Myten om det grønne Danmark (2021)

Danmarks bidrag til klimaet er symbolsk

Der findes næppe det sted i verden, hvor danske ministre ikke har fortalt om, at Danmark er et grønt foregangsland, som allerede med udgangen af dette årti vil have nedbragt udledningen af CO2 med 70 pct. i forhold til niveauet i 1990. Men virkeligheden er, at Danmarks bidrag til den globale klimaindsats er særdeles symbolsk som følge af landets begrænsede størrelse. Danmark udleder i dag 0,1 pct. af verdens CO2, hvilket på det nærmeste ikke er måleligt. Og nu vil politikerne reducere denne ikke-målelige udledning med 70 pct. Det siger sig selv, at reduktionen ikke vil få nogen som helst målbar betydning for det globale klima.

Hertil kommer, at Danmarks afhængighed af billige fossile brændstoffer er bundet direkte til de aktiver, landet råder over, og udgør dermed en barriere for grøn omstilling. Alle danske fly, biler og fabrikker er sat op til at brænde fossile brændstoffer af. Danmarks investeringer i fossile brændstoffer bliver derfor ikke kasseret, fordi det ville være i strid med alt økonomisk rationale. Og da de fossile brændstoffer er ekstrem billige, er det svært for teknologier baseret på vedvarende energi at konkurrere på prisen. Bundlinjen er, at der i dag ikke findes rigelige, billige, stabile og skalerbare energikilder, der kan erstatte fossile brændsler.

Hvis Danmark med sine enorme milliardinvesteringer i den grønne industri en dag bliver et land helt uden CO2-udslip, vil det ifølge FN’s klimamodeller højst forsinke den globale klimaændring et par dage. Det gør derfor overhovedet ingen forskel for klimaet, om Danmark “går foran” andre lande i klimakampen.

Klimapopulisme i fuldt flor

I 2019 var klima et af valgkampens hedeste emner. Partierne kappedes om at være det mest klimavenlige og klimaet erobrede den politiske dagsorden. Klimadagsordenen blev straks hijacket af en uhellig alliance af unge, som altid er på udkik efter en ”sag” at gå op i, udspekulerede politikere, som kunne lugte mange nye klimatosse-stemmer, smarte lobbyister og aktivister, der lever fedt af klimaet, kyniske, benhårde industriinteresser, der fremstiller skattefinansierede vindmøller mv. samt de statsstøttede medier, som ser klimaet som et spændende og dramatisk læsestof.

Politikerne og den grønne lobby har siden 2019 haft travlt med at lufte storladne og uforpligtende klimavisioner, formulere et hav af bombastiske hensigtserklæringer og indgå aftaler, der aldrig er blevet fulgt op af konkret handling. Ministrene har været hurtige til at tage de politiske stik hjem, når de stolte har fortalt om ambitiøse planer og brede grønne forlig, alt imens de har ignoreret de tekniske og økonomiske realiteter.

For de klimabesatte danske politikere og vælgere er det egentlige formål med 70-procentmålsætningen ikke at redde klimaet, men at blive et foregangs- og inspirationsland på klimaområdet. I den oppustede danske selvforståelse er danskerne nemlig Guds udvalgte grønne folk. Selv om det danske CO2-udslip kun udgør en promille af det globale CO2-udslip, mener man i Danmark, at ved at agere som et foregangsland, som alle lytter til andægtigt og med beundring, vil den danske klimapolitik sprede sig over hele verden. Og derfor er der i den danske klimadebat ekstrem meget fokus på den politiske kommunikation og signalgivning og meget lidt fokus på konkrete klimatiltag.

Socialdemokratiets klimaordfører, Anne Paulin, har betonet, at såfremt Danmark vil være et grønt foregangsland, må der træffes beslutninger, der kan ”skabe bølger i hele verden”. Og da S-regeringen sammen med SF, De Radikale, Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative har besluttet at sætte en stopper for Danmark som olieland i 2050, sagde klimaminister Dan Jørgensen (S): ”Signaler er vigtige. Vi er EU’s største olieproducent, og derfor vil det give genlyd ude i verden”.

De statsstøttede medier som Politiken, Danmarks Radio og Berlingske omtaler klimapolitikken, som noget, der skal ”redde kloden”. Hver dag bringer medierne indlæg fra repræsentanter for den grønne lobby, som plæderer for, at samfundet skal investere i den grønne omstilling, for det fremmer vækst, skaber arbejdspladser, gavner klimaet og reducerer opvarmning. Danmark skal være frontløber i den grønne omstilling, fordi der gemmer sig et kolossalt vækstpotentiale i den grønne energiteknologi, som bare venter på at blive udnyttet, påstår man. Umiddelbart skulle man tro, at et lands energipolitik skulle handle om at etablere politiske rammer for en billig og sikker energiforsyning til borgere og virksomheder. Så enkelt er det ikke. Energipolitikken i Danmark er blevet en politisk kampplads, hvor ideologi, følelser og benhårde industriinteresser spiller hovedroller.

Den grønne omstilling begrundes i Danmark primært følelsesmæssigt, moralsk og ideologisk. Da klimaet er symbolpolitisk ladet, bruges symbolpolitiske mål ofte til at forvandle penge beregnet til at bekæmpe klimaforandringer til erhvervsstøtte til virksomheder, som har en direkte økonomisk interesse i at fremme grønne projekter. En uskøn cocktail af grønne organisationer og industriinteresser forfølger derfor snævre egeninteresser, som fremføres under et falsk banner med ædle energi- og klimapolitiske målsætninger. For dem er grøn omstilling og klimakampen ikke andet end et dække for en fordelingskamp om erhvervssubsidier.

Dansk klimapolitik er planøkonomisk rodebutik

Som mange andre samfundsproblemer kan klimaudfordringerne løses med sund fornuft og markedsøkonomi, der siden tidernes morgen har været den mest potente drivkraft bag menneskehedens udvikling. I Danmark har politikerne imidlertid valgt at løse klimaudfordringerne ved hjælp af religiøst hysteri, klimaalarmisme og falleret planøkonomi. Der er i Danmark gået politisk prestige i at være først og reducere mest, og derfor ser man bort fra sund fornuft og omkostningerne.

Helt nede på jorden er virkeligheden den, at der er to veje til at nå klimamålet, nemlig en planøkonomisk og en markedsøkonomisk. Den sidstnævnte indebærer en ensartet klimaafgift, som følger princippet om, at ”forureneren betaler”, og som helt klart er den samfundsmæssigt mest effektive og billigste løsning. Den markedsøkonomiske vej har danske politikere imidlertid fravalgt, da den ville betyde et regulært blodbad i flere brancher med store sociale og økonomiske konsekvenser til følge.

I stedet har man valgt en planøkonomisk løsning med et enormt puslespil af forbud, påbud, tilskud, subsidier, puljer, symbolske tiltag og mere regulering. Dansk klimapolitik er derfor signalgivning og planøkonomisk rod. Den styres ikke af markedet, men af amatøragtige politikere og dyre, planøkonomiske klimatiltag, hvor politikerne i stedet for at give incitamenter til at udvikle nye løsninger og teknologier udvælger eksisterende løsninger og teknologier, som skal subsidieres for skatteydernes regning.

Det økonomiske råd har i årevis kritiseret dansk energi-og klimapolitik for at være virkningsløs i forhold til den globale CO2-udledning og håbløs ud fra et samfundsøkonomisk synspunkt. Klimapolitikken er baseret på tvivlsomme antagelser om økonomien i energiøer, potentialet i en række umodne teknologier og biomasses CO2-neutralitet samt fordomme mod kernekraft, som er en stabil og CO2-fri energikilde. På trods af, at kritikken af den førte klima- og energipolitik er baseret på et solidt faktuelt og videnskabeligt fundament, affærdiger politikerne den rutinemæssigt, fordi den ikke passer ind i den fantasifortælling, som er så udbredt i både Danmark og EU.

Når de konkrete klimaløsninger udvælges af politikere, åbner det op for en syndflod af lobbyisme, der tilgodeser bestemte virksomheder og brancher. Vindmøllelobbyen samt pensionskasse-lobbyen, der ønsker investeringsmuligheder med statsgaranti for afkastet, er gode eksempler. Den grønne branches lobbyister arbejder på fuldt tryk på at skabe en spiselig fortælling, der kan gøre det nemmere for danske skatteydere at sluge, at deres penge skal overføres som skjulte erhvervssubsidier til de grønne virksomheder.

Det siger sig selv, at klimatilpasning er så kompleks, at den ikke kan styres planøkonomisk. Den kræver ganske enkelt en decentral markedsproces og et prissignal, som får de enkelte beslutningstagere til at tage hensyn til klimaomkostningerne, når de træffer deres økonomiske valg. Det er præcis derfor, at økonomer anbefaler en flad CO2-skat eller et kvotesystem, så tilpasningen overlades til de decentrale markedsaktører. En flad CO2-afgift afvises ikke overraskende af politikerne, idet landbruget og de tunge industrier vil være nødsaget til at afskedige medarbejdere for at kunne betale afgiften. Ifølge beregninger fra Det Miljøøkonomiske Råd vil der gennemsnitligt forsvinde 21.000 årsværk fra slagterier og mejerier, 20.000 vil miste jobbet i den øvrige fødevareindustri og 12.000 job vil forsvinde i beton- og teglværksindustrien.

Politikerne foretrækker derfor den planøkonomiske model, hvor de subsidierer bestemte teknologier som vindmøller og elbiler i en tyrkertro på, at de er i stand til at vurdere, hvilke teknologier, der bliver fremtidens vindere. Politikerne skævvrider dermed markedet, fordi subsidierne gør det sikrere for virksomhederne at blive ved med at satse på stærkt subsidierede vindmøller, solpaneler samt biomasse i stedet for at skabe grøn innovation og udvikle nye, reelle alternativer til fossile brændsler. Det er samfundsskadelig socialisme og bestemt ikke i forbrugernes interesse.

Facit er, at den nuværende danske energipolitik med et virvar af afgifter, subsidier og en omfattende regulering er en rodebutik. Med udgangspunkt i målsætningen om reduktion af CO2 koster den nuværende klimapolitik årligt samfundet ca. 10 mia. kr. for meget i forhold til en mere hensigtsmæssigt tilrettelagt energipolitik. Dette er påvist af Cepos, Det Miljøøkonomiske Råd, Klimakommissionen og sågar Skatteministeriet.

Danmarks energiforbrug er stadig fossilt

Den danske energibranche turnerer med en fortælling om, at Danmarks energiforsyning nærmest allerede er fuldstændig grøn. Det er den ikke – to tredjedele af rigets samlede energiforbrug er stadig fossilt. 63 pct. af hele Danmarks energiproduktion kom fra olie og gas i 2019, mens sol- og vindenergi tegnede sig for 12 pct. Og mens politikerne og den grønne lobby taler grøn omstilling op, købte Danmark i jan. 2019 21 pct. mere russisk gas end i januar 2018. Der er altså langt fra højstemt retorik om det grønne Danmark til det virkelige liv, og lige så langt til målet om 100 pct. vedvarende energi i 2050.

Virkeligheden er, at de vedvarende og nogenlunde CO2-neutrale kilder som sol og vind kun dækker ca. 3,3 pct. af den globale energiforsyning. Der er til trods for al hypen ikke udsigt til, at det ændrer sig i en overskuelig fremtid. Sol og vind er stadig langtfra konkurrencedygtige, når der medregnes de nødvendige omkostninger til udbygning af elnettet og til reservekapacitet. Danmark har derfor ikke andet valg end at importere norsk vandkraft, svensk atomkraft og tysk kulkraft, når vinden ikke blæser og solen ikke skinner.

Følger man den danske klimadebat, kunne man tro, at Danmark næsten er i mål med den grønne omstilling. Men ifølge Olie Gas Danmark er virkeligheden den, at Danmark har brug for olie og gas de næste mange år. P.t. strømmer russisk gas ind i Danmark, fordi der midlertidigt er sat stop for mere end 90 pct. af den naturgas, der løber til Danmark fra felterne i Nordsøen. Danmark får i dag dækket to tredjedele af sit energiforbrug af olie og gas, og det ser ikke meget anderledes ud i 2030. Hvis Danmark ikke selv producerer olie og gas, kommer man til at importere det, f.eks. fra Rusland. Danmark vinder derfor ingen klimakamp ved, at man lukker for dansk produktion af olie og gas. Til gengæld kommer landet til at betale en pris i form af manglende skattebidrag, tab af arbejdspladser og en afhængighed af de lande, Danmark skal importere olie og gas fra. Primært Rusland.

De fossile brændsler vil spille en central rolle i mange år fremover. Det nytter ikke at lukke ned for de fossile brændsler, før man har etableret tilstrækkelige, konkurrencedygtige og stabile grønne alternativer, som virker i praksis. Det er derfor en illusion at tro, at man bare kan stoppe med at sætte penge i fossil industri. Hvis man gør det i dag, går væksten i samfundet ned, og det kan ramme den sociale stabilitet. Og det er der ingen i Danmark, der ønsker.

Realismen er dog langsomt ved at vinde over de grønne ambitioner. Mens Danmark har sat sig for at være et grønt foregangsland med et ambitiøst 2030-mål, valgte S-regeringen at sige god for en ny 115 km lang gasledning til 800 mio. kr., som fra 2024 vil forsyne Lolland og Falster med en overvejende stor andel sort, fossil naturgas. ”Det handler simpelthen om at sikre arbejdspladser”, har klimaminister Dan Jørgensen (S) fortalt Børsen. Sådan er det jo.

Fantasien om grønne jobs og billig energi

Den grønne omstilling er spået til at betyde mange flere job i Danmark. Dansk Energi har f.eks. forudset, at der samlet kan forventes at blive brug for 120.000 årsværk de næste ti år til udbygning af havvind og energiøer. Danske skatteydere og forbrugere har i forvejen betalt et voldsomt milliardbeløb i direkte og indirekte støtte til opbygningen af den danske vindmølleindustri. Det folkelige bidrag er blevet tålt i forventning om et langsigtet afkast i form af vedvarende energi til kostpris samt et tusindtal af eksportarbejdspladser i en ny industri.

Globaliseringen har imidlertid medført, at kinesiske virksomheder i de senere år har sat sig tungt på produktionen af vindmølletårne. Så tungt, at henved 80 pct. af tårnene til europæiske vindmøller i dag fremstilles i ikke-europæiske lande. Virkeligheden er, at de danske priser på elektricitet er blandt de højeste i Europa, om ikke i verden, og at et voksende antal danske vindmøller fremstilles uden for landets grænser og sejles til Danmark med store CO₂-udledninger til følge.

Ved at omlægge energiproduktionen til vedvarende energi med særligt fokus på strøm fra vindmøller har danske politikere flyttet milliarder af kroner væk fra anden produktion til fordel for vindmøller. Men når der gennemføres store investeringer i energiteknologi, medfører det, at der i andre brancher gennemføres færre investeringer, som også kunne have skabt arbejdspladser og på anden måde have gavnet samfundet. De grønne investeringer er kun en samfundsøkonomisk gevinst, hvis de skaber et større afkast, end den alternative brug af ressourcerne ville have gjort, mener Cepos. Tidligere overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen har udtrykt det således: ”Offentlig støtte skaber ingen nye job på langt sigt. Til gengæld har offentlig støtte betydning for, hvor jobbene bliver skabt”.

Hvis man politisk vælger at flytte samfundets investeringsressourcer over i de såkaldte ”grønne” brancher, vil der blive skabt flere jobs her. Men det vil ske på bekostning af andre brancher, som vil få færre investeringer og jobs. Og havde man ikke støttet de ”grønne” brancher, ville de være blevet skabt i andre brancher – uden statsstøtte og dermed ville de have været mere produktive og givet et større afkast.

EU tvinger Danmark til at føre en forfejlet energipolitik

Aktuelt er Danmark ramt af et energiprischok, som skyldes den forcerede og fuldstændigt ukoordinerede omstilling af energisystemer i EU. Det koster forbrugerne dyrt, dels i form af statsstøtte til udbygningen af vedvarende energi, og dels i form af rekordhøje priser på elektricitet, naturgas og benzin. Private forbrugere har således mærket en 30-procentsstigning, mens virksomheder har haft en fordobling af deres eludgifter. I løbet af 2021 ifølge tal fra Dansk Energi er elpriserne alene steget med lidt over 275 pct.

Den voldsomme stigning, som danskerne oplever i energipriserne, handler om den grønne omstilling. Danmark betaler i dag regningen for en utilstrækkelig gennemtænkt energiomstilling i EU, hvor hensynet til forsyningssikkerhed er blevet underprioriteret i forhold til at ville fremstå grøn. Den forfejlede energipolitik i EU betyder, at EU satser på vedvarende energi, men har ikke udarbejdet en strategi for udfasning af russisk naturgas. Og det er en gigantisk fejl, som forbrugerne betaler for nu.

Den ”grønne omstilling”, der som et nyt mantra har erobret både det politiske parnas og store dele af dansk erhvervsliv, bliver i disse år forceret ud over al fornuft. Alle ved jo, at vinden til vindmøllerne i nogle år blæser mindre end andre, og at nedbøren i de norske og svenske fjelde, der leverer vandkraft til Europa, svinger fra år til år. Ikke desto mindre har danske politikere valgt at satse hele butikken på vind, vand og sol.

Efter oliekrisen i 1973 genoprettede man forsyningssikkerheden i Danmark ved at ombygge elværkerne fra olie til kul og sørge for, at der lå kulreserver nok ved danske kraftværker til op mod et års forbrug. Derfor var både elproduktion og elpris stabil. En sådan reservemulighed findes ikke i dag, hverken i Danmark eller EU på grund af mangel på brændselslagre. Med den grønne omstilling er Danmark derfor i stigende grad afhængig af Rusland, der bruger gas som et geopolitisk pressionsmiddel. Det oplever man p.t. i forbindelse med konflikten mellem Rusland og Ukraine.

Hvorom alting er: Danskerne hænger på naturgassen, når vinden og solen svigter. Det betyder også, at det ikke kun er denne vinter (2021/2022), Danmark risikerer at slås med meget høje priser på gas, olie og el. Og da politikerne ikke har klare svar på, hvor den billige grønne strøm skal komme fra, når elregningen skal betales eller når elforsyningen svigter, må danskerne nøjes med fantasifulde fortællinger om de store potentialer i den grønne omstilling.

Grøn omstilling er kun for store virksomheder

Mange store virksomheder præsenterer storstilede 2050-planer uden at kunne redegøre for, hvad de vil gøre i morgen, om et år og om ti år for at nå deres mål. Sådanne planer er ikke andet end et marketingstunt, der høster hurtige klapsalver fra de klimatossede forbrugere, men som er en gratis omgang for ledelsen, der er over alle bjerge, når målene om 30 år skal indfries. Og i mange SMV’er hersker en opfattelse af, at bæredygtighed er for de store spillere. De små og mellemstore virksomheder bliver helt tabt i bæredygtighedsbegrebet og rammeværk for grøn indsats og kan ikke finde vej, medmindre de gør brug af meget dyre konsulenter. Ifølge Global Compact Network Denmark er kun 11 pct. af de danske virksomheder gået i gang med den grønne omstilling og kun 3 pct. af de største danske virksomheder måler deres CO2-udledning, selv om der findes en standardiseret og pålidelig målemetode, Greenhouse Gas Protocol.

S-regeringen har sammen med erhvervslivet etableret 13 klimapartnerskaber, som efter SMVdanmarks opfattelse er et forum, hvor det er store virksomheders politik, der bliver trukket igennem. De tusindvis små og mellemstore virksomheder, brancheforeningen repræsenterer, bliver ikke hørt tilstrækkeligt. Med andre ord er det de tunge virksomheder og landets prominente topchefer, der sidder for bordenden og bliver hørt, selv om SMV’erne udgør 99 pct. af alle virksomheder.

Manglende ressourcer og usikkerhed om gevinsten er de to vigtigste barrierer, som holder flest SMV’er tilbage fra at kaste sig over den hypede grønne omstilling. Undersøgelser viser, at knap en ud af tre små og mellemstore virksomheder arbejder med grøn omstilling og cirkulær økonomi i “meget høj”, “høj” eller “nogen” grad. Og stik imod hvad medierne fortæller oplever virksomhederne ikke pres fra slutbrugerne i forhold til bæredygtighed. Kunderne vil ikke betale mere for et bæredygtigt produkt. Virksomhederne får dermed ikke en gevinst ud af at tilbyde klimavenlige og bæredygtige produkter og services. Flere kunder vælger faktisk bæredygtige produkter fra, hvis der findes billigere produkter, der ikke er ”grønne”. Virksomhederne fortæller i den forbindelse, at de selv bestemmer, hvad der er bæredygtigt, da der ikke findes standarder, man kan måle sig op imod.

Og mens man i medierne kan læse, at der på flere arbejdspladser er en forventning hos medarbejderne om, at deres virksomhed har en bæredygtighedsstrategi, siger SMV’erne, at de ikke oplever pres fra nuværende medarbejdere på CSR- eller klimaagendaen. Faktisk vejer virksomhedens stresspolitik, gode kolleger og chef samt en bonusordning allermest, når danskerne vælger et job. Man har i Danmark udviklet en elitær snak om klima og CSR. Det er selvfølgelig vigtigt for nogen, men for flertallet af danskere er emnet alt for diffust til, at det betyder noget for valg af job.

Ingen grøn omstilling i det offentlige

Det offentlige køber hvert år ind for knap 380 mia. kr., hvilket i 2019 medførte 12 mio. ton udledte CO2-ækvivalenter, eller hvad der svarer til udledningen fra samtlige danske husholdninger på 14 mio. ton. Det gigantiske beløb giver offentlige indkøb potentialet til at rykke massivt i det danske klimaregnskab, men virkeligheden er, at bæredygtige indkøb er nedprioriteret i offentlige udbud.

Man har i Danmark i flere årtier drøftet, hvordan den offentlige sektor i højere grad kan købe mere bæredygtigt. Flere initiativer har været igangsat uden dog, at resultaterne har fulgt med. En analyse fra Dansk Industri viser, at knap hver fjerde kommune stadig ikke har fokus på klimamæssig bæredygtighed i indkøbspolitikken. Vejen fra de gode intentioner på Christiansborg til virkeligheden i kommunerne er stadig lang.

S-regeringen har ganske vist fremlagt en plan for at udvikle indkøbene i en ”ambitiøs grøn retning”, men trods de smukke intentioner om at gøre udbud og indkøb i det offentlige grønnere, oplever virksomhederne stadig, at prisen er den eneste faktor, når det offentlige køber ind. I data fra kommuner og regioner ser det ikke ud til, at bæredygtighed er en del af tildelingskriterierne i mere end 10 pct. at udbuddene.

Mens bæredygtige indkøb således står øverst på den offentlige dagsorden, når der holdes konferencer og nedsættes arbejdsgrupper om fremtiden for offentlige indkøb, indeholder de fleste store udbud ingen grønne krav. Mange virksomheder oplever, at de grønne krav i offentlige udbud enten er misforståede, virkningsløse eller at det slet og ret bliver ved snakken. Der er en kløft mellem det, der tales om i offentlige indkøb, og det, som bliver til handling. Den opreklamerede grønne omstilling i det offentlige er kun flotte ord og gode intentioner, der ikke flytter noget.

Illusoriske gevinster ved umodne teknologier

Ifølge en ny rapport fra The International Energy Agency, IEA, er der ”en kraftig afkobling af højprofilerede klimaløfter og den aktuelle tilstand af ren energiteknologi”. Det går med andre ord alt for langsomt med innovationen for at opnå klimamålene, som mange landes og staters regeringer har erklæret sig enige i ved f.eks. at underskrive Paris-aftalen. Ifølge IEA’s rapport er der store dele af den nuværende CO2-udledning, der kræver nogle helt andre teknologier end de, der er udviklet i dag. Det gælder inden for skibsfart, lastbil- og luftfartstransport samt inden for tung industri som stål-, cement- og kemikalieproduktion.

“Reduktion af den globale CO2-udledning vil kræve udvikling af en bred vifte af nye teknologier, der endnu ikke er i brug. Og mange af de nuværende rene energiteknologier har behov for mere udvikling for at bringe omkostningerne ned og accelerere implementeringen af dem. Ikke alle løsninger er rentable i dag, ikke alle teknologier er modne”, lyder det i rapporten.

Mens danske politikere satser stort på umodne teknologier, som endnu ikke er implementeret i stor skala (f.eks. power-to-X, CO2-fangst, direct air capture og pyrolyse), og som skal skaleres for at føre Danmark i mål med at sænke klimabelastningen 70 pct. i 2030, advarer eksperter mod at lægge for meget værdi i potentialet. Mange teknologier, der skal sikre nulemissioner i 2050, er ikke opfundet endnu. Løsningerne har i bedste fald lange udsigter, og i værste fald kommer de aldrig i en økonomisk bæredygtig form. ”De tekniske potentialer er fortsat langt fra at være realiseret. Det er ikke sådan, at bare fordi man ønsker, noget skal skaleres, så sker det også. Der ligger en hel del processer bag at få bragt de her nye teknologier op i storskala. Derfor kræver det også et grundigt analysearbejde at finde ud af, om det er realistiske mål, der er sat for de enkelte teknologier og sektorer”, lyder det fra Peter Møllgaard, formand i Klimarådet, der er kontrolorgan for klimapolitikken og rådgiver regeringen.

Danmark på vej til at få havvindens IC4

En energiø er en kunstig ø, hvor man samler energien fra et stort antal havvindmøller. Et meget bredt politisk flertal er nået til enighed om grundlaget for den kunstige energiø i Nordsøen, der skal danne ramme om op mod 10 gigawatt (GW) havvind. Projektet, som kommer til at koste 200 mia. kr., og som får staten som majoritetsejer, har fået Ørsted, der ikke kan mistænkes for at være skeptisk over for vindenergi, til at gå ud med en kraftig advarsel: ”En kunstig ø er risky business. Vi frygter simpelthen, at det her bliver havvindens IC4-sag”.

Når et politisk flertal i Folketinget alligevel går ind for en energiø, skyldes det politikernes opblæste ego og sygelige trang til at gennemføre projekter, der placerer Danmark som et foregangsland i verden uanset hvor risikobetonet det måtte være og uanset hvor meget det måtte koste, for det er jo skatteyderne, der betaler. “Med den her beslutning sætter vi rammerne for et afgørende fyrtårnsprojekt i den grønne omstilling. Ikke kun for Danmark, men også for Europa og resten af verden. I dag har vi taget et stort skridt fra vision til virkelighed. Jeg er glad for, at vi er så mange partier, der tager det skridt sammen”, udtalte klimaminister Dan Jørgensen (S) i en pressemeddelelse.

Senest har Kraka Advisory haglet energiøerne ned. Når politikere tager så stor en beslutning på vegne af danskerne, bør den være ordentligt debatteret, mener Kraka. Det er urimeligt at forvente, at 179 folkevalgte alene kan træffe den bedste beslutning om noget så komplekst. Derfor er det vigtigt, at der bliver skabt en åben debat om, hvordan den danske stat investerer i den grønne omstilling.

Energiø-projektet i Nordsøen er Danmarks største anlægsprojekt og svarer til cirka fire Femern-forbindelser. Alligevel har Femern-tunnellen fået markant mere omtale i pressen. Modsat andre store projekter har der ikke været meget offentlig debat om energiø-projektet. Der er også bemærkelsesværdigt lidt offentligt tilgængeligt analysemateriale om energiøens rentabilitet. Ifølge den dokumentation, Kraka har fået adgang til, bygger den samfundsøkonomiske analyse af energiøen på betydelig usikkerhed. Det projektøkonomiske overskud er meget følsomt over for udsving i elpris og de privates krav til afkast. Energistyrelsen skriver endda selv, at den ikke har haft tid til at undersøge, hvordan udlandets elpriser kommer til at påvirke projektet. På trods af den usikre analyse er man i fuld gang med at designe udbuddet af energiøen til 200 mia. kr. Politikerne aner ikke, hvor meget projektet reelt kommer til at koste, og hvem der skal betale prisen. Der er vist nok ikke megen tvivl om, at det bliver de danske forbrugere, der ender med regningen.

Den falske fortælling om klimavenlige elbiler

Mens danskerne lokkes til at købe elbiler for at redde klimaet, er virkeligheden den, at elbiler slet ikke er så klimavenlige, som det påstås. Det skyldes batterierne, som fremstilles i lande, der bruger kulkraft til den energitunge fremstillingsproces. Så længe batterierne fremstilles i lande, der er afhængige af elektricitet produceret ved brug af kul, er biler med forbrændingsmotor et klimavenligere valg.

I øjeblikket fremstilles størstedelen af de batterier, der bruges i elbiler, i Asien med Kina i førersædet. Der bruges megen strøm under produktionen, og Kina hører til blandt lande, der i stor stil anvender kul til sin elektricitetsproduktion. En moderne dieselbil belaster ifølge undersøgelser klimaet med 8,4 ton CO₂, hvor en elbil, hvis batteri er fremstillet i Kina, belaster med 16,8 ton. Omkring halvdelen af belastningen ved elbilen skyldes batteriet. Hertil kommer, at elbiler umuligt kan være grønne i betragtning af, at de kræver en voldsom udnyttelse af sjældne jordarter, og at de bruger ca. 7 gange så meget metal som traditionelle biler. Det preller dog af på både danske virksomheder og forbrugere. Senest har ISS f.eks. meddelt, at det vil gå i gang med at udskifte sine 20.000 biler til elbiler.

Trods hypen om elbiler vil S-regeringens klimastrategi ifølge Energistyrelsen øge antallet af benzin- og dieselbiler i Danmark. Frem mod 2030 vil den samlede danske bilpark stige med 600.000 til i alt 3,3 mio. biler, hvoraf langt de fleste er benzin- eller dieselbiler. Elbiler udgør fortsat en meget lille del af bilsalget og den samlede bilpark i Danmark. Ved indgangen til 2021 kørte der ifølge Autobranchen Danmark 32.502 elbiler rundt i Danmark. Det svarer til under 1,3 pct. af den danske bilpark på knap 2,6 mio. biler.

S-regeringen påstår, at den vil fremme grønne biler. Men staten selv har stort set ingen i porteføljen, halter milevidt efter både kommuner, regioner og det private erhvervsliv, og har under Mette Frederiksen købt 15 gange flere dieselbiler. I perioden fra juli 2019 til juli 2021 – de godt to første år med den socialdemokratiske regering ved magten – har staten i alt indregistreret 1.220 nye personbiler. Med 31 elbiler og 29 benzin-plug-in-hybridbiler iblandt udgør grønne biler blot 4,9 procent af statens nyindregistrerede personbiler i perioden. Staten går således ikke forrest i den grønne omstilling på transportområdet, men bliver ved med at købe fossilbiler.

Og er der det med ladestandere. Mens antallet af grønne biler stiger, mangler der politisk vilje til at indfri ambitionerne om et effektiv ladenetværk til elbilerne. Kunder med bopæl i særligt de store byer finder det problematisk at finde en ladestander. Der er nu så mange elbiler på gaden, at der er rift om ladepladserne og mulighederne er begrænsede i forhold til at få ladet sin elbil op. Ifølge Transportministeriet har der ved udgangen af 2021 været 4.828 offentligt tilgængelige ladepunkter til elbiler. Det er en stigning på 68 pct. i forhold til udgangen af 2020. Selv om der har været en stor vækst i antallet af ladepunkter, så er der stadig markant flere elbiler, som kører rundt på de danske veje. Antallet af ladepunkter pr. elbil er de seneste år faldet fra ét ladepunkt pr. fire elbiler i 2018 til ét ladepunkt pr. 11 elbiler i august 2021, oplyste De Danske Bilimportører i oktober 2021.

Ikke overraskende er mange af dem, der overvejer at købe en elbil, bekymret for at løbe tør for strøm. Og det har fået forsikringsselskaberne til at reagere. Flere, herunder LB Forsikring, If og Topdanmark, tilbyder allerede særlige forsikringer til ejere af elbiler. Forsikringerne omfatter bl.a. taxaservice til elbilejere samt udvidet vejhjælp, så man kan få bugseret sin bil til en ladestation, hvis man løber tør for strøm. Topdanmark tilbyder også skadeforsikring, fordi elbiler er involveret i 20-30 pct. flere skader end traditionelle benzin-og dieselbiler. De er også dyrere at reparere.

Fordomme om atomkraft lever i bedste velgående

Der er dyb uenighed mellem EU-landene om, hvilke energiformer der er grønne, og diskussionen har kørt i årevis. Mens Tyskland, Østrig, Spanien, Danmark og Luxembourg er imod atomenergi, får Tjekkiet, Finland og Frankrig størstedelen af deres energi fra atomkraft og ser atomkraft som helt afgørende.

Det brede politiske flertal bag klimaloven og den ledsagende stribe af klimaaftaler viser, at der i Danmark er en stærk konsensus om den grønne omstilling – indtil man begynder at diskutere atomkraft. For nylig slog klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) i Ekstra Bladet fast med syvtommersøm, at der ikke kommer atomkraft i Danmark, så længe han har et ord at skulle have sagt. Dan Jørgensen vil i stedet have, at Danmark skal blive bedre til at udnytte biogas og jordvarme. Samtidig understreger han, at det vil tage op mod 20 år at etablere et atomkraftværk, og det er der ikke tid til at vente på, når planen er, at Danmarks energiproduktion skal være CO2-neutral i 2030.

Dan Jørgensen har samtidig opfordret EU til ikke at inkludere atomkraft i EU’s grønne taksonomi og er dermed i strid med videnskaben ved at underminere anbefalinger vedr. atomkraft fra både EU-Kommissionens Forskningscenter (JRC) og FN’s klimapanel, IPCC, der inkluderer atomkraft som en af løsningerne på klimakrisen i sine fremtidsscenarier.

Man kunne fristes til at tro, at Dan Jørgensen gør alt for at bibeholde den falske fortælling om, at vedvarende energikilder kan klare ærterne selv. Hvis atomkraft inkluderes i EU’s grønne taksonomi, vil det jo betyde mindre midler til vindmøller, hvorfor rygraden af Danmarks eksporteventyr svækkes. Hvis dette er motivationen, så er Dan Jørgensen fløjtende ligeglad med både videnskaben, klimaet og miljøet, men mere interesseret i at please grønne virksomheder som Vestas og Ørsted.

Klimakampen må ikke koste på privatøkonomien

Der er bred opbakning i den danske befolkning om en 70-procentsreduktion af CO2-udslippet i 2030, men 50 pct. af danskerne mener, at det primært er politikerne, der skal stå i spidsen for de klimavenlige initiativer, og at klimadagsordenen ikke må koste på privatøkonomien. I de fleste andre lande mener en betydeligt større andel af borgerne, at det først og fremmest er forbrugerne og erhvervslivet, der skal drive den grønne omstilling. Det er ikke tilfældet i Danmark, hvor forbrugerne har overladt initiativet til politikerne.

Ser man på forbrugeradfærd i globalt perspektiv, er danskerne nogle af de mindst klimabevidste og samtidig blandt dem, der har gjort mindst for at ændre indkøbsadfærd de seneste fem år. Selv blandt de mest klimabevidste danskere er der grænser for, hvor meget ekstra man vil betale for at være bæredygtig. Og derfor går det naturligvis ikke, at man eksempelvis skal betale 30-60 pct. mere for en elbil end for en benzin- eller dieselbil.

I november 2020 viste en Megafon-måling, at et klart flertal af vælgerne afviser CO2-afgifter, der rammer dem selv på pengepungen. Da vælgerne beder politikere om at blæse og have mel i munden, er resultatet forudsigeligt. Regeringen forsikrer, at klimamålene står ved magt, men vil ikke gøre, hvad der skal til, for at de indfris. Erfarne politiske iagttagere har i deres stille sind for længst afskrevet klimasagen som et overfladisk fatamorgana. Danskerne efterspurgte følelsen af grøn omstilling, men ikke vejen dertil. Når der skal bringes ofre og betales for de højstemte klimamålsætninger, afsløres klimatossernes hykleri. Det er ikke mindst det velkendte ”not in my backyard-princip”, der gør sig gældende. Altså: Naturligvis skal vi have vindmøller, grøn strøm og alt det der. Men det skal ikke foregå i min baghave.

En nylig undersøgelse har vist, at danske forbrugere har vanskeligt ved at gennemskue, hvilken mad de skal vælge i supermarkedet for at mindske deres klimaaftryk. Tre ud af fire adspurgte svarede, at de havde svært ved at gennemskue, hvilket klimaaftryk fødevarerne har. Og det blev til fulde bekræftet, da blot to ud af 1.144 adspurgte forbrugere kunne placere otte almindelige madvarer i den rigtige rækkefølge efter, hvor klimabelastende de var. Danskerne spiser ganske vist en smule mindre kød end tidligere, men flyver mere, og en flyvetur til f.eks. Thailand svarer til fem års forbrug af oksekød. Da julegavejagten gik i gang i december 2021, glemte langt de fleste de grønne ambitioner. Af en undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov i 2021 har udarbejdet for Danske Bank blandt godt 2.000 danskere over 18 år, svarede kun 6 pct. af de adspurgte danskere, at klimahensyn enten i høj eller meget høj grad påvirker deres julegaveindkøb.

Der er således betydelig diskrepans mellem danskernes påståede klimabekymringer og faktiske klimavaner. Der er ganske vist kommet stor bevidsthed omkring klimaet, men man kan ikke rigtig se det i danskernes reelle adfærd. For virkeligheden er, at danskerne definerer livskvalitet som øget forbrug af rejser, biler, tøj og mad. Der er meget få danskere, der er indstillet på at forringe deres egen livskvalitet markant.

Virksomheder greenwasher på livet løs

På mange store virksomheder praktiserer man såkaldt ”greenwashing”, hvilket betyder, at virksomhederne pynter sig med lånte fjer og foregiver at være grønne virksomheder, selvom de reelt ikke er det. Virksomhederne putter bare en bæredygtig eller etisk label på og lukker en hel masse varm luft ud i den forbindelse. Varen eller ydelsen får bare et nyt navn, fordi man ved, at kunderne gerne vil have noget bæredygtigt. Virksomhederne gør sig med andre ord bedre, end de er, ved at overdrive deres godhed og hykle noget, som de reelt ikke mener. En undersøgelse viser, at 70 pct. af virksomhederne fokuserer på bæredygtighed, fordi deres kunder forventer det, og fordi det gør det nemmere at tiltrække nye medarbejdere. Kun 25 pct. gør det, fordi det gavner omkostningsniveau eller bundlinje. Der er altså mere fokus på branding end på virkelig grøn effekt.

Webshopgiganter som Amazon, Zalando og Boozt lukrerer på den stigende efterspørgsel på bæredygtige produkter og indfører egne bæredygtige mærkningsordninger. Den nordiske e-handelsplatform for mode Boozt sælger næsten 6000 varer, de klassificerer som “bæredygtig fashion”. “Det er os, der bestemmer, hvad der kaldes bæredygtigt for nuværende. Det er et lovløst land i øjeblikket,” har Anders Enevoldsen, direktør for forretningsudvikling og kommunikation hos Boozt, fortalt til Børsen.

Store danske virksomheder som Telia, Danske Bank, Nestlé, Novo Nordisk, Toms, Coloplast og Carlsberg greenwasher deres regnskaber ved at købe såkaldte grønne certifikater, som ingen effekt har. Formålet er at promovere sig med, at virksomhederne bruger vedvarende energi for at støtte den grønne omstilling. I virkeligheden kommer der ikke mere vedvarende energi, og der bliver ikke udledt mindre CO2, fordi virksomhederne køber de grønne certifikater. Virksomhederne bruger certifikaterne til at kalde sig grønne, selvom de ikke er det.

I finanssektoren erklærer Danske Bank og Nordea deres støtte til Paris-aftalen, men samtidig investerer de fortsat milliarder i fossile selskaber. Siden Paris-aftalen blev vedtaget i 2015, har Nordea postet mindst 103 mia. kr. i fossile selskaber, mens Danske Bank er involveret med i hvert fald 65 mia. kr. I pensionsbranchen vælter det ind med grønne pensionsprodukter. Der mangler dog transparens og sammenlignelighed ved produkterne, hvilket betyder, at både rådgivere og forbrugere har svært ved at se, om produkterne efterlever kriterierne for bæredygtighed.

Der er penge i klimareklame. De seneste år er virksomhedernes miljø- og klimamarkedsføring eksploderet, og konsulentbranchen tjener tykt på arrangementer og kurser om, hvordan man klimamarkedsfører. Fødevarevirksomhedernes kommunikationsafdelinger smører tykt om deres klimaarbejde og får de mest klimabelastende fødevarer til at se klimavenlige ud, mens sandheden er, at ingen fødevarer er klimaneutrale.

Antal klager over vildledende klimamarkedsføring (greenwashing) stiger. I 2020 modtog Forbrugerombudsmanden 68 klager om vildledende klimamarkedsføring mod 19 klager året før. Jane Frederikke Land, advokat med speciale i markedsføring og forbrugerret hos Liga Advokater, siger: “Der er desværre rigtig mange, der overtræder reglerne. Det er inden for alle brancher”.

Danmark er et paradis for klimasvindlere

Kun tæt på hver fjerde af Danmarks 100 største virksomheder har målsætninger om at barbere CO₂-udledningen eller blive CO₂-neutrale i deres fulde værdikæde. Virksomhederne medtager således ikke den forurening, som underleverandører og samarbejdspartnere bidrager med i et produkts eller en serviceydelses samlede vej fra idestadiet frem til, at kunden skrotter varen. Målsætningerne hos ca. 75 pct. af virksomhederne gælder kun udledningerne fra virksomhedernes egen produktion, hvilket typisk kun udgør en lille del af det samlede klimaaftryk. Store, toneangivende virksomheder såsom Mærsk, Coloplast, FLS, Grundfos og Jysk-koncernen mangler at sætte mål for deres fulde klimaaftryk.

Danmarks CO2-udledning ser meget pænere ud, end det egentlig er, fordi man her i landet har besluttet, at afbrænding af træ, som 47 pct. af den vedvarende energi Danmark stammer fra, er en CO2-neutral energikilde. Men afbrænding af træflis udsender nemlig lige så meget CO2 pr. produceret energienhed som afbrænding af kul. Klimaet påvirkes med andre ord lige negativt af et ton CO2, hvad enten det kommer fra kul eller træflis. Da træflisens bæredygtighed ikke er dokumenteret, bør træflis tages ud af ligningen i den grønne omstilling. Danmark har imidlertid med milliardstore investeringer i nye værker baseret på træflis bundet sig til i årtier fremover at udlede store mængder CO2 under den falske varebetegnelse “Grøn omstilling”.

En række udenlandske forskere mener, at Danmark pynter sit klimaregnskab med lånte fjer. “Det svarer til bogføringssvindel. Hvis man havde et selskab og lod være med at bogføre gælden, så ville det være svindel. Det er det samme, Danmark gør“, sagde William Moomaw, der har været hovedforfatter på fem af FN’s klimarapporter, til TV2. Professor Daniel Kammen fra Berkeley University, der tidligere har været hovedforfatter i FN’s klimapanel og klimarådgiver for Obama-regeringen i USA, kalder den danske måde at opgøre CO2-udledning på for “klimasvindel”.

Københavns Kommune har en selverklæret ambition om at være CO₂-neutral om bare tre år. Det sker dog ikke ved at rejse 140 meter høje vindmøller inden for kommunegrænsen, men derimod i Skive Kommune, Lemvig Kommune samt Lolland Kommune. Politikerne i København mener at være godt på vej til at indfri ambitionen om at blive verdens første CO₂-neutrale hovedstad. At dette primært skal ske gennem vedvarende energiproduktion og skovplantning langt væk fra København, anses i Borgerrepræsentationen for at ”gøre tingene smartere og grønnere”’. Københavns Kommune er dog ikke den eneste, der i sit CO₂-regnskab indregner den fulde effekt af vindmøllerne. Det samme gør nemlig Skive, Lemvig og Lolland Kommuner, hvilket alle involverede er fuldt vidende om. Reelt er der tale om klimasvindel, idet samtlige de involverede folkevalgte i de fire kommuner har været tavse om de sminkede kommunale CO₂-regnskaber.

Klimakompensation er blevet et af de vigtigste værktøjer i kampen mod den globale opvarmning. Ved at købe kreditter fra klimaprojekter i udlandet forsøger virksomheder og stater at kompensere for deres udledning af CO2. Politiken, der følger kreditterne og undersøger klimakompensationen, har bl.a. afsløret, hvordan klimakreditter fra et dansk selskab bliver solgt flere gange til stor skade for klimaet, at store danske virksomheder som Ørsted og Arla har købt CO2-kompensation fra svindelprojekter i Rusland, og at træer bliver brugt som falsk klimakompensation i Uganda. Det er en mindre skandale, at der ikke er nogen myndighedskontrol med det store private marked for klimakompensation og at den danske stat og store danske virksomheder har været involveret.

Hvor langt er man nået på 2 år?

Der har været et hav af ambitiøse klimamål, højstemte politiske taler, smukke visioner, symbolladede udmeldinger og markeringer mv. – men hvor langt er man konkret nået på 2 år? Det korte af det lange er, at der er en meget stor afstand mellem visioner og konkrete resultater.

De planer, regeringen har lagt for at nå Danmarks klimamål i 2030, er for en stor dels vedkommende så ukonkrete og usikre, at der er betydelig risiko for ikke at nå det klimamål, der blev fastsat ved lov sidste år, vurderede Klimarådet i februar 2021. ”For at vi kan tro på, at man når i mål med 2030-målet, så skal man have lagt planer, strategier, lavet analyser, kommet med udspil og selvfølgelig allerhelst have vedtaget virkemidler, der gør, at vi kan se, at det kan lade sig gøre. Det er ikke nok at pege på tekniske potentialer, også fordi de er forbundet med en hel del usikkerhed”, har Peter Møllgaard, formand for Klimarådet, oplyst over for Børsen. Med andre ord mangler der fortsat en klar plan for, hvordan Danmark skal nå målsætningen om at reducere 70 pct. af den danske CO2-udledning i 2030.

Det store billede er, at mens politikere konkurrerer på målsætninger og ambitioner, er den oversete udfordring at gøre grøn omstilling konkret med klare initiativer. ”Regeringen er nu kommet med længe ventede planer på de mest udgiftskrævende klimatiltag som CO2-fangst og de nye grønne brændsler. I udspillet for CO2-fangst er der forholdsvis lave ambitioner, mens i udspillet om de nye grønne brændsler fra ptx er ambitionerne urealistisk høje. I de to udspil mangler der klarhed over, hvad regeringen egentlig har tænkt sig på det grønne område, når visionerne skal omsættes til realiteter. Der er stor afstand mellem visioner og konkrete udspil”, skrev Jens Hjarsbech og Finn Lauritzen, Axcelfuture, i Børsen i december 2021.

Såvel erhvervslivet som borgerne holdes fortsat i uvidenhed om, hvad klimaomstillingen kommer til at koste, og hvor indgribende den bliver. Især erhvervslivet, der investerer på mellemlangt og langt sigt, er afskåret fra at disponere, fordi S-regeringen reelt ikke aner, hvordan klimamålet skal omsættes i praksis.

Det mener klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen ikke er et problem. Han har ved flere lejligheder udtalt, at han er ”meget glad for den brede opbakning” til hans klimapolitik. I 2019 har Dan Jørgensen åbent erkendt, at han ikke ved, hvordan man kan indfri de ambitiøse klimamål i regeringens forståelsespapir. Det ved klimaministeren stadigvæk ikke her i starten af 2022, men det giver ham ikke søvnløse nætter, for ministeren ved, at danske vælgere måler ham på det, han siger og lover, og ikke på det, han gør og leverer. ”Danskerne er meget idealistiske. De kan godt se, at 70 pct. er meget ambitiøst og ikke noget, vi lige gør. Alligevel bakker de op”, har den glade klimaminister sagt til Berlingske.