Klumme: Sagen om IS-feltmadrasserne


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Regeringen har et standpunkt indtil dens parlamentariske flertal kræver, at den indtager et nyt. Den røde rejekælling, Rosa Lunds, ensidige løben regeringen på dørene med den mellemøstlige fane lykkedes. 

En ting er, at regeringen har måtte æde sit oprindelige standpunkt om ikke at ville hente IS-krigernes brude og medsammensvorne hjem, men alene de børn, hvis statsborgerskab er omtvistet.

En anden sag er det, at Mette Frederiksen nu må sande, at hendes kæde ikke er stærkere end det svageste led, nemlig regeringens livline til at opretholde de enevældige corona-magtbeføjelser, den udøver over danskerne. Her tænkes på, at statsministeren for alt i verden vil undgå et mistillidsvotum til de implicerede ministre i sagen om det, man som nationalkonservativ betragter som IS-feltmadrasserne. For det er, hvad de er.

Vi har at gøre med kvinder, der ikke kun har valgt vesten og Danmark fra, vi har at gøre med verdens afskum, der i samlet flok myrdede, voldtog og fordrev alle, som ikke tænkte og gjorde som disse korantro ekstremister gjorde, mens det gik godt. Små yazidie-piger ned til 6-9 år blev solgt på markeder som sexslaver for langskæggede IS-forbrydere, der ikke lod kz-lejrenes bødler noget tilbage i grusomhed. Vi har at gøre med mænd og kvinder, der druknede og brændte tilfældige uskyldige. Vi har at gøre med et terrorvælde, der tilintetgjorde verdenskulturarv.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Iværksætteriet er på tilbagetog

Nu er vinden blæst den modsatte vej, og i stedet har IS-brudene og deres afkom tilbragt år i lejre, hvor de har tøffet rundt tildækkede af deres sorte affaldssække og ladet sig forpleje af de respektive myndigheder, som har kontrolleret de områder, de er opsamlet i. Deres børn har aldrig set Danmark, men en landsforræder som Enhedslistens Rosa Lund har leflet rundt i alle afkroge af både sociale medier og Christiansborg for at tækkes sit tvivlsomme vælgersegment blandt muslimer i Danmark. Første klasses landsforræderi og given kål på enhver form for anstændighed, hvis Danmark ikke lige netop var så vanvittigt skruet sammen, at man har folk, der bifalder den form for undergravende virksomhed.

Her har man millioner af fordrevne, uskyldige flygtningebørn, der hverken har vådt eller tørt eller skolegang, for den sags skyld, og så skal udfaldet af regeringens politik danse efter Rosa Lunds og Sofie Carsten Nielsen gymnasieagtige pibe.

At tænke sig, at en frygt for, at børnene skulle blive radikaliseret nok til om føje år at ville sprænge Nørreport Station eller andet i luften, skal styre danske udenrigspolitiske beslutninger. Det er en vederstyggelighed set med nationalkonservative briller. At vi skal lade os kyse af et politisk korrekt notat fra PET om radikaliseringstanken og ligge under for pression, siger noget om, hvor lidt røv i bukserne danske politikere har i dag.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Lyt til Listhaug!

Ingen ud over de Konservatives Naser Khader og Nye Borgerliges 4 mandater har meldt klart nok ud, at nok er nok. Man lever med, at vi inden for kort tid må forvente, at der står 3 kvinder og 14 børn i Kastrup mødt af en velkomstkomité bestående af dem, som redelige og ordentlige danskere bør betragte som enemies of the state, Rosa Lund og co. Man græmmes. Når blomsterne, som Rosa Lund har med, er visnet, vil vi alle sammen hænge på de regninger, der kommer i kommunerne til det, der formentlig er multitraumatiserede børn, der efter alle statistikker at dømme, skal på offentlig forsørgelse resten af deres liv sammen med deres mødrene ophav. Hertil kommer retsvæsenet og kriminalforsorgen efter at mødrene har været en tur gennem den juridiske mølle.

Danskerne får de politikere de fortjener. En sag som den her lægger stakkevis af brænde på bålet for ophør af sammenhængskraft og vilje til forståelse for politisk samarbejde. Sagen udstiller, hvor råddent det politiske system er blevet, og hvor usle politikere vi har på tinge. Man går i fjendens sold præcis, som under krigen, blot for selv at overleve og profilere sig. Skam over riget, men først og fremmest skam over regeringen og dens parlamentariske lejesvende. Endnu et søm i folkestyrets kiste.