Klumme: Ny bog om Jørgen Dragsdahls injuriesag mod Bent Jensen

Højesterets domme svinger fra den ene ekstreme pol til den anden – men sjældent til gunst for den politisk ukorrekte aktør

Er man i tvivl om dette, burde man læse Dragsdahl Sagen II af jur. doc. Ole Hasselbalch. Det er hans seneste bog om Jørgen Dragsdahl/Bent Jensen-fejden og den omfatter et væld af information om de uartigheder både PET og Højesteret har budt på i denne tredje retssag mod professor Bent Jensen.

Og det drejer sig bestemt ikke om småting. Tværtimod. Der er tale om tiltag, der mest af alt minder om et justitsmord. Sagen er, som man kan se, gået gennem tre instanser og sluttede i Højesteret, hvor dommerne i stedet for at bekræfte Østre Landsrets frifindelse af Bent Jensen i 2016 gav Jørgen Dragsdahl ret i en del anklagepunkter og samtidig pålagde professoren en kæmpeerstatning.

Har det trods alt været en fair behandling, der er gået lige efter bogen?

Nej bestemt ikke, og folk, der automatisk går ud fra, at Bent Jensen umuligt kan være uskyldig, når den Høje Ret har afgjort sagen til fordel for sagsageren Jørgen Dragsdahl, vil få alvorlige betænkeligheder efter at have set omfanget af den retschikane Bent Jensen er blevet udsat for. Foruden at forhindre ham i at citere vigtige dokumenter har PET endda destrueret dokumenter, der støtter hans sag. PET har også beskyldt Bent Jensen for brud på tavshedsloven, hvad – hvilken sublim ironi – organisationens daværende chef Jacob Scharf nu selv står anklaget for!

PET har svigtet fælt. Og hvad med Højesterets ageren?

Har Højesteret holdt sig til almindelige retsprincipper i denne sag? Afgjort nej. Den har ikke blot affejet som ubeføjede centrale påstande fra Bent Jensen men også groft fejlfortolkede andre. Et af de mest iøjnefaldende eksempler var Højesterets  manipulerende brug af en artikel i Jyllands Posten i  2007. Her citerede Bent Jensen Ekstra Bladet for at have brugt udtrykket ”KGB spion” om journalisten Jørgen Dragsdahl (læg mærke til gåseøjnene).  Men disse gåseøjne var ikke med i Højesterets præmisser for dommen mod ham, så det måtte forekomme, at det var Bent Jensens egne ord og ikke Ekstra Bladets. Hvilket indebærer, at Retten beskylder ham for noget, han aldrig har sagt. Og dømt ham for det.

Et  helt nyt princip i retsvæsenet

Sagen tager sig endnu mere mærkelig ud, når man ser hvilket princip man har anlagt i bedømmelsen. Var det sandhedskriteriet? Nej, det mente retten var irrelevant. Det var det noget luftige princip  ”almindelige menneskers opfattelse”, der blev lagt til grund, og det var det, der ifølge Højesterets egen begrundelse, var det helt centrale – og ikke hvad der var sandt eller falsk. Så til trods for at både KGB og PETs arkiver har vist, at Bent Jensen talte sandt, var hans forskningskonklusion af en sådan art, at det måtte sætte Jørgen Dragsdahl i et dårligt lys (hvad han bevisligt fortjente), og det var dette forhold – at Bent Jensen havde malet et negativt billede af Jørgen Dragsdahl – der afgjorde sagen.

Sandhed spillede ingen rolle

Og det var ikke, fordi Bent Jensen havde talt usandt. For her var sandheden irrelevant, postulerede Højesteret, og for almindelige mennesker, der ikke havde hørt om denne finesse, kunne dommen kun betyde, at Bent Jensen var en løgner. Selv om han bevisligt havde talt sandt. Men det spillede kun en ringe rolle – eller endda ingen rolle som helst, mente Højesteret, eftersom det, der afgjorde sagen, var som sagt ”almindelige menneskers opfattelse”. Og det var det, der var centrale, sagde Højesteret.

I sagen mod Pia Kjærsgaard gjaldt andre principper

Men hvis det var det helt centrale i Jørgen Dragsdahl injuriesag mod Bent Jensen, var det uforståeligt, at ”almindelige menneskers opfattelse” ikke spillede nogen som helst rolle i Højesterets dom i Karen Sunds facismebeskyldninger mod Pia Kjærsgaard en halv snes år tidligere. Her brugte Højesteret  det stik modsatte princip. I den sag var det ikke specielt injurierende at kalde nogen racist, mente Højesteret (med støtte i et bestilt responsum fra Dansk Sprognævn), mens det til gengæld var meget nedsættende at kalde nogen ”agent”, hvad Højesteret påstod at Bent Jensen havde gjort.

Mere fjernt fra virkeligheden kan man ikke komme.

Absurditeten springer straks i øjnene. Alle med deres sprogsans’ fulde brug må vide, at ”racist” er ekstremt diffamerende, mens ordet ”agent” (som PET men ikke Bent Jensen havde brugt) kan omfatte noget så uskyldigt som en støvsøgersælger. Men i Bent Jensen/Jørgen Dragsdahl-sagen valgte Højesteret ikke at forhøre sig hos Dansk Sprognævn (som den havde gjort i Karen Sunds/Pia Kjærsgaard-sagen), og man spørge sig hvorfor (se undertegnedes eget indlæg – Retfærd eller Justitsmord – i Den Korte Avis i 2015.

Nu ligger sagen hos den Europæiske Menneskeretsdomstol i Strasbourg, men som udgiveren Peter La Cour skriver i bogens indledning, kan der gå mange år, før retfærdigheden sker fyldest. Og selv da, ville det ikke være muligt at godtgøre den kæmpe bødestraf (700 000 kr.) Bent Jensen har inkasseret for at tale sandt.