Klumme: Redder han det britiske Labour? Keir Starmer er den nye partichef


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Baggrunden: Ved det sidste parlamentsvalg d. 12. december 2019, der også var et valg for eller imod Brexit, led det britiske arbejderparti, Labour, som bekendt et knusende nederlag. Modstanderen var det konservative Tory Party under ledelse af Brexitforkæmperen Boris Johnson, der vandt valget med et massivt flertal på 60 mandater i Underhuset. Dette betød, at Johnson kunne danne regering og, når tiden kommer, kan føre sit land ud af EU-spændetrøjen.

Labours spidskandidat var marxisten Jeremy Corbyn, der først i disse dage har kunnet tage sig sammen til at trække sig fra posten som partiets leder. Han var berygtet for så meget og var til sidst en sådan belastning for sit parti, at ingen ønskede at samarbejde med ham – og Labours popularitet vedblev at være i kælderen. Årsagerne hertil var mange ikke mindst Corbyns sympati for terrororganisationer og kommunistiske diktatorer og en uappetitlig antisemitisme, som ikke var helt så åbenlys, men alligevel fik en stor indflydelse under valgkampen.

Jeremy Corbyns generalieblad

Her skal blot peges på enkelte punkter i hans lange synderegister, der flere gange er blevet omtalt i 24NYT:

Corbyn gjorde sig først uheldigt bemærket med sine beklagelser over den tyske genforening i 1989, og senere lod han sig betale for at optræde i det propagandistiske og antisemitiske iranske Mullahfjernsyn. Glemmes bør det heller ikke, at han flere gange har udnævnt terrororganisationerne Hamas og Hizbollah til sine nære venner. Af denne grund har ingen jødisk organisation bidraget økonomisk til Labourpartiet siden Corbyn i 2015 blev valgt til partiets leder.

Og valgkampen i efteråret 2019 var da også præget af en række antisemitiske ytringer fra en række af Labours kandidater, som Corbyn valgte at ignorere. Dette fik fire fremtrædende Labourpolitikere til at træde frem i offentligheden d. 7. november og meddele, at de pga. partiets antisemitisme så sig tvunget til at appellere til Labours ”patriotiske” stamvælgere at stemme konservativt ved det kommende valg.

Og der er mere negativt at melde om Corbyn. Således har han benægtet, at den tidligere, nu afdøde jugoslaviske præsident Slobodan Milosevic begik krigsforbrydelser. Han har kaldt henrettelsen i 2011 af Osama bin Laden for en tragedie samt – naturligvis – lovprist både Fidel Castro og massemorderen Mao Zedong. Endelig – og dette ville være en katastrofe for Storbritanniens udenrigspolitik, om Corbyn havde dannet regering, erklærede han, at NATO udgjorde ”en trussel mod verdensfreden”!

Ja, Corbyn er i sandhed en ækel karl. Men ikke desto mindre tiljubledes han på nærmest hysterisk vis af mange britiske unge, ikke mindst blandt de forkælede studerende fra det bedrestillede britiske borgerskab. De mangler en historisk hukommelse og hverken kan eller vil huske den kolde krig eller kommunismens forbrydelser.

Ligeledes har de på masochistisk vis ignoreret Corbyns indenrigspolitiske program, der ville medføre en lang række drastiske skatteforhøjelser, ekspropriering af privat ejendom og nationalisering af bankvæsnet.

Hvad skete efter valgnederlaget?

Labours valgnederlag – valget fik især et katastrofalt forløb i Nordengland, hvor de fleste Labourvælgere, der samtidigt er Brexitmodstandere, bor – medførte et tab på 59 mandater, det dårligste valgresultat for partiet siden 1935. Helt oplagt krævedes Corbyns afgang som partileder, men han lod vente på sig og nød åbenbart fra sidelinjen at iagttage forskellige kandidaters stræben efter magten med dertil hørende fløjkampe.

Disse kampe skyldes ikke mindst, at Labour under Corbyn var rykket et kæmpeskridt til venstre ikke mindst anført af den yderligtgående antiamerikanske og venstresocialistiske udenomsparlamentariske græsrodsbevægelse Momentum og af Labours skyggefinansminister, den benhårde marxist John McDonnell. Derfor ville striden om at efterfølge Corbyn samtidigt blive en kamp om at bestemme partiets fremtidige orientering og forsøg på at finde en vej, der kunne føre Labour tilbage til regeringsmagten enten som en repræsentant for den traditionelle britiske arbejderklasse eller som en sekterisk og ekstremistisk organisation – anti-NATO, anti-Israel og anti-USA!

Mulige kandidater

Flere medlemmer af Corbyns skyggekabinet blev efter Labours valgnederlag nævnt som kandidater til lederjobbet, bl.a. John McDonnell, Rebecca Long Bailey, Lisa Nandy og Keir Starmer; de to sidstnævnte var de mere moderate og pragmatiske af kandidaterne. Alle var og er Brexit-modstandere.

Man skal ikke have fantasi for at forestille sig, at McDonnell af ideologiske årsager måtte ligge lunt i svinget, men hans problem var, at han ikke stammede fra Nordengland, som Labour ønsker at generobre, og at han ikke var kvinde ligesom flertallet af de andre kandidater. Til den politisk korrekte model passede derimod Rebecca Long Bailey, medlem netop af Momentum og på mange måder den kandidat, der vil fortsætte Corbyns politik til punkt og prikke. Der er næppe nogen tvivl om, at hun var den kandidat, Toryerne helst så som Labours nye leder.

Efter McDonnell på et tidspunkt helt nedlagde sine våben, så det længe ud til, at Long Bailey ville være venstrefløjens foretrukne spidskandidat, mens den mere moderate fløj støttede Keir Starmer, der under Corbyn havde været skygge-Brexitminister. Han var fagligt set langt den bedst kvalificerede, men hans handicap var, at han ligesom McDonnell ikke var kvinde og ikke fra Nordengland.

Den nye leder

Den herskende Corona-pandemi har utvivlsomt bidraget til, at Labour alligevel for et par dage siden beslutttede sig for en mere moderat kandidat, der kunne skabe ro og samle partiet. Og det blev så trods alt Keir Starmer, der omgående efter valgnederlaget erklærede: ”Hvad jeg ønsker er at forene det bedste fra alle fløje under én fællesnævner. Dette er det eneste, der kan give partiet fornyet fremgang.”

Valget fandt sted d. 4. april, og Starmer vandt allerede i første valgrunde med 56,2% af de afgivne stemmer; på henholdsvis anden og tredjepladsen fulgte Long-Bailey og Nandy. Omgående udpegede Starmer Lisa Nandy til sin skyggeudenrigsminister – uden udenrigspolitisk erfaring – og heller ikke de andre medlemmer af hans skyggekabinet har gjort sig politisk bemærket, hvilket naturligvis kan være en fordel for den nye oppositionsleder.

Brexit-modstanderen Starmer har siden 2016 forsøgt at trænge Corbyn, hvis holdning til Brexit altid har været uigennemskuelig, bort fra magten og trak sig dengang tilbage som partiets indenrigspolitisk talsmand i Underhuset. I 2018 lykkedes det ham i opposition til partiets ledelse at lægge partiet fast på en anti-Brexit-strategi og blive skyggeminister med ansvar for området. Men modstanden lykkedes som bekendt ikke, og Starmer fik kun det ud af sine bestræbelser, at han i partiet har fået en lang række modstandere, der i den kommende tid vil gøre ham livet vanskeligt.

Et andet handicap er, at Starmer socialt set tilhører Londons elite, uddannet bl.a. ved Oxford University. Han er advokat  og tidligere chef for den britiske anklagemyndighed og kan endda sætte et ”Sir” foran sit navn, hvilket han gør med glæde.

Endnu et handicap er Starmers mangel på karisma. Hans indlæg i Underhusets debatter er kendte for at være saglige, men monotone og søvndyssende, hvilket ikke er nogen fordel, når man skal hævde sig over for den temperamentfulde retoriske begavelse Boris Johnson.

Så med rette må det være tilladt at spørge: vil Sir Keir Starmer have held med både at forene fløjene i sit parti og markere sig som slagkraftig oppositionsfører i Underhuset, og dermed udgøre en trussel mod Boris Johnson? Man har lov til at tvivle.