Klumme: Putins filantropiske hjælp

Den russiske præsident Vladimir Putin har et generalieblad, der både er imponerende, men også skræmmende. Her skal kun kort repeteres, at han fra 1975 til 1982 var KGB-officer i afdelingen for udenlandsspionage, men også ansvarlig for undertrykkelse af dissidenter i hjemlandet og i denne stilling avancerede til major. Efter et ophold på KGB-akademiet i Moskva blev han 1985 udstationeret i det såkaldte DDR, hvor han kunne undervise de lærevillige østtyske myndigheder i at undertrykke anderledestænkende.

I 1990, efter jerntæppets fald, blev Putin beordret tilbage til Rusland, og her begyndte hans stejle politiske karriere, først som viceborgmester i Sankt Petersborg i 1994. I 1996 blev han udnævnt til stedfortrædende chef for Kremls ejendomsforvaltning, og allerede året efter avancerede han til stedfortrædende bureauchef og senere koordinator for Ruslands præsident Boris Jeltsin. I 1997 erhvervede Putin en doktorgrad i nationaløkonomi. Hans disputats skal dog iflg. amerikanske eksperter i overvejende grad være et plagiat, der bygger på publikationer af de to amerikanske økonomer William King og David Cleland fra Pittsburgh University. Men en doktorgrad kan altid imponere.

Putin konsoliderer sin magt

I 1998 returnerede Putin så at sige til sin gamle arbejdsplads, idet han blev chef for indlandsspionagetjenesten FSB, der overtog en række arbejdsområder fra det gamle KGB og den dag i dag direkte er underlagt den russiske præsident. Året efter udnævntes han af Jeltsin til Ruslands ministerpræsident og lige siden har Putin ved hjælp af forskellige forfatningsretslige fiksfakserier haft den absolutte magt enten som ministerpræsident eller præsident, mens landets parlament (Duma), som oppositionspartierne ikke har adgang til, ganske enkelt blåstempler hans lovgivning. For tiden er Putin siden 2018 for fjerde gang præsident, og der er ingen tegn på, at han giver magten fra sig.

Næppe var Putin kommet til magten, førend han i 2000 begyndte at spille med musklerne og gjorde alt for at lukke munden på oppositionen. Det gik ud over politiske aktivister som f.eks. sagføreren Alexei Nawalny, der utallige gange har været arresteret, løsladt og arresteret igen. Det ramte også regeringskritiske journalister, som f.eks. Anna Politkowskaja, der d. 7. oktober 2006 under mysteriøse omstændigheder blev myrdet, men gennem sin død bragte emnet pressefrihed i Rusland på de vestlige mediers forsider.

Udenrigspolitiske eventyr

På den udenrigspolitiske front er det næsten gået i glemmebogen, at Rusland i marts måned 2014 med våben i hånd annekterede den ukrainske halvø Krim med total foragt over for international lov og ret. Da der kort tid senere opstod uro blandt lokale prorussiske separatistgrupper i Donbass-regionen i det østlige Ukraine, pustede Putin igen til ilden. Russiske tropper, kampvogne og tungt artilleri trængte ind over den ukrainsk-russiske grænse og der udbrød voldsomme kampe, der endte med udråbelsen af Folkerepublikken Donetsk d. 7. april 2014. I juli samme år blev et Malaysia Airline-fly skudt ned af et russsk BUK-missil, der dræbte 298 passagerer. Og er det nødvendigt at minde om mordforsøget på den russiske eksspion Sergei Skripal og dennes datter Yulia i den sydengelske provinsby Salisbury i marts 2018?

Disse udenrigspolitiske eventyr har naturligvis været en belastning for det internationale samarbejde og også for den russiske økonomi, hvis vækst med et formildende ord kan betegnes som en nul-vækst. Indtil videre sidder den russiske præsident dog fast i sadlen. Enhver opposition og kritik slås ned med hård hånd, og årsagen til den eklatant dårlige økonomi skydes af propandamaskineriet over på sammensværgelser i det fjendtlige udland og hos NATO, EU og ikke mindst Donald Trump.

Coronaepidemien og Rusland

Tror man nu, at de russiske myndigheders altfor sene reaktion på coronaepidemien ville svække Putins position, må man tro om. Ganske vist er antallet af cononainficerede officielt endnu kun på 125.000 og antallet af døde på 1.222 – altså betydeligt lavere end i de vestlige lande – men tallene er stærkt stigende og ingen tror alligevel på de beskedne russiske tal. Tankevækkende er således, at Moskvas borgmester Sergei Sobjanin fornylig meddelte, at halvdelen af alle indlagte coronapatienter, der havde testet negativt, alligevel viste sig at være ramt af virussen. Så meget for den medicinske kvalitet!

Nu har myndighederne reageret med udgangsforbud og maskepligt og restauranter og forretninger er lukket; der er strenge straffe for overtrædelser og sådanne finder næppe sted. Derimod kører de statslige industrivirksomheder videre, mens den private sektor har fået påbud om ikke at fyre medarbejdere, men derimod fortsat betale deres løn, selvom produktiviteten nærmest er nede på nul.

Uafhængige eksperter mener, at det russiske bruttoindlandsprodukt (BNP) vil falde med ca. 10% – hertil bidrager også de lave oliepriser på verdensmarkedet – men alligevel er der ingen tegn på social uro. Befolkningen har i umindelige tider har været vandt at snøre livremmen ind, og Putin fortsætter med at love guld og grønne skove.

Putins humanitære cirkus

Som led i sit magtpolitiske spil – og naturligvis også for at berolige de hjemlige gemytter – har Putin her i april måned gjort et tilsyneladende genialt skaktræk. ”From Russia with Love” kunne de russiske seere i det statslige fjernsyn Rossiya se trykt på kasser og containere med medicinsk udstyr og beskyttelsesdragter, som Rusland sendte til Italien, Serbien og selv til ærkefjenden USA. Se, hvor gode og uegennyttige vi er! Og Putin scorer igen nogle billige propagandapoint.

Hvad det russiske fjernsynspublikum ikke blev informeret om var, at amerikanerne betalte med kontante dollars for leveringerne og at den velrenommerede italienske avis La Stampa i Turin kunne afsløre, at der blandt de russiske ”eksperter”, der ledsagede leveringerne, både var spioner og specialister trænede i biologisk krigsførelse.

Endvidere kunne La Stampa meddele, at 80% af leverancerne var af en så ringe kvalitet, at de ikke kunne anvendes. Russerne reagerede rasende på disse avisartikler, og det russiske forsvarsministeriums talsmand, generalmajor Igor Konaschenko, truede på Facebook med, at den, der leverer sådanne Fake News, ”graver sin egen grav”. Dette fik igen de italienske myndigheder til at beklage en sådan ”upassende tone”: ”Ytringsfrihed og retten til at udøve kritik er dele af vort lands fundamentale værdier.” Sådan!

Selv i Rusland kunne man høre kritiske røster rettet mod Putins sidste rævestreg. Hospitalspersonale skal åbent have kritiseret, at Rusland eksporterer medicinsk udstyr, mens egne læger og sundhedspersonale mangler alt lige fra ansigtsmasker til respiratorer – en kritik, som den modige Alexsei Nawalny har tilsluttet sig: ”Vi sender respiratorer til New York, som byer som Saratow og Woronesch mangler!”

Bliver Vladimir Putin alligevel sorteper i dette pseudofilantropiske spil?