Klumme: Politisk analyse – Del 3 “Et nyt jerntæppe i Europa er indvandringens pris”

Følgerne af migrationen de seneste 40 år har sat deres spor i de europæiske lande. Der er opbygget ghettoområder i alle større byer, ofte som ”no go”-zoner, hvor sharia-loven gælder. Særlig indbyggere fra de tidligere franske muslimske kolonier har gjort store dele af Frankrig uigenkendelige for dem, der har en forestilling om et Frankrig på franske betingelser. I dag bor der legalt som illegalt 9 millioner med muslimsk baggrund i et land, hvor stat og religion skarpt er adskilt gennem forfatningen. Islam vil med årene ændre på fundamentet i kraft af muslimernes antal.

Belgien og Holland er tilsvarende som Tyskland under afvikling siden 1980’erne som nationale stater, såvel etnisk, kulturelt som religiøst. I Bruxelles udgøres området Molenbeek med sine kvarte million indbyggere af mere end 80 pct. af muslimer. Herfra er en stor del af de terrorister udgået, som i de senere år har pløjet i køretøjer ned gennem havnepromenader i Sydfrankrig, via terrorangreb på etablissementer i Paris eller angreb på forlaget Charlie Hebdo. Hver gang Allah Akbar råbes i forbindelse med et terrorangreb, har medierne nedtonet dets islamiske oprindelse. Politikerne med.

Kombinationen af svage, utilstrækkelige reguleringer af indvandring internt, en total mangel på kulturel stolthed fra de europæiske ledere samt EU’s åbne grænsepolitik har dannet rammen om et Europa som et arnested for alt, hvad der har kunne forekomme af svindel med familiesammenføringer, etablering af menneskesmuglerruter og tilsvarende piratspeditører ud i en meget lidt sympatisk industri.

De europæiske vælgere har fået det Europa, de selv har fortjent. Den mellemøstlige voldskultur har de selv sat kryds ved i stemmeboksene i forhold til valg af politiske mainstreamledere, hvis kompas har været ikke eksisterende i forhold til regulering af virkelighedens verden. Den økonomiske dræning kan end ikke opgøres set i relation til, hvad migrationen årligt har kostet europæerne. Overførselsindkomster, integrationsudgifter, sprogundervisning, sygehus- og undervisningsudgifter til folk med manglende kompetencer, hvortil kommer udgifter til domstole, kriminalforsorg og fængselsvæsen. Fremtidsudsigterne for befolkningssammensætningen, der ser dystre ud i såvel Danmark som Europa omkring, er med til at forstærke den udvikling, der skal sikre national samhørighed.

De etniske modsætninger mellem oprindelige europæere og migranter er skabt af det stof, som kan få borgerkrige til at bryde ud. I mange europæiske lande er der dannet indvandrerkritiske partier. I Danmark så Dansk Folkeparti lyset i 1995, i Frankrig opstod Front Nationale, Flemish Partei dannedes i Belgien, Sverige Demokraterne i Sverige og i England dannedes UKIP i protest mod de etablerede partiers mangel på ansvarsfølelse. Medier og mainstream-partier forstod dygtigt at marginalisere protestpartierne gennem udskamning og stigmatisering. Er man patriot, er man racist eller/og nazist.

Antalsmæssigt tæller det mellemøstlige og afrikanske mena-bidrag til forøgelsen og foryngelsen af den europæiske befolkning i millioner og atter millioner. Uofficielle tal estimerer, at op mod 10 pct. af borgerne på det europæiske kontinent har anden etnisk herkomst end de oprindelige indbyggere eller i omegnen af 50 millioner mennesker. Overordnet set viser dette tal ikke ret meget. Men set på lokalt plan og fordelt over de enkelte landes befolkningspyramider tegner der sig et helt andet billede.

For de etniske europæere er pyramiderne omvendte rent aldersfordelingsmæssigt på den måde, at de mindste årgange udgør den mindste del, mens de ældre årgange fylder mest. Pyramiden er anderledes for migranter af anden herkomst, hvor de yngste årgange udgør majoriteten og de ældre årgange en stadig mindre del af den samlede pyramide.

Fertiliteten blandt migranter er faldet, men stadig ikke i en grad, så den blot tilnærmelsesvis har nærmet sig den, der kendetegner de etniske europæeres fødselshyppighed. Reelt forekommer der derfor en befolkningsudskiftning i Europa, og har gjort det siden 1970’erne. Det uanset om migranter og deres efterkommer må have opnået statsborgerskab eller ej. De etniske europæere vil uvilkårligt komme i mindretal på sigt, når kurven over de store fødselsårgange falder og når den omvendte pyramide for de etniske europæere skrumper yderligere.

Det er ikke raketvidenskab at regne ud, at europæisk tankegang, idegrundlag, kultur samt vores religiøse, kristne grundlag går i graven med antallet af afdøde europæere. Som vindere i dette spil om magt og indflydelse står efterkommerne af migranterne tilbage. De mellemøstlige borgere kommer til at overtage et dødsbo over et Europa, der frivilligt opgav ævred og sin egen evne til at forny og reproducere sine befolkninger, så de kunne bidrage til en videreførelse af samfundsfunktionerne og sikring af fortidens arv.

Bidraget som migranterne er kommet med, hvad enten de er kommet lovligt ind i det europæiske hus eller sejlet eller kørt illegalt ind i et åbent Europa, har været beskedent. En ting er de gæstearbejdere, som kom til Europa i 1960’erne fra Jugoslavien og Tyrkiet, en anden ting er den masseindvandring fra egne af kloden, som ikke har haft anden baggrund en ønsket om en bedre tilværelse.

Når mangfoldighedens fortalere plæderer for øget indvandring, så er det ud fra såvel et humanistisk som pragmatisk synspunkt om, at de nye europæere er uundværlige i de dele af sektorerne, som alene kræver manuel arbejdsindsats. Set på makro- som mikroøkonomisk plan tegner der sig der imod et klart billede af, at migration er en slemt dårlig forretning for de europæiske lande. De samlede udgifter til indvandring overstiger langt de indtægter, der kommer ind.

Et land som Sverige har måtte sænke pensionsniveauet og hæve skatten under ét for alle blot for at kunne betale de udgifter, der er fulgt med masseindvandringen. Integrationsudgifterne udgør op mod 10 pct. af bruttonationalproduktet. Store dele af de svenske kommuner er økonomisk konkursens rand. Hvordan de europæiske politikere har forestillet sig, at de ansvarsområder, de er sat til at forvalte, skal kunne fungere, når de etniske skatteydere ikke længere kan yde en indsats og betale skat, det må guderne vide. For politikerne mangler svar uanset, hvor meget de råber på, at Sverigesdemokraterne er racister.

Europas politiske temperatur svinger mod en ny økonomisk istid i og med, at man savner svar på, hvorledes fremtidens generationer skal kunne opretholde samme levestandard som nu, når majoriteten af befolkningen har rod i andre verdensdele, og når samme majoritet uddannelsesmæssigt ikke blot tilnærmelsesvis matcher det niveau, de etniske europæere besidder. Hertil kommer, at migranter og deres efterkommer ikke har samme arbejdsfrekvens som de etniske europæere. Det bringer mindelser om Romerrigets storhed og fald grundet barbarernes indtog.