Klumme: Sejren gik til Storbritannien


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Når man har hørt på Stine Bosses jammer over UK-EU-aftalen, er det en fornøjelse at læse at par fornuftige analyser af Storbritanniens endelige brud med Bruxelles. De står at læse i juleudgaven af det hæderværdige og alt andet end hysteriske britiske ugemagasin The Spectator.

Ifølge Robert Tombs, professor emeritus i historie ved universitetet i Cambridge, handlede det hele basalt set om suverænitet, hvilket Ursula von der Leyen også netop har bekræftet. De, der gik ind for medlemskab af EU, og som stadig gør det, afviser suverænitet som en meningsløs og forældet opfattelse i en verden styret af indbyrdes afhængighed. Men “de forløbne fire års, og måske især de seneste få dages, begivenheder burde få dem til at revidere deres opfattelse.”
Hvis Storbritannien havde bøjet sig for presset og sendt beslutningen om at forlade EU ud til en ny afstemning, ville landet være ophørt med at være en suveræn stat. Kan man ikke udøve suverænitet, har man tabt den. Det er i praksis den situation, som EU’s medlemslande befinder sig i – og måske især Grækenland, Irland og Italien, hvor folkeafstemninger er blevet tilsidesat. Det er næppe nogen tilfældighed, mener Robert Tombs, at præsident Macron ofte taler om “et suverænt Europa”.
EU’s mål var – som en imperialistisk magt i det nittende århundrede – at tvinge Storbritannien til at forblive i Unionens indflydelsessfære. Hvis den britiske regering havde accepteret det, måtte den opgive demokratiet, for “demokrati er meningsløst uden suverænitet”. Ligesom de ulykkelige grækere og italienere, ville briterne ikke længere kunne træffe politiske valg, som ikke var godkendt af EU. Som en tidligere britisk repræsentant i EU proklamerede i det britiske overhus: “Vi kan puste og pruste, men i den sidste ende, vil vi underkaste os.”
Men det var altså, hvad den britiske regering og det britiske folk nægtede at gøre.
Storbritannien har givetvis måttet give økonomiske indrømmelser, men det samme har EU måttet, så det ender nok med at gå lige op, skriver finanskommentatoren Matthew Lynn i samme nummer af The Economist. Storbritanniens fordel ved skilsmissen er, at landet nu slipper for at være underkastet Bruxelles’ bureaukratiske restriktioner, som har kvalt alt initiativ. “Hvis noget var nyt, innovativt eller foretagsomt, fik EU det enten forbudt, brudt op eller bebyrdet med så mange omkostninger, at det var umuligt at starte nye virksomheder eller udvide de bestående.”
Vi vil nu, skriver Lynn, kunne omfavne nye teknologier, fra kunstig intelligens, til førerløse biler, flyvende taxaer og til laboratorie-fremstillet kød. Det vil tage tid, men når Storbritannien er befriet for EU’s reguleringer, vil landet støt distancere konkurrenter som Frankrig og Tyskland. Storbritannien vil blive mere innovativt, tiltrække mere kapital, og landets virksomheder vil kunne gribe markedsmuligheder hurtigere, end det ellers ville have været muligt.
Det er nok en gevinst, der er værd at have, og nu er den sikret, slutter Matthew Lynn.