Klumme: Muslimbroderskabet på spil igen

Sebastian Kurz og Emmanuel Macron

Hvad har den østrigske forbundskansler Sebastian Kurz og den franske præsident Emmanuel Macron tilfælles?

De er regeringschefer i to lande, der her på det sidste er blevet hjemsøgt af islamistisk terror. De er begge trådt frem og i modsætning til fx. Mette Frederiksen og Angela Merkel kaldt en spade for en spade. Begge har nemlig direkte beskyldt den militante islamisme for at stå bag de begåede drab i stedet for blot at udtrykke beklagelse over manglende integration og pege på sociale problemer som den egentlige årsag.

Østrig rammes af terror

I 1985 affyrede tre terrorister, der tilhørte den palæstinensiske Abu-Nidal-organisation, deres maskinpistoler mod en gruppe passagerer, der ventede på at checke ind hos det israelske flyselskab El Al i lufthavnen i Wien. Fire blev dræbt og 39 såret. Derefter var Østrig  forskånet for muslimsk terror frem til i år, selvom der ind imellem var bølleoptøjer i indvandringskvarteret Wien-Favoriten, der udartede til slagsmål mellem unge tyrkere og tjetjenere. Men d. 29. oktober i år fik østrigerne en forsmag på, hvad der var i vente. En gruppe på ca. 30-50 unge tyrkere stormede under det altfor velkendte råb ”Allahu Akbar” ind i den katolske kirke St. Anton og begyndte at smadre inventaret. Det lykkedes ikke politiet at fange gerningsmændene.

Så oprandt d. 2. november. Om aftenen løb en vildt omkring sig skydende mand gennem Wiens centrum. Han nåede at dræbe fire og såre 22 sagesløse personer, inden han selv blev skudt af politiet. Den 20årige gerningsmand, Kujtim Fejzulai, var fra Makedonien, men havde fået østrigsk statsborgerskab. Det viste sig, at han i april 2019 havde forsøgt at rejse til Syrien for at kæmpe under Islamisk Stat, men var blevet arresteret og fået en dom på 22 måneder. Imidlertid var han blevet løsladt før tiden, havde konspireret med islamister i Tyskland og derefter begået sin ugerning.

Frankrig rammes endnu engang af terror

Hvad den muslimske terror i Frankrig angår, så er listen uhyggelig lang, og det må være tilstrækkeligt at nævne attentatet i 2015 rettet mod det satiriske magasin Charlie Hebdo samt gidseltagningen i et jødisk supermarked i dagene d. 7.-9. januar med ialt 14 dræbte. Den 13. november samme år fandt en række attentater sted i forskellige boligkvarterer i Paris og i koncertsalen Le Bataclan med 137 dræbte og 683 sårede. Den 14. juli 2016 kørte Mohamed Lahouaiej Bouhlel en lastbil ind i spadserende på en strandpromenade i Nice, dræbte 86 og sårede flere end 400.

Her på det sidste blev Frankrig så igen ramt af muslimsk terror. En skolelærer, der viste sine elever Mohammed-karikaturer blev d. 17. oktober halshugget af en 18årig tjetjener, og igen i Nice blev tre personer d. 29. oktober myrdet af en tunesier – også han råbende ”Allahu Akbar” – i byens domkirke. Gerningsmanden var d. 20. september landet med en lille båd på den italienske ø Lampedusa og var herefter kommet i karantæne. Ikke desto mindre var det lykkedes ham uhindret at rejse videre til Frankrig – endnu en illegal indvandrer – ak ja, Schengen!

Den østrigske reaktion

Den østrigske kansler Sebastian Kurz ikke blot fordømte drabene d. 2. november skarpt, men understregede, at der stod radikale islamistiske kræfter bag. Ordet ”islamistisk” har hidtil været et ord de østrigske politisk korrekte medier og de politiske partier nødigt anvendte med undtagelse af det højrenationale parti FPÖ.

Allerede efter hærværket mod kirken d. 29. oktober havde Kurz udtalt: ”Alle kristne må i Østrig frit og i sikkerhed kunne praktisere deres tro. Vi vil beslutsomt videreføre kampen mod den politiske islam og ikke udvise en falsk tolerance.” Desuden foranledigede han, at to islamistiske moskeer omgående blev lukket. En uge senere, d. 10. november, foretog 930 politifolk en razzia i Wien og en række delstater. Razziaen var rettet mod foreninger og personer med forbindelse til den palæstinensiske terrororganisation Hamas og det såkaldte Muslimbroderskab. Ca. 60 ejendomme og lejligheder blev ransaget, belastende materiale beslaglagt, og 30 mistænkte blev arresteret. Endvidere fandt politiet 25 mio. euro i kontanter, der menes anvendt til finansiering af terrorvirksomhed rundtom i Europa.

Den franske reaktion

Præsident Emmanuel Macron, der i lang tid med henvisning til den franske forfatning florumvundet har talt om det vigtige i, at stat og religion skal være strengt adskilt, har dog i den nuværende situation slået kraftigt i bordet. Han var også den første statsmand, der over for Kurz udtrykte sin medfølelse og solidaritet i kampen mod terroren uden dog at nævne, hvilken ideologi, der stod bag.

Ganske vist har Macron utvetydigt forsvaret den myrdede lærers ret til at vise Mohammed-karikaturerne, hvilket i en række muslimske lande udløste ubeherskede protester og opfordringer til boykot af franske varer og fik den tyrkiske præsident Erdoğan til at beskylde Macron for at være dement. Det er ligeledes betegnende, at heller ikke de franske muslimer har bakket Macron op.

Det må dog holdes den franske præsident til gode, at han allerede i februar havde bebudet en kampagne mod den politiske islam og den ”islamiske separatisme”. Han kritiserede samtidigt de imamer, der føler sig knyttede til Muslimbroderskabet og agiterer „mod republikken“. Men hvad man kan bebrejde Macron, er at han ikke lod handling følge sine ord. Dette er desto mere graverende, siden 270 franskmænd indtil videre er blevet ofre for islamistisk terror.

Derfor er kravet i den franske befolkning om anderledes skrappe forholdsregler også blevet tydeligere, fx. kravet om fratagelse af fransk statsborgerskab efter et terroristisk attentat og/eller permanent udvisning efter udstået straf. Og indenrigsminister Gérald Darmanin erklærede i et tv-interview, at Frankrig nu befandt sig ”i krig med islamismen”.

Trådene løber sammen hos Muslimbroderskabet

Mens forholdene endnu er ganske fredelige i Østrig – stilhed før stormen? – er der ingen tvivl om, at udviklingen i Frankrig er langt mere faretruende, idet ca. ni procent af befolkningen, dvs. ca. seks mio., er muslimer, der især er indvandret fra Nordafrika; disse lever ofte i ghettolignende boligkvarterer i en ring omkring Paris. Den radikale propaganda her med krav om indførelse af sharialovgivning falder således i frugtbar jord og prædikes ikke mindst i moskeerne og koranskolerne, der ofte er nært knyttede til og finansieres af Muslimbroderskabet – givetvis med økonomiske tilskud fra Tyrkiet og Saudiarabien.

Muslimbroderskabet blev grundlagt i 1928 af ægypteren Hassan Al-Banna, der prædikede et yderst radikalt budskab, når han henvendte sig til muslimer på arabisk. Til gengæld dæmpede han tonen udadtil, hvilket også gjaldt den udprægede antisemitisme, der præger broderskabet, og dens appel til jihad, dvs. hellig krig mod os andre, de vantro. Ifølge det østrigske justitsministerium, der næppe kan beskyldes for at fare med løgn, drejer det sig med Muslimbroderskabet om en radikal-islamistisk, antisemitisk organisation, hvis hovedmål er at grundlægge en verdensomspændende islamisk stat, et kalifat, der bygger på den intolerante sharialovgivning.

Officielt optræder Muslimbroderskabet som en ikke-voldelig organisation, men er ikke desto mindre kendt for at have tætte forbindelser til alle de radikal-islamistiske organiationer, der tænkes kan: ikke blot Hamas som i Østrig, hvis mål er Israels tilintetgørelse, men også Hizbollah, Al-Qaeda, Islamisk Stat, Boko Haram og al-Shabaab – der er nok at ta’ af – organisationer, som broderskabet støtter finansielt.

Hvad bringer fremtiden?

Så det er et fint selskab Muslimbroderskabet befinder sig i – og man forstår både den østrigske og franske reaktion efter de seneste terrorhandlinger. Efter det seneste attentat i Nice tweetede den tidligere malaysiske regeringschef Mohamed Mahatir, at muslimer er ”berettigede til at dræbe tusinder af franskmænd pga. massakrene i kolonialtiden”.

Så hvad har vi i vente?