I denne søde juletid kan man vel inden for kristendommen ikke forestille sig nogen større kontrast end den, der findes mellem juleaften på den ene side og 2. juledag, festdagen for St. Stefan, på den anden side. Den 24. december fejrer de kristne med Jesu fødsel livet selv, og den 26. december kristendommens første martyr, dvs. døden. Ifølge Ny Testamente drejer det sig om den hellige Stefan, diakon i den oldkristne menighed i Jerusalem, der for sin overbevisning blev stenet ihjel ca. 36 e.Kr.
Martyriernes historie er lang og blodig og toppede – troede man i mange århundreder – med de romerske kejseres forfølgelser. Men historien er langtfra forbi. Kristne forfølges, hvor de udgør et mindretal! Kendt er kommunismens ubarmhjertige undertrykkelse af kristne helt frem til vore dages Nordkorea, men det er endnu mere aktuelt at pege på den systematiske forfølgelse, der i de senere år har fundet sted især i en række muslimske lande.
Ifølge den internationale kristne hjælpeorganisation Open Doors var antallet af forfulgte kristne i 2016 ca. 100 mio. I 2017 var dette tal fordoblet – tendensen er altså stærkt stigende, og årsagen er ganske enkelt først og fremmest den radikale islam! Men også i en række hinduistisk og buddhistisk prægede asiatiske lande lægges der pga. en tiltagende nationalisme et øget pres på de herværende kristne, skriver Open Doors på dets hjemmeside.
Som i tidligere år står Nordkorea øverst på listen over de 50 lande, som Open Doors bygger sin statistik på. Landets 300.000 kristne er kun i stand til at overleve ved ikke åbent at bekende deres tro. De, der afsløres, ca. 70.000, underkastes tortur i de berygtede fangelejre. På andenpladsen over undertrykkende regimer følger Somalia og derefter Afghanistan og Pakistan. Påskemandag 2016 eksploderede en bombe under en gudstjeneste i den pakistanske by Lahore. Flere end 75 kristne blev dræbt og endnu flere såredes, heriblandt kvinder og børn. Så sent som d. 17. december i år myrdedes – ligeledes i en kirke – otte mennesker og flere end 40 blev alvorligt såret efter et selvmordsattentat, som IS har taget ansvaret for. Jeg mener ikke at huske, at den danske presse gjorde en større sag ud af disse to terrorhandlinger.
I Sudan, der ligger på femtepladsen over undertrykkende lande, lader den islamistiske præsident Omar al-Baschir nedkaste bomber blandt de overvejende kristne beboere i Nuba-bjergene og sønderbomber kristne skoler, hospitaler og kirker. En stor del er flygtet, resten er enten blevet tvunget til at konvertere til islam eller, hvis de nægtede, henrettet.
Syrien og Irak følger på henholdsvis sjette- og syvendepladsen.
I 2003 levede endnu 1,5 mio. kristne i Irak, fem år senere var tallet reduceret med 50%. I begge lande har en systematisk fordrivelse næsten udslettet de herlevende næsten 2000-årige kristne menigheder. De kristne, der ikke konverterede til islam, blev henrettet eller måtte hovedkulds flygte – heller ikke denne misgerning kom på forsiden i vores dagspresse. Det er kun den ungarske premierminister Victor Orban, der har krævet, at det netop er disse flygtninge, vi især burde hjælpe! Hvor skjuler Folkekirken sig, der ellers ikke går af vejen for at medvirke ved indvielsen af saudi-arabisk sponsorede moskeer, når man har brug for den?
Det er ifølge Open Doors ikke blot bestemte stater, der står bag forfølgelserne, men også terrornetværker som f.eks. Boko Haram i Nigeria og Al-Shabaab i Østafrika, der står bag undertrykkelsen af de kristne i en række lande på det afrikanske kontinent.
Men også i en række asiatiske lande udsættes de kristne i stigende grad for repressalier og forfølgelse. Dette gælder både Kina, Indonesien og Sri Lanka, og særlig grelt står det til i Indien, der befinder sig på en femtendeplads på Open Doors’ liste. Her tilhører de kristne samfundets nederste kaste. Gennem deres uddannelse i kristne skoler har disse fattigste blandt de fattige erhvervet sig bedre kvalifikationer end mange hinduer og hermed pådraget sig disses misundelse, der så igen har udartet til voldshandlinger. Under ledelse af premierminister Narendra Modi og dennes religiøst-nationalistiske parti, BJP, der har regeret landet siden 2014, overfaldt og pryglede hindu-nationalister præster, plyndrede og ødelagde kirker og skoler og opfordrede konvertitter til at vende tilbage til hinduismen. Den unge kvindelige missionær Rafani Majhi, der tog sig af forældreløse børn, blev brændt levende. Over 50.000 indiske kristne måtte flygte ud i junglen for at redde livet.
Noget lignende har den schweiziske organisation Christian Solidarity International kunnet dokumentere, når det gælder Algeriet og Ægypten: Her afbrydes gudstjenester og afbrændes kirker, og de kristne udsættes i bedste fald selv for chikane og diskriminering i skolerne og erhvervslivet, i værste fald voldtægt og tortur. Selv mord på præster og ordensfolk, eller muslimer, der er konverteret til kristendommen, hører til hverdagen.
Denne diskriminering og forfølgelse tog fart allerede i 2008 og rammer ikke mindst de koptiske kristne i Ægypten, der udgør mindre end 9% af befolkningen. Således skød d. 30. maj 2008 uidentificerede gerningsmænd i Kairo fire koptiske kristne og i juni samme år raserede islamister en koptisk bydel i Zawyet Abdel-Qader og mishandlede syv kristne. Listen over sådanne overgreb er lang og forfærdelig og kan opdateres med 44 dræbte og tre gange så mange sårede i foråret 2017 og her i december måned eksploderede en bombe under en koptisk messe i Kairo og dræbte 25 mennesker.
Mindst blodige er forfølgelserne i Tyrkiet, der som bekendt – men forhåbentligt forgæves – banker på EUs dør og hvis medlemskab af ubegribelige grunde har mange fortalere i den vestlige verden. Men en demokratisk rettighed som f.eks. fri religionsudøvelse hvor som helst og når som helst er her et ukendt begreb! Enhver form for missionsvirksomhed fra protestantisk eller katolsk side og ethvert forsøg på at bygge nye kirker betragtes som en fjendtlig handling – som om de ca. 100.000 kristne ud af en samlet befolkning på 75 mio. kan udgøre en trussel mod den altdominerende islam. Selv dét at samles offentligt til gudstjeneste eller fejre andre religiøse ritualer er strengt forbudt.
Alle disse fakta kan dokumenteres via internettet og der er således ingen mangel på beviser. Men hvordan reagerer den vestlige verden på denne blodige forfølgelse? Med en mere eller mindre pinlig tavshed!
Denne generelle tavshed hos de vestlige politikere kan have flere årsager.
Én er nok ønsket om ikke at blande sig i indre anliggender i lande, der tidligere har været kolonier og derfor selv engang i tidens løb har været ofre for diskriminering og undertrykkelse. Men er denne undskyldning ikke blot hyklerisk, når man f.eks. tænker på NATOs indblanding i de forskellige Balkankonflikter?
Skyldes vores passivitet måske snarere en angst for de store muslimske mindretal inden for de egne grænser? For det er en uomtvistelig kendsgerning, at det ikke mindst er i de muslimske lande, at undertrykkelsen af de kristne finder sted.
Hertil kommer nok også, at vi lever i en samfundsorden, hvis stedse fremadskridende sekularisering har sløvet sensibiliteten og sympatien over for mennesker, der på trods af brutal forfølgelse og undertrykkelse forbliver trofaste over for deres religion!
Bør vi ikke have en dårlig samvittighed, når mennesker forfølges og slås ihjel for deres overbevisning? Bør kristne ikke være solidariske med andre kristne? Hvad med os i Danmark, hvor kristendommen dog hører til den nationale arv?
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)