Klumme: Radikal nedsmeltning

For at blive taget seriøst i politik kræver det en ballast af evne, erfaring og politisk fodfæste i det syn, man som parti har på politik. Med det in mente spørger man sig, hvad det er Radikale, vælgere har sat kryds ved i boksen i juni sidste år? De sidste dage har ikke kun klædt partiets leder af til skindet, men også afsløret en rungende hulhed i hele partiets måde at forvalte vælgernes tillid på.

Personligt har jeg aldrig kunne forstå ideen i at ville afvikle og ikke udvikle fællesskabet og det Danmark, vi har fået i arv og har til låns. De Radikale har siden stiftelsen i 1905 udøvet enhver form for bestræbelse på at angribe sammenhængskraft og forsvarsvilje i kongeriget. Det kræver derfor en udpræget højskolelogik at stemme på et parti, der har gjort en dyd ud af at ville optræde, som om det har taget flertallet af danskere som gidsler i troen på deres projekt, hvor målene helliger midlerne.

Og derfor er det svært bekræftende, når hans højhellighed selv, nu tidligere partileder, Morten Østergaard, har måtte løbe forsmået af gårde efter sandheden om hans hemmelige seksuelle lyster er kommet for en dag. Det sagt uden stillingtagen til alvoren eller mangel på samme i Østergaards ageren gennem årene.

Her har partiet ellers officielt haft en dagsorden om at ville understøtte krænkelser af danske piger, drenge, kvinder og mænd i alle aldre ved på enhver tænkelig måde at fremme mellemøstlige og afrikanske mørkemænds voldsorgier og seksuelle krænkelsers meritter blandt mine landsmænd. Det har været de Radikales politik i over 40 år. Men, uofficielt for omverden har partiets ledelse vidst, at dets leder praktiserede overgreb og eskapader i årevis uden at sætte ham stolen for døren.

Det skal de Radikale have respekt for. Udadtil og indadtil er partiet mere konsekvent end nogen andre på Slotsholmen. At Sofie Carsten Nielsen nu både er vred og træt må være fordi ledelsen er blevet afsløret. Lur mig om hele teaterspillet ikke har været iscenesat i de løgne, vi har været vidne til. At pressens og alle mainstream mediers darling, Morten Østergaard, er sygemeldt kan kun undre. Hvorfor? Hvad er han blevet syg af? Er det af dårlig samvittighed af officielt at have været orkesterleder for en flok hyklere og 5. kolonne politikere, hvis politik har skabt ulykke igennem generationer eller er det over, at pressen ikke længere synes at løgnene holder hele vejen til, at folketingsmedlemmerne fortjener genvalg?

Personligt er jeg bedøvende ligeglad med de Radikales studentikose gøren og laden. De kan have sig selv. Jeg så gerne de Radikale sendt i kredsløb om månen. Det der krænker mig mest er, at pressen ikke for længst har pillet de Radikale fra hinanden. De har kendt til historierne, ellers lyver de. Pressen er lige så forloren som hele den Radikale gruppeledelse til sammen. Det der krænker mig mest er, at pressens fokus ikke har været på ofrene og de forurettede derude samt på de Radikales hæmningsløse hang til masseindvandring. Nu står de lige så Radikale og mangfoldighedsglade journalister i kø for at få udtalelser fra arvtagerne af, hvad tyskerhåndlangerne engang havde monopol på. Landsforræderi. Det bekræfter en kun i, at journalister er som duerne på Rådhuspladsen: de spiser af hånden, når de er nede på jorden, men skider på danskerne, når de er oppe at flyve.