og TV, men sandelig aldrig fra den slags nye medier. Dem må deres abonnenter åbenbart helst ikke stifte bekendtskab med.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Politiske reformer

Til gengæld beskæftiger medierne sig nu meget med “racisme” – åben, ubevidst, gemt i sproget, især rettet mod sorte og brune. Det er en hel oversvømmelse fra USA, da vi reelt næppe har større problemer af den slags herhjemme. Men det ligger “i tiden”, hedder det. Og som nævnt er journalisterne jo “progressive”. De tilhører for de allerflestes vedkommende Journalistisk Venstreparti (JV), der har sat sig tungt på de traditionelle medier. Det kan eller vil mere eller mindre duelige chefredaktioner ikke rokke ved. Aviserne er stadig platform for mange indlæg af forskellig art, med de afvigelser der aktuelt accepteres af JV. Men den brede medieindsats tangerer i stigende grad det politisk rigtige og korrekte, som JV står for. Med statspenge i ryggen.