I Danmark turnerer alle med fortællingen om, at vi er iværksætternation og potentielt paradis for iværksættere. I virkeligheden er hele systemet iværksætterfjendtligt og iværksætteriet er på tilbagetog.
Iværksætterbegejstringen mangler realitetstjek
Iværksætteri er blevet fedt. Kendte danske iværksættere har fundet vej til Folketinget, til bedste sendetid på TV, til forsiderne af glitrende magasiner og til bestsellerlisterne i form af biografier. TV-programmer som ”Løvens hule” har gjort iværksætterne næsten sexy. Danskerne svømmer hen i fantasier om, at Danmark er en førende iværksætternation, men begejstringen mangler proportioner og realitetstjek. Danmarks iværksætteraktivitet ligger nemlig lavest i europæisk sammenhæng. Den store offentlige sektor monopoliserer flere erhverv, hvor mulighederne for at starte virksomhed begrænses. Derfor ser vi meget lidt iværksætteri i brancher som f.eks. sundhed og pleje, hvor det offentlige dominerer. Mange iværksættere er desuden indvandrere, der starter virksomhed af nød.
Tal of fakta taler deres tydelige sprog. Danmark havde flere iværksættere i 2007 end i 2016. Kun 1 pct. af de universitetsuddannede vælger at starte egen virksomhed efter studiet. Kun 6,6 pct. af de beskæftigede danskere har valgt at være selvstændige – den laveste andel af selvstændige i EU. Hele 92,2 pct. af danskerne har valgt lønmodtagervejen – den højeste andel i EU. Og på en rangliste over iværksætteres andel af den erhvervsaktive befolkning er Danmark på 30. plads med 3,3 pct. En undersøgelse fra brancheorganisationen SMVdanmark viser, at antallet af selvstændige i Danmark er faldet fra 329.000 i 1983 til 192.000 i dag.
Mens medierne fokuserer på succeshistorierne, havde kun 0,5 pct. af de nye virksomheder, der blev etableret i 2011 og 2012, udviklet sig til højvækstvirksomheder i 2016. Det er stadig kun et fåtal af satsningerne, der får luft under vingerne og vokser sig store. De seneste 20 år er der kun skabt én koncern med over 1.000 ansatte (Netcompany), og det skorter fortsat på danske ”unicorns”, dvs. virksomheder med en værdiansættelse på mindst 1 mia. dollar.
Det er også påfaldende, at iværksættermiljøet præges af en stærk kønsbias, hvor man er tilbøjelig til at favorisere mandlige iværksættere. Kun 4 pct. af danske kvinder i alderen 18-64 er nye iværksættere. Det er under halvt så mange som OECD-landenes gennemsnit på 9,2 pct. Danmark mangler også kvindelige investorer – og investorer, der investerer mere i kvinder. Kun 14 pct. af alle danske business angels i 2018 var kvinder Ca. 80 pct. af al venturekapital i Danmark gik i 2020 til stifterteams, der bestod af mænd.
Iværksætteriet fører ikke til væksteventyr
På listen over de 100 allerstørste virksomheder i Danmark er kun 11 stiftet i dette årtusinde. Ud af de 100 største virksomheder er flere stiftet i 1800-tallet end i 2000’erne. Listen blotlægger en tydelig struktur i toppen af dansk erhvervsliv: Nyere iværksættere er ikke i nærheden af at kunne sidde til bords med klenodier som A.P. Møller Mærsk fra 1904, Arla fra 1882 eller Carlsberg fra 1847. De få stjerneiværksættere hyldes som rockstjerner, men overraskende få nye virksomheder formår at slå igennem og kæmpe sig vej mod toppen i dansk erhvervsliv. Det er de samme koryfæer, der sidder på toppen i dag som for mange år siden. Til sammenligning er næsten alle store virksomheder i USA mindre end 40 år gamle.
Ifølge politikerne og medierne fører Danmark en erhvervspolitik, som gør det let og attraktivt at stifte virksomhed. Det harmonerer ikke med, at Folketinget i april 2019 vedtog at afskaffe iværksætterselskaber (IVS), også kendt som enkroneselskaberne, der kun krævede 1 kr. i startkapital. Efter IVS-afskaffelsen er Danmark blevet det næstdyreste EU-land at stifte selskab i. Kun Slovenien er dyrere. Ifølge Erhvervsstyrelsen skal de 37.000 aktive iværksætterselskaber inden 21. april 2021 have omdannet sig til anpartsselskaber med en kapital på 40.000 kr., hvis de ikke skal tvangslukkes. Det siger sig selv, at et kapitalkrav på 40.000 kr. for at starte et selskab sætter et gevaldigt benspænd for iværksættere og Danmark som “førende iværksætternation”.
Og så er der skatten. Det er bemærkelsesværdigt, at det var de to borgerlige partier, Venstre og De Konservative, der indførte iværksætterskatten, som brandbeskatter vækst og udvikling. Vismændene har dokumenteret, at iværksættere ofte betaler en højere marginalskat end topskatteydere. Med aktieskatter på op til 73 pct. på iværksættere bliver der lagt et kvælende skattepres på de investorer, der skal levere de næste erhvervseventyr i Danmark.
I Danmark skorter det ikke på forretningsidéer, men de konverteres meget sjældent til et væksteventyr. Der findes p.t. kun få danske unicorns: Tradeshift og Chainanalysis og tidligere Unity og Sitecore. De iværksættervirksomheder, der lykkes, er nødt til at flytte til USA for at tage det helt store spring. Det betyder, at vi i Danmark ikke får skabt den talentmasse, der både har prøvet at starte en virksomhed, og som også har prøvet at skalere den til 100, 500 eller 1000 ansatte. “Aktiviteter bliver rykket til udlandet, talenterne forsvinder, mens Danmark går glip af skatteindtægter”, siger Lars Dybkjær, ledende partner i kapitalfonden Gro Capital, der netop har solgt to it-virksomheder til udlandet, til Børsen.
Danske tech-virksomheder, der ønsker at vokse, søger til udlandet for at få kapital og talent. Seneste tal fra Vækstfonden viser, at antallet af danske investeringer i nye virksomheder er faldet markant, så de nu kun står for 22 pct. af det samlede ventureinvesteringer mod 36 pct. i 2019. Coronakrisen har gjort det endnu sværere at skaffe kapital.
Det handler dog ikke kun om kapital, men også om, at de udenlandske venturefonde har erfaring med globale markeder, med ledelse, og med at skalere en virksomhed op internationalt. De få succesfulde virksomheder som f.eks. JustEat, Zendesk, SuccessFactors, Area9, Endomondo, Unity, Zendesk og Tradeshift har derfor forladt Danmark for at opnå hypervækst. I it-branchen er næsten halvdelen af de 50 største danskstartede tech-virksomheder ikke længere i Danmark eller på danske hænder. Der er her tale om 50 selskaber, der over en kort tidsperiode har skabt 48.000 nye arbejdspladser og skabt en værdiforøgelse på 500 mia. kr. på blot tre år.
Statens ansvar at udklække iværksættere
I det halv-socialistiske Danmark mener man, at det et statens opgave at udklække iværksættere. I stedet for at gøre det attraktivt for private investorer at investere i risikofyldte, danske opstartsvirksomheder (dvs. sænke kapitalskatterne), kompenserer politikerne for manglende risikovillig kapital ved at oprette skattefinansierede statsfonde med offentligt ansatte ”venturekapitalister”. Det kan derfor ikke undre, at debatten om iværksætteri drives af velfærdsstatens lønmodtagere, som aldrig selv har mærket på kroppen, hvordan det er at være iværksætter, men som lever fedt af at tale iværksætteriet op og heppe på iværksættere. Disse ”fat cats” sidder i gode vellønnede jobs i diverse brancheorganisationer, fonde, væksthuse, iværksætterpaneler mv. og administrerer ordninger, som hverken giver vækst eller arbejdspladser. Ifølge Søren Hougaard, som er CEO for den danske venturefond Partnerkapital, er de mange offentlige ordninger spild af penge, men der er ingen, der siger det højt, for systemet sikrer beskæftigelse til mange tusinder af offentlige sagsbehandlere og støttepædagoger.
Danmark er faktisk det land blandt de gamle EU-lande, der har det suverænt højeste niveau af statsstøtte til erhvervslivet, herunder iværksættervirksomheder. Den skattefinansierede subsidiering af iværksætteriet er udtryk for en fejlagtig tro på, at politikerne kan vurdere nye forretningsmuligheder bedre, end markedet kan, og at staten kan være entreprenør og innovator. Resultatet er et hav af statsfonde, som støtter iværksætteriet. Senest blev statsstøtten udvidet markant med allokeringen af 25 mia. kr. til ”Danmarks Grønne Fremtidsfond”.
Statsfondene er så store og dominerende, at private investorer og iværksættere ofte ikke kan undgå at få staten – og dermed indirekte politikerne – som medejere. Og den slags kommer aldrig gratis. Dels medfører det en øget politisering af iværksættermiljøet, hvor iværksætterne har alle mulige politiske agendaer at skulle tage hensyn til (p.t. den grønne omstilling), men det medfører også dårligere og mindre rationelle investeringer til skade for samfundet som helhed.
Iværksætterinitiativer er et illusionsnummer
Man hører jævnligt om initiativer fra erhvervsorganisationer, råd og udvalg, der skal komme med forslag til, hvordan forholdende for iværksættere styrkes, og hvordan vi skaber bedre rammer for vækstvirksomheder i Danmark. Men i stedet for at foreslå skattesænkninger og fjerne administrativt bøvl, barsler rådene og udvalgene udelukkende med virkningsløse ”feel good”-initiativer. Indenfor de seneste måneder er der således nedsat tre erhvervsrettede tænketanklignende initiativer. ”Dansk Konkurrenceevneråd” er oprettet af Industriens Fond, “Advisory Board af iværksættere” er oprettet af Dansk Industri, og senest har Dansk Erhverv oprettet “Verdens Bedste Iværksætterland”. De føjer sig til en lang række lignende virkningsløse tiltag.
Nogle læsere kan måske huske, at den forhenværende erhvervsminister Brian Mikkelsen i april 2017 nedsatte et iværksætterpanel med det formål at gøre Danmark til et af de bedste iværksætterlande i Europa. Panelet har mig bekendt aldrig skabt noget og døde en stille død.
I maj 2017 nedsatte Løkke-regeringen Disruptionrådet – Partnerskab for Danmarks fremtid. Partnerskabet var bredt sammensat af arbejdsmarkedets parter, erhvervsledere, akademiske kapaciteter, repræsentanter fra det øvrige samfundsliv – og iværksættere naturligvis. Mig bekendt har Disruptionrådet ikke disruptet noget, og slet ikke inden for iværksætteriet.
I marts 2020 har Venstres ordfører Tommy Ahlers lanceret et nyt 14. klimapartnerskab for iværksættere, fordi han mente, at iværksætterne er en overset gruppe i regeringens klimapartnerskab. Klimapartnerskabet skulle bl.a. adressere udfordringer som finansiering samt skat- og momsspørgsmål. Om det 14. klimapartnerskab skabt noget konkret, melder historien intet om.
Senest har adm. direktør i Dansk Industri, Lars Sandahl Sørensen, lanceret et Advisory Board bestående af 15 iværksættere og investorer med det formål at udtænke ”nyt dansk paradis for iværksættere”. Hvis det går sådan som det plejer at gå, vil hans Advisory Board også dø en stille død.
Ifølge prof. Nicolai Foss, CBS, viser forskningen i iværksætteri, at offentlige politikker og initiativer, der stimulerer iværksætteri, i høj grad fører til iværksætteri, som ingen er tjent med. Der er tale om ligegyldige produkter eller ydelser, som ingen gider købe. Det skaber ingen vækst og ingen nye job – men spilder ressourcer.
Det bliver værre. For forskningen viser også, at i gennemsnit er der større afkast ved en ekstra krone investeret i at udvide en allerede etableret virksomhed i forhold til at starte en ny virksomhed. Den viser også, at nye virksomheder gennemsnitligt set ikke skaber flere job end de eksisterende virksomheder. De job, der skabes, er også i gennemsnit lavere betalte og præget af større usikkerhed.
Det er ikke nok med, at Danmark skal være en stærk iværksætternation. Helt i tidens ånd skal Danmark også være kendt som et grønt iværksætterland, mener politikerne. ”Vi har brug for grønne iværksættere for at redde verden. Grønne iværksættere kan ikke alene redde klimaet. Men klimaet kan ikke reddes uden grønne iværksættere, som viser vejen”, siger Thomas Høgenhaven, direktør for en ny venturefond, Planetary Impact Ventures A/S, der investerer i grønne startups, til Børsen.
Det siger sig selv, at innovation, der skal sikre fremtidens velstand, ikke kommer fra planøkonomi, statsfonde og politikere. Den kan kun komme fra en fri markedsøkonomi baseret på privat risikovillig kapital og med virksomheder og iværksættere, der inden for lovens rammer anvender deres ressourcer i fri konkurrence på aktiviteter, der skaber afkast og vækst uden hensyntagen til arbitrære og diffuse politiske dagsordener, krav og mål.
Det ligner en boble
Politikerne, medierne og ”fat cats” fremhæver, at danske iværksættere har fantastiske rammebetingelser. Iværksætteri begynder imidlertid ikke med gode rammebetingelser, en barselsfond eller statslige vækstfonde. Iværksætteri begynder med en idé og en risikovillig person, som er fast besluttet på at føre idéen ud i livet uanset om rammebetingelserne er gode eller ej. Sådanne risikovillige personer med et iværksættergen mangler man imidlertid i Danmark, for det er kun de færreste danskere, der har lyst og mod på at springe ud som selvstændige.
Risikovilligheden blandt danskerne er nemlig helt i bund, for i det halv-socialistiske velfærdssamfund uddanner alle sig til funktionærer. Det socialdemokratiske tankesæt har skabt en omklamrende lønmodtagerkultur, hvor danskerne drømmer om et job med fast løn, høj jobsikkerhed, løn under sygdom, ferie og barsel samt pension. Danskerne opdrages til at tage de sikre valg i stedet for at tage chancer og forfølge drømmen om at skabe noget stort.
Coronakrisen har forstærket, uddybet og synliggjort kløften mellem selvstændighedskulturen og lønmodtagerkulturen. Blandt politikerne, de offentligt ansatte og lønmodtagerne har der været en ringe forståelse for, hvad det vil sige at etablere og drive en virksomhed. Under coronakrisen har selvstændige og iværksættere været hårdt ramt, men i sin nytårstale har landets statsminister forbigået de ca. 200.000 selvstændigt erhvervsdrivende i dyb tavshed. Både hun og hendes parti har haft travlt med at favorisere de store virksomheder og presse små virksomheder, herunder iværksættervirksomheder, ned i et voksende prekariat.
En af dem, der har peget på et mismatch mellem fakta og den falske fortælling om, at Danmark skulle være en iværksætternation, er Peter Kofler, formand for Dansk Iværksætter Forening. I maj 2018 sagde han til Berlingske, at iværksætteriet i Danmark ligner en boble: ”Vi griber ud efter iværksætterfortællinger for som en irakisk informationsminister at bekræfte os selv i, at nu er alt i orden. Derfor kommer disse fortællinger så ekstremt langt. For de møder ikke rigtigt nogen modstand. Vi har de her 2.000 offentligt ansatte konsulenter, der også skal italesætte dette. Så er der hele erhvervsfremmesystemet, der har brændt styrtende med penge af på at bilde os alle sammen ind, at det går fortrinligt med iværksætteri i Danmark. Iværksætteri kan risikere at blive en boble, der aldrig rigtigt blev til noget”.
Bundlinjen er, at den omklamrende lønmodtagerkultur, statsliggørelsen af iværksætteriet og det danske DNA, der kendetegnes ved det lave ambitionsniveau, selvtilfredsheden, middelmådigheden, ligemageriet, jantelovskulturen og manglende sult efter succes, betyder, at Danmark aldrig bliver et ”paradis for iværksættere”. Her ved indgangen til 2021 er Peter Koflers analyse fortsat aktuel.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)