Myten om det korruptionsfrie Danmark (2021)

I dansk selvforståelse er danskerne det mindst korrupte folk i verden. Det bekræfter jo Danmarks fine placering i Transparency International’s korruptionsindeks. Vi er derfor enige med os selv og omverdenen i, at vi er for rene til noget så griset og bananstatsagtigt som korruption. Fortællingen om det korruptionsfrie Danmark er imidlertid ikke andet end en myte.

Normerne skrider i toppen

Der er et normskred og moralsk forfald i gang i samfundets top. Det gælder ikke kun de skiftende regeringer, men også Folketinget, der har svært ved at manøvrere uden om de gråzoner, hvor indspisthed, vennetjenester og dermed korruption har det med at trives. Normerne er også skredet i Danmarks centraladministration, som er gennemkorrumperet af embedsmisbrug, magtmisbrug og ansvarsfralæggelse. Normskreddet viser sig bl.a. ved, at faglighed er erstattet af politisk snilde, at beslutninger træffes uden lovhjemmel, at der slettes SMS’er i statsministeriet for at ødelægge bevismateriale og at ingen drages til ansvar for selv de værste svigt. Det ville næppe være sket i den klassiske centraladministration præget fra top til bund af faglighed, grundighed og ordentlighed. Og når først normerne skrider i toppen, forplanter de sig ned gennem det politiske system til regioner, kommuner og borgere.

Korruption i Folketinget

Listen over korrupte folketingspolitikere er lang. Vi kan alle huske tidligere konservative økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen, hvis jagt- og golfrejser blev betalt af Danfoss og Danisco. Og Ritt Bjerregaards lejlighed på Christianshavn. Og Troels Lund Poulsen, der som skatteminister modtog et Rolex-ur fra en oliesheik.

Og forskningsminister Esben Lunde Larsens forsøg på at bruge sit folketingsmandat til at fremme en vindmøllesag, han selv og hans familie havde økonomiske interesser i. Og klima- og energiminister Martin Lidegaard, som gik videre med en lov om solceller, selv om ministeriet vidste, at der var et hul i loven. Og socialminister Annette Vilhelmsen, som har bevilget 1 mio. kr. til Lisbeth Zornig og hendes projekt ”Stemmer på kanten”.

Og danske EU-politikere, der hæver diæter for møder, de ikke har deltaget i. Og Danmarks tidligere statsminister, Lars Løkke Rasmussen, der som formand for klimaorganisationen GGGI har fløjet på 1. klasse ni gange, lod CGGI betale sin datters flybillet til 27.000 kr. og lod Venstre finansiere sine jakkesæt. Og Henrik Sass Larsen, der har meldt ud, at han er sygemeldt, men som har beholdt sin gunstige indtjening som statsrevisor. Han modtog godt 30.000 kroner om måneden oven i folketingslønnen, så hans indtægt rundede 1 mio. kr. om året. Listen over korrupte politikere er lang. Deres adfærd ville være blevet kaldt ”korruption”, hvis den havde fundet sted i et andet land end Danmark.

Så er der økonomiske donationer til politiske partier. Dem er der ikke noget odiøst ved, men i de fleste modne demokratier har politikerne accepteret en udstrakt åbenhed om pengestrømme. Vælgerne skal ganske enkelt have mulighed for at følge med i, hvad der foregår. Dog ikke i Danmark. Reglerne om partistøtte omgås i Danmark flittigt, bl.a. ved at dele donationer i mindre portioner, hvilket skandalen omkring den tidligere Venstre-politiker Britt Bager er et skoleeksempel på. Britt Bager, som i sin tid blev valgt for Venstre i Region Midtjylland, modtog i 2015 en donation på 100.000 kr. til sin valgkamp. Pengene blev doneret af fem virksomheder med samme anonyme ejer. Hver virksomhed har doneret 20.000 kr., som er bagatelgrænsen, hvor man ifølge loven ikke har pligt til at oplyse identiteten på bidragsyderen. Britt Bager har altså lavet en smart finte i strid med ånden i loven om partistøtte, hvor donationerne er blevet spredt over flere selskaber for at holde donoren anonym. Juraprofessor Morten Brobergs kommentar til sagen var, at ”denne praksis indebærer overtrædelse af loven”.

Eksempler som dette har medført, at Greco, som er Europarådets mellemstatslige samarbejde til bekæmpelse af korruption, i flere omgange har kritiseret, at Folketinget ikke har indført de nødvendige tiltag med henblik på at forhindre korruption blandt politikerne. Greco efterspørger bl.a. et system, som gør det nemmere at se, hvilke økonomiske interesser de folkevalgte politikere har. Derudover efterlyser organet et etisk regelsæt for folketingsmedlemmerne. Men hver gang mødes Greco’s kritik af en mur af tavshed fra folketingspolitikerne. Det er især Venstre og Socialdemokratiet, der står sammen om at forsvare de nuværende regler, der giver mulighed for at omgå loven og modtage partistøtte anonymt.

Da et flertal i Folketinget i 2016 bevilgede politikerne på Christiansborg en lønforhøjelse på 40 pct., skete det med den begrundelse, at der var et større arbejdspres og medietryk på politikere, og det øgede behovet for fagmedarbejdere, der kunne hjælpe politikerne med at håndtere presset og med at kontrollere regeringen og udvikle politik. Af Venstres regnskaber fremgik det imidlertid, at partiet ikke havde brugt den øgede bevilling på at modstå et øget mediepres eller udarbejde ny politik. Venstre har brugt 8.127.538 kr. på ”tryksager, annoncer, mv.”, altså en ren kampagnevirksomhed, som ikke bidrager til bedre beslutninger, men bare giver mere markedsføring, annoncering og konkurrence om vælgerne.

Folketingspartiernes erhvervsklubber, der skaffer donationer til valgkampe og kampagner, er omgærdet af mistænkeliggørelse og anklager om nepotisme, snyd og vennetjenester. Klubberne fungerer ved, at privatpersoner, virksomheder og interesseorganisationer melder sig ind og med mellemrum inviteres til møder med toppolitikere og ministre. For det betaler de omkring 20.000 kroner om året, fordi det er beløbsgrænsen for anonyme bidrag til partier. Til gengæld for betalingen får de anonyme medlemmer en eksklusiv adgang til toppolitikere. Det siger sig selv, at donationer medfører, at politikerne bringes i et eller andet afhængighedsforhold. Hertil kommer, at ministrene bruger deres embedsmænd til at forberede oplæg til møderne, hvilket rejser tvivl om, hvad der er fundraising og partiarbejde, og hvad der er skatteyderbetalt ministerbetjening.

Ifølge Frederik Waage, professor i forvaltningsret ved Syddansk Universitet, er der tale om en højst problematisk brug af embedsmændene i centraladministrationen. ”Problemet er, at man bruger embedsværket til at udarbejde mødemateriale i forbindelse med møder i erhvervsklubberne, hvis grundlæggende formål er at generere indtægter til partiernes kasser. Det er ikke sagligt, og jeg mener ikke, at det er lovlig brug af de ansatte embedsmænd”’, siger Frederik Waage.

Korruption i statsadministrationen

Korruption er ikke kun bestikkelse, bedrageri, mandatsvig eller nepotisme, men i høj grad også embedsmisbrug – misbrug af betroet magt eller offentligt embede. Et klokkeklart eksempel på embedsmisbrug i Statsministeriet var Mette Frederiksens og hendes departementschef Barbara Bertelsens målrettede og overlagte sletning af sms’er, hvilket har betydet, at kommissionen, der skal undersøge minksagens forløb, kom til at mangle bevismateriale, der potentielt kunne være afgørende. ”Hvis man ved, at der kommer en undersøgelse, som skal granske det her forløb, virker det påfaldende, hvis man derefter løbende sletter ting”, siger Sten Schaumburg-Müller, der er juraprofessor med speciale i bl.a. it-ret på Syddansk Universitet.

Tjenestemisbrug, magtmisbrug, svindel, bestikkelse og nepotisme er systemiske i Forsvarsministeriet. Ikke mindre end fem topchefer har været indblandet i alvorlige personsager. Den tidligere hærchef Hans-Christian Mathiesen blev sigtet for pligtforsømmelse og tjenestemisbrug for at fremme sin kærestes karriere i Hæren. Forsvarschef Bjørn Bisserup banede vejen for, at en række ansatte, inklusive forsvarschefens egen søn, kunne begynde på Hærens Officersskole hurtigere end ellers planlagt. Departementschef i Forsvarsministeriet Thomas Ahrenkiel var i 2016 med til at tildele engangsvederlag og tillæg til ministeriets daværende pressechef, som han dengang havde et forhold til og i dag er gift med. Laila Reenberg, direktør for Forsvarsministeriets Personalestyrelse, ”glemte” at underrette sin overordnede, da hendes egen ægtefælle blev tildelt en attraktiv chefstilling i Søværnet. Og finansdirektøren i Værnsfælles Forsvarskommando, Anja Erichsens, var med til at tildele store engangsvederlag til hendes kæreste, som er oberstløjtnant og bataljonschef i Hæren. Auditørkorpset har overdraget sagen til politiet.

Ordentlighed og redelighed i forsvarets øverste ledelse er alligevel ikke, hvad forsvarsminister Trine Bramsen (S) går højt op i. ”Nej, jeg betragter ikke Forsvaret og mit ministerium som gennemsyret af råddenskab”. Og ja, jeg har meget stor tillid til forsvarschefen og Forsvarets ledelse”, har hun fortalt ved et samråd i Folketingets Forsvarsudvalg, hvor hun også gav udtryk for, at den øverste ledelse i Forsvaret og Forsvarsministeriet slipper for konsekvenser af at vende det blinde øje til svindel, magtmisbrug og nepotisme, da det er en håbløs sag. ”Problemet er jo, at så har vi de næste chefer. Bliver det bedre af det? Det tvivler jeg sådan set på”, sagde Bramsen.

Filminstituttet, der hører under Kulturministeriet, har som formål at fremme filmkunst, filmkultur og biografkultur i Danmark. Det er derfor i strid med filmloven, at flere bestyrelsesmedlemmer i Det Danske Filminstitut (DFI), der hver år deler millioner af kroner ud til danske film- og tv-produktioner, også sidder i bestyrelser for virksomheder, som har modtaget støtte fra netop DFI. I henhold til filmloven må medlemmer af DFI’s bestyrelse nemlig ikke være repræsentanter for, ansat i eller økonomisk interesseret i virksomheder for produktion, udlejning eller forevisning af film eller have filmfaglige tillidsposter. Bestyrelsesformanden for DFI, Anders Kronborg sagde, ”det ikke er noget, han har tænkt over før”.

Eftersom Innovationsfonden er en statslig fond under Uddannelses- og Forskningsministeriet, skal den agere efter de spilleregler for legalitet og ordentlighed, som gælder for statslige institutioner. Det har Carlsbergs magtfulde bestyrelsesformand og tidligere næstformand i Innovationsfonden, Flemming Besenbacher, set stort på, idet han har været med til ulovligt at uddele millioner af skattekroner til forskning og sikre millionstøtte til projekter, hvor deltagerne er forskere eller institutioner, som han har en personlig tilknytning til. Sagt på jævnt dansk har han brugt sin position som bestyrelsesformand til at fremme egne interesser. Kammeradvokaten mener, der kan blive tale om erstatningsansvar.

I Fiskeriministeriet har der været store problemer med at overholde helt elementære regler, herunder kravet om objektiv tildeling af fiskekvoter. Regeringen og fiskerimyndighederne har nemlig i det skjulte givet nogle af landets største muslingefiskere unik adgang til at fiske tonsvis af blåmuslinger i Storebælt, hvilket tangerer korruption.

Michael Gøtze, professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet, mener, at sagens forløb bekræfter en særdeles problematisk kultur hos fiskerimyndighederne. ”Det ser ud til, at der er problemer med fundamentale juridiske krav som f.eks. objektiv tildeling af fiskekvoter, saglighed og professionalisme i måden at håndtere ansøgninger på. Man får indtryk af, at det har kørt relativt uformelt, og at det administrative apparat omkring den pågældende forsøgsordning har været tæt på det minimale og med tilsvarende begrænset fokus på lighed for loven. Vi taler ikke om problemer med enkeltstående smuttere, men om problemer med selve kulturen”, siger prof. Gøtze.

Bevidst misbrug af de offentlige midler er korruption. Den har Landbrugsstyrelsen og Ministeriet for Fødevarer gjort sig skyldige i, da de i 16 år har været bevidst om, at der blev udbetalt landbrugstilskud, der ikke skulle udbetales. Landbrugsstyrelsen har nemlig ikke haft styr på, om landmænd har lavet en kunstig opsplitning af deres bedrifter for at omgå et loft over, hvor meget tilskud og støtte der kunne udbetales. Landbrugsstyrelsen udbetaler omkring 7 mia. kr. om året i tilskud og støtte til landbrug. Størstedelen af pengene kommer direkte fra EU, og med dem følger et sæt regler for kontrollen, som Landbrugsstyrelsen er forpligtet til at følge. Siden 2005 har Landbrugsstyrelsen været bevidst om, at der muligvis blev udbetalt penge til landbrug, der omgik reglerne. Alligevel er kontrollen ikke blevet styrket.

Frustrerede læger, uforståeligt bureaukrati og patienter, der lades i stikken. Region Hovedstadens nye it-system, Sundhedsplatformen, er af nogle kritikere blevet kaldt den største offentlige it-skandale nogensinde. Alligevel har direktøren, som stod i spidsen for implementeringen, fået en bonus på 100.000 kr. Aftalen om bonussen er indgået i januar 2017, og pengene er blevet udbetalt “for det særlige ansvar for Sundhedsplatformens samtidige implementering i Region Hovedstaden og Region Sjælland”. Udbetaling af den uretmæssige bonus ville man i andre lande kalde korruption.

I 2014 blev fremtrædende overlægers misbrug af forskningsmidler på Rigshospitalet og andre hospitaler i Region Hovedstaden afdækket. Uregelmæssighederne gik fra et ekstravagant forbrug på restauranter og hoteller over indkøb af kunst, møbler, vin og dyre designerbriller, årlige laksefisketure i de norske, betaling af privat gæld samt honorarer til ægtefæller og børn. 76 forskere var omfattet af undersøgelsen, som blev foretaget af forretningsudvalget i Region Hovedstaden. Sagerne har ført til en række politianmeldelser, sigtelser og afskedigelser.

Da man i 2007 indførte resultatkontrakter i politiet betød dette, at man nu i stedet for at jage forbrydere skulle jagte resultater og måltal til Rigspolitiets statistikker. Af en rapport ”Fup eller fakta”, som Politiforbundet og Rigspolitiet har udarbejdet på baggrund af interviews med ca. 120 betjente fra 12 stationer, fremgik det, at ”45 mand i et tilfælde blev indkaldt og skulle stoppe alle på vejen for at udskrive nok sager. En anden gang skulle betjente oprette 291 forhold på en person, som havde lavet 291 falske billetter, så det i statistikken blev til 291 opklarede sager. En tredje episode handler om, at en mand havde sendt 400 tilsyneladende mindre kærlige SMS’er til sin ekskæreste. Det blev skrevet ind i statistikken som 400 forhold. Og så havde politiet pludselig nået sine måltal”.

En tidligere afdelingschef i Rigspolitiet har fået fratrædelse hele to gange på to år. Første gang fordi hun var åremålsansat, hvilket giver offentlige chefer mulighed for at få fratrædelsesgodtgørelse, selvom de bliver i stillingen. Det andet gyldne håndtryk fik hun i forbindelse med sin fratrædelse efter det havde vist sig, at hun havde indgået ulovlige kontrakter med konsulenter for ca. 43,3 mio. kr. Ca. 1 mio. kr. har hun fået inden for 2 år i fratrædelse, og hun er ikke alene. 42 chefer i politiet har fået godt 10,1 mio. kr. i bl.a. fratrædelser – selvom de ikke er stoppet i jobbet. Desuden har Rigspolitiet indrømmet, at man har fundet ud af, at kun godt 38 pct. af 240 indgåede kontrakter med private leverandører overholder udbudsreglerne. I Rigspolitiets Koncernservice har afdelingschef Bettina Jensen sikret to af sine veninder konsulentopgaver for mere end 20 mio. kr. på bare tre år. Opgaverne kom – stik mod loven – aldrig i udbud, og venindernes honorarer blev udbetalt uden kontrakter og uden forudgående budgetgodkendelse.

Det er karakteristisk for skandalesagerne i bl.a. SKAT, Socialstyrelsen og Forsvaret, at der havde været masser af advarsler om manglende funktionsdeling og svigt i kontrollen, advarsler fra den interne revision og i et vist omfang fra Rigsrevisionen. De advarsler medførte ingen reaktion, formentlig knap nok eftertanke, hos den øverste ledelse, inklusive departementschefen, i de pågældende ministerier.

Det er også påfaldende, at skandalerne i Danmarks offentlige sektor hverken får personalemæssige eller strafferetlige konsekvenser for de skyldige, højst en løftet pegefinger. I Britta-sagen var de egentlige skurke den daværende socialminister Mai Mercado og hendes departementschef Jens Strunge Bonde. De burde være stillet til ansvar for det mangelfulde kontrolmiljø i Socialstyrelsen, men er gået fri. Udbytteskandalen i SKAT, der har kostet skatteyderne over 12 mia. kr., har ikke fået strafferetlige konsekvenser for de to centrale personer, Jens Brøchner og Jesper Rønnow Simonsen. De er blevet begge ”frikendt” og fortsætter karrieren – Jens Brøchner som topchef i Skatteministeriet og Jesper Rønnow Simonsen som sekretariatschef i EVU.

Korruption i regionerne og kommunerne

Mængden af offentlige skandaler afslører dyb råddenskab og korrupt ledelseskultur i det Danmark, som ellers bryster sig af at være verdens mindst korrupte land. Svindel med udbytteskat, svindel i socialstyrelsen, svindel i Forsvarets Byggestyrelse. Regionerne kan også være med. Der var en bestikkelsessag i Region Sjælland og svindel i Region Syddanmark.

I 2016-2017 har vi oplevet den såkaldte Atea-sag. 55 personer er blevet sigtet i den omfattende bestikkelsessag, herunder enten nuværende eller tidligere ansatte i bl.a. Københavns Kommune, Postvæsenet, Forsvaret, DSB, 3A-it, Rigspolitiet, Region Sjælland, Udenrigsministeriet, Rigsadvokaten, DONG, Forsvarets Efterretningstjeneste og Kriminalforsorgen. Fra deres job i ministerier, styrelser og andre offentlige myndigheder har de modtaget gaver i form af mobiltelefoner, tablets og andet elektronisk udstyr, besøg på gourmetrestauranter, luksusrejser til Dubai, hotelophold mv.

Ved en stor konference om offentlige indkøb, som IKA Foreningen af offentlige indkøbere afholdt i 2017, har en stribe private firmaer lokket de ca. 500 indkøbere fra stat, regioner og kommuner med præmier såsom hotelovernatninger og gavekurve. Da offentligt ansatte ikke må modtage gaver fra private leverandører, har man camoufleret bestikkelsen som konkurrence og lodtrækning.

Medlemmerne af Region Hovedstadens såkaldte diabetesudvalg har i flere år modtaget honorarer og aktieposter fra forskellige medicinalfirmaer, primært Novo Nordisk. Det er indlysende, at når lægerne har tilhørsforhold til medicinalindustrien, kan deres anbefalinger hverken være saglige eller neutrale.

I omkring 50 daginstitutioner i Københavns Kommune har nepotistiske ansættelser fundet sted. Den tidligere overborgmester Frank Jensen og hans topembedsmænd har forsøgt at stække Intern Revision, der har gravet en række betændte sager i kommunen frem.

Den moderne stat er grundlagt på princippet om, at embedsmændene aldrig må have personlige, økonomiske interesser i varetagelsen af deres embede eller i forvaltningen af love og regler. Et princip, som skal sikre, at embedsmændene alene varetager statens interesser og ikke deres egne. Det princip har man i Danmark brudt med indførelsen af resultatlønnen og bonusordningerne. De er dybt problematiske, fordi de uundgåeligt skaber en mere eller mindre korrupt kultur blandt de offentlige ledere.

En undersøgelse foretaget i 2019 viste, at staten aldrig tidligere havde haft overblik over den udbredte praksis med resultatløn. Det til trods for, at ordningen blev indført i 1988. På intet tidspunkt har embedsværket undersøgt omfanget af resultatløn eller efterlevelsen af reglerne. Ingen politikere eller offentlige ledere har åbenbart fundet det nødvendigt at føre tilsyn med anvendelsen af skatteborgernes penge. Og det er ikke fordi, at der ligefrem er tale om småpenge. Alene i 2016 anvendte staten 663 mio. kr. på bonusser til offentlige ledere. Ingen har sikret, at disse penge blev anvendt ansvarligt og efter de gældende regler.

Efter mere end 30 års praksis med resultat- og målstyring i den offentlige sektor er det store spørgsmål, om resultatløn og bonusordninger overhovedet giver bedre resultater. Ingen har dokumenteret effekten af bonusordningerne. Der er ingen beviser for, at lederne i det offentlige opnår flere af deres mål eller bedre resultater med resultatløn end uden.

Alligevel modtager mange offentlige ledere den samme bonus hvert år. De evner åbenbart at levere de samme ekstraordinære præstationer år ud og år ind. Den offentlige sektor må således være særdeles professionelt ledet af embedsmændene med enestående resultater til følge. Eller også afslører tallene blot, at det i staten anses for en præstation i sig selv at passe sit arbejde. Offentlige ledere får også bonus, når de ikke leverer resultater. I 2016 fik tre direktører i Banedanmark udbetalt bonusser på 100.000-125.000 kr., selvom de ikke havde nået de mål, der var sat ifm. bonusaftalen.

Denne uforståelige bonuspraksis i det offentlige er ikke ny. En undersøgelse af lønforholdene for 124 chefer i de offentlige styrelser, som forskere fra Aarhus Universitet har foretaget, viser, at der ingen sammenhæng er mellem de store bonusser, og i hvilken grad topcheferne har nået de mål, der er blevet sat ved årets start.

I slutningen af september 2014 drog 42 politikere, ledere og forvaltningskonsulenter fra skoleområdet i Horsens Kommune på en studietur til Canada. Senere fulgte 60 viceinspektører og vejledere. Prisen var ca. 24.000 kr. pr. deltager svarende til næsten 2,5 mio. kr. Altinget har lavet en rundspørge, der viser, at 29 kommuner har haft delegationer i Canada. I alt har 725 lokalpolitikere, embedsmænd og skolefolk været på tur til Canada til et samlet beløb af 11,5 mio. kr. I 1990’erne gik turen til New Zealand og Finland, i 00’erne til Asien og Singapore. Pædagogikprofessor Per Fibæk Laursen fra Aarhus Universitet fortæller, at ingen kan påvise konkrete pædagogiske resultater i skolerne af sådanne dyre studierejser til fjerne lande. Den virkelige forklaring på de dyre kommunale rejser kan kun være, at de er langt mere eksotiske og fornøjelige end en billig bustur til nabokommunen for at udveksle erfaringer. Ikke overraskende forsvarer Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) rejseaktiviteten: ”I en tid hvor ressourcerne er knappe, skal vi blive dygtigere til at løse vores opgaver, og da er man nogle gange nødt til at hente sin inspiration udefra”, siger han.

I hver tredje kommune kommer politikerne vidt omkring, når de skal inspireres til deres politiske arbejde. Til New York, Toronto, Singapore – just name it. Det fremgår af en aktindsigt, som Jyllands-Posten har fået hos 87 af landets 98 kommuner. Materialet viser, at de fleste kommuner tager på studieture inden for Europas grænser, men 33 kommuner – svarende til hver tredje – har mindst en gang i den seneste valgperiode sendt lokalpolitikerne uden for Europa. I Aarhus har byrådsmedlemmer således været på over 25 udlandsrejser, der blandt andet er gået til Canada, USA og Kina. Tilsammen har politikerne i Aarhus rejst for over 1,7 millioner kroner. I starten af 2018 kom det frem, at direktører og bestyrelsesmedlemmer i en række kommunale og halvoffentlige varme-, el- og affaldsselskaber har brugt voldsomme beløb på luksusrejser til udlandet. Alt sammen på forbrugernes regning.

Senest kunne man i det uafhængige netmedie NB Kommune læse, at kommunerne bruger skattefinansierede spinfolk til at pynte på den kommunale virkelighed, hvilket er misbrug af skatteydernes penge – på jævnt dansk: korruption. En opgørelse fra NB Kommune viser, at der nu er mindst 632 personer, der arbejder med formidling i landets kommuner. Det er en eksplosiv vækst. I 2004 havde tre ud af fire kommuner slet ingen kommunikationsmedarbejdere. Det er den samme udvikling, man ser på Christiansborg, hvor en hær af spineksperter har indtaget både ministerier og de politiske partier. I politik gælder det jo om at kontrollere historien hele tiden, så virkeligheden fremstår mest fordelagtig for en selv. Danskerne får derfor serveret et billede at et kommunalt Disneyland med glade børn i veldrevne børneinstitutioner og skoler, tilfredse pensionister, velfungerende infrastruktur, nye parker og succes i de lokale sportsklubber. Facit er, at befolkningen ender med et falsk, skattefinansieret glansbillede af virkeligheden.

I samtlige eksempler ovenfor er der tale om misbrug af offentlige midler – på jævnt dansk kaldet korruption. Det bemærkelsesværdige er, at korruptionen er helt lovlig, og at ingen i Danmark sætter spørgsmål ved den. Der findes mange eksempler på et offentligt tag selv-bord og mangel på omhu i omgangen med betroede midler. Men i Danmark, der er verdensberømt for sin hygge, opfattes legaliseret misbrug af offentlige midler ikke som egentlig korruption, men som uskyldig hyggekorruption.

Landets borgmestre kan også være med. Den tidligere borgmester på Frederiksberg, Simon Aggesen (K), som kæmpede imod boligspekulation, har selv købt en 460 kvadratmeter stor lejlighed til usædvanligt lav pris og tjent 11 millioner kroner på den på under fire år. Balladen om Aggesens lukrative ejendomshandel har fået Ekstra Bladet til at undersøge, om andre borgmestre udnytter deres poster til lukrative handler. Og det gør de. I Fredericia Kommune er den socialdemokratiske borgmester Jacob Bjerregaard f.eks. gået af i vanære, og tre topchefer i kommunen er sendt hjem eller afskediget. Borgmesteren sikrede sig en attraktiv kommunal byggegrund for næsen af andre interesserede. Borgmesteren fik også usædvanlig og ureglementeret særbehandling i den kommunale byggesagsbehandling, som sparede borgmesteren for et stort beløb.

Kammeratkapitalisme (på engelsk ”crony capitalism”) er en form for erhvervsliv, der sammenblander offentlige og private interesser for at skaffe medlemmer af samfundets elite – politikere, embedsmænd og erhvervsfolk – fordele på bekostning af det omgivende samfund. Kammeratkapitalisme er i realiteten en form for korruption, hvor politikere og offentlig administration skævvrides af kommercielle og private interesser. Staten, regioner, kommuner og særinteresserne dyrker kammeratkapitalisme i forbindelse med de såkaldte ”offentlige høringer”. Det offentlige og de private særinteresser opfatter hinanden som partnere, der hver især giver noget for at nå et kompromis. Effekten svarer til et mix af vennetjenester, særbehandling og bestikkelse. Mange offentlige opgaver bliver dyrere og dårligere, fordi de interesserede parter bliver “hørt”. Både ”offentlige høringer” og ”offentligt-private” partnerskaber opererer i en gråzone, hvor der er stærk mistanke om kammerateri, vennetjenester og lokumsaftaler.

Det hører med i billedet, at Danmark er et lille land, hvor alle kender alle, og hvor det kan være særlig svært at forhindre tætte personlige bånd mellem embedsapparatet, politikerne og erhvervslivet. Ifølge Transparency Internationals 2021-rapport svarer 25 pct. af de adspurgte danskere, at de inden for de seneste 12 mdr. har anvendt personlige forbindelser, når de har skullet bruge den offentlige sektor. Hver fjerde mener også, at korruptionen i Danmark er stigende.

Korruption i fagbevægelsen

I årtier har ledende medarbejdere fra Falck og 3F rejst til varme himmelstrøg i hhv. USA og Nicaragua forud for overenskomstforhandlinger. Kritikere kalder det kammerateri, mens parterne selv kalder det almindelig praksis. Professor Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet, der er en af landets førende fagforeningseksperter, kalder turene problematiske. ”Vi kommer ud i et etisk morads. Når man rejser sammen med dem, man skal forhandle overenskomster med, må man spørge, om rolledefinitionen bliver uklar. Det er ikke normal praksis. Det ligner noget kammerateri med nogen, man egentlig skal tage en kamp med om overenskomster, og det kommer til at ligne et par, der danser ballet frem for den boksekamp, som overenskomstforhandlinger er”.

Hvis overenskomster klappes af over en drink i Nicaragua, så lugter forløbet mere af kammerateri og fordækte aftaler end den åbenhed og gensidig tillid, som den højt besungne danske model påstås at være kendetegnet ved. Det udbredte pamperi og kammerateri i fagbevægelsen betyder, at man kan rejse tvivl om, hvorvidt arbejdsgivere og arbejdstagere kan have tillid til, at deres interesser varetages seriøst under en overenskomstforhandling.

Korruption i Danmarks Radio

Det vakte forargelse, da det i 2017 kom frem, at DR havde betalt knap 70.000 kroner for transport af journalisten Johannes Langkildes kones hest over Atlanterhavet i forbindelse med Langkildes ansættelse som USA-korrespondent. Og at DR’s nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup, over tre år har brugt 571.841 kroner på at flyve på arbejde i DR-hovedkvarteret i København fra sit hjem i Jylland. Det hjalp heller ikke på situationen, da det blev kendt, at den tidligere mediedirektør, Gitte Rabøl, kunne beholde sin store løn i en ny stilling som ”mangfoldighedskonsulent”, som DR-formanden Michael Christiansen havde besvær med at forklare indholdet af.

Korruption i erhvervslivet

Listen med fup og fiduser i erhvervslivet vokser og vokser. Den omfatter ikke alene ukendte selskaber, men også danske ikonvirksomheder som FLSmidth, Mærsk, Hempel, Novo Nordisk, Burmeister & Wain Scandinavian Contractor, Carl Bro Gruppen, SAS, Danfoss, Grundfos og Atea.

Otte danske banker hjalp bankkunder med at indrette sig i skattely. Bankernes interne revisions- og kontrolafdelinger har ikke foretaget kontrol af, om bankernes kunder anvender konti til skatteunddragelsesformål på trods af, at bankerne ellers over for omverdenen fremhæver, at de gør en stor indsats på området. Godt 1.500 mia. kr., der ifølge flere landes myndigheder stammer fra kriminel virksomhed, er i perioden 2006-2015 ført til skattely via konti i Danske Bank og Nordea. Og Jyske Bank havde i 12 år Rifaat al Assad, der er onkel til Syriens diktator Bashar al Assad, som kunde i bankens afdeling i Gibraltar.

Danmark har en lang tradition for karteldannelse, og antallet af kartelbøder stiger voldsomt. Mange af de største kartelsager, vi har haft i Danmark, er foregået i byggebranchen. I Danmarks suverænt største kartelsag har 33 byggevirksomheder været mistænkt for ulovlig koordinering af priser. 17 firmaer har valgt at acceptere bøder for over 25 mio. kr. Men også andre brancher kan være med. I kartelsagen i nedrivningsbranchen i 2016 har en række af de største danske nedbrydningsfirmaer været mistænkt for i årevis at have delt oplysninger om hinandens priser. Mellem 10-20 personer og virksomheder er blevet sigtet. Luftfartsselskabet SAS har været involveret i kartelsager to gange. Senest er SAS af EU-Kommissionen blevet idømt en bøde på 70,2 millioner euro i en større kartelsag om fragtpriser. Og i 2017 blev Carlsberg og Royal Unibrew anklaget for at have koordineret priser og leverancer i Grønland.

Danskerne, og især danske bønder, er så retskafne og pæne mennesker, at man godt kan reducere kontrollen med de støttemillioner, som EU-systemet sender op til Danmark. Dette bemærkelsesværdige budskab er kommet fra Venstres EU-parlamentariker, Morten Løkkegaard, som i DR har sagt, “at man ikke skal kontrollere de forkerte. Når man i forvejen er duksen i klassen, og det viser al erfaring, at danskerne og de danske projekter er, så er der ingen grund til at tage et kæmpe kontrolsystem ind over det“. Sådan. Skurkene kender vi i forvejen – de bor nede i Sydeuropa et sted. Løkkegaards budskab køber man ikke i EU. Unionens anti-svindel-kontoret, Olaf, har nemlig over fem år registret danske svindelsager for over 200 mio. kr. med især danske landmænd som synderne.

De skyldige undersøger sig selv

Man kunne tro, at det kun er i korrupte bananrepublikker, at de skyldige undersøger sig selv, men det gør de i vid udstrækning også i Danmark. I 2010 undlod Forsvarets Auditørkorps således at tage til Afghanistan for at efterforske danske soldaters angivelige drab på et femårigt barn. I stedet overlod auditørerne det til det danske militærpoliti i Helmandprovinsen at afhøre soldater og ofrets familie. Afhøringerne blev sendt til auditørerne, som i en rapport i sidste måned frikendte soldaterne for at have gjort noget forkert. ”Det er ikke nogen betryggende procedure. Auditørerne har netop en uafhængig status, og det har militærpolitiet ikke. Så her taler vi altså om, at militæret har undersøgt sig selv”, sagde De Radikales forsvarsordfører, Niels Helveg Petersen, til Berlingske.

”Vi har begået fejl, men har ellers fulgt loven”. Sådan konkluderede Arbejdstilsynet i 2011 i en redegørelse om giftskandalen på LM Wind Power, hvor tusindvis af arbejdere er blevet udsat for giftstoffet styren. Flemming Ibsen, professor på Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet, mente, at det var ”dybt problematisk”, at Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen havde undersøgt sig selv. Han mente, at der var tale om en forventelig frifindelse.

I 2014 har politiet har undersøgt sig selv i sager om brandefterforskning, hvor uskyldige kunne være dømt. ”Det ville have været bedre, hvis en uvildig part havde undersøgt, om politiets brandefterforskning er god nok. Undersøgelsen er grundig, men når flere eksperter både i ind- og udland siger, at der har været alvorlige fejl i dele af efterforskningen, er det relevant, at der er uvildige, der undersøger det”, sagde Martin Henriksen (DF) til DR.

I september 2015 kom Djøf’s Bo Smith-udvalg med sin rapport om den moderne embedsmand. Ifølge Michael Gøtze, professor, ph.d., Det Juridiske Fakultet, KU, skinner det igennem, at der er tale om et partsindlæg til støtte for frifindelse af det inkompetente embedsmandsapparat.

I forbindelse med skandalen i SKAT – ligeledes i 2015 – var det Skatteministeriets interne revision, og ikke eksterne uvildige eksperter, der undersøgte sagen.

Hvis en borger vil klage over, at politiet f.eks. har anholdt borgeren, lagt ham i håndjern eller smidt ham i detentionen, skal borgeren klage til betjentenes chef, dvs. politidirektøren. Den slags klager udgør over halvdelen af alle klager over politiet, viste en opgørelse som DR2 Dokumentar har lavet i maj 2018. Dermed bliver flertallet af klagerne over politiet altså ikke behandlet af Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), der i 2010 blev oprettet for styrke folks tillid til, at deres klage bliver behandlet korrekt og uafhængigt af politiet.

I teledata-skandalen i 2019 har Justitsministeriet undersøgt sig selv. Inger Støjberg, der var retsordfører hos Venstre, ville have en uvildig undersøgelse af teledataskandalen. ”Der er jo folk, som sidder tilbage som efterladte, der spørger sig selv, hvad det er for et retssystem, vi har. Det, vi er vidne til, er myndigheder, der undersøger sig selv. Det er et Justitsministeriet, der har undersøgt sig selv, og siger, at de bare skal lære af sine fejl. Det skal undersøges meget mere grundigt”, sagde Inger Støjberg til TV2 News.

Senest har politikerne i Region Hovedstaden efter Berlingskes afsløringer om mistede 112-opkald vedtaget udkast til en intern undersøgelse. Der er bare det, at undersøgelsen skulle udføres af regionen selv i stedet for eksterne eksperter. ”Kan man forestille sig andre steder, hvor den anklagede får lov til selv at undersøge sin sag? Det er nu og her, regionen bør vise, at den har mod og vilje til at lægge alt frem for eksterne eksperter og få en helt uvildig vurdering”, sagde Finn Rudaizky, medlem af regionsrådet for Dansk Folkeparti.

Danske whistleblowere lever et farligt liv

Ifølge whistleblowerorganisationen Blueprint for Free Speech indtager Danmark en ikke særligt flatterende plads som nummer sjok i Europa, når det gælder den reelle beskyttelse af whistleblowere, der afslører korruption.

Det viser sig, at myndighederne i flere tilfælde har videregivet fortrolige oplysninger om underretninger om mulig hvidvask til de virksomheder, der har været i søgelyset. Det har FSR, der er revisorernes brancheorganisation, konkluderet på baggrund af henvendelser fra sine medlemmer. Den tidligere direktør for organisationen, Charlotte Jepsen, har kritiseret myndighedernes ageren i sagerne. ”Oplysningerne er belagt med fortrolighed og tavshedspligt for den, der underretter, og derfor er det naturligvis et alvorligt problem både for revisorerne og andre – men også for retssikkerheden – at den slags oplysninger bliver givet videre”, sagde hun.

Man kunne tro, at dansk diplomati er indbegrebet af integritet, men selv danske diplomater dækker over korruption. I 2019 henvendte Carlsbergs samarbejdspartner i Indien og Nepal sig til Danmarks ambassade i Singapore, hvor han advarede om, at der fandt korruption og andre mulige ulovligheder sted i bryggerikoncernen. Men i stedet for at anmelde sagen til myndighederne valgte ambassadøren at orientere Carlsbergs danske hovedsæde direkte om både henvendelsens indhold og identiteten på whistebloweren.

Internationalt ligger Danmark i den dårlige ende, når det gælder beskyttelse af whistleblowere. Danmark har nemlig ikke vedtaget ansættelsesretlige bestemmelser eller andre typer af love, som beskytter whistleblowere mod repressalier eller fyring. Man bør derfor tænke sig godt om, før man henvender sig til danske myndigheder med informationer om ulovligheder. Opdager man korruption og svindel på sin arbejdsplads, er det klogt at se den anden vej.

Myten om den korruptionsfrie dansker

Når myten om den korruptionsfrie dansker lever i bedste velgående, skyldes det, at Transparency International ikke måler på den faktiske korruption i det offentlige Danmark, men tager udgangspunkt i danske ”landeeksperters” subjektive og stærkt farvede vurderinger af korruptionsniveauet i Danmark. Det siger sig selv, at ”landeeksperterne” bruger et propagandistisk filter for at fremstille Danmark i så positivt lys som muligt. Eksperternes skønmaleri af korruptionen i det offentlige Danmark videreformidler Transparency International Denmark så til hovedkontoret, som tager det for gode varer. Sådan opbygges det falske glansbillede af Danmark som det mindst korrupte land i verden.

At Danmark stadig er nr. 1 skyldes dels, at korruptionen i den private sektor ikke bliver målt og inddraget, og dels det forhold, at mange danske korruptionsskandaler kun bliver omtalt i de lokale, dansksprogede medier. Uden international omtale, ingen påvirkning af Danmarks ranking i korruptionsindekset. Listen over forhold, Transparency International IKKE inddrager, er lang. Det gælder f.eks. forhold som skattesvindel, momssvindel, bestikkelser, karteller, hvidvaskning af penge, sort arbejde mv.

Tænk bare, hvis følgende korruptionssager i den private sektor var medtaget i de danske landeeksperters vurdering: bestikkelse i ejendomsfirmaet Atea, Nordeas lyssky bankforretninger i Panama Papers, Danske Banks hvidvask i Estland, nepotisme i Forsvaret, svindel med udbytteskat i Skatteministeriet og fakturasvindel i Forsvarets Ejendomsstyrelse for blot at nævne et par eksempler. Alt dette går altså under radaren i Transparency International’s korruptionsindeks. Hvis den type korruption var med i indekset, ville Danmark straks miste sin fine placering.

Korruptionsniveauet kan ikke bevises

Ifølge Christian Bjørnskov, der er professor i økonomi ved Aarhus Universitet og har forsket i korruption, er det reelt umuligt at måle korruptionsniveauet i et land på basis af empiriske data. Der har været forsøg på at gøre det ved at sammenligne antallet af bøder, retssager og domme for korruption. Tallene kan imidlertid ikke betragtes som pålidelige målestokke for korruptionsniveauet, men snarere som udtryk for, hvor effektivt et lands medier, anklagemyndighed og domstole afdækker, undersøger og retsforfølger korruption.

Magt korrumperer. Det gør den i alle lande. Også i Danmark. Den faktiske korruption her i landet er mere udbredt end man tror. Den bliver imidlertid ofte håndteret internt og dermed under offentlighedens radar. Den korruption, som vi hører om i danske medier, er derfor kun toppen af isbjerget.

Sidste nyt: Danmark er degraderet til ”moderat korrupt”

Ifølge Transparency International er Danmark, som hidtil har været placeret i kategorien med ”lav” risiko for korruption sammen med lande som Tyskland, Schweiz og Norge, nu placeret i kategorien med ”moderat” risiko for korruption sammen med lande som Italien, Columbia, Frankrig og Indien. Det skyldes den markante stigning i sager om korruption, svindel, embedsmisbrug og nepotisme på forsvarsområdet. Sagerne hænger sammen med lovgivningsmæssige huller og ureguleret lobbyisme, som indvirker negativt på personaleområdet og våbenkøb, har Transparency International meddelt i november 2021. Samtidig er der en ‘meget høj’ risiko for korruption i forbindelse med Danmarks missioner i udlandet, hvor de ansatte mangler både forholdsregler og træning for at undgå korruption. Endelig peger Transparency International på, at Forsvarsministeriet misbruger offentlighedslovens paragraffer til at hemmeligholde dokumenter.