Klumme: Når Muhamed kan, hvorfor kan Hitler så ikke?


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

En gammel gymnasiekammerat har skrevet til Nye Borgerliges ledelse og spurgt, om det ikke var på tide at overveje, om islam overhovedet er en religion. Han har vist ikke fået svar, og det er tydeligvis ikke noget, som politikerne er glade for at røre ved. Jeg prøvede for flere år siden at gøre en meget ledende politiker fra Dansk Folkeparti interesseret, men forgæves.

Af Grundlovens paragraf 67 fremgår, at ”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.”

I Grundlovens forstand betyder “sædelighed” ikke udelukkende sex, men henviser til det, man i daglig tale kunne kalde ordentlig opførsel.

Paragraffen handler altså om gudsdyrkelse, dvs. om religion, og det er derfor nærliggende at spørge, om bestemmelsen kan anvendes på islam. For hvad er egentlig religion til forskel fra en ideologi, der giver sig ud for at være det?

Kirkeministeriets “Vejledende retningslinjer for godkendelse af trossamfund” giver ikke nogen egentlig definition på religion, men rummer nogle overvejelser om, hvad der i hvert fald ikke er religion:

”Det er ikke alt, der ligner religion, der er religion. Det gælder f.eks. totalitære politiske systemer, sportsklubber, virksomheder, soldaterforeninger eller lignende. Sådanne kan rumme religiøse træk som ritualer (militære parader), apokalyptiske forventninger (Vestens fald), frelsestanker (arbejderklassens befrielse), heltedyrkelse (Mao Zedung, Kim Il Sung eller Diego Maradona), etik og moral (man må ikke snyde i skat), dogmer (lederen eller staten er ufejlbarlig, visse etniske grupper er statsfjender, eller vi omgives af en international sammensværgelse) samt transcendente størrelser (nationen, flaget, klubben, lederen). Sådanne religionslignende organisationer vil ikke kunne forvente godkendelse som trossamfund.”

Ud fra denne beskrivelse, er islam ikke at anse som en religion, men som et totalitært politisk system, der rummer visse religiøse træk, sådan som Kirkeministeriet skriver.

Islam er både religion og stat, Din wa-Dawla – en beskrivelse, der skyldes Ali ibn Rabban al-Tabari (d. 870). For nogle år siden henviste Sherin Khankan til definitionen under et møde i København, hvor hun lod forstå, at denne sandhed er muslimsk børnelærdom.

Så spørgsmålet er: Hvor meget af islam er stat – altså politik – og hvor meget er politik forklædt som religion?

For at kunne besvare dette spørgsmål skal man vide, at ”din”, som vesterlændinge i mangel af et bedre begreb oversætter som ”religion”, er meget bredere, end hvad vi normalt forbinder med religion. Din betyder tilslutning til en altomfattende ideologi og leveform, der i sig rummer strejf af gudsdyrkelse, men ellers er en total opskrift på, hvad man skal tænke, hvordan man skal handle, hvordan man skal gå klædt, dyrke sex, gå på toilettet, vaske sin penis, behandle slavinder og vantro og forholde sig til ørkenånder – såkaldte djinner. Blot for at give et udpluk af flere hundrede siders bestemmelser. Det er svært at forestille sig en ideologi, der er mere altdækkende, og som rummer så drakoniske straffe til enhver, der træder blot lidt ved siden af.

Hvis en sådan ideologi – man kunne også kalde den et system af tvangstanker – fortjener godkendelse som trossamfund, hvad skulle så forhindre nazismen i at opnå en lignende status?

Hitler talte om ”forsynet” – altså en instans uden for verden, som han mente havde bragt ham til magten, og i bogen ”Journal aus Deutschland 1935-1936” tøver franskmanden Denis de Rougemont ikke med at kalde nazismen en religion. De Rougemonts dagbog stammer fra hans tid som fransklærer i Nazityskland og rummer en indtrængende analyse af nazismens væsen.

I den forbindelse citerer han Hitler: ”Jeg kan kun leve, når min mægtige tro på det tyske folk atter og atter bliver styrket af folkets tro på mig.”

Nazismen var altså en trossag, som vi plejer at kalde religion. Som en ung tysker skrev til de Rougemont: ”Vi ville tro på noget, vi ville leve for noget.”

Dette går langt ud over den rene politik, som ikke kan forklare de tyske massers fanatiske førerdyrkelse. Mange beundrer Mette Frederiksen, men ville næppe bruge sådanne ord – og i hvert fald ikke søge anerkendelse som trossamfund.

Men en ideologi, der er om muligt mere rabiat og totalitær end nazismen, går glat igennem.

Og det er der næsten ingen politikere, der ser noget problem i.

Hvad mener du? Bør islam forbydes ved lov? Skriv din mening herunder, og del meget gerne klummen på Facebook.