Klumme: Sådan vinder vi Danmark tilbage – Del 2

Den nationale solidaritet

Den internationale solidaritets tid bør afløses af en national solidaritet. Internationalt samarbejde vil skulle koncentreres om nogle fast afgrænsede kasser med labels med henblik på at sikre stabilitet handelsmæssigt, men også i forhold til klimasamarbejde, bekæmpelse af migration, grænseoverskridende kriminalitet og islamisering. En nationalkonservativ leder skal ikke respektere politiske kræfter, hverken inden- eller udenrigs, som underminerer den statsforfatning og de sædvaner, vi kalder danske. Partier som Alternativet og de Radikale er folkets fjender. Den nationalkonservative leder må aldrig fastfryse sine holdninger i en racistisk tilgang, men fremstå faktaorienteret og dynamisk. Det afgørende er at finde en eller helst flere stærke personligheder, der kompromisløst er parat til at opbygge organisationer og politikker, som vil være at finde over alt, hvor der er trusler mod national selvbestemmelse og retten til at forfægte danskheden. Og som det afgørende, visualisere sin politik på en medrivende måde.

Det helt afgørende er at efterstræbe magten og gøre det på præmisser, der fanger den almindelige danskers interesse. Målet bør være, at den borgerlige og venstreorienterede epoke med dens falske og forløjede humanitetsbegreber skal udfases. Hvad de fleste folketingspartier og -medlemmer ikke har indset, er, at verden er inddelt i tabere og vindere. Kun den, der står på fast grund, ved nøjagtigt, hvor kampen skal udkæmpes, og hvor faren for fremtiden ligger. Det er ikke det gode som sejrer i denne verden, men det stærke, som sejrer over det, som strider mod sæd og skik, som det har udspillet sig siden arilds tid. Dette er årsagen til, at timeglasset for vores nuværende politiske system og dets aktører løber ud. Dem, der i den blå politiske lejr burde forsvare de nationale interesser, virker mere som om de er 5. kolonne købt og betalt af rød fløj. Se til Venstre, hvis leder og ledende figurer på dårlige dage fremstår som tinsoldater og tegneseriefigurer og på gode som nissernes vagtparade.

Aktørerne på den nationale scene

DF har mistet både pusten og fortidens gennemslagskraft og orienteringsevne efter Kristian Thulesen Dahl har gjort partiet stuerent. DF’s eksistensberettigelse består netop i ikke at fremstå stuerent, men optræde som bulldoggen i både lovgivning, værdikamp og organisationsmæssig sammenhæng. Partiet har egnede lederegenskaber i Messerschmidt, Martin Henriksen og Peter Kofod. Sætte sejlene for det politiske, finde fortidens dagsorden og opdatere den kunne være mantraet for at vække den slumrende løve, som DF har været de sidste alt for mange år. Lige siden Thulesen tillod Løkke at lade migranterne vandre på E45 nord i 2014, og i øvrigt lod ham underskrive FN’s migrantpagt i Marrakech uden at det mundede ud i er folketingsvalg. Siden hen er glansen gået af Skt. Gertrud. Det er sidste udkald før lukketid. Kom ind i kampen igen.

Når talen går på, at Socialdemokratiet har tilbageerobret de tabte vælgere fra DF ved at stramme udlændingepolitikken, så er det lykkedes Socialdemokraterne at narre tusindvis af vælgere om, at partiet kæmper for danske værdier. Socialdemokraternes svageste led i kæden er det parlamentariske flertal, der kræver ophør af stramninger, accept af moskebyggeri samt at hele striben af samfundsundergravende tiltag gennemføres. Kun en tåbe frygter ikke de Radikale. Og glem aldrig, at Karl Marx’ internationalisme lagde kimen til Socialdemokratiet.

Nye Borgerlige (NB) har ind til videre 4 værdikrigere af format i Folketinget. NB har dygtigt forstået at tage faklen op i værdikampen, og bygge en organisation op, der hvor DF har ladet internt partifnidder og pænhed tage over. Pernille Vermund, Mette Thiesen, Lars Boje Mathiesen og Peter Sejer Christensen har potentialet til at sætte kursen for et nyt og mere sammenhængende Danmark. Hver især er de kraftcentre for et nationalkonservativt Danmark funderet på det grundlag, vores land oprindeligt er etableret på. Ufatteligt, at så mange vælgere går i gyngen på at lade sig overbevise af sød tale og billig portvin fra andre partiers politikere. Og det fra både rød og blå stue.

Rasmus Paludan er så ubetinget Mogens Glistrups arvtager. Professionen er ikke det eneste fælles omdrejningspunkt. Modet og evnen til at fungere som termometer for at måle, hvor galt det står til er det andet. Håbet må være, at Stram Kurs fortsat vil provokere med wake up calls. Håbet må også være, at den nationalt orienterede, konservative fløj vil lægge interne stridigheder på hylden og koncentrere sig om de virkelige modstandere: de kulturradikale, socialisterne, mangfoldighedspressen og de brodne 5. kolonnekar i egne rækker.

De Konservative har under Pape fået fornyet vind i sejlene. De ligger nu på over 10% tilslutning i meningsmålingerne, dvs. på samme niveau som under Bent Bentsen. Den største udfordring for de Konservative ligger i at gøre op med troen på internationalisme og EU-samarbejde som redningsplanke for Danmark.  Reelt har de Konservative ført en blanding af socialdemokratisk og radikal ”light” politik siden 1980’erne. Og er der nogen, der har opfundet m’et i magtkampe, så er det de konservative. Reelt har partiet ført en mangfoldighedspolitik i strid med Danmarks og danskernes interesser. Reelt har partiet med sit navn optrådt i strid med markedsføringsloven. Hvis partiet vil gøre op med fire årtiers slendrian, skal de være velkomne i klubben.

De Konservatives fremgang er et rigtig godt eksempel på, at selv en middelmådig leder som Pape, der fremstår med et minimum af karakter, kan udvikle sig til en succeshistorie. I de blindes rige er den enøjede som bekendt konge. Borgerlige vælgere hungrer lige så meget efter lederskab, som de røde lejesvende på den anden side.

Den politiske efterlysning

På vegne af blå blok efterlyser jeg en politik, der står på mål for danske interesser, danske arbejdspladser og danske lønmodtageres udfordringer. Jeg efterlyser nationale tanker i modsætning til de fjerne og ligegyldige hensyn til spøgelser i andre lande og accept af, at vores egenart og egne værdier forsvinder. Hvor rimeligt er det, at udenlandske bærplukkeres børn skal modtage danske børnepenge i Rumænien. Hvor rimeligt er det, at man omkostningsfrit skal kunne studere i Danmark og modtage SU blot fordi man kommer fra et EU-land. Hvorfor skal man kunne opnå spontant asyl efter rejse gennem hele Europa? Hvorfor skal man kunne få forlænget opholdstilladelse, når man ikke er selvforsørgende?

Lad falde, hvad ikke kan stå. Gør i fællesskab op med konventioner, der udgør en sikkerhedsrisiko på vores gader og stræder, og som på urimelig vis fratager vores mest sårbare flere midler til varme hænder, fordi der skal udbetales milliarder til lykkeriddere, der har søgt mod vore breddegrader. Udvis, og gør det gerne i et antal, så vi sikrer, at det hvide kors i Dannebrog forbliver hvidt, så det ikke bliver afløst af en islamisk halvmåne om to generationer. Det kan ikke være en naturlov at tilbringe sin tilværelse på danskernes bekostning. Og det uanset hvilken oprindelse man har, og det uanset, hvor lang tid man har opholdt sig i Danmark. Det burde nærmest være skærpende i forhold til udvisning, jo længere man ikke har været selvforsørgende. Islam bør i samme anledning inddæmmes på alle tænkelige leder og kanter, og for min skyld gerne forbydes, da idegrundlaget på alle måder strider mod dansk tankesæt. Ingen skal lade sig “underkaste”, som islam fordrer, og som ordet islam i øvrigt betyder på arabisk.

Målet bør også være en danexit af EU. Jorden skal gødes for forståelsen af, at EU er baseret på ikke demokratiske, overnationale og dybt problematiske grundlag, som på sigt vil gøre Danmark til en lille, ubetydelig lydstat i et stor-Europa. Mere en ligegyldig klat på et kort end et landområde, vi kan være stolte af og værne om.

Som Friedrich Nietsche skriver i sit værk tilbage “Således talte Zarathustra” i 1800-tallet, så surrer fluerne på torvet, der hvor de store skuespillere udråber deres visdom, men hvor de gør det uden ånd og indsigt. Der hvor de skifter holdning fra dag til dag. Gad vide om Nietsche havde kigget vores politikere ud, før de overhovedet blev født?

Jeg har et håb om, at der kommer en opbakning omkring Nye Borgerlige, Stram Kurs og de rette kræfter i DF. Om der i den kreds vil være det rette lederpotentiale, vil tiden vise. Historien har ofte overrasket ved at fremavle det rigtige stof på de eller det mest udsatte tidspunkt for nationen. Målsætning, determination, kompromisløshed og folkelig gennemslagskraft vil være de bærende elementer, hvis det skal blive en succeshistorie, der efterlader varige spor. Måtte tiden komme, måtte mændene eller kvinderne vise sig, så vil styrken i lederkraften gøre resten. Hold jer rede derude. Jeg nægter simpelthen at tro, at mere end 4 ud af 5 danskere ikke ønsker det bedste for Danmark. Der mangler blot politiske ledere af det rette stof til at formidle budskabet.