Klumme: Nord Stream 2 er Vestens nye München-aftale

2. verdenskrig startede, fordi Vesten begik tre brølere. Nu er den gal igen.

Brøler 1)

Vatnisse- eller appeasement-syndromet. Vesten valgte gennem 1930’erne at føje Hitler i stedet for at konfrontere Nazitysklands åbenlyse aggression fra starten ved erobringen af Saarland (1935), annekteringen af Østrig (marts1938), erobringen af Sudeterlandet (september 1938) og siden hele Tjekkoslovakiet (marts 1939).

Brøler 2)

Naivitet (eller opportunisme). Vesten udviste gennem 1930’erne en manglende evne/vilje til at se Hitlers agression som del af et større billede. Man valgte i stedet stædigt at fastholde, at Hitler på trods af sine mangler og brud på alle aftaler var en mand, hvis ord man kunne stole på. Det blev illustreret mest patetisk ved Chamberlains totale kapitulation ved München-aftalen i 1938, som accepterede Nazitysklands annektering af en del af Tjekkoslovakiet mod at få en aftale om fred med Hitler. ”Peace in Our Time”, sagde Chamberlain og året efter startede Hitler den anden verdenskrig med angrebet på Polen.

Brøler 3)

Kulturel arrogance og selvtilfredshed. England og Frankrig var i 1930’erne overbevist om Vestens økonomiske, politiske og moralske overlegenhed i forhold til totalitære stater som Nazityskland og Japan. Diktatorer var simpelthen så ”old school”, at de ikke kunne tages alvorligt, og USA mente sig beskyttet og geografisk langt uden for fare. Alle var derfor totalt uforberedte militært, da Hitler angreb Frankrig i maj 1940, som kapitulerede i løbet af 6 uger. De var også uforberedte, da Japan angreb USA’s Pearl Harbor i december 1941, hvilket fandt sted midt under forhandlinger om fred med Japan, og hvor USA trods alle advarsler naivt undlod at træffe selv de mest elementære militære forholdsregler.

Og nu er vi her igen, blot hedder de to totalitære modstandere denne gang Rusland og Kina.

I græsk mytologi er der en gennemgående figur, Cassandra, som guderne har givet den tvivlsomme gave at forudse fremtiden. Hun advarer hovedpersonerne i de græske tragedier om deres skæbnessvangre fejltagelser, men ingen tror på hende og hun ender som regel med selv at blive hånet og ydmyget. Lad mig spille Cassandra med deraf følgende risiko for spot og spe. 

Vatnisse-syndromet: Kina har for åbne fjernsyn over hele verden brudt aftalen med England om Hong Kongs juridiske og politiske selvstændighed. Hong Kongs demokratiske system er udraderet og regionen er i dag de facto en del af det kommunistiske Kina. Samme Kina, som har annekteret Tibet, truer Taiwan, en selvstændig nation, på livet og chikanerer alle som ikke anerkender Kinas ”ret” til Taiwan, senest illustreret ved Kinas heftige kritik af Japan ved de Olympiske Lege i Tokyo, hvor man viste et verdenskort, hvor Taiwan ikke var en del af Kina.

Kina truer åbenlyst sine naboer med vold, hvis de ikke makker ret. Senest har landet truet Japan med krig, hvis det ved et eventuelt kinesisk angreb på Taiwan griber ind, hvilket Japan og USA er traktatligt forpligtet til.

I forholdet til Rusland har USA har under præsident Biden givet grønt lys for Nord Stream 2, den russiske gasledning til Tyskland under Østersøen og Putins politiske ønskedrøm, hvorved han får lagt et potentielt kvælergreb om EU’s energiforsyning i årtier og får kastreret Ukraines uafhængighed. Kan man fortænke Ukraine, at landet ligesom Tjekkoslovakiet i 1938 føler sig svigtet af Vesten?

USA fastholder ganske vist, at gasledningen er en geopolitisk kæmperisiko, men køber Angela Merkels forsikringer om, at man i aftalen får fastlagt, at Putin lover ikke at bruge gasledningen politisk, og skulle det ske, vil Tyskland svare igen med sanktioner. Så tror vi på den og så den med storken!

Hvorfor hopper Biden på den limpind? Forhistorien er interessant: Kan I huske. at Putin i april 2021 pludselig indledte militære manøvrer ved Ukraines østgrænse og lukkede af for international skibsfart i dele af Sortehavet? Det er en fast del af Putins repertoire (ligesom Hitler) at true med eskalering, fordi Putin (ligesom Hitler) ved, at Vesten (ligesom i 1930’erne) vil gøre alt for at undgå krig. Men det blev Biden og Merkel alligevel så skræmte over, at de greb knoglen og lovede Putin guld og grønne skove, læs Nord Stream 2, som Biden ellers offentligt havde sagt, at han var imod ganske kort tid forinden.

Det var grunden til, at Merkel som sin sidste statsakt før kanslervalget i september i Tyskland tog til Washington for at forhandle vore dages München-aftale på plads. Gas i vor tid! 

Naivitet (eller opportunisme): USA indrømmer, at kinesiske og russiske operatører foretager cyberangreb på USA’s infrastruktur, men foretager sig intet med den begrundelse, at Kina og Rusland, vel nok to af de lande i verden, der har det største og mest sofistikerede kontrolapparat til udspionering af egne borgere, ikke kan forventes at have styr på alt det, der foregår i landet!

Og for at det ikke skal være løgn, udleverede Biden til Putin under det sidste topmøde en liste over 16 kritiske infrastrukturområder, som Rusland fremover skal se som “forbudt område” i forhold til cyberangreb. Tak for det sagde Putin, det vil lette arbejdet for de hackere, som jeg ingen kontrol har over! Og det må betyde, at der er grønt lys for alle de infrastrukturmål, som ikke står på Bidens liste ik`?

Drømmer jeg eller er jeg vågen? Hvor naive kan man være? Eller hvor konfliktsky? Verdens skarpeste analytikere klør sig i hovedet, men kan ikke helt, ligesom i 1930’erne, blive enige med sig selv om, hvorvidt Vestens politik er udtryk for kold og kynisk beregning med henblik på at få del i det kæmpestore kinesiske marked, om Kina har noget på Biden (f.eks. via hans korrupte søn, Hunter Biden) eller om Putin, som jo var KGB’s kontaktperson til Stasi (den østtyske sikkerhedstjeneste, som med sikkerhed udspionerede Merkel) og som dermed havde adgang til Stasis arkiver i 1980’erne, har noget på Merkel, som jo var aktiv i den kommunistiske ledelse af det hedengangne DDR. 

Det DDR i øvrigt, hvor en af Putins bedste venner var en vis Stasi-officer, Matthias Warnig, som i dag sidder som….. chef for ledelsen selskabet Nord Stream 2 AG, der står for færdiggørelsen af Nord Stream 2, hvis gas leveres af russiske Gazprom, som Putin også kontrollerer.

Kulturel arrogance og selvtilfredshed: USA og EU gennemgår en periode, som reelt udgør en kulturkamp, en kamp, der ligesom i 1930’erne i bund og grund er en kamp om demokratiet. Dengang tabte demokratiet som bekendt hviket udløste verdens største katastrofe – den anden verdenskrig.

I USA er den politiske elite med Bidens Demokratiske Parti i spidsen engageret i en fundamental kritik af USA’s ”racistiske” fortid og dets ”systemisk” racistiske institutioner, inklusive politiet og retsvæsenet, i et hidsigt opgør med Det Republikanske Parti, hvis vælgere stadig hylder ex-Præsident Trump og hans Amerika First-politik. Man kan strides om, hvem der er årsagen til denne splittelse mellem internationalister og nationalister. Men USA er p.t. delt og splittet i to lige store lejre, hvilket svækker dets evne til at modstå Rusland og Kina aggressive udenrigspolitik, som jo åbenlyst har til formål at fortrænge USA som verdens dominerende stormagt. Skulle det ske, vil det få direkte konsekvenser for Europas – og Danmarks -sikkerhedspolitik.

EU er lige så splittet. Tyskland har med Merkels enegang, både i forhold til Nord Stream 2, som hele Østeuropa samt de fleste andre EU-lande inklusive Frankrig var og er imod, og i forhold til flygtningekrisen i 2015, som ene og alene skal tilskrives Merkel, undergravet den gensidige tillid i EU. Også EU-Kommissionen har med sine hidsige kulturpolitiske angreb på to demokratier, Polen og Ungarn, hvis demokratiforståelse man ikke er enig i, undergravet den vigtigste forudsætning for EU’s fortsatte eksistens, den gensidige tillid.

EU-bygningen smuldrer som sidst bevist ved, at forfatningsdomstolene i både Tyskland og Polen har underkendt det af EU-Domstolen forfægtede princip, at EU-ret altid har forrang for national ret. Reformer af EU, ikke mindst enstemmighedsprincippet i udenrigspolitikken, kan Frankrig og Tyskland godt glemme alt om. Kalkuner stemmer ikke for Thanksgiving og de østeuropæiske lande glemmer derfor ikke lige med det første Merkels og EU’s behandling af Ukraine… og dem selv.

Som Cassandra ville sige, hvis hun havde kendt den spanske filosof George Santana: Vi går svære tider i møde og de, der ikke vil lære af historien, er dømt til at genopleve den.