Pseudoforskning går sin sejrsgang i Danmark

En folketingsudtalelse slår fast, at Folketinget forventer selvregulering på universiteterne for at undgå skatteyderbetalt pseudoforskning. Men danske forskere mener ikke, at Folketinget skal blande sig i, hvilke emner der forskes i, eller hvordan dette gøres i praksis.

En bølge af politisering, aktivisme og identitetspolitisk pseudoforskning, der ruller hen over danske universiteter, har sat både fagligheden, forskningsfriheden og ytringsfriheden under pres. Venstreradikale pseudoforskere har sat sig på forskningsmidlerne til de humanistiske og samfundsvidenskabelige områder og er med til at sætte dagsordenen for de statslige kultur-, kunst- og uddannelsesinstitutioner. ”En enkelt af forskerlederne på Instituttet for Kunst- og Kulturvidenskab, nemlig Mikkel Bolt, har endog været ude flere gange og opfordre til, at danskerne lægger afstand til det repræsentative demokrati ved at lade være med at stemme og ved at lave ’opstand i gaderne’”, skrev Marianne Stidsen i Berlingske.

Ligesom munkemarksismen i 1970’erne er der tale om et mix af aktivisme, pseudoforskning, faglig intolerance, politisering og en heksejagt på forskere, som venstreradikale pseudoforskere er uenige med. Elementære standarder for rationalitet, objektivitet og grundlæggende videnskabelighed benægtes, fordi sandhed er betinget af etnicitet, hudfarve eller lignende. De erstattes med politiske målsætninger såsom kampen for social retfærdighed og mod racisme, og underlødig pseudoforskning forklædes som videnskab.

Intersektionel køns-pseudoforskning handler om at gøre op med biologiske opfattelser i køn. Feministiske forskere, der ser sig selv som ”ballademagere”, vil omstyrte patriarkatet og afskaffe racistiske strukturer. Miseren har stået på i mange år. Allerede i 2005 udgav den nu afdøde professor i sociologi Henning Bech en bog med titlen ”Kvinder og Mænd”, som er en akademisk kritik af manglende lødighed i den danske kønsforskning.

Mellemøst-pseudoforskning handler mest om at kritisere Israel og støtte den palæstinensiske sag. Senest har en gruppe af danske Mellemøst-forskere skrevet under på et krav om boykot af Israel i en antisemitisk erklæring om ”solidaritet med det palæstinensiske folk”, som Politiken bragte i maj 2021. ”Vi er solidariske med det palæstinensiske folk – som i øjeblikket bombarderes, udsættes for politibrutalitet og fratages deres jord og hjem – og med deres ret til at gøre modstand mod besættelse, belejring og diskrimination. Som akademikere, forskere, og undervisere med speciale i Mellemøsten er vi solidariske med palæstinenserne i Gaza, på Vestbredden, i Israel og de omtrent syv millioner palæstinensiske flygtninge verden over”, skrev forskerne i solidaritetserklæringen.

Integrations-pseudoforskning handler om at drive hvidheden og racismen ud af det danske samfund samt omfavne indvandrerne og det multikulturelle mere. Forskning, der afdækker problemer i minoritetsmiljøer, bliver modarbejdet og forskernes redelighed bliver draget i tvivl. Ifølge Sofie Danneskiold-Samsøe, der forsker i etniske minoriteter, bliver forskning, der viser negative sider af virkeligheden i minoritetsmiljøer, dysset ned i det danske forskningsmiljø. ”Der hersker en forestilling om, at forskningen skal opveje den massivt negative omtale, som minoriteter bliver udsat for. Man skal i stedet vægte mere positive sider af minoritetsmiljøet og undlade at udpege forskelle”.

Kultursociolog Mehmet Necef, der er lektor ved Syddansk Universitet og forsker i forholdene i minoritetsmiljøer, siger, at integrationsforskning, der viser en ubehagelig virkelighed, er ildeset. ”Påpegning af negative aspekter ved nydansk kultur er kontroversiel i forskningsmiljøet. Det er ikke noget, som de fleste forskere vil snakke om eller arbejde med”.

Yvonne Mørck, som er lektor på RUC, mener, at berøringsangsten skyldes en angst for at sætte etniske minoriteter i et dårligt lys. ”I forskningsmiljøet mener modstanderne af den type forskning, at man bærer ved til racisternes bål. Man er bange for, at dokumentation for vold i etniske minoritetsmiljøer vil blive taget op af højrefløjen”.

Henrik Dahl (LA) har sat navn på en række samfundsforskere, der fokuserer på socioøkonomiske forhold og ikke på manglende assimilation og kultur som en årsag til den haltende integration i Danmark. F.eks. socialforskeren og politologen Kristina Bakkær Simonsen fra Aarhus Universitet. ”Da vi lavede parallelsamfundspakken, var der også nogle forskere, som i ramme alvor påstod, at parallelsamfund formentlig ikke fandtes. Det er jo fuldstændig absurd’, siger Henrik Dahl. ”Som politiker har jeg ofte den oplevelse, at forskere søger at presse os til konklusioner, der næppe er baseret på den rene forskning, men faktisk politik i forklædning”. 

Også på klimaområdet agerer danske pseudoforskere som en aktivistisk part. I november 2019 skrev 11.000 forskere fra 153 lande, herunder 88 fra Danmark, under på et åbent brev om, at kloden er på katastrofekurs på grund af klimaet. Flere af de danske forskere, der har skrevet under klimanødråbet, har ikke forstand på klimaet, men har valgt at sætte deres uvildighed og troværdighed over styr ved at politisere klimaspørgsmålet og vise, at de er på det rigtige hold. Det gælder f.eks. lektor Martin Klatt fra Institut for Statskundskab på SDU, som egentlig forsker i dansk-tyske relationer i et historisk perspektiv.

Den faglige intolerance på de danske universiteter har kronede dage. Forskere, der er uenige med den fremherskende ortodoksi på især de samfundsvidenskabelige og humanistiske fakulteter presses systematisk ud af stillingsstrukturen og udelukkes fra ansættelse. De fravælger vigtige forskningsområder, føler sig presset til at rette ind efter identitetspolitiske udmeldinger og er bange for at deltage i den offentlige debat.

Det identitetspolitiske vanvid, der giver ammunition til konspirationsteorier og skaber mistillid til videnskaben, breder sig som en løbeild, men universiteterne og deres ledelser mener, at forskningsfriheden er ensbetydende med en forpligtelse for skatteyderne til at finansiere uvidenskabelig forskeraktivisme.

I den forbindelse er det bemærkelsesværdigt, at også erhvervslivets flagskibe som Novo Nordisk og Carlsberhg støtter og finansierer identitetspolitisk aktivisme, der arbejder på at omkalfatre hele samfundet i venstreradikal og totalitær retning og i sidste ende omstyrte samfundets borgerligt-liberale, demokratiske fundament.

Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på KU har således igennem flere år landet kæmpestore millionbevillinger til projekter, der skal medvirke til at mobilisere masserne i den venstreradikale revolution af samfundet. Pseudoforskerne på instituttet fik bl.a. 18 mio. kr. af Ny Carlsbergfondet til et projekt, der skal undersøge de fællesskaber, der opstår med og omkring kunsten, mens Novo Nordisk Fonden har doneret 4 mio. kr. til et projekt om kunst og politisk aktivisme kaldet “Æstetiske protestkulturer”.