Klumme: Myten om det tillidsfulde Danmark (2021)


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Danmark ligger konstant i toppen af internationale målinger af tillid i samfundet. I dansk selvforståelse er Danmark et højtillidssamfund, men virkeligheden er, at danskernes tillid til politikerne, myndighederne og andre borgere er kraftigt på retur.

Tillid – eller naivitet, godtroenhed og autoritetstro?

Danske politikere, medier, forskere mv. udbreder nærmest dagligt deres glæde over det danske højtillidssamfund. Som f.eks. Inger Støjberg, som til Berlingske har sagt: ”Danmark er et samfund, hvor vi har stor tiltro til hinanden. Hvad enten det er til naboen, kollegaen eller den person, der står bag os i køen i supermarkedet, så har vi tillid til, at vi vil hinanden det bedste”.

Historien om danskernes tårnhøje tillid til staten og til hinanden bliver genfortalt hver dag. For udlændinge, der er vant til at gå til verden med en kritisk holdning og sund skepsis, er den danske tillidsfuldhed ikke andet end en kombination af naivitet, godtroenhed og autoritetstro.

Danskerne er især naive og autoritetstro, når det kommer til staten. Det ligger i det danske DNA at have en romantisk og barnlig tillid til det politiske system og regeringen som beskyttere af almenvellet. Denne barnlige tillid kan undre i betragtning af, at danskerne er et rimelig oplyst og veluddannet folkefærd, som burde udvise sund skepsis og forholde sig kritisk over for alt, især alt offentligt.

En forklaring på, at det danske samfund opfattes som et højtillidssamfund, kan være, at man i Danmark måler tilliden forkert og fejlfortolker meningsmålingerne og videnskabelige surveys. Flere tillidsforskere har peget på, at målingerne stirrer sig blind på en abstrakt, generaliseret tillid til folk flest. I stedet bør man se på, hvad man kunne kalde lokal tillid, altså den tillid vi har til de mennesker, som vi møder i hverdagen, i bussen eller i lokalsamfundet. Her bliver spørgsmålet om tillid flyttet fra et abstrakt til et konkret niveau.

En anden forklaring kan være, at folks svar ofte reflekterer ønsketænkning snarere end fakta, og at folk i virkeligheden ikke udviser nogen tillid eller ærlighed i deres faktiske adfærd. Modsat i den virkelige verden er det nemlig ”gratis” at svare noget i en meningsmåling. Det er også problematisk at tro på meningsmålinger. De sidste mange valgs fejlskudte meningsmålinger burde da have lært os, at de ikke er til at stole på. Og som regel er det sådan, at de meningsmålinger, opdragsgiveren har købt og betalt for, viser lige netop det resultat, opdragsgiveren ønsker at få.

I 1784 beskrev den tyske filosof Immanuel Kant, hvad oplysning er. Uanset hvad øvrigheden befaler, skal det frie menneske bruge sin fornuft. Under coronakrisen har Mette Frederiksen bevidst løjet over for befolkningen, udraderet et helt erhverv og sluppet uden problemer med det uden den mindste protest i befolkningen. Her i landet har man jo tillid til statsministeren. Det har været overraskende, hvor hurtigt danskerne rettede ind, og hvor lidt begrænsninger af frihedsrettighederne blev udfordret. Samtidig har både statsministeren, regeringen og myndighederne kommunikeret til befolkningen, som bestod den af børn. Statens infantile kommunikation kan ikke betragtes som andet end udtryk for dyb mistillid til befolkningens evne til at håndtere nuancerede informationer om komplekse problemstillinger.

Dyb mistillid til velfærdsstatens institutioner

Der eksisterer to typer af tillid, institutionel tillid og social tillid. Den institutionelle tillid er et samlet udtryk for den tillid, man bl.a. har til centrale samfundsinstitutioner som folketinget, regeringen, statsadministrationen, kommunerne, domstolene, politiet mv., mens den sociale tillid er et udtryk for, om man mener, man kan stole på de fleste andre mennesker.

Lad os zoome ind på den institutionelle tillid. Kun 25 pct. af danskerne stoler på, at politikere generelt træffer de rigtige beslutninger for landet, viste en Gallup-undersøgelse foretaget for Magisterbladet i foråret 2019. Siden 2005 er antallet af vælgere, som har tillid til politikerne, faldet fra omkring 70 pct. til omtrent 50 pct. i dag, viser analyser af vælgeradfærd. Mistilliden er udbredt på alle alderstrin, men størst blandt de unge, og skuffelsen og politikerleden bliver stadig værre i den yngre generation. Tilliden til politikerne er altså helt i bund.

I kølvandet på coronakrisen skrev prof. Chr. Bjørnskov på punditokraterne.dk: ”Hvis det sidste halvandet års udvikling har vist noget som helst, er det at man aldrig bør have tillid til politikere. Hvis for mange borgere har for stor tillid til politikere, reagerer de som nigerianske emailsvindlere og narrer befolkningen til at opgive rettigheder og til at finansiere politiske særinteresser og nonsens”.

I den offentlige sektor er tilliden lav, fordi Velfærdsdanmark er et kontrolsystem baseret på grundlæggende mistillid til såvel systemets egne medarbejdere som de borgere, der benytter sig af dets ydelser. Tilliden til medarbejdernes faglige skøn og borgernes hæderlighed fortrænges derfor alle steder af systemets formynderiske og nidkære kontrolforanstaltninger.

En undersøgelse, som Kraka og Deloitte har gennemført, viser, at tilliden til den offentlige service er faldende. Kun 16 pct. har høj tillid til velfærdsstaten, mens 40 pct. har lav eller meget lav tillid. Samtidig svarer et stort flertal, at de har lavere eller meget lavere tillid til velfærdsstaten i dag end for ti år siden, og ser vi fremad, forventer 64 pct. at have endnu lavere tillid til velfærdsstaten om ti år.

Det er ikke blot borgernes tillid til de offentlige beslutningstagere, som viger. Det gør beslutningstagernes tillid til borgerne også. Derfor indskrænkes den personlige frihed i retsplejen, og justitsministeren mener, at mere overvågning giver mere frihed.

Allerede inden coronakrisen forsømte den socialdemokratiske regering at følge op på de erklærede hensigter om et samfund, der bygger på tillid, idet regeringen har lanceret en såkaldt ”tryghedspakke”, der indeholdt mere videoovervågning af samfundet. Ifølge statsministeren skal ”tryghedspakken” forsvare den danske samfundsmodel. Men denne samfundsmodel er netop baseret på tillid, og argumentet klinger derfor decideret hult. For et åbent og frit samfund som det danske bygger på en grundpræmis om, at borgerne ikke skal udsættes for den kollektive mistænkeliggørelse, som generel overvågning er et udtryk for. I et åbent samfund må tillid bygge på gensidighed mellem borgere og myndigheder. Ikke blind tillid til myndighederne og mistillid til borgerne.

Under coronakrisen har regeringen heller ikke lagt datagrundlaget og forudsætningerne for sine beslutninger i forhold til coronakrisen åbent frem, fordi den ikke stoler på befolkningen. Det er altså ikke tillid til danskerne, der er fundamentet for myndighedernes arbejde.

Regeringen stoler heller ikke på de øvrige medlemmer af Folketinget. De skiftende og modstridende meldinger om den danske testindsats har svækket Folketingets muligheder for at gennemskue og håndtere situationen, lyder kritikken fra partiernes sundhedsordførere. Alt i alt har coronakrisen med al ønskelig tydelighed eksponeret manglen på institutionel tillid i det danske samfund.

Oplevelsen af korruption, snyd, bedrag samt flosset moral og anstændighed i både det offentlige og erhvervslivet slider på den tillid, der tidligere har præget det danske samfund. Den tillid har i de seneste år lidt et knæk som følge af en lang række spektakulære skandaler i både den offentlige og private sektor.

Magt korrumperer som bekendt, hvilket tydeligt gør sig gældende inden for den offentlige sektors magtfuldkomne statsadel. I DR’s dokumentarserie ”De dyre direktører” kunne skatteborgerne få et sjældent indblik i en korrupt kultur på chefgangene i det offentlige, hvor DJØF-eliten af politikere og embedsmænd uddeler privilegier og bonusser til hinanden i et rent pampervælde. Ubegrundede fratrædelsesgodtgørelser til kommunaldirektører, som ikke fratræder deres stillinger, gyldne håndtryk i millionklassen og eksplosive lønstigninger hører til dagens orden.

I den private sektor har man været vidne til en lang række skandaler i bl.a. finanssektoren, hvor virksomheder har været i karambolage med både loven og anstændigheden. Oplevelsen af en moralsk pilrådden, men politisk urørlig finanssektor, der vælter sig i perverse finansielle produkter og eksorbitante bonusser, som er fuldstændigt ude af proportioner og uforståelige for det omgivende samfund, mens den hvidvasker gigantiske summer for skumle russiske bagmænd, har sat sig som en dyb mistillid til finanssektoren i den danske befolkning.

Det siger sig selv, at det er svært at opretholde tilliden, når folk gør alt, hvad de kan, for at unddrage sig samfundets forpligtelser, snyde i skat, gemme penge i skattely, udnytte de offentlige velfærdsordninger, loppe sig på dagpenge, melde sig syge, tage øv-dage osv.

Det er også svært at opretholde tilliden, når eliten tildeler sig lønninger og direktørbonusser i milliardklassen, når den finansielle sektor ender i en hvidvask-sump, eller når politikere forgylder hinanden med fyrstelige pensioner. Så mister man troen på fællesskabet og den fælles ansvarlighed.

Danskernes tillid til staten undergraves af et skattesystem, der er på grænsen til sammenbrud. Senest er et nyt system for boligskatter udsat fra 2021 til 2024, fordi det ikke virker, hvilket skaber usikkerhed for alle landets boligejere og boligkøbere. Samtidig er danskernes gæld til det offentlige vokset til over 120 mia. kr. Lovlydige borgere betaler skat, mens svindlerne har kronede dage. Ifølge en Gallup-rundspørge fra 2019 mener 73 pct. af danskerne, at skattegælden til det offentlige svækker deres tillid til skattesystemet.

En måling, som Voxmeter har foretaget for Ritzau, viser, at sagen om udbyttesvindel i SKAT og Britta-sagen i Socialstyrelsen har rystet befolkningens tillid til de offentlige myndigheder, Næsten tre ud af fire svarer ja til følgende udsagn: ”Jeg har fået mindre tillid til myndighederne efter sagerne om svindel i SKAT og Socialstyrelsen”. Især har kvinders tillid lidt et knæk. 78,5 pct. er enige i udsagnet, mens det gælder for 70 pct. af mændene.

Danskerne mangler tillid til de politikere, der klamrer sig til deres privilegier. De mangler tillid til medierne, der er holdt op med at agere som borgernes vagthunde og forholde sig kritisk til magthaverne. De mangler tillid til politiet, der ikke kommer, når borgerne ringer. De mangler tillid til Google, Facebook og andre tech-giganter, som censurerer synspunkter, de ikke bryder sig om.

Flere og flere borgere oplever, at de ikke kan have tillid til, at velfærdsstaten vil sikre dem den hjælp og tryghed, de var stillet i udsigt, og som de har betalt til over skatten. Antallet af private velfærdsløsninger i Danmark stiger derfor eksplosivt. Private skoler. Privat uddannelsesvejledning. Privat lektiehjælp. Private daginstitutioner. Private graviditetsklinikker. Private læger. Private plejehjem. Privat hjemmehjælp. Private sundhedsforsikringer. Private vagtværn – listen er lang. Den eksplosive vækst i private velfærdsløsninger er et symptom på, at den velstillede del af befolkningen har mistet tilliden til de standardiserede leverpostejsløsninger fra det offentlige.

Danskerne har heller ikke tillid til, at velfærdsstaten kan sikre dem en værdig alderdom. Af den årlige Tryghedsrapport fra Tryg Fonden fremgår, at utrygheden for, om man kan få den tilstrækkelige pleje, når man bliver gammel, satte ny rekord i 2019 med 58 pct. utrygge blandt de 40-65-årige. I den første måling i 2009 var tallet 41 pct.

Også PFA oplyser, at danskerne ikke har tillid til den offentlige ældrepleje. I den seneste måling, som Kantar Gallup har lavet for PFA, svarer blot 38,4 pct., at de forventer, at det offentlige vil dække alle deres behov, når de bliver gamle. Blandt de yngste respondenter mellem 25 og 34 år er det kun en tredjedel, der har tillid til, at det offentlige vil dække deres plejebehov, når de bliver gamle.

Sidst men ikke mindst har danskerne ikke tillid til læger, eksperter og videnskab. I maj 2017 viste en undersøgelse foretaget af Trygfonden og Mandag Morgen, at et stigende antal danskere udtrykker en voksende mistillid til sundhedsautoriteter og videnskaben. Antallet af danskere, der har stor tillid til læger og forskere, er faldet fra 44 pct. i 2011 til 35 pct. af befolkningen i 2017.

Den sociale tillid er på retur

Den sociale tillid er tilliden til andre borgere, tilliden til fremmede. Denne tillid er vores positive forventning om, at vi kan stole på hinanden, på, at vi ikke udsætter os selv for nogen nævneværdig risiko ved at indlade os med andre, hverken personligt, socialt, kulturelt eller økonomisk.

Tillid var ikke overraskende nøgleordet i statsminister Mette Frederiksens første åbningstale til Folketinget. Over 30 gange kom hun ind på tilliden − eller manglen på samme − da hun gik på talerstolen foran det nytiltrådte folketing og kongefamilien. Tilliden i Danmark revner på en lang række områder, lød det fra statsministeren.

Hver sommer er der historier om, at de tillidsbaserede selvbetjente vejboder, hvor der typisk sælges jordbær eller honning, er på retur. Alt for ofte oplever sælgerne, at folk tager varerne uden at lægge pengene. I de større byer genkender man en lignende udvikling i eksplosionen af dørtelefoner, udendørs videoovervågning og aflåste hoveddøre. Man har i Danmark et tillidsparadoks: Danskerne hævder at stole på hinanden, men de handler som om, de ikke gør.

Det er især indvandringen fra MENAP-landene, der har sat danskernes tillid til, at de trygt kan interagere med fremmede, under kraftigt pres. Folk er holdt op med at agere som tillidsfulde individer, især i de ghettoområder og bydele, som ikke længere er under dansk jurisdiktion. De lærer at leve med de nye vilkår, tilpasser sig og tager mistroens forholdsregler. Danskerne er ikke længere det tillidsfulde folkefærd, de tidligere har været.

Politikerne og medierne negligerer tillidstabets betydning for danskernes måde at leve og agere på, fordi tabt tillid kan ikke kvantificeres. Men det siger sig selv, at tilliden destrueres langsomt i et miljø, som i stigende grad præges af etniske flok- og territoriedannelser, utilpassede unge, der med chikane, trusler og vold spreder frygt i hele bebyggelser og bydele rundt om i landet, æresdrab, bandekrige, gruppevoldtægter, likvideringer på åben gade, bombesprængninger, bilafbrændinger, stenkast fra broer over motorveje, skyderier, visitationszoner, åbenlyse tyverier fra supermarkeder, øget socialt bedrageri mv. En fejlslagen integration har svækket tillid mere end noget andet.

At etnisk diversitet medfører lavere tillid, har bl.a. de danske professorer Peter Dinesen og Kim Sønderskov konkluderet i et aktuelt studie, der gennemgår litteraturen på området. I et såkaldt metastudie analyserer de 87 publikationer, og konklusionen hugges ud i hærdede granitblokke: Mangfoldighed forringer tilliden i samfundet, især på lokalt niveau. De fleste mennesker ønsker kun at leve sammen med dem, de ligner. ”Vi” bosætter os med vores egne for at undgå ”dem”. Det er forklaringen bag fænomenet ”white flight”, der også opleves i Danmark: De etniske danskere flygter fra de multikulturelle boligområder.

Det danske studie bekræfter konklusionerne i Harvard-professoren Robert Putnams lignende studie, der viste, at mange former for social tillid (f.eks. både til naboer og folk generelt) er lavere i mere etnisk sammensatte boligområder i USA. Putnam begrundede resultatet med en skildpaddemetafor: folk trækker sig ind i sig selv, når de er omgivet af folk med anden etnisk baggrund end de selv. Højere etnisk diversitet er altså generelt forbundet med lavere social tillid.

Tal og fakta taler deres tydelige sprog. Det danske højtillidssamfund er en myte. Det eksisterer ikke reelt, kun i den danske fædrelandsbegejstrede fortælling om sammenhold og kontinuitet. Det er imidlertid en myte, som danskerne lever højt på og elsker at bekræfte sig i. Virkeligheden er, at tilliden i det danske samfund er på retur. Danmark forvandles langsomt, men sikkert fra et trygheds- og tillidssamfund til et frygt-, kontrol- og mistillidssamfund.