Klumme: De “progressive” er gammeldags


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

I 90’erne brød kommunismen sammen, og store dele af Vesten gik ud fra, at historien nu var slut. Nu troede vi, det kun var et spørgsmål om tid, før alle ville indse Vestens og kapitalismens overlegenhed og stræbe mod at blive ligesom os.

For de fleste krakelerede denne utopi d. 11. september 2001. Vi indså, at frihed og penge ikke er svaret på alt, men at kulturelt ophav også spiller en rolle. Efterfølgende har Vestens fallerede udlændingepolitik cementeret dette. Nogle folk ønsker ikke at være som os.

Alligevel hænger nogle krampagtigt fast i 90’ernes naive verdensbillede: de selvudnævnte progressive kræfter.

De fastholder, at kultur hører fortiden til. I bund og grund er vi jo alle mennesker, og hvis alle bare kapper deres kulturelle bånd, bliver Verden et langt bedre sted at leve. Det betyder ikke noget, hvorfra vi kommer, for vi skal bare mødes på midten og tale om det hele, sløjfe nogle julegudstjenester og forhøje starthjælpen – så skal det hele nok blive bedre.

Denne tanke gennemsyrer eksempelvis De Radikales integrations- og værdipolitik, men dukker også ofte frem hos mere jordnære politikere – eksempelvis når Lars Løkke Rasmussen stik imod al evidens påstår, at integration intet har med religion at gøre.

Ovennævnte tanke er ofte krydret med en determinisme, som vi kender fra Hegel, Marx og senere Brandes. Mens Marx mente, at den forudbestemte udvikling ville ende med kommunisme, mener nutidens progressive kræfter – inspireret af Fukuyama og Brandes – at verdenshistorien er en rejse mod frigørelsen fra al kultur. Det er denne determinisme, der afføder argumenter som “Nu lever vi jo i år 2017, så…”. Og det er selvsamme determinisme, der fik Obama til at fortælle sine modstandere, at de var “on the wrong side of history”. Det giver åbenbart en vis selvsikkerhed, når man med sig selv ved, at historien er bestemt til at gå ens vej.

Problemet er bare, at denne utopi ikke holder vand, når den konfronteres med virkeligheden.

Dels får vi intet godt ud af at bortkaste vores kulturelle ophav. Verdenshistorien er en kavalkade af eksempler på, hvor galt det kan gå, når man kaster alle samfundets rødder overbord, fordi ens perfekte samfund nu skal befri os fra de kulturelle lænker.

Men vores ophav lænker os ikke. En insisteren på bevarelsen af kulturen gør os tværtimod friere. Man kan blot spørge sig selv, om man helst vil bo i den vestlige kultursfære eller i en hvilken som helst anden?

Vi har set de tydelige konsekvenser af mange års liberal indvandringspolitik, der netop byggede på holdningen om, at indvandrere med al selvfølgelighed ville blive ligesom danskerne. Nu viser undersøgelse på undersøgelse, at anden- og tredjegenerationsindvandrere er dårligere integreret end første generation.

Denne konkrete trussel mod friheden er som ofte før opstået grundet den liberale værdirelativisme.

Dels har den iboende determinisme også vist sig at være en løgn. Det er al forudbestemt udvikling.

Historiens gang kan ikke forudsiges, som var den en lineær funktion. Den er et produkt af mennesker, og så snart man forlader den danske andedam vil man opdage, at langt størstedelen af Verdens kulturer overhovedet ikke er frigjorte, men tværtimod enormt rodfæstede. Folk har en kultur, som de er stolte af, og som de slet ikke har nogen tanker om at forkaste.

Jeg tør slet ikke tænke på den latterliggørelse, jeg ville blive udsat for, hvis jeg drog tilbage til Rusland og forsøgte at overbevise min familie om, at de skulle opgive alle tanker om kulturelt ophav og leve som frigjorte verdensborgere.

Verden er fyldt med kulturer med vidt forskellige holdninger til Vesten. Visse kulturer vil blot ikke være som os; andre vil os det decideret ilde. I Verden findes der rodfæstet ondskab, og den kan man ikke gå i dialog med. Det kunne man ikke, da Chamberlain ville i dialog med Hitler, og det kan man stadig ikke, når Enhedslisten vil i dialog med Islamisk Stat.

De vil ikke og kommer aldrig til at ville være som os.

Den kulturradikale ideologi har haft sin genopblomstring i 90’erne. Dens svaghed bestod blot i, at den blev forkastet af virkeligheden, så den nu er på retræte. Det er ikke synderligt progressivt at holde fast i et forældet tankesæt, ligesom det ikke er et udtryk for globalt udsyn at tro, at hele Verden er som os.

Så kære progressive verdensborgere: Vågn op til dåd, for virkeligheden kalder. Det er så 1992 at være kulturradikal.

  .................  
DEL ARTIKLEN MED ET ENELKT KLIK:
Share on Facebook
Facebook
Share on Google+
Google+
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on LinkedIn
Linkedin
   

HUSK: 24NYT modtager IKKE mediestøtte. Du kan hjælpe os ved at tegne et abonnement på 1,- om dagen. Klik her. https://24nyt.dk/abonnement/

Kan du lide vinklingerne på 24NYT? Få avisen leveret gratis på mail

Advertisements

Kommentarer

STØT 24NYT EN GANG OM MÅNEDEN

Vælg beløb