Klumme: Merkel leder EU ind i en blindgyde


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Myten om Merkel er bristet. Der er tre områder, hvor hun har svigtet. På et af dem kan Danmark gøre en forskel.

Tysklands nej til at deltage i en international maritim opgave med at beskytte den internationale søfart mod Irans aggression i Hormuz-strædet er en øjenåbner – selv for alle globalisterne og feministerne i medierne, som gennem de sidste mange år og ikke mindst i Trump-perioden har hyldet Angela Merkel som Vestens egentlige moralske og politiske leder.

Medens Storbritannien og andre EU-lande sammen med USA udarbejder detaljerede planer om forsvaret af den internationale søfart, forsvarer Merkel selv sit nej med den sprogligt velklingende, men politisk ansvarsløse floskel: ”Vi foretrækker de-eskalering og diplomati”. Men selv i Tyskland har Merkels nej medført kraftig kritik, ikke mindst fra erhvervslivets førende organisationer.

Det mest interessante er imidlertid, at Tysklands svigt i forhold til en opgave, som burde være åbenlys for verdens fjerdestørste økonomi, hvis velstand er baseret på eksport, ikke er et isoleret tilfælde, men tværtimod et led i en række fejlbeslutninger, som alene kan tilskrives én person: den tyske kansler, Angela Merkel.

Her er bare 3 eksempler på Merkels fejlbeslutninger: Iran-politikken, EU’s flygtningepolitik og Nordstream2-gasprojektet.

I Iran-politikken har Merkel stædigt holdt fast på Obama-aftalen, som aldrig er blevet vedtaget i USA’s kongres, men som blev smuglet ind ad bagdøren via FN. Og som alle ved, vil aftalen give præstestyret i Iran atomvåben indenfor en overskuelig årrække. Ovenikøbet i samarbejde med USA’s to vigtigste geopolitiske modstandere, Kina og Rusland.

Derudover har Merke fået vedtaget et betalingssystem for EU’s samhandel med Iran, Instex, som direkte modarbejder USA’s sanktioner mod Iran. Intex har ikke virket efter hensigten, idet USA’s trussel om sanktioner mod de EU-virksomheder, som fortsat handler med Iran, har gjort, at de fleste virksomheder inkl. danske Mærsk ikke har gjort brug af systemet. Spørgsmålet er, hvorfor Merkel har valgt at provokere vores vigtigste samarbejdspartner og NATO-allierede med et forsøg på at omgå USA’s sanktioner med et tiltag, som var dømt til ikke at have nogen effekt?

I flygtningepolitikken pålagde Merkel i 2015-16 Tyskland og EU det, hun kaldte en Willkommens-kultur, hvor Tyskland uden at konsultere de andre EU-lande suspenderede FN’s og EU’s asylregler (Dublin-aftalerne kræver at flygtninge ansøger om asyl i det første sikre EU-land, de kommer til, hvilket hverken var eller er Tyskland). Merkel åbnede grænserne for mere end en million flygtninge fra Nordafrikas og Mellemøstens muslimske befolkninger, hvilket splittede EU og førte til dyb frustration blandt især de nordlige EU-lande, som var flygtningenes endemål, heriblandt Danmark.

Merkel har også i energipolitikken udvist en egenrådighed, som kun kan betegnes som arrogance overfor de øvrige EU-lande. Hendes beslutning om at droppe atomkraft og udfase kulkraft, den såkaldte Energiewende, blev ikke ko-ordineret med andre EU-lande som f.eks. Frankrig, der fastholder atomkraft, eller Polen, der er afhængig af kul.

Nordstream 2-gasprojektet er et åbenlyst russisk forsøg på afpresning overfor Ukraine, fordi det vil betyde et kraftigt økonomisk tab for dette land i form af manglende transfer-fees. Men Merkel forsvarer projektet som en garant for stabiliteten i EU’s energiforsyning.

Resten af EU samt USA er ikke enige, men det blæser den tyske kansler på. Danmark kan reelt blokere for hele projektet ved at nægte tilladelse til rørledningen gennem dansk territorialfarvand, så man må gå ud fra, at en af grundene til Trumps besøg den 2. og 3. september er bl.a. er at lægge pres på Danmarks nye statsminister.

Der er mange andre eksempler på Merkels uformåenhed, ikke mindst Brexit, hvor hendes hårde kurs over for Storbritannien har ført til en konfrontation, som kommer til at koste, ikke blot Storbritannien, men så sandelig også EU, dyrt.

Men ligeledes Merkels uforståeligt bløde kurs i forhold til Krim-krisen, hvor EU anført af Tyskland har reageret med få og symbolske sanktioner, mens Rusland har annekteret væsentlige dele af et gammelt europæisk land, Ukraine. Landet skulle ellers blive medlem af NATO og havde en samarbejdsaftale med EU, som med tiden skulle føre til EU-medlemskab.

Ukraine har valgt ikke blot en ny præsident, men også et helt nyt parlament, som synes opsat på at tilnærme sig EU ved en gang for alle at gøre op med den massive korruption blandt landets institutioner og ikke mindst i retssystemet, hvilket hidtil har været EUs undskyldning for ikke at gøre mere for at imødekomme landets ønske om et kommende medlemsskab.

Merkel kunne sende et vigigt signal om EU’s støtte i denne situation ved at opgive Nordstream 2-projektet, men alt tyder på, at hun vil fastholde sin eftergivende kurs over for Rusland, hvilket vil være (endnu) en alvorlig politisk fejlkalkulering.

Herudover giver det heller ikke nogen sikkerhedspolitisk eller geopolitisk mening, at lederen af EU’s største land tager til det land, USA, der er garant for Tysklands sikkerhed, og på landets ypperste universitet, Harvard, der uddanner USA’s kommende ledere, bagtaler lederen af dette land, præsident Trump. En helt unødvendig provokation.

EU er med Merkel ved roret på vej ud i uføre, som, på trods af mediernes spin, intet har med Trump at gøre, men alt at gøre med Tysklands manglende realitetssans. Både i forhold til landets EU-partnere, Rusland og USA. Og ingen anden politiker er mere ansvarlig for, at EU er endt i denne blindgyde, end Tysklands kansler gennem de sidste 14 år, Angela Merkel.

Kommentarer