Klumme: Oktoberrevolutionen 1917 og dens blodige følger

Sven Hakon Rossel – klummeskribent
Sven Hakon Rossel – klummeskribent

Professor i nyere skandinavisk litteratur og forfatter til mere end 50 bøger.

S. H. Rossel er fast klummeskribent på 24NYT og skriver om udenrigspolitik, kulturpolitik, EU og det monstrum, der hedder “politisk korrekthed”.


Da vi netop har overstået 100-årsdagen for oktoberrevolutionen i det daværende zaristiske Rusland, er det fristende, ja vel nærmest påkrævet at gøre status over denne blodige begivenhed. I visse revolutionsromantiske og dogmatisk marxistiske kredse fejres revolutionen stadigvæk som en af humanitetens store sejre, mens mere forstandige mennesker sammen med den moderne historieskrivning – bortset fra enkelte undtagelser, som f.eks. den kendte engelske ærkemarxistiske historiker Eric Hobsbawn (se hans bog The Age of Extremes fra 1994) – nøgternt fastslår og dokumenterer, at samme revolutionen var begyndelsen til et firsårigt rædselsregimente. Dette ophørte først ikke mindst pga. to store personligheders indsats, den amerikanske præsident Ronald Reagans og den polske Pave Johannes Paul IIs, der kronedes med Berlinmurens fald d. 9. november 1989.

Vladimir Iljitj Lenin (1870-1924), der siden 1900 havde opholdt sig i eksil i Vesteuropa,  efter at han i første omgang havde været arresteret af det russiske politi for revolutionær virksomhed og i tre år var forvist til Sibirien, vendte tilbage til Rusland d. 3. april 1917 – dvs. under den 1. Verdenskrig – som bekendt skjult i et godstog. Denne indslusning af én af verdenshistoriens værste blodhunde var betalt og arrangeret af Tyskland, der håbede, at Lenins tilbagevenden til den politiske scene kunne fremskynde en fredsslutning.

Allerede med den forudgående relativ ublodige Februarrevolution med kravet om vidtgående sociale reformer og en afslutning på krigen førte samme år til, at den sidste russiske kejser, Nikolaj II., blev tvunget til at abdicere hvorefter en provisorisk borgerlig regering overtog magten i landet.

Efter sin hjemkomst stillede Lenin sig i spidsen for de såkaldte bolsjevikker, en radikal-fanatisk fraktion inden for Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti. Bolsjevikkerne krævede i første omgang ikke blot sociale reformer, men en etablering af ”arbejderklassens og bondestandens demokratisk diktatur“, der snart efter ændredes til „proletariatets diktatur“, baseret på arbejderråd, de såkaldte sovjetter. Videre nederlag i krigen og truende hungersnød forårsagede i befolkningen en stigende mistillid til regeringen. Herigennem lykkedes det bolsjevikkerne allerede i september måned at skaffe sig et flertal i sovjetterne i Moskva og St. Petersborg, Ruslands daværende hovedstad.

I natten mellem d. 24. og 25. oktober – efter den daværende julianske kalender, dvs. d. 7. og 8. november efter vores kalender – erobrede så bevæbnede bolsjevikker de vigtigste strategiske punkter i hovedstaden, afskedigede under Leo Trotskijs ledelse – der iøvrigt på Stalins befaling myrdedes i Mexiko i 1940 af en sovetisk agent – den provisoriske regering og erklærede egenmægtigt, at sovjetterne nu havde overtaget magten.

Lenin udråbte den Socialistiske Sovjetrepublik og hermed indførte bolsjevikker deres diktatur, uden at vælgerne var blevet spurgt. At dette kup ikke blev støttet af et flertal, viser det længe planlagte valg, der d. 11. november samme år blev afholdt i hele Rusland. Her led bolsjevikkerne et dundrende nederlag med en tilslutning på kun 25%, men med våbenmagt opløste de omgående gennem et kup den lovgivende forsamling, da den trådte sammen d. 5. januar 1918. Det siger sig selv, at Lenin blev regeringschef.

Nu fulgte en lang og blodig borgerkrig frem til 1921, der kostede ca. 10 mio. menneskeliv – afbrudt af 1. Verdenskrigs afslutning d. 11. november 1918 – i hvilken den Røde Hær sejrrigt kæmpede mod den langt dårligere organiserede Hvide Hær. Under borgerkrigen førte den nye regering også krig mod Polen, Finland og Letland og den stigende antisemitisme førte til at flere end 20.000 russiske jøder udvandrede til Palæstina. Nævnes bør det også, at ikke blot kejser Nikolaj II, men hele hans familie i natten d. 17. juli 1918 på Lenins befaling nådesløst blev myrdet af bolsjevikkerne i byen Jekaterinburg.

Oktoberrevolutionen blev indledningen til blodige årtier. Disse var  præget af politiske udrensninger, koncentrationslejre, de såkaldte Gulag, og det hemmelige politis, Tjekaens – det senere KGBs – terror frem til årene efter Josef Stalins (1878-1953) død. Terroren var under Stalins rædselsregime ikke mindst rettet mod landbefolkningen og politiske modstandere. Fra 1922 var han den almægtige generalsekretær for kommunistpartiets Centralkomité og han lagde ud med en tvangskollektivisering af landbruget i 1928, der førte til katastrofal misvækst og hungersnød. I 1932 kastede han så blikket på Sovjetunionens kornkammer, Ukraine. Her blev bønderne og deres familie enten likvideret eller fik forbud mod at forlade deres landområde. Her måtte de sulte ihjel eller blev sendt i godsvogne til de sibiriske fangelejre. Historikerne antager, at en fjerdedel af landbefolkningen – mell. 10 og 15 mio. mennesker – blev myrdet. I sandhed et Holocaust – eller med et ukrainsk ord ”Holodomor”, dvs. ordret drab gennem udsultning – af dimensioner inden nazisterne lagde ud.

Til disse uhyrlige tal kan lægges ca. 300.000 ofre for Stalins forsøg i årene 1937-38 på at udrydde alle etniske polakker og ukrainere inden for Sovjetunionens grænser. Hertil kommer diktatorens udrensning af modstandere i det kommunistiske parti i forbindelse med de såkaldte Moskvaprocesser i 1936-38, hvor mindst 400.000 blev henrettet efter under tortur at have bekendt sig til sammensværgelse og andre ”forbrydelser” mod regimet.

Dette er altsammen forbrydelser og tal, som vores såkaldte intellektuelle elite flittigt ignorer. Skyklapperne må være enorme – for at udtrykke det skånsomt. Til gengæld tales gerne om Sovjetunionens heltemodige historie og systemets store landvindinger i mellemkrigstiden. Det er den samme ”elite” bestående af jorunalister kunstnere og forfattere, der – også i Danmark – viste hjertevarm sympati over for Moskvaprocesserne og tildels ligeledes accepterede nedkæmpelsen af folkeopstanden i Ungarn 1956 og i Tjekkoslovakiet i 1968. Kan det blive mere hyklerisk og uappetitligt?

Lægger vi hertil tallene på ofrene under Maos, Ceaușescus, Fidel Castros og Pol Pots regimer ender vi med endnu mere uhyggelige tal. Alene Maos vej til magten (1949-53) skal have kostet 8,5 mio. menneskeliv, hans tvangsindustrialisering, det såkaldte ”Store Spring Fremad” (1954-58) mell. 20 og 40 mio., hans tvangskolletivisering af landbruget (1959-63) 10,5 mio og endelig Kulturrevolutionen (1964-75) 2 mio., hvortil kommer 30 mio. politisk forfulgte.

Og alligevel blev også kulturrevolutionen hilst med begejstring af de ynkelige vestlige medløbere. Forfattere som Ebbe Reich kaldte sit kollektiv i Hellerup for ”Maos Lyst”, kunstnere som Andy Warhol und Gerhard Richter skabte deres Mao-portrætter, parisiske modedesignere og britiske popidoler bar Mao-jakker, venstrevredne filosoffer sværmede for det „nye menneske“, der var ved at skabes i Kina, og medlemmerne af den tyske terrorgruppe RAF, lod sig uddanne til mordere i palæstinensiske træningslejre.

Alt dette er i sidste ende de uhyggelige resultater af dén oktoberrevolution, der er blevet markeret i disse dage. Og man kan spørge sig selv, om den overhovedet havde været nødvendig. Industrialiseringsprocessen var nemlig allerede begyndt i Rusland efter århundredeskiftet, bøndernes livsvilkår var ved at forbedres og hungersnøden reduceret allerede under zaren. Til gengæld introduceredes den statslige terror. Lad os ikke glemme, at oktoberrevolutionen ikke var nogen folkelig revolution, men et kup udført af et fanatisk mindretal rettet mod en lovlig valgt demokratisk regering.

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at Rusland uden Lenin, Stalin og co. i dag formodentlig ville være et demokrati i stedet for et demokratur.

HUSK: 24NYT modtager IKKE mediestøtte. Du kan hjælpe os ved at tegne et abonnement på 1,- om dagen. Klik her. https://24nyt.dk/abonnement/

Kan du lide vinklingerne på 24NYT? Få avisen leveret gratis på mail

Del gerne artiklen på Facebook:

Kommentarer

STØT 24NYT EN GANG OM MÅNEDEN

Vælg beløb