Klumme: Pernille Vermund synes at Mette F. er sej


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Mette F. 3 blæser til mandefjendtlig kulturkamp. Pernille Vermund synes, at hun er sej. Det synes hendes overvejende (66 pct.) mandlige vælgere ikke.

Regeringen har i den seneste tid taget tre initiativer, som kun kan betegnes som mandefjendske. Når politikerne i Folketingets Præsidium med socialdemokraten Henrik Dam Kristensen i spidsen vedtager at flage med regnbueflaget til ære for Gay Pride, er det mere end en tom symbolhandling: Det er et angreb på mænd.

Når regeringen og dens støttepartier indgår en aftale om en ændring af voldtægtslovgivningen, som fremover vil blive baseret på samtykke ved sex snarere end, som Straffelovsrådet med 10 stemmer mod 1 foreslog, frivillighed, er det et angreb på mænd.

Når regeringen foreslår juridisk kønsskifte for mindreårige uden aldersgrænse som et tiltag i et nyt regeringsudspil på LGBT-området, er det et knæfald for en en identitetsideologi, hvor mænd er de store tabere.

Lad mig forklare hvorfor. Regnbue flaget symboliserer i de flestes bevidsthed tolerance og diversitet. Men det er ikke tilfældigt, at den hvide farve ikke er repræsenteret. For regnbuesymbolet er udtryk for alt andet end tolerance, nemlig en politisk filosofi, postmodernismen eller nymarxismen.

Postmodernismen eller nymarxismen (alle førende postmodernistiske filosoffer fra Derrida over Foucault til Rorty er eller var Marxister) er ifølge en af dens skarpeste analytikere, Stephen Hicks i hans lille mesterværk, ”Explaining Postmodernism, en anden udgave af marxismen: blot har man som central idéportal erstattet klassekampen med magtkampen. Og gæt hvem magtkampen står imellem? Mellem undertrykte og undertrykkere. Og gæt hvem der er undertrykkere? Mænd.

Især hvide heteroseksuelle mænd. Og gæt hvem der er de undertrykte? Minoriteter af enhver slags, ikke mindst seksuelle minoriteter, homoseksuelle, transseksuelle, men også immigranter, og sidst men ikke mindst…kvinder. Som ganske vist er et lille flertal, men som ifølge denne ideologi ikke blot historisk er blevet undertrykt, men stadig bliver undertrykt. Af mænd.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Hvorfor deltog Danmarks integrationsminister i et arrangement der omdøber Danmark til RamaDanmark, og som handler om at danskerne skal integreres med muslimsk kultur?

Det er denne såkaldte identitetsfilosofi, som regnbueflaget over Christiansborg fejrer. Men Christiansborg repræsenterer os alle. Hvorimod identitetspolitikken, altså at menneskers natur er bestemt af deres seksuelle orientering og sociale status, er en politisk markør: det er venstrefløjens hoftanke, som man med disse tiltag desperat prøver at gøre til mainstream.

Det er identitetsfilosofien, der politisk ligger bag forslaget om juridisk at ændre bevisbyrden i voldtægtssager til omvendt bevisbyrde. Eftersom den menneskelige natur og vores kultur påbyder manden at være initiativtageren i mænds og kvinders parrings dans, er dette et forslag, hvis konsekvenser, uanset hvor meget forslagsstillerne hævder det modsatte, vil blive båret af hvide, heteroseksuelle mænd. Bevidst igangsat af Mette F. som stik imod Straffelovsrådet indstilling tvang samtykkeprincippet igennem.

Når regeringen foreslår juridisk kønsskifte for mindreårige uden aldersgrænse som et tiltag i et nyt regeringsudspil på LGBT-området, er det et knæfald for den samme identitets-ideologi. Hvor mænd per definition er de store tabere.

Når det kommer til Mette F., er Pernille Vermund historisk set en ”appeaser”, som flere gange har rost statsministeren bare fordi denne både er kvinde og politisk kløgtig nok til at tage Vermund med på råd. Dette er politisk naivitet af øverste skuffe. For Nye Borgerliges kernevælgere er (ifølge forskeren Kaspar Møller Hansen) for 66 pct’s vedkommende mænd.

Mark Thorsen konkluderer det samme i Ekstra Bladet: ”Vermunds ageren er svær at forstå. Nye Borgerlige er bygget på en præmis om, at man er det eneste parti, der reelt har svarene på, hvad der skal gøres ved udlændingepolitikken. Så hvorfor tale en politisk modstanders troværdighed op på lige netop dette område? Og hvad er der blevet af snakken om de uduelige politikere, der har fejlet? Hvorfor gør det tilsyneladende så stort indtryk på Vermund, at statsministeren griber knoglen og ringer?”

LÆS OGSÅ:  Venligboismen – danskerne flygter over hals og hoved

Thorsen kan ikke give svar på sit eget spørgsmål. Her mit bud: Politisk set står de traditionelle borgerlige magtpartier i Danmark historisk ringe. Det burde teoretisk set give de utraditionelle borgerlige partier, som f.eks. Nye Borgerlige, vind i sejlene. Men det er ikke det, vi ser.

Hvorfor? Martin Ågerup fra CEPOS har i en række sommerblogs argumenteret for, at både Anders Fogh Rasmussen og Løkke af valgtaktiske grunde har trukket Venstre, det største borgerlige parti, til venstre ind mod midten. Liberale kongstanker om mindre stat og mere individ, mere valg og mere konkurrence i velfærdssamfundet, som alle er væsentlige dele at Nye Borgerliges partiprogram, er blevet nedprioriteret i de sidste 20 år.

Men det monopol, de borgerlige partier havde på udlændingepolitikken, var nok til at vinde valg alligevel. Der er bare den hage, at det monopol nu er væk som følge af Socialdemokratiets kursvending på området. Så de borgerlige partier må nu til at finde på noget nyt, siger Ågerup. Politiske partier må ligesom private virksomheder kunne forny sig og skabe nye produkter, som vælgerne er parate til at købe.

Det burde ikke være så svært for NB at finde ud af. For de traditionelle borgerlige partier slår den ene skævert efter den anden. Venstres og Jakob Ellemanns seneste distancering til De Radikale på udlændingepolitikken var ikke blot patetisk, men kom lidt for sent. Man får kun én chance for at gøre et godt førstehåndsindtryk og Jakob Ellemann tøvede for længe. Han mistede troværdigheden.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Også østrigerne har nu fået nok

Og de Konservatives tilbud om, at de borgerlige bør sætte sig i samme bil og se, hvor langt man kommer, er en noget uheldig metafor. Der er som bekendt kun ét rat i biler og hvis man ikke er enige om, hvor man skal hen, ender man med at køre i ring. Eller med, at én eller flere af passagererne i bilen står af i Roskilde.

Pernille Vermunds og de Nye Borgerliges problem er, at man ikke tør bekende sig til de traditionelle borgerlige politikker, som Ågerup peger på. Inklusive et opgør med identitetspolitikken. Og Vermunds flirt med Mette F. efterlader hendes vælgere med en den lumsk mistanke om, at hun ikke kan bestemme sig til, om hun vil føre kvindepolitik eller borgerlig politik.

Derfor klamrer hun sig til udlændingepolitikken, selvom man er ved at blive overhalet både indenom af Socialdemokratiet og udenom af Stram Kurs. Men det er et farligt spil. For Liberal Alliances skæbne bør være en advarsel til Vermund: Hvis man taber kontakten til sine vælgere og sine principper, går det galt. Og Vermund er ved at løbe tør for tid til at gøre et godt førstehåndsindtryk.